CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

På to hjul i Marokkos ørken På to hjul i Marokkos ørken
Eventyrcyklist Claus Bertung har været på opdagelse i Marokkos Ørken på to hjul i de gamle nomaders fodspor... På to hjul i Marokkos ørken

Tekst og billeder af Claus Bertung

Dagen går på hæld, og solen taber hastigt sin lunende magt i takt med, at den nærmer sig horisonten mod vest. Efter mange timers udfordrende cykling ad stenede hjulspor, står jeg nu ved bredden af saltsøen Lac Iriki og lader blikket vandre langs ørkenslettens horisonten. Mod syd ligger en savtakket klippekam, som udgør den naturlige grænse til Algeriet, og mod nord, badet i den synkende sols appelsingule skær, bjergkæden Jbel Bani. Ret fremme mod øst øjner jeg svagt de bløde konturer af Erg Chigaga, et område med vandreklitter på størrelse med Samsø. Efter et kort hvil fortsætter jeg min færd mod øst, fast besluttet på at nå frem til klitterne inden mørkets frembrud.

Efter formiddagens stenørken er det befriende nu at rulle ubesværet over saltsøens faste overflade, hjulpet venligt på vej af en svag brise fra vest. Det er vinter, og saltsøen er derfor tørlagt. Men i korte perioder, forår og efterår, falder regn i større mængder, og Iriki forvandles da til et mudret vådområde, hvor flokke af flamingoer, ænder og gæs på træk ynder at stoppe for at hvile vinger og strække ben.

I telt ved Erg Chigaga
Kort før solen forsvinder, når jeg de første lave klitrækker. Her rejser jeg i hast mit telt på læsiden af en større klit, samler brænde til et lille bål, og begiver mig op i klitterne, for at nyde det bjergtagende landskab og den synkende sols funklende farvespil i sandet. Kulden kommer krybende, så snart solen er væk, for der er kun få dage til juleaften. Men iklædt dunjakke, hue og uldne sokker nyder jeg en stille, stjerneklar ørkennat i soveposen.

I mit telt denne aften reflekterer jeg over de valg og hændelser, der havde ført til, at jeg nu befinder mig i en fjern afkrog af Marokkos ørken.

Jeg har besøgt Marokko flere gange, både med cyklen og iført vandrestøvler. Under min første cykeltur i landet, for tre år siden, udforskede jeg området lige syd for Marrakesh og de nordligste skråninger nær Jebel Toubkal, det højeste bjerg i Nordafrika. Fra den tur husker jeg, at jeg havde stået ved bjergpasset Tizi-n-Test med blikket rettet mod syd og fornemmet, hvordan den tørre, golde, rødbrune ørken mod syd havde appelleret til min uhelbredelige vandre- og eventyrlyst.

Det område, der på denne nye tur først og fremmest havde vagt min nysgerrighed, var en næsten ubeboet ørkenslette nær saltsøen Lac Iriki, klemt op i et hjørne afgrænset mod nord af bjergkæden Jbel Bani og mod øst af den frodige Drâa-dal. Herfra og videre mod øst breder det mægtige Sahara sig helt til Rødehavet, kun afbrudt af Nilen.

Fra garnisonsbyen Foum-Zguid, der afgrænser sletten mod vest, kan du kun komme videre østpå, hvis du er parat til at prøve kræfter med ørkenlandets stenede stier og sandede spor – og du skal selv medbringe alt, hvad du skal bruge. Jo, der findes et par brønde i området, men er du ikke lokalkendt, bør du overlade vandet til geder og kameler. Foruden proviant, telt og kogegrej lastede jeg derfor cyklen med drikkevand til de fire døgn, jeg regnede med, turen over saltsøen ville tage.

Kameler i sigte
Efter min nat i Erg Chigaga starter jeg dagen med at følge et spor langs klitternes nordside. Gang på gang sander sporet imidlertid til, så jeg finder mig selv fanget i blindgyder omgivet af klitter til alle fire sider. Lejlighedsvis dukker saltsøens hårde overflade heldigvis frem, og jeg kan cykle lidt. Men det meste af dagen går med at slæbe min tungt lastede cykel gennem det løse sand.

Midt på eftermiddagen, da den sidste klit endelig slipper sit tag i mig, bemærker jeg i det fjerne en hvid genstand, der svagt markerer sig på ørkenens brune baggrund. Jeg beslutter mig for at undersøge sagen. To familier bor stationært i området, ved jeg, og ganske rigtigt: da jeg nærmer mig, forvandles den hvide, ubestemmelige plet til et telt af den type, nomader bruger i Mongoliet og Centralasien.

To kameler står i teltets skygge og gumler tørt græs i sig, og en snavset knægt kommer mig løbende i møde. Den vakse fyr spotter straks den Cola, jeg har i en lomme i cykeltasken – og vupti, så skifter flasken ejermand. Fra teltets indre dukker nu knægtens mor eller søster op og vinker mig hen til en brønd. Jeg har oplevet dette dilemma gentagne gange under mine mange cykelrejser: på den ene side vil jeg nødigt løbe den risiko at blive syg af snavset vand. På den anden side vil jeg helst undgå at takke nej til fattige menneskers venlige imødekommenhed. Af en britisk cyklist har jeg lært en brugbar teknik: drik dit eget, rene vand i cykelflasken, og fyld så taknemligt flasken op med vand fra brønden. Senere, når den glade giver er ude af syne, drop da en rensende jodtablet i vandet – og voilà, vandet er drikbart efter få øjeblikke.

Herren i teltet er øjensynligt ikke hjemme. I min fantasi ser jeg ham jage bøfler og gazeller på savannen. Ridende på en vild dromedar. Klædt i sit romantiske blå tuareg-outfit. I den virkelige verden tager han jo nok sin knallert hver morgen til en fjern by, hvor han som bogholder henslæber sine dage foran en ækel computerskærm. Suk; hvilken ørkenvandring!

Den hellige oase
Sidst på eftermiddagen når jeg L’Oasis Sacrée, hvor jeg ser frem til at tilbringe natten. Desværre reagerer ingen, da jeg banker på den store port. Jeg parkerer derfor cyklen og begiver mig afsted til fods for at besøge en lille militær udkikspost på en bakkeskråning i nabolaget. To unge drenge bemander stedet. De er tydeligvis glade for et besøg, for de keder sig bravt. Straks de ser mig, sætter de vand over til myntete, Marokkos nationaldrik. Mens den ene dreng går til brønden for at fylde mine tomme flasker, breder den anden tæpper og puder ud på den stenede jord.

Samtalen går desværre tungt, for de taler kun lidt engelsk. Men jeg forstår da, at drengene arbejder i en turnus på fire uger, og at den ene bor i byen Meknès langt mod nord.

Hvad et par unge drenge gør i et vagttårn midt ude i Marokkos ørkenen kan virke uforståeligt. Den algeriske grænse er imidlertid kun et stenkast væk, så måske er deres tilstedeværelse af territorial signalværdi – lidt som med vores Siriuspatruljer i Grønland.

Jeg spørger drengene, hvorfor ingen svarer mig ved oasen – tilbyder stedet ikke længere logi for natten? Jovist, gør det det. Stiller jeg mig parat ved porten sammen med gederne, vil vi alle i samlet flok blive lukket ind for natten.

Labbas Sbai, gedehyrden, er en gammel hippie, og sammen med sønnen passer han oasen. Jeg rejser mit telt i et hyggeligt hjørne bag den lerklinede indhegning, hvor solvarmen stadig sidder i sandet. Under et halvtag af visne palmeblade står en gammel udtjent jeep, som nu er bolig for en flok autonome katte.

Efter teltopslagningen viser hyrden mig gedefolden. De yngste af de små kid er kun få dage gamle. Labbas blander sig aldrig i fødslerne, det klarer gedemor helt selv. Få timer efter fødslen er de små kid på benene. Mens jeg besigtiger herlighederne, bygger hyrdens søn et bål nær mit telt. Så kan jeg holde varmen, når nattekulden indfinder sig.

Oasen dækker et område på femten hektar. Uden for den lerklinede mur finder jeg det allerhelligste; en lille dam omgivet af en mindre palmelund. En gravet kanal leder vandet fra dammen under muren og ind til oasens mange daddelpalmer. Nede på bunden kan jeg tydeligt se det livgivende vand pible frem fra undergrunden og danne små cirkler i sandet. To glade frøer bor i dammen. Hver morgen, når solen kaster sit første lys på palmernes kroner, slipper hyrden gederne ud af folden. Mellem klipperne finder de lidt spiseligt, og ved dammen slukker de tørsten.

I gamle dage, da karavanetrafikken blomstrede, forsynede oaser, som denne, karavanerne med vand, mad og beskyttende ly for natten. En af fortidens vigtigste ruter i Sahara forbandt det sagnomspundne Timbuktu i Mali med oasebyen Zagora i Marokko. Det var en tur gennem sandet på to tusinde kilometer, der typisk varede to måneder. Fra Zagora fortsatte trafikken over Atlasbjergenes til Marrakesh, hvorfra varerne sendtes videre til markeder i Europa. Da trafikken var på sit højeste, bestod en karavane ofte af flere tusinde dromedarer medbringende guld, slaver og elfenben fra det sorte Afrika. Transporterne gik så retur med luksusvarer fra Romerriget og livsvigtigt salt fra miner i Algeriet.

Sidste dag på ørkensporet
Tidligt næste morgen byder Labbas på kaffe under en skyggefuld palme ved sit plastbord fra Dyne Larsen. Den gamle hippie havde opholdt sig i Europa i de glade tressere. Trods den tids sløvende hash-tåger havde han heldigvis været kvik nok til lære sig både engelsk og tysk, så vores samtale glider forholdsvis ubesværet. Labbas er stået af ræset, kan man roligt sige. Tiden går med te, kaffe og smøger – og med at passe porten, når gederne skal ud og ind morgen og aften.

Mens vi nyder kaffen, spørger jeg hyrden til råds om vejen videre frem. Min oprindelige tanke havde været at følge et sport i retning mod sydøst i håb om at besøge den lille flække M’hamid 50 km længere fremme. Sporet er imidlertid ufremkommeligt på cykel, fortæller Labbas, for pisten snor sig gennem høje klitter af løst sand. I stedet foreslår han mig at benytte en mindre ”cykelsti”, der følger en mere nordlig kurs. Han tegner et fint lille kort til mig og tilføjer, at M`Hamid er et udsted, som ikke er værd at besøge – han var vokset op der. Jeg har en svaghed for ”udsteder, som ikke er værd at besøge”, men vælger alligevel at følge hyrdens råd. Undervejs vil jeg passere en smukt savanne med akacietræer, hvor jeg så kan tilbringe min sidste ørkennat i teltet. Gazeller, okser og bjerggeder græsser her, hvor de forsyner områdets stribede hyænerne med friskt kød. . .

Som en sidste gestus forærer Labbas mig en stor pose dadler af egen høst. “De vil holde dig kørende i dagevis”, forsikrer han mig. Dadler hører sig til på en ørkenfærd og er et godt supplement til min simple diæt bestående af pasta, kiks og sardiner på dåse, sardiner på dåse og sardiner på dåse. Så jeg modtager dadlerne med taknemlighed.

Efter en fredelig nat på savannen – uden forstyrrende kontroverser med reptiler, skorpioner, og sultne hyæner – når jeg næste dags middag landevejen, der forbinder det sydlige Marokko med Marrakesh. Tre og et halvt døgn tog det mig at krydse Lac Iriki fra vest til øst.

Fremme ved asfalten sætter jeg kurs mod nord, og midt på eftermiddagen når jeg et lavt bjergpas, hvorfra jeg svagt skimter Atlasbjergenes sneklædte kæmper langt mod nord. De skal forceres om en lille uges tid. Men først går turen til Zagora, den frodige Drâa-dal, filmbyen Ouarzazate og berberfolkets gamle magtbase i bjergbyen Telouet.

Jeg slipper stålkamelens håndbremser og suser på frihjul ned mod dalbunden. . .

Kamel-rejser starter og slutter aldrig, de ændrer bare form

Robyn Davidson, Egne veje

 

Link

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Del denne artikel...Share on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on FacebookEmail this to someone

CYKELPORTALEN