CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Pyrenæerne Pyrenæerne
Vi er fire cyklister, der har besluttet os for at tilbringe sommerferien med off-roadkørsel på MTB i pyrenærne på grænsen mellem Frankrig og Spanien Pyrenæerne


Vi er fire cyklister, der har besluttet os for at tilbringe sommerferien med off-roadkørsel på MTB i pyrenærne på grænsen mellem Frankrig og Spanien. Vi rejser med fly fra Kbh. til Barcelona og videre med bumletoget til Vic, 70 km nord for Barcelona, hvor vi efter 9 timers rejse finder et vandrehjem kl. 11 om aftenen. Spanske vandrehjem har erfaringsmæssigt en standard, der er langt over middel i det øvrige Europa- detteher er ingen undtagelse, næsten nyopført i øvrigt. Byggeriet i Nordspanien er i øjeblikket i voldsom vækst, så forbyttede vandledninger må man tage som en oplevelse. I det mindste var forbytningen konsekvent. Der kom varmt vand ud af samtlige koldtvandshaner og vice versa.
Næste dag er der afgang nordpå, til bjergene ad en større hovedvej med en del tung trafik. Ved Ripoll drejer vi østpå mod Coll d’Ares. Vi er stadig på den spanske side af Pyrenæerne, og stik mod forventningen, om at det skulle være tørt og varmt, er det denne dag grønt og køligt, sikkert pga. indflydelsen af Middelhavet, der ligger mindre end 50 km væk. Ved byen le Tech og floden af samme navn, drejer vi mod nord ad en meget lille vej op i bjergene. Vejen går gennem frodige ege-, akcasie- og kastanieskov – et utroligt dejligt område. Snart kommer vi op over trægrænsen, hvorfra der er en flot udsigt ud mod Middelhavet. På højsletten høres urfuglens karakteristiske klukkende kald.
Efter en stykke uplanlagt grusvej, ikke alle kort over området er lige troværdige, ankommer vi via Prades og Villefrance de Conflent (med et stort borganlæg) til Vernet les Bains, som skal være vores base de næste 3 dage.

Offroad
Det primære formål med turen var, bortset fra at undgå trafikhelvedet i alperne, at dyrke ture i bjergene med minimal oppakning på MTB. Den første tur går til Collade des Roques Blanches (2252 moh.). Vi kører ad asfaltvejen i skoven til Col de Jou, hvorefter der er grusvej til Marialles. I Marialles er der et refugie der serverer noget at drikke men ikke mere, hvilket er typisk for de fleste bemandede refugier vi besøgte. Hertil skal tilføjes at disse ikke var placeret i de mest afsides områder og beregnet for overnattende vandrere. Efter Marialles bevæger vi os op ad en noget grov grusvej, op til bjergkammen. Heroppe har vinden frit spil, og det benytter den til at polere på nogle store kridhvide sandstensblokke, der stikker op af sæteren, som øverst er flad som en kæmpestor fodboldbane, klippet af en enorm flok får. Vi kører ca. 3 km ad bjergkammen inden det begynder at gå nedad, og det er alle anstrengelserne værd. Nedkørslen foregår i strålende solskin efter en dejlig dag på bjerget.


