På sporet i det svenske

Måske jeg er forudindtaget eller bare en smule forvænt, men Danmark er i mine øjne for lille og tæt befolket, og rummer reelt set ikke et eneste stykke uberørt natur, trods politisk stort anlagte naturparker. Derimod er hver eneste ledige hektar enten opdyrket eller plastret til med forbudsskilte og afmærkninger for alverdens vandre- og cykelruter, hvor intet er overladt til tilfældigheder og bare en smule stifinding på egen hånd. Hvorfor skal alt pakkes ind i bekvemmelighed og let fremkommelighed. Kan dansken virkelig ikke længere ved egen hjælp finde vej uden sin smartphone og guidede cykel og vandreruter. En trist udvikling der virker et smule  børnehave agtig.  Mennesker udvikler sig ved at udfordre sig selv, ikke ved at følge i andres fodspor…

Danske skove 
Skovdrift i Danmark er big business mere end det er naturpleje og jeg syntes folk flest skulle begynde at tænke lidt mere over det, end at begræde endnu en forsvunden regnskov i Sydamerika. På mange områder står det værre til her i landet og jeg er temmelig sikker på at hvis dette økonomiske vækst vanvid fortsætter vil der om få år,  stort set ikke være flere skove at cykle og gå rundt i Danmark. 

Så derfor når enhver lejlighed byder sig, skal jeg bare væk fra lille intensiv opdyrkede Dannevang. Ud hvor jeg kan ånde og slappe af og hvor naturen i lidt højere grad stadig får lov at passe sig selv og hvor der er langt mellem råbende mountainbikere og gravelcyklister der i flok både med og uden motor skal gøre enhver fredelig plet til en sports legeplads. 

Stilhed og refleksion er en mangelvare i vores så moderne og forjagede industrisamfund hvor alt skal motoriseret og automatiseres med deraf følger af støjplager. Da Gravel begrebet og Bikepacking dukkede op år tilbage, fornemmede jeg morgenluft. Men også denne sidste fredelig bastion ser nu ud til at  blive overtaget af konkurrence orienterede cyklister, hvor det mere drejer sig om at komme først end at nyde naturen, freden og roen.  Tro mig, hele menageriet omkring MTB’er og vandrere vil gentage sig ,og vi vil snart blive henvist til Gravelcyklistens blå og røde spor på udvalgte ruter på lige med mountainbikere. 

Cykling for mig er at trille afsted gerne med alt mit pigpak og finde en stille plet, slå lejr og bare nyde roen og i det hele taget at falde i med omgivelserne. 

Nogle rejser til fjerne destinationer på første klasse, for at opleve denne frihed, men mindre kan også gøre det, endda tættere på end du tror, hvis du er indstillet  på lidt eventyr og ikke mindst improvisering og stifinding på egen hånd og cykelhjul. Du behøver ikke nødvendigvis at skulle cykle langt, men mere hele tiden afsøge nye spor og muligheder Of the Beaten Track. Nogen gange ender sporet blindt og du må vende om, men det er en del af oplevelsen.

For en trængsel plaget dansk cyklist der vil og kan selv, er sydsverige nok det tætteste du kan komme på noget der bare minder en smule om vildmark.

Efter en uproblematisk tur med det effektive og hurtige Øresundstog til Halmstad, hvor cyklen tilmed kommer gratis med, står jeg snart på perronen en sommervarm lørdag eftermiddag, mens jeg undrer mig over hvorfor vores svenske naboer kan finde ud af det med cykelmedtagning og høj service, tilmed på de selvsamme togsæt der også ruller rundt på den danske side af Øresund, men hvor det i stadig stigende grad halter gevaldigt med service og kundepleje. Ikke uden grund at privatbilismens trives og der bliver stadig flere og flere biler med deraf følger af trængsler på et i forvejen hård belastet vejnet… 

I skovens dybe stille ro
Halmstad by night dukker op i erindringen mens jeg cykler op mod Simlangsdalen. Dengang med MTB department på Bikepacking tur før det begreb blev ih så moderne, i bælg mørke med almindelige halogen lygter i vores søgen efter et vindskydd, som vi efter lang tids forgæves søgen måtte opgive og nøjes  med et busskur på en vende holdeplads, inden vi næste morgen kunne fortsætte væk fra civilisationen og ind i Skovens dybe stille ro.

Den slags problemer har jeg ikke denne lune sensommer eftermiddag hvor jeg snart finder en lille sø hvor den frysetørrede aftensmad indtages under primitive forhold. Her er sku’ fredeligt og smukt. Fyldt med ny energi triller jeg videre væk fra civilisationen og befinder mig snart på en nedlagt jernbanelinje der i modsætning til Danmark, hverken er asfalteret eller oplyst.

Adskillige gange forsvinder sporet i landskabet. Men Google maps er yderst nyttig da sporet er indtegnet. Flere steder er det dog næsten vokset helt til, men jeg fortsætter ufortrødent.  Det lykkedes mig med en del omkørsler og trækken frem og tilbage at holde linjeføringen helt op til Lidhult. 

Sommernatten sænker sig langsomt, så efter optankning af vand ved den lokale kirke, skynder jeg mig ud af byen og tager den første mindre grusvej ind i skoven. I min søgen efter en ugenert lejrplads kommer jeg længere og længere væk fra sporet og trætheden gør det svært at beslutte sig i håb om at en bedre lejrplads dukker op bag næste bakketop.  Til sidst overmander trætheden mig og jeg får i al hast slået mit telt op i en mosbelagt skovbund med mange væltede træer. Ikke helt plan, men dejlig blødt. 

