CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

En 100 % vandtæt cykelrygsæk med fantastisk bærekomfort

Vandtæt rygsæk til cykelfolket For få år siden var rygsække til cykling nærmest bandlyst, men i dag og ikke mindst med mountainbikes hastige fremmarch er den almindelig accepteret. Tyske Ortlieb var blandt de første til at markedsføre vandtætte cykeltasker og denne teknologi har de nu ført et skridt videre til bl.a. rygsækkene.

S-Cape er en mellemstor dagsrygsæk specielt tiltænkt til cykelbrug på mountainbike. Den er udført i vandtæt Condura nylon med den
tekniske betegnelse PS36. Rygsækken består af to uafhængige dele. Selve rygsækposen som er i et stykke kun afbrudt af den store ZIP lynlås. Posen er befæstet syv steder på selve rygstykket med nogle specielt udformede skruer som er behørig indkapslet inden i posen for at gøre den helt vandtæt. Rygstykket er i hård plast og er nærmest dråbeformet. Øverst sidder en bærerem. Støtten mod ryggen er to aflange velpolsterede stykker, hvor der er god og fri ventilation imellem. Rygremmene er store og brede og suppleres af en bred bælterem for neden. Desuden kan man stramme rygremmene ind ved hjælp af den lille brystrem foran. Uden på selve rygsækken sidder en lille netlomme som ikke er vandtæt. Denne fungerer også som hjelmholder og kan indstilles ved hjælp af 5 remme. Den kan endvidere tages helt af. Inden i selve rygsækken sidder på rygsiden en stor pose som er opdelt i tre rum, øverst en med lynlås til pung og nøgler og nedenunder en lidt større med
elastikrem til slange og lappegrej. I siden sidder den tredje som passer til en minipumpe.

Ortlieb lover selv at rygsækken er vandtæt op til 100mm vandtryk og at materialet kan tåle at blive bøjet 100.000 gange.

Afprøvning.
Det første umiddelbare indtryk er en noget stiv og ikke særlig fleksibel funktion. Specielt lynlåsen er besværlig i brug, men dette gør Ortlieb
også tydeligt opmærksom på, da det er en del af prisen for den vandtætte funktion. Der medfølger en tube silicone lignende pasta som skal smørers ind i lynlåsen. Dette hjælper en del på brugen, men der skal smøres ofte. Der skal virkelig lægges kræfter i, for at åbne og lukke den.  Ikke uden grund at der sidder en stor rem for at kunne få bedre fat. Selvom lynlåsen kan åbnes i hele rygsækkens længde gør materialets træghed at det er meget svært at få fuld adgang til rummet. Specielt større genstande som tøj, aviser og blade er svære at få ind og ud. Desuden er man nødt til at fjerne den udvendige netlomme for at få fuld adgang. En detalje jeg ikke kan li og som jeg tror vil skabe problemer efter længere tids brug er den ringe befæstigielse oppe i toppen af rygsækken. Her sidder posen kun fast med en skrue på rygstykket og denne
gaber faretruende når man trækker hårdt i Zzip lynlåsen. (se billede) Før eller siden vil skruen gnave sig igennem materialet pga. af den store belastning.

Rygsækken sidder forbavsende godt og selv fuldt lastet mærker man ikke meget til den. Den støtter godt og remmene generer ikke
synderligt under cykling. Jeg har brugt rygsækken stort set dagligt de sidste tre måneder og her på det sidste er lynlåsen begyndt at volde problemer. Den åbner sig på den forkerte side af lukningen men kan endnu reddes ved at lyne frem og tilbage et par gange, men det vidner om at konstruktionen ikke er særlig holdbar. Mht. til vandtæthed har jeg intet at udsætte, den holder vand, og det i store mænger. Jeg har ikke haft mulighed for at efterprøve det lovede vandsøjletryk, men en tur under bruseren i et kvarter klarede den med bravour.

Konklusion.
Cykler man i alt slags vejr og vil være sikker på at indholdet altid kommer tørt frem kan S-Cape være et udmærket valg. Foruden en temmelig høj pris for den absolutte vandtæthed må du også tage til takke med en besværlig tilgang og en meget uhandy lynlås. Forarbejdning er førsteklases, dog syntes jeg det er for tidligt at lynlåsen begynder at vise svagheder efter tre måneders brug. Hvad bærekomfort angår er det svært at finde et rygsæk til cykelbrug som sidder bedre end S-Cape.

Dimensioner.
Rumindhold 18 l
Højde x Bredde x Dybde
50cm, 40cm, 25cm
Vægt 1 kg
Farver. Rød og sort

Vejl. Udslagspris kr. 1075,-

Videre på nettet:
Biketoyz
Ortlieb

Del denne artikel...Share on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on FacebookEmail this to someone

CYKELPORTALEN