CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

"To weekender i grænselandet mellem Tyskland og Østrig"

På et tidspunkt arbejdede en af mine venner i Sydtyskland, nærmere bestemt i Hershing syd for München og ikke mere end 50 km fra alperne. Så der måtte selvfølgelig aflækkes et besøg og kikkes nærmere på lokaliteterne. Det blev til to weekender, den ene med telt og fuld
oppakning, og den anden med rygsæk og kreditkort.

Optakten
Det er en tidlig majmorgen. Vi sidder i toget fra München mod Insbruck. Målet er Mittelwald ved grænsen til Østrig.
Langsomt kommer alpemassivet nærmere. I klart vejr kan det ses helt fra München.

Ved Staffelsee begynder bjergene for alvor at blive rigtigt høje, mens toget langsomt arbejder sig op gennem dalen til Garmish-Partenkirchen,
den berømte vintersportsby, som er svær at kende fra TV da den hvide sne er skiftet ud med et grønt tæppe og græsende køer. Skyerne hænger endnu tungt, herinde mellem bjergene efter nattens regn. Varmen fra den opstigende sol opløser dem langsomt og som små får bevæger de sig langsomt op langs bjergsiderne for endelig helt at gå i opløsning. Vi sætter os på torvet og får lidt morgenmad, mens vi betragter byens langsomme opvågnen. Herefter vi cykler over grænsen til Østrig og op til Scharnitz og campingpladsen som skal være vores basislejr de næste par dage.

Off road
Området er rent slaraffenland for mountainbikere. Muligheder er der nok af lige fra geniesserture i dalene til tuff offroad med cyklen på ryggen op i bjergene. Efter at have slået teltet op, finder vi hurtigt en passende rute i Moser Mountainbike guide over området. Bogen er meget udførlig med løse kort over ruter og højdebeskrivelser.  Den er et MUST for den seriøse mountainbike eventyrer. Da vi er kommet over middag 

vælger vi en kort rute. Jernbanen følges et stykke vej inden vi drejer af og begynder opstigningen gennem en slugt som med lidt god fantasi
leder tankerne hen på Grand Gaynon. Stigningen fejler i hvert fald ikke noget. Hurtigt må vi ned på den lille klinge, og snart hager sveden af
en mens pulsen galopperer afsted. Som sædvanlig, havde jeg nær sagt, bliver vi overhalet af de seje som bruger ruten som træning og kører på den midterste klinge. Heldigvis møder vi også andre ligesindede der ligesom os stønner over strabadserne. Snart er vi oppe ved en lille
hytte hvor der er mulighed for at købe kolde drikkevarer. Mens vi indtager en cola nyder vi den storslåede udsigt over mod det kæmpemæssige Wettersteingebirge.  Vi forsætter lidt endnu opad inden vi drejer fra og følger en god bred grusvej ned på den anden
side. Her kan downhill færdighederne afprøves uden den helt store risiko. Snart er vi kommet om på den anden side af bjerget og har nu
foran os det andet store massiv, Karwendelgebirge. Næste morgen skal der improvisere, så vi finder en lille stejl grusvej op gennem en slugt, langs en udtørret flod. Snart ender vejen i en lille sti og lidt længere fremme går det over i reel bjergklatring med MTB’eren på nakken. Turen er lang og meget sej, men alle lidelser er glemt da vi når op til en bænk hvorfra der er et fantastisk view ned over dalen.
Efter fotografering og kulhydratindtagelse iform af Power Bar og Baunty forsætter vi vores færd op til passet. Her er fantastisk flot,
kombinationen ad den grønne lam og det kolossale bjergmassiv giver gåsehud.

Vel nede i dalen på den anden side efter står den på den lokale specialitet, Germknöttel. Med fyldte maver triller vi langsomt
ned gennem dalen langs floden. Men igen må vi til at modarbejde tyngdeloven. Snart passerer vi grænsen og føler os lidt som illegale
flygtninge på gale veje. Vi når lige at komme ned til Mittenwald så bryder uvejret løs, men det gør knap så meget når der er godt øl i
glasset på den lokale beværtning. Snart klarer det op igen og vi betragter regnbuen, i de sidte solstråler, mens vi finder tilbage til
campingpladsen og et vådt telt.