Fysisk træthed og stilheden overmander mig og jeg falder i en dyb søvn. Freden er på denne årstid kortvarig. Ved firetiden begynder det atter at lysne og koret af sangfugle isætter et kvidrende “God Morgon”. En aldeles vidunderlige måde at vågne på. Jeg pakker mit telt sammen og finder vej tilbage til den større vej. I min erindring var alle mindre veje førhen med grusbelægning. Sådan er det ikke mere. Selv den mindste lille vej er nu asfalteret. Men det betyder mindre da jeg næsten har dem for mig selv. Hvilke steder i Danmark kan man cykle på asfalt i næsten tre timer uden at møde en eneste bil ? Jeg er målløs og nærmest lykkelig.  Jeg finder en lille sø med bord og bålplads og får gang i spritbrænderen til den obligatoriske morgenkaffe og frysetørret havregrød mens jeg nyder synes af de mange fugle ud over søen.  

Jeg følger den store sø Bolmen lidt off- og lidt onroad nordpå til Sunnaryd. Her går en lille kabelfærge over til halvøen. Naturligvis gratis for cykel og cyklist. Sveden hagler af mig, i middagsheden men det lykkedes mig at finde en lille ugenert badebro og får en forfriskende  dukkert. Jeg fortsætter mod Lagan. Finder en forladt sportsplads i udkanten af byen og slår mit telt op bag nogle bygninger. Går ned og kikker på de Elge, imponerende dyr men synd at have dem i fangenskab. 

Sur ged og sæbe
Næste morgen drypper det lidt og det er blevet både køligere og mere blæsende. Finder igen en nedlagt jernbanelinie og kommer hurtigt på afveje og ind på sporet igen. Må til sidst opgive at følge den da den er helt ufremkommelig og kan ikke længere finde den på  Google maps. Vejret ser en smule skummelt ud, og lugten af gammel ged trænger til at blive vasket af,  så jeg triller ind gennem Vâxjö og finder det smukke gamle vandrehjem ude på den anden side af byen.  Vandrehjem i Sverige er som i gamle dage, forholdsvis beskedent og billigt, i modsætning til Danmark hvor alle nu om dage er trestjernede hoteller, dyre og hvor klientellet er larmende børnefamilier i store SUV’er.

Jeg når lige at komme inden døre, så åbner himlens sluser sig. God timing,  Vandrehjemmet er næsten tomt for gæster hvorimod den nærliggende campingplads bugner af autocampere og mega store campingvogne. Der er meget jeg ikke forstår her i livet. Autocamping er en af dem. 

Egentlig ville jeg have taget toget hjem fra Vâxjö men det fine vejr får mig til at fortsætte sydover. Jeg triller igen til min stadige forundring af nogle mindre biveje stadig uden biler ned mod danskernes foretrukne og nærved kano paradis Urshult hvorfra man kan komme ud på Åsnen. Jeg fortsætter mod Mien der angiveligt skulle være opstået efter et meteorit nedslag. 

Turen går gennem den ene lille idylliske bygt efter den anden hvor man stadig kan finde en forladt ødegård som håndværkertilbud. Mien er smuk men svært tilgængelig da alt er indhegnet ned til søen. Så jeg må opgive mit forehavende om en lejrplads. Igen lidt improviseret stifinding inden jeg finder endnu en skøn tidligere jernbane føring langs en brusende foss. Den guider mig næsten helt ned til Karlsham, hvor jeg efter improviseret aftensmad i aftensolen, snart får nok af autocampere som står i lige rækker på molen og tager udsigten, så jeg hopper på Øresundstoget til Bromølla  hvor jeg finder den lille hyggelige campingplads nede ved søen. Flot solnedgang.

Sidstedagen triller jeg mod Frostavallen. Igen finder jeg nogle af de gamle jernbanelinjer der fører mig gennem det nu lidt tættere befolkede Svenske landskab. Efter en del op og nedkørsler heldigvis med moderate jernbane stigninger når jeg sidst på dagen Frostavallan hvor jeg indlogerer mig på det gamle kursuscenter, der nu fungerer både som vandrehjem og flygtningecenter. 

Noget nedslidt men billigt. Næste morgen triller jeg ned af “bjerget” til Hoor og hopper på Øresundstoget mod København.

Tilbage til den danske virkelighed
Efter 5 dage i det svenske vågner eksil danskeren brat op til virkeligheden ved ankomsten til CPH hvor hele menageriet i mundbind og paskontrol udfolder sig.  I krydset uden for terminalen er jeg nær ved at blive kørt ned af en fartglad dansk bilist som ikke kan komme hurtigt nok rundt om hjørnet. Tankevækkende at i Sverige kan du næsten bevidstløs gå ud i ethvert kryds og de holder altid tilbage. Et sted stod jeg længe  lidt uopmærksom i et kryds og checkede rute. Flere biler holdt pænt og ventede på mit forehavende, så jeg måtte hurtigt vinke dem forbi. Hvad sker der lige i lille Danmark. Her havde jeg fået fingeren, dytten i hornet eller råben ud af vinduet. Naturligvis sætter jeg tingene på spidsen, men dansk trafikkultur (eller mangel på  samme) hører ikke til vores spidskompetencer. Om det har noget at gøre med pladsen, skal jeg ikke kunne sige, men der burde være mere fokus på det.

SUK jeg savner allerede vores svenske naboer og deres fantastiske land med god plads og hensyntagen…