Pic du Canigou
Næste dag sætter en samlet trup næsen mod Pic du Canigou eller rettere Chalet des Cortalets.
Vejen op gennem Fillos til Ref. de Balatg er stejl men god. Det sidste stykke op er den meget trafikeret af firehjulstrukne køretøjer, der transporterer “vandrere” til toppen, og formodentlig også ned igen. Ikke anbefalelsesværdig. Da vi først når toppen ved tretiden er køkkenet desværre lukket, hvorfor vi må tage til takke med nogle improviserede sandwich bestående af en bagette med enten ost eller skinke og ikke andet. Nedkørslen går gennem Gorges du Lech, en smal kløft af meget porøs kalksten med lodrette sider, og ad en sjov grusvej gennem skov og krat til Clara-Villerac. Området benyttes tilsyneladende også af klatrere for vi ser en stor flok på midtvejen ved Puig d’eu Touseyre.
Så er det flyttedag med 3 dage på landevej. Fra Prades til Col de Jau køre vi en dal syd for en bjergkam, der er meget afsvedet og tørt, et klima vi ville have forventet at finde i Spanien. Græshopperne gør hvad de kan for at overdøve hinanden, men ellers er her fredeligt og næsten ingen biler. Ved Col de Jau møder vi en stor gruppe cyklister og lidt længere nede af bjerget finder vi deres depot hvor vi bliver beværtet med alt hvad et cyklisthjerte kan begære, man får lyst til at istemme et Vive la France et la cyclisme. Der hersker en god og afslappet stemning blandt deltagerne og det sidste stykke ned får vi et indtryk af deltagernes store bredde, lige fra veltrimmede supermotionister til ældre ægtepar på tandems.
Målet er Querigut hvor den sidste del af ruten byder på kat.3 stigninger, for det ikke skal være løgn. Campingpladsen er svær at finde, selv de lokale har ingen anelse, men den er der, hvis i skulle komme på de kanter.
Dagen efter vil vi prøve at nå Niaux, hvor attraktionen er hulemalerier (cro-Magnon). Først skal vi lige over Col de Palihères, hvor der i dagens anledning er arrangeret sne på toppen og hestetræf blandt de frit gående heste midt på vejen. Efter den obligatoriske højdeskiltfotografering sætter vi kursen nedad i god fart. Måske lidt for god, for pludselig slingrer Carsten voldsomt og vælter. Det er ikke højdesygen der har ramt ham, men derimod hans slangen i hans fordæk der er eksploderet. Heldigvis sker der kun materiel skade på dæk, og senere opdager vi det nyttige ved en korrekt monteret cykelhjelm, den var flækket. Det kunne være gået gruelig galt. Vi får nødtørftigt syet dækket sammen ved hjælp af sejlgarn og et stykke pressenning, og noget forskrækkede triller vi samlet i moderat tempo ned til byen, hvor vi spiser og køber et nyt dæk.

Næste morgen står jeg tidligt op for at gå op til hulen og se hvad der sker deroppe. To tyske turister oplyser om at man skal have bestilt tid for besøg dagen i forvejen, men de lover at reservere pladser til os til den første rundvisning, der er på engelsk, hvis der er flere. Fuld fart ned af bjerget for at hente de andre, men interessen er lige så lidt overvældende som aktivitetsniveauet, så vi aftaler mødested om aftenen. Grotten er meget lang (1,5 km) og indeholder nogle af de eneste ægte hulemalerier der fremvises for publikum i Europa. Man undres over, hvorfor de mennesker er søgt helt herind for at lave malerier, ikke ligefrem noget indlysende udstillingsforum. Tilbage fra grotten er to af de andre kørt, men Hans-Bo er i sit telt, han har haft maveforgiftning om natten og er meget svag og bleg men ved godt mod, og vil gerne blive på campingpladsen. Da det er meningen vi skal have flere overliggerdage i Siex, 60 km. væk, aftaler vi at han bliver på campingpladsen til han har det bedre. Efter at jeg har indhentet de andre, kører vi op mod Port Massat, på den anden side af passet begynder skyerne at trække sammen og det begynder at regne. Vi vælger at droppe dagens andet pas og triller den lette vej ned. Det regner stort set hele resten af vejen, og lige før Siex går regnen over i hagl så store som vagtelæg. Heldigvis kan vi søge ly ved en købmand, mens haglene pisker ned omkring os.
Den valgte campingplads i Siex er ikke særlig spændende, og specielt ikke når det hele er vådt, men teltene bliver slået op og vi finder en restaurant der ligger ved torvet på den østlige flodbred. Vi får serveret and stegt i eget fedt og salat med gåseleverpostej, det må være en skidt ting at være fjerkræ i dette land. Om aftenen da vi går tilbage til campingpladsen kan vi se at et voldsomt tordenvejr huserer i bjergene ved Port Massat. På daværende tidspunkt viste vi ikke, at Hans Bo faktisk kørte rundt oppe i bjergene i uvejret. Dagen efter er der udbredt stemning for intet at foretage sig. Det trækker også op til regn. Så vi vasker tøj og sidder hos campingmutter og studerer kort og brochurer da Hans-Bo ringer, han er på vej. En time efter er ham der. Han har kørt om natten over Port Massat i tordenvejr, og da det begyndte at blive lidt for spændende, overnattede han på et hotel i Aulus-les-Bains

På afveje
Dagen efter ser vejret ikke for lovende ud, før omkring kl. 12, hvor det lysner og vi sætter kursen mod Port d’Aula. Vejen er god med udsigt til MT. Valier og nogen tåge mod toppen, og vi når Port d’Aula omkring kl. 16. Vi holder en pause i passet og skyerne trækker sig tilbage, så vi har en fin udsigt til tinderne og Spaniensiden, hvor det er strålende solskin. Det er fascinerende og lidt respektindgydende, at sidde på toppen af bjerget og betragte, hvordan skyerne forvandler landskabet, fra storslået bjerglandskab til totalt tåge med 5-10 m. sigtbarhed i løbet af få minutter. Den pyrenæerske tåge skal man tage sig i agt for. Vi beslutter at fortsætte på Spanienssiden, selvom der ingen åbenlys sti er. Målet er Port de Salau, og de næste 4 timer trækker og bærer vi cyklerne over sæter og klippefremspring. Vi kan se passet i de fjerne, fordi der er en tunge af tåge, der baner sig vej over bjergkammen. Da vi kommer derhen er alt hyllet i tåge, der ligger ruinerne af et stort romersk fæstningsanlæg lidt spøgelsesagtigt. Vi begiver os nedad af en Romervej, der stort set er tilgroet, men markeret med maling på stenene med 5-10 m. mellemrum. Modet stiger noget da vi møder et par vandrere, der forsikrer os at stien bliver bedre lidt længere nede. Efter vi har passeret passet (2087 moh.) letter tågen, men vi er nu kommet ned i 1800 moh. og det bliver tåget igen. Vi kan stort set ingenting se, og vanskeligt finde vejen eller afmærkningen. Heldigvis bliver vejen bedre omkring 1400 moh. men stadig ikke farbar for cykling. Efter 5 timers trækken og bæren på cyklen, kommer vi endelig til vejen, er egentlig mest oplagte til en kold øl ved landevejskroen men skynder os tilbage til Siex, for ikke de andre skal blive for bekymrede.