Omkring Zugspitze
På vores venstre side kan vi næsten læne os op ad kæmpebjerget Zugspitze, der iagttager vores forehavende. Selv på denne smukke dag i maj virker væggen af forrevne grå klipper truende. Bag os ligger dalen flad som en grøn pandekage i stærk kontrast til de omgivende grå og mørkegrønne bjerge. Mod solen til højre tårner en bjergkæde som en sovende dinosaur sig op. Vi er kommet op til kabineliftens udgangspunkt et stykke bag byen, og sveden hager af os allerede efter denne første del af opstigningen. – Måske vi skulle have forkastet ideen om at cykle op til Seebensee. Så kunne vi være blevet nede i dalen under kastanierne med en kold Weiss-bier i hånden.
Vi holder en kort pause. Der skal drikkes vand og samles kræfter til næste etape.  Dækkene tømmes for en smule luft, så de bedre kan fjedre og tage godt fat i gruset på stien, der starter stejlt foran os. På vejen op bliver vi hilst med tilråb. Ikke af modgående vandrere på stien, men oppe fra kabineliften over os! Vandrerne vinker ivrigt. I den varme drømmer ingen da om at gå opad den stigning, hvor vi cykler. Vi indser hurtigt, at det bliver hårdt. Stigningen kan vi ikke gøre meget ved, den er skabt uden vores medvirken. Vi står af et par gange og nyder udsigten. En time og  adskillige højdemeter senere står vi oppe ved restauranten efter syntes vi selv en sej kamp. Mens vi står stille, tørrer vinden de våde svedpletter på tøjet. Rart, men inde længe står vi og småfryser, mens solen stadig ubarmhjertig bager. Pulsen falder til ro, og nu har vi overskud til igen at nyde det storslåede landskab. – Man føler sig meget lille i dette landskab af sovende dinosaurer.

Denne smukke forårsdag har kaldt vandrerne ud af alle huller, godt hjulpet op i højden af kabineliften. “Grüss Gott” og et nik bliver nu fast
ingrediens, mens vi kører slalom mellem mennesker iklædt læderstøvler, knickers, skovmandsskjorter og fjerklædte filthatte. Efter polemikken om mountainbikes i de danske skove, forventer vi egentlig et par rynkede øjenbryn eller bemærkninger. Ikke tale om, vi får tværtimod et par anerkendende nik fra dem, der har set os fra kabineliften.

Endelig er stigningen mere menneskelig, og hvor nåletræerne tillader det, er der flot udsyn mod de andre bjergkæder. Men vi lærer hurtigt ikke at lade os distrahere for meget, for i modsatte retning kommer mountainbike’re – godt hjulpet af tyngdekraften – susende nedad bjerget. Heroppe er landskabet mere råt. Store klippestykker ligger kastet tilfældigt ud på sæteren som terninger på et grønt klæde. Længere henne på sæteren, vælger vi at indtage frokosten til lyden af de ringende klokker om halsen på de græssende køer. Iført Lederhosen sælger sæterbonden, godt assisteret af sine ynglinge, små lune retter og drikkevarer til de sultne vandrere og mountainbike’re.  Jo dette er tysk gemytlichkeit, når den er bedst. Det er ved at være midt på eftermiddagen og skyerne er så småt begyndt at samle sig omkring bjergtinderne På denne årstid skal man være opmærksom på at komme ned i tide, da det næsten på klokkesæt hverdag trækker sammen og begynder at regne. Vi når lige at få sat et par Weiss-bier til livs, mens vi iagttager skyernes dansen omkring Zugspitze.  Snart regner og tordner det og i al hast får vi fundet en pension.

Næste morgen skinner solen atter fra en skyfri himmel. Hurtig får vi pakket rygsækkene og spist morgenmad i pensionens noget mørke og klamme frokoststue. Vi cykler af landevejen op mod kabineliften til Zugspitze. Da vi ser prisen 280 kr for at komme op til toppen, vender vi om og finder snart en lille listig sti offroad. Vi har åbenbart fået for meget Weiss-bier aftenen før, for det kniber gevaldigt med at træde i
pedalerne. Et par undrende vandrere passerer os flere gange, når vi pustende holder pause, for kort efter at ræse forbi dem igen. Stien
følger bjergmassivet, med et fantastisk panorama over mod Wettersteingebirge på den modsatte side.  Snart kan vi se Eibsee dybt
under os. Vi følger en meget stenet og stejl skovