CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

"På cykeltur i Provence og de franske alper"


Fremmede himmelstrøg, cykel, telt, kogegrej og andre primitive fornødenheder, det er lige mig. Hvis man så samtidig kan gøre det med andre ligesindede, gør det bestemt ikke oplevelsen mindre. Turcykling er den ultimative frihed for krop og sjæl. Man oplever et land og dets befolkning på en anden måde. Selvom det er fysisk hårdt er det aldrig stressende, fordi tempoet indbyder til pauser og indsnusning af stemning og steder på ens vej. Indrømmet Franskmænd kan være lidt specielle og man skal helt klart kommunikere med dem på deres vilkår. At tiltale en franskmand på engelsk er på forhånd næsten altid dødsdømt, men prøver man med lidt gebrokne franske gloser, så vender billedet. Som cyklist oplever man endvidere det privilegium at næsten alle franskmænd er vilde med cyklister. Når man så tilmed fra Danmark og slæber rundt med al sin bagage og absolut skal over enhver knold lyder det straks ah Avec Baggage !, og de er trods alt lidt imponeret.


Kulturen:
Provence ligger i Frankrigs solbeskinnede sydøstlige hjørne ned til Middelhavet. Mod øst ligger Italien og alperne og mod vest afgrænses området af Rhône floden. Før i tiden blev Provence opfattet som et sted for bondeknolde i det dovne syden, men i dag har franskmændene fået øjnene op for området og er et af de steder de helst vil bo. Provence har altid tiltrukket malere og kunstnere, bl.a. Picasso.
At bevæge sig rundt i Provence er lidt som at mærke historiens vingesus. Her findes masser af gamle monumenter, lige fra de imponerende aguadukter til amfiteater. Rundt på hver bakke ligger de såkaldte svævende landsbyer . De hæver sig som takkede tinder på bjergtoppene, hvor de blev anlagt for at være i sikkerhed under middelalderens uro. Også kirker er her masser af og flere steder kan man følge i Napoleons fodspor. Provence har en rig kultur med god mad og vin og så er regionen karakteristisk for sine violette lavandelmarker. Her får du parfume natur…

Turcyklisten
Turcyklister er en blandet skare. Individualitet og stor frihedstrang er nøgleordene. Vores lille ensemble tæller stort set alle typer i mere eller mindre rendyrket grad, fra Superspareren som aldrig kunne finde på at købe et letvægtshåndklæde til 100 kr., når man i Netto kan få 10 engangsklude for en tier, der med lidt snilde kan sys sammen, til et packtowllignende håndklæde.
Puristen som fokuserer på det mest nødvendige. Udrustningsfreaken med det nyeste nye og letteste lette. Hvordan skal man dog klare sig uden højdemåler og GPS navigator i et land hvor der står en vejsten eller skilt for hver km ?
Minimalisten som klarer sig med Creditcard og smøger. Traditionalisten, hvor 30 kg bagage, hellere er lidt for meget end for lidt, to cykelcomputere, 800 g originale Digestive kiks fra Irma og fem vandflasker og endelig Stifinderen som følger sine helt egne veje og normer for oppakning.
Trods de store forskelligheder finder gruppen dog snart en vis identitet og snart opstår mindre grupper som hurtigt får navne som, Speedboys, Oldboys, Turtelduerne og Pinochiokuglene alt efter temperament og kørestil.


Starten
.
Orange, formiddag i Juni. Det lille torv ved stationen syder af aktivitet. Efter 17 timer i en bumlende bus skal cykler og bagage pakkes om. Snart er alle klar og efter et kort besøg ved det imponerende Theatre Antique som stammer helt tilbage fra romertiden, sættes kursen mod sydøst. Det er rart igen at få gang i benene. Vi lægger blødt ud og efter små 30 km slår vi lejr på en hyggelig lille campingplads nær Monosque. Der fumles lidt med udstyret, da rutinen endnu ikke er på plads, men snart er alle telte oppe og der slappes af.


Gorges du Verdon
.
Provence byder på utallige slugter (gorges) hvoraf Grand Ganyon du Vernon er en af de største. Den går populært for Frankrigs svar på Grand Ganyon og er et yndet turistmål. Fordi det er forholdsvis tidligt på sæsonen, undgår vi heldigvis det helt store turistmylder. Slugten strækker sig over små 50 km og flere steder cykler man helt ude ved kanten hvor der er mere end 700 meters lodret fald ned til floden som bugter sig som en slange gennem klippemasivet. Ved de mange klippefremspring er der lavet parkeringspladser og her mærkes suget, når der kikkes ud over kanten og dybt ned på floden og de mange kanoer, som heroppefra ligner små pinochiokugler.