Moralen er, tag aldrig afsted på offroad ved middagstid, vi var først tilbage kl. 10 om aftenen.  Dagen efter er det flyttedag, en kort tur fra Siex til Castillón-en-Couserans, over Col de la Core. På toppen er der et refugie med en meget venlig værtinde, så vi sætter os tilrette og nyder udsigten, samt cola og cacao og betragter iøvrigt turisterne, der vælter ud og ind af biler på parkeringspladsen. Campingpladsen i Castillon er en kommunal camping, hvor telte bliver henvist til det bagerste hjørne, eller så langt væk fra fællesfaciliteterne som muligt, der er vel forskel. Alle campisterne sidder denne eftermiddag klistret til skærmen og ser Tour’en. Vi finder en bar og sidder klistret til skærmen og ser Tour’en. Alles øjne i baren er rettet mod skærmen undtagen barhunden, en øjensynligt svagtseende let overvægtig labrador, der har en del problemer med at slippe ud af glasdørene samt undgå nærkontakt med barinventaret. Til trods for de ret højlydte knubs den modtager i hjerneregionen logrer den ivrigt, glad hund (læs dum). Om aftenen er der byfest hvor det lokale ungdomsorkester får lov at slå sig løs med forstærkere, for vistnok første (og forhåbentlig sidste) gang. Derudover er der underholdning med folkedans/musik, folk og jazz på byens hotel samt boder med lokale produkter ned ad hovedgaden. Vi “vælger”, der var optaget alle andre steder, at indtage middagen for foden af en trappe i en smøge med udsigt til hovedgaden, der er dagens menu at vælge imellem, men det smager skønt og serveringen går simpelthen lynende hurtigt.
Fra Castillón drager vi næste dag mod Bagneres de Luchon over Col de Portet d’Aspet, Col d’Artigascou og Col de Portillon. Ved nedkørslen fra Col de Portet d’Aspet, i svinget under en kat. 3 stigning, befinder sig mindesmærket over Fabio Casartelli der mistede livet her under Touren i 1995. Vejen op til Col d’Artigascou er lidt vanskeligere end vi have forventet, men her er fred og ro. Vi bliver af en forbikørende orienteringsløber forsikret om, at vi er på rette vej op i passet, så vi fortsætter til vi når plateauet, med en stor skov af 2 meter høje bregner. Senere, (da vi kommer hjem og får fat i en ordbog), opdager vi at vi har cyklet rundt i et bjørnereservat, så tror da pokker der ikke var et øje. På nedkørslen finder vi i byen Melles, og en for os udmærket restaurant til indtagelse af vores eftermiddagskaffe. Vi er bænket men der kommer ingen servering. Efter en tids venten sender vi en ekspedition over i huset på modsatte side af vejen, som at dømme efter alle mærkerne med stjerner og farvestrålende plaketter til venstre for døren, åbenbart rummer en restaurant. Jeg kigger indenfor og banker på døren for at påkalde os opmærksomhed, men der er dødt som i graven derinde. Efter at have bokset lidt til den dertil indrettede klokke på disken og forsøgt at fremkalde noget der ligner et ekko i de smagfuldt indrettede spiselokaler, dukker værtinden op. Hun modtager modvilligt bestilling, efter at et styk svedig cyklist er blevet gennet ud af hendes stuer. Ikke fransktalende nordboer i cykeltøj er tilsyneladende ikke hendes foretrukne klientel.
Med let sårede følelser fortsætter vi ind i Spanien, et kort stykke mod Col de Portillon, og det må vi sige, kvaliteten af vejbyggeri her, overstiger langt hvad vi havde forventet. Super vej op i passet, som her udgør grænsen mellem Frankrig og Spanien, og ligeså elendig og stejl vej ned på Frankrigssiden.

MTB løb
Næste dag er det noget skyet, men hvad, ingen dag uden et topforsøg, så vi sætter kursen mod Superbagneres, et skisportsted i 1800 moh. Vi kommer til Ravi, ca. 900 meter oppe af bjerget, da det begynder at trække faretruende sammen og tordne. Vi bliver enige om at vende om, men halvvejs nede frister en indbydende grusvej for meget og vi svinger ind på den. Det går fint de første par km, og vi er netop gået i krig med en meget stejl downhill, da himlens sluser åbner sig med et brag. Desværre ender vejen blindt, så vi får trukket vores cykler op af skrænten igen og søger ly under et stort træ. Ved nærmere overvejelse kommer vi i tanke om noget børnelærdom der omfatter tordenvejr og store træer så vi springer på cyklerne og kører tilbage til lille skur vi har passeret lidt tidligere. Her sidder allerede to belgiske cyklister og skutter sig. De er ligeså dårligt udrustede til regnvejr som os. Efter en times venten på opklaring og på randen af kuldechok holder regnen endelig op og vi suser nedad en meget mudret grusvej, i den lykkelige forventning om, at et varmt bad venter os.
Om aftenen står den igen på udemad, og jeg bemærker et opslag om MTB-løb på toppen af Superbagneres den efterfølgende dag. Om morgenen drager vi mod turistkontoret. Vi har besluttet at afkorte turen noget, det er også snart længe siden, vi har forladt den hjemmefra lagte tidsplan. Så vi skal have fundet ud af vores videre færdselsmuligheder, igennem de i området anlagte tunneller. Vi vil også forsøge at finde transportmuligheder til toppen, for det tilfælde at jeg skulle få lyst at deltage i løbet. Det viser sig at vi kan tage en svævebane til toppen men da vi forlader turistkontoret er der parkeret en rød Peugeot stationcar med to MTB på taget og klistermærker i smagfuld forvirring. De to ungersvende der fører bilen, vil spørge om vej til Superbagneres på turistkontoret, men da vi med mobilisering af al vores charme får forsikret dem om at vi kender vejen, og gerne vil være vejvisere, bliver cyklerne læsset på taget, og vi bliver placeret på bagsædet sammen med diverse reservedele. På vejen op af bjerget, bliver luften for tynd til den gamle øse kan tygge den, så den gir’ sig ved først at smide lidt ballast i form af bagsmækken og derefter at sætte køleren under damptryk. Efter et par nødtørftige reparationer, når vi dog helt op og den “gamle øse” får noget vand at sunde sig på, mens jeg går til indskrivning. Nå inden længe går løbet i gang. Jeg skal køre 12 km. Starten er en 500 m lang opkørsel, og inden jeg kommer op af den, er jeg totalt tilsyret. Det fortsætter med lange syrede opkørsler og stejle nedkørsler hele vejen rundt. Puh for et løb der blev hostet længe efter. Efter endt dåd skal vi have noget at spise og drikke på en af restauranterne på toppen. Der er også et kæmpestort meget stilfuldt skisportshotel. På vej nedad, efter at have betragtet skyerne der ligger som en tæt dyne over dalen, kommer min stifinder sans til kort. Vi prøver at finde stien ned i skoven, hvor jeg har kørt under løbet, men den er totalt forsvundet i tågen, og da vi ikke kan se mere end et par meter frem, vender vi om og tager landevejen ned. Endnu engang har tågen fået det sidste ord.

Spanien
Dagen efter beslutter vi os for ikke at køre længere vestpå, selvom det er her de smukkeste og højeste bjerge ligger. Vi har også overvejet om vi skulle slå os ned på en bjergtop en dags tid og se Tour karavanen køre forbi og måske få et 2 sekunders glimt af cykelfeltet. Men ved nærmere overvejelse er den ide alligevel ikke så tillokkende, det må vente til en anden go gang. Vi kører over Col du Portillon endnu engang, mod Salardù i Spanien. Jeg er godt træt efter gårsdagens strabadser så det er lidt sejt træk opad i kat. 3 stigninger. Efter toppen kører vi sydpå mod Vielha, hvor vi drejer vestpå ind i Ruda dalen. Her er igen en heftig byggeaktivitet af hoteller og lejlighedkomplekser øjensynlig til skisport. Byggekraner alle vegne så langt øjet rækker. Ufattelig at der er sne til alle de mennesker der på et tidspunkt kan bo her. Bjergene her er meget anderledes end på Frankrigssiden, tørre stejle klippesider og udenfor turistkomplekserne tyndt befolket.
I Salardù finder vi et vandrehjem, igen af fin standard, og går i byen for at finde noget at spise. Restauranterne åbner ikke før kl. 19, så ventetiden bliver brugt på kortjagt i turistinformationen, og en øl på landevejsbaren. Udhvilet efter en nat i en rigtig seng, starter vi på opkørslen mod Port de la Bonaigua. Vi kører på randen af Ruda dalen, der har form som en kæmpestor vandrutchebane. På toppen er der en skisportsstation, hvor vi køber frokost . Længere fremme i passet er der hestetræf blandt de fritgående heste, flokhingsten underholder turisterne med sin indsats for artens videre bestående. Nedkørslen slår det meste af hvad jeg har prøvet af landevejsnedkørsler, fin asfalt og gode brede sving, den kan anbefales. Vi forsyner os med mad og tager en lang frokost ved købmanden i udkanten af Esterri. Det er varmt ved middagstid i Spanien, så først langt inde i siestaen cykler vi det sidste stykke mod La Guingueta, vi finder en campingplads med pøl og det hele. Standarden på camping i Spanien er ligeså flot som vandrehjemmene. Resten af dagen går ved pølen og aftenen bliver igen tilbragt på restaurant, man skal vel heller ikke overanstrenge sig.


Nationalparken
Med et godt overskud af kræfter vil vi dagen efter besøge nationalparken Aigües-Tortes. Vejen indtil Espot er asfalt. Herfra går det i nærmest kolonnekørsel sammen med 4-hulstrækkere der kører turister helt ind parken. Private personbiler bliver afvist ved indgangen til parken et par km. længere oppe. Vi får lov at cykle videre, efter vi har fået udleveret ordensregler, affaldsposer og strenge instrukser om kun at køre på grusvejen. Vi forsætter opad ind i en flot park med en meget stor alsidighed i flora og fauna. Bjergene er også flot anlagt. Vejen slutter ved en opdæmmet bjergsø ved Sant Maurici, hvor alle turisterne vælter ud at firehjulstrækkerne så der er et mylder af mennesker. Vi stiller cyklerne og går op til et refugie, (ref. Ernest Mallafre) hvor vandrere kan overnatte og købe mad. Refugiet ligger ved den sti der går tværs gennem parken fra vest til øst. Vi havde hjemmefra planlagt at køre gennem parken med baggage men det kan vi godt se nu ikke ville have været en særlig god ide, men uden baggage skulle det være muligt at køre fra Sant Nicolau i vest til Sant Maurici. (Hvis det er tilladt). Vi går tilbage til søen og sætter os under et træ og “nyder” turistmylderet. Så er det ellers samme vej tilbage, men nu godt hjulpet af tyngdekraften.
Dagen efter sætter vi kursen mod Andorra. Lidt syd for La Guingenta kigger vi ind i landsbyen Escaló der har en del af sin middelalder bymur i behold. Vejen mod Andorra drejer af i Llavorsi, hvor der er stor rafting- og kanoaktivitet på floden. I Alins ender asfaltvejen. Vi spiser frokost og herefter er det en stejl grusvej, i en meget smuk kløft med et vandløb der bruser nedaf lige ved siden af vejen op mod passet. I Tor er der en lille beværtning, med et par meget snakkesalige værtinder, hvoraf den ene er ret god til at tale engelsk. Vi har afgjort indtryk af at være mere underholdning end levebrød. Vi får en lang snak bl.a. om Bob trailerne, to af os kører med. Et hollandsk hold cyklister er lige kørt op i passet en time før os, ligeledes med Bob-trailere. Folk der suser forbi i firehjulstrækkere og andre motordrevne køretøjer får misbilligende bemærkninger med på vejen. Joh man behøver ikke at bo i en storby for at opleve en masse, tværtimod. Efter Tor er vi over trægrænsen men der er varierende vejkvalitet op til Port de Cabris, hvilket nok skyldes kraftige regnskyl tidligere på året. Turen er hård, men meget anbefalelsesværdig. Ved ankomsten til passet er der fin asfalt på Andorra siden. Det er temmelig overskyet så før et tordenvejr bryder ud over hovederne på os, sætter vi kursen nedaf. Vi finder hurtigt campingpladsen ved Ansalonga der har en restaurant.
Vi er ankommet til familiedynastiet Lydia og Co’s campingkollektiv, hvor alle familiemedlemmer yder efter evne og nyder efter behov.


Andorra
Dagen efter vil vi kigge på byen Andorra la Vielha, men der er en kvalmende luft både på vejen dertil, og i særdeleshed inde i byen, så der er stort set ikke til at holde ud at være. Vi spiser på et nogenlunde fredeligt torv med en fontæne, lidt væk fra den værste trafik. Da det toldfrit område skal vi lige kikke på elektronik og cykelforretninger, inden vi kører tilbage til campingpladsen. Om aftenen spiser vi hos Lydia igen. Menuen er Paella.
Næste morgen går turen mod Arcalis, asfaltvejen op er god og det er flot vejr. Der er masser af maling på vejen fra sidste gang Touren var her (1997), bla. en masse danske flag og kommentarer, “Bo sparker røv”, jublen vil ingen ende tage da vi så det. Helt oppe ved liftstationen Pic d’Arinsal, kan vi se ned på indgangen til Port de Rat tunellen og passet herover. To små prikker med rygsække er ved at bevæge sig henover passet, der består af store klippeblokke, lige ved siden af os, vi skal ikke nyde noget. Vi kører ned til tunnelen, der ligger sne derinde og der er klamt og koldt, vi kan ikke se lyset i den anden ende, mon der overhovedet er hul igennem.
På nedkørslen finder vi en grusvej ved siden af asfaltvejen som er super til MTB. Halvvejs nede i El Serrat kalder sulten os vi ind på en landevejskro der serverer lækre Tapas, og vi ser enkeltstarten og afgørelsen på Touren. Fra El Serrat kører vi på den oprindelige landevej, med brosten og stengærder på begge sider, den ender praktisk talt midt på campingpladsen.

Vi starter turen den efterfølgende dag med at orientere os på turistinformationen. Sandelig om de ikke har en MTB guide, der udpeger en offroadrute ved Coll d’Ordino og forsikrer os om, at der er afmærkninger af stien. Vi begiver os op af bjerget på asfaltvejen, til vi kommer til et stort plateau med flot udsigt. Luften er dejlig og det er strålende solskin. Vi tager en pause under et træ eller rettere resterne af det. Men vi er ikke på toppen, der er ca. 1,5 km endnu af en, pust, temmelig stejl grusvej eller er det bare luften der er tynd heroppe. Ved radiostationen på toppen slutter grusvejen og der er en sti, men vi kan ikke finde de lovede afmærkninger. Vi går lidt frem og tilbage, inden vi bliver enige om at det må være rigtigt. Stien bliver stejlere og stejlere og vi må stå af og trække cyklerne. Til sidst går vi i et regnvandsleje, men det hører op efter 100 hm. og stien fortsætter nu så det er muligt at cykle ca. 400 hm. nedaf til Collada de Beixalis. Alletiders rute, hvis man kan leve med trækketuren. Om aftenen spiser vi igen hos Lydia, hvor vi som altid får fin betjening, flinke folk.

Ferien begynder at lakke mod enden, og vi skal atter tilbage mod Barcelona. Vi skal med toget fra Puigcerdà dagen efter. Vi deler os og kører ad to forskellige ruter, over Col de Puymorens eller over La Seu d’Urgell. Vejen mod La Seu d’Urgell er trafikeret med tung trafik. Inden vi kører ud af Andorra besøger vi nok den mest checkede cykelforretning jeg endnu har set. De har alt og til nogle meget rimelige priser.
Vi kører ind i byen for at spise frokost på en tapasrestaurent, yums, og bliver siddende et godt stykke tid, for det er så varmt, at vi stort set ikke kan røre os, uden at sveden driver. Efter adskillige liter vand er temperaturen blevet mere moderat. Vi bevæger os i skyggen af de gamle bygninger ind i den middelalderlige bydel, besøger den romanske katedral og klostergård. Lige udenfor bymuren ligger det olympiske kajakstadion hvor der trænes ivrigt. Vi bliver grebet af nysgerrighed og besigtiger anlægget med hejs transportører og alle de seje atleter.
Sidst på eftermiddagen kører vi mod Puigcerdà ad landevejen, og ankommer til campingpladsen (der ligger 4 km fra byen) omkring halv ni. De andre sidder på terrassen, de er også lige ankommet. Vi kører ind til Puigcerdà, en tætbebygget og meget hyggelig større by, beliggende på en bjergtop og finder en restaurant på torvet.
Næste dag skal vi med toget kl.11. Cyklerne kommer gratis med og i egen bagageafdeling. Det er en flot togtur henover bjergkammen, det regner og tordner en hel del, så det er godt vi ikke skal cykle. Dagens mål er campingpladsen lige ved lufthavnen men det gider jeg slet ikke kommentere, for det var i alle forhold en negativ oplevelse, støj og larm hele natten.


Sammenfatning
Pyrenærne er et kendt og elsket område for vandrere at udfolde sig i. Der er også masser af refugier placeret oppe i bjergene og en del markerede vandreruter.