Gorges du Cians.
På vej mod bjerget tager jeg og Konstmann lige en afstikker op gennem denne fantastiske slugt som byder på en sjælden kombination af højrøde sten og stærke grønne bjergvækster. Den meget smalle vej følger floden Cians som falder 1600 meter på 25 km. Flere steder er slugten så smal at klipperne lukker helt til og man befinder sig i en naturlig anlagt tunnel. Det er en ret speciel oplevelse at cykle her, ikke mindst på grund af den øredøvende larm fra floden som fosser mod dalen i et afsindigt tempo.
Oppe i byen Beuil møder vi den første af 34 amerikanske cykelturister som er på tur med følgebil. Efterhånden som vi nærmer os passet møder vi flere fra gruppen som er meget spredt og som er lette at kende ikke mindst på grund af deres højlydte gestus. Nedturen fra passet er et studie i snørklet vejføring som stiller høje krav til bremserne som bruges flittigt når vejen svinger 90 grader og man ikke kan se hvad der gemmer sig bag hjørnet. Heldigvis er her kun få biler.

Bjerget !!!
Ingen cykelferie uden rigtige bjerge, og turen byder da også på Europas højeste asfalterede pas Col de Bonette som med sine beskedne 2860m er lidt svær at komme uden om. Desværre er vejret ikke helt med os denne dag, men det afholder ikke rigtige turcyklister fra at prøve kræfter med denne gigant. Den 24 km lange opkørsel bliver en noget klam oplevelse og det er så som så med udsigten. Det er koldt og fugtigt med finregn, og undervejs kører man flere gange i tæt tåge. Vejen er meget smal men vi har den stort set for os selv. Højt oppe på bjerget dukker en forladt garnisonsby frem af tågen. Stedet virker noget spøgelsesagtig selvom de nye beboere tager vel imod med deres brægen. De sidste km. mod toppen er en kold oplevelse og sneen ligger i store driver langs vejen. To dage tidligere havde passet været lukket pga. sne. Den sidste kilometer til toppen er stigningen 10-12 % og sigtbarheden er næsten nul. På toppen er det hele er indhyllet i skyer, og da temperaturen ligger tæt på frysepunktet bliver opholdet kort. What goes up must come down, og det skal jeg love for. Den lange nedkørsel dræner totalt kroppen for varme og det er en flok sitrende og tænder klaprende turcyklister som entrer den lille cafe på hjørnet nede i Jausiers og langsom genvinder varmen med hjælp fra varm chokolade.

Porten til Provence
Sisteron ligger i en snæver dal på Durance flodens venstre bred og beskyttes af et yderst imponerende fæstningsværk Citadellet som stammer fra 13 årh. Byen blev indtaget af Napoleon i 1815 efter hans nederlag ved Waterloo. Da vi ankommer til den hybermoderne campingplads som ligger lidt uden for byen vækker vi opsigt. Nok fordi vi er de eneste cyklister og alle ligger med hver sin lille parcel og ser ud til at kede sig. Vi får tildelt to små stykker jord og da telte og kogegrej til fjorten mennesker kommer frem og vi går i gang med den helt store kogekunst på spritgrejet falder utrolig manges aftentur forbi.

Hjem Is manden på glatis.
Nedkørsler kræver fuld koncentration og begge hænder på styret. Henriks kådhed over bakkerne gav sig udtryk i et højlydt HJEMIS og hænderne i vejret. Kort efter måtte han ned og kysse asfalten med 40-45 km/t. Heldigvis slap han billigt, med hudafskrabninger i hele den ene side, samt en 2 cm dyb flænge i albuen. En tur på hospitalet og nogle sting i albuen, og han var klar igen efter et par dage. At uheldet så skete på vej ned fra Col de Homme Mort (den døde mands pas) vækker kun til eftertanke.

Den lokale cykelsmed
Brocante Cycles ligger i Sault neden for Mont Venteux, og er absolut et besøg værd. Glem alt om smart butiksindretning og flotte udstillingsvinduer. I en stor ejendom lidt væk fra vejen , finder man Christophe. I hele underetagen finder man alt cykler og stumper hulter til bulter. Men spørger man på en specifik ting f.eks. Shimanos gearskiftere til styrenderne, som efterhånden ikke er til at fremskaffe i Danmark ? ….voila Christophe ved hvor han skal lede. Op på stigen, rode lidt rundt og blandt en mængde styr trækker han et par greb frem. Værsgo… 180 kr. for et par næsten nye og så får du også bremsegreb og nye kabler med….
Christophe kan andet end at reparere cykler. Forrige år tog han racercyklen og kørte til Venedig på otte dage.

Mont Ventoux
er navnet på den 1909 meter høje knold som rager op i midten af Provence. Selve toppen er speciel ved at være helt bar og på afstand ligner de hvide sandsten sne. Mt. Venteux betyder vindomsust og Mistralen hersker her med kraftige og kolde vinde på toppen. For cykelryttere er det kendt som en etape i Tour de France, og den engelske cykelrytter Simpson død 3 km før toppen i 1967. Der er 3 ruter til toppen, næsten alle lige svære med mellem 7 og 10% stigning de sidste 6 km.
Denne vindomsuste top tiltrækker alverdens cykelryttere og motionister som racer op og ned. Fra toppen har man i klart vejr en fantastisk panoramaudsigt, hvor man i klart vejr kan se Mont. Blanc og Middelhavet.

Mont. Ventoux er ikke et bjerg man har for sig selv. Toppen minder denne dag mest af alt om rådshuspladsen i myldretiden. Et sandt inferno af biler og racercyklister kæmper om den lille plads på toppen ved vejrstationen, måske derfor Jan Konstmann kommer i klammeri med en meget stor Finne, som under parkering med sin meget store Volvo er ved at få os klemt op mod autoværnet. Da han så tilmed bliver ved med at holde og gasse motoren op, bliver det for meget for Jan som højlydt tiltaler Finnen. Som to kamphaner står de to og stirrer på hinanden mens gloserne fyger gennem luften på gebrokken engelsk. Heldigvis bliver det ved det verbale slagsmål og Jan foreslår heldigvis ikke at de skal spille Jokka. Snart trækker de følehornene til sig, og freden ligger sig igen over den vindomsuste top.
Morsomt nok kunne vi kort efter se de selvsamme Finnere tage cyklerne af bilen og trille lidt rundt oppe på toppen ,mens konerne filmede og fotograferede løs. Herefter cyklede de ned og konerne fulgte så efter i Volvoen. Nedkørslen er ren livseleksir for legesyge drenge og piger.

De tre musketerer
Efter to uger er vi ved at være tilbage ved udgangspunktet og gruppen skilles. De fleste tager hjem mens vi er tre som forsætter mod nordøst op til de franske alper og herefter over til Tounus hvor bussen vil samle os op ugen efter.

De pokkers bjerge:
Col de Ornon, Lauteret og Galibier, er alle gamle kendinge fra tidligere ture, men efter denne tur er jeg definitivt færdige med dem. De vil for eftertiden vække gode og dårlige minder.
Den sidste uge løb vi på skift ind i forkølelse og halsbetændelse, og skæbnen ville at jeg fik min omgang lige da vi kom til de tre knolde. At det lykkedes mig at komme over, er mig stadig en gåde, men det var sikkert en kombination af feberrus, stolthed og tidspres. (læs nu pudser han lige glorien). Nej jeg var vitterlig ikke mange sure sild værd og jeg kryber gerne til korset og bekender at jeg forsøgte at få fat i en taxa, men da der kun var en i hele dalen og den ville først komme om eftermiddagen.

Kemisk rensning
Sidst på ugen lige efter Annecy vælger vi en alternativ rute væk fra den meget trafikerede landevej op i bjergene. Her bliver vi fanget i et regulært skybrud og må hurtigt søge ly under et halvtag. Mens det tordner og lyner og regnen vælter ned, bemærker vi flere gange at der bliver fyret nogle kraftige raketter af op i skyerne, men bider egentlig ikke nærmere mærke i det, da vi tror det er en militærøvelse.
Kort efter bliver vi inviteret ind hos et schweizisk par som har et gammelt hus i den lille landsby hvor de tilbringer al deres fritid. Mens de disker op med kaffe og kage fortæller de at landmændene affyrer disse raketter for at forhindre at regnen fortættes til hagl og derved ødelægger deres vinmarker. Angiveligt skulle det virke, men hvad det er som de kommer i de raketter melder historien ikke noget om.

Slutningen
Efter tre uger med bjerge er jeg temmelig mæt, og havde egentlig ikke troet at jeg skulle blive så glad over at se det flade landskab omkring Tournus. Det bliver på behørig vis fejret med cola.
Hjemme igen er det egentlig helt rart kun at skulle over Valby bakke.
Her til slut lidt guf til præstationsracerne, den ufuldstændige faktaliste:
Maks hastighed. 86 km/t, min hastighed. 4 km/t, maks bagagevægt: 32 kg, min bagagevægt 12 kg., længste dagsetape 110 km, korteste dagsetape 34 km, max højdemeter pr. dag 2455m, max højde. 2862 m.o.h, min højde. 46 m.o.h, total distance 1700 km, totale højdemeter 25000, 27 pas
25 dage, campingpladser, 14 cykler, 30 dæk, 10 mænd, 4 kvinder, + Olfert (Murmeldyr og maskot)
9 telte, litervis af rødvin, mad, en fandes masse cola´er, smøger og chokolade, punkteringer, dækskift, knækkede eger, nedslidte dele, regnvejr og solskin,

Kort Michelin 1:200000 nr. 243, 244 og 245

Del denne artikel...Share on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on FacebookEmail this to someone

CYKELPORTALEN