Kort:
På MTB handler det om at finde de af vandreruterne det er til at cykle på eller vælge alternative veje. Hertil er et godt kortmateriale nødvendigt. IGN har leveret topografisk kortmateriale til Rando Editions i målestoksforhold 1:50.000 og det er nok det største målestoksforhold der er anvendeligt hvis man har tænkt sig at bevæge sig lidt uden for stierne. Men disse kort dækker primært frankrigssiden. På spanienssiden er der kortmateriale fra Rando Editions med topografi at Inst. Cartigràfic de Catalunya (kort 20,22 og 23). Disse er gode kort til MTB men dækker desværre pt. et begrænset område. Til planlægning og oversigtskort kan Kümmerley+Frey 1:250.000 eller Firestone, mapa turistico 1:200.000 anvendes, sidstnævnte dækker spanienssiden i den vestlige del af pyrenærne bedre end førstnævnte. Man kan dog være heldig at finde gratis kortmateriale med MTB ruter på de lokale turistkontorer. Der er i nogle områder af pyrenærne afmærkede MTB ruter men det er oftest i områder under trægrænsen. Hvis det er det højalpine område der trækker er det med at finde en signatur for færdselsvej der passer til sværhedsgraden man kan klare at cykle. Samtidig skal man være opmærksom på højdekurverne der giver et godt indblik i hvor stejlt der er på den pågældende sti.


Tågen
Vi har på turen ved flere lejligheder oplevet den Pyrenærske tåge og den er ligeså massiv som dens rygte. Al sigtbarhed forsvinder så hvis man befinder sig i vanskeligt terræn og ikke har et godt holdepunkt at køre efter eller er fuldstændig sikker på ens udgangspunkt er det bedst at tackle tågen ved at sidde sig ned og vente på den letter. Og det kan sagtens ske at det der ligner tåge der kan blive liggende i dagesvis forsvinder i løbet af få minutter. Ligeledes kan en solskinsdag blive til tyk tåge i løbet af øjeblikke. Tågen kommer som regel fra dalen og bevæger sig opad bjerget i løbet af dagen. Vi var kun ude for tåge på frankrigssiden men skal ikke kunne udelukke den kan forekomme på spanienssiden også. Derfor medbring altid nødudstyr i bjergene: energibarer/vand, nødhjælpsudstyr, redningslagen, ankelgamacher og lygte.

Klima
På frankrigssiden, især i den vestlige del af bjergene, falder der pga. den fremherskende vindretning af varm og fugtig luft fra nord og vest betydeligt mere regn end på spanienssiden. Derfor er der mere køligt og grønt på frankrigssiden end på spanienssiden. Som altid falder temperaturen i højderne og på spaniensiden er klimaet i højden meget behageligt tempereret med tør klar luft og som regel rigtig god sigtbarhed. Det er en behagelighed ved Pyrenærne man ikke finder i Alperne, hvis man bliver træt af regn kører man bare over bjergkammen i tørvejr på den anden side. Vi havde i juli en gennemsnitstemperatur på 25-30° C afhængig af højden. Over 1200 kan det blive koldt om natten <4° C

Vejnettet/trafik
Af klimatiske årsager, måske, er der også lavere befolkningstæthed på spanienssiden og et mere grovmasket netværk af veje.

Overnatning
Der findes masser af campingpladser på begge sider bjergkammen men generelt er standarden i Spanien højere. Prisen varierer fra 30-100 kr. pr overnatning med cykel og et lille telt.
På Spaniensiden er der desuden nogle meget fine vandrehjem. Det er som regel firesengsrum med toilet og bad. Det er muligt at købe morgen og aftensmad.

Mad
Tapas i Spanien er dejligt, find en god tapasrestaurant hvis det bliver for varmt at køre ved middagstid.

Transport
Vi valgte direkte rutefly fra Kbh. til Barcelone. Pris ca. 3000 inkl. cykel. Det er muligt at købe en billigere charterbillet men de skal bestilles i god tid i højsæsonen. Ruby Rejser har busafgange til Perpignan. Der er meget fine togforbindelser fra Barcelona op i bjergene med gratis cykelmedtagning.

Rejsetid
Bedste rejsetid er juni/juli og september. I august holder franskmændene og spaniolerne selv ferie, så her kan der være lidt overrendt.

Se flere billeder i galleriet

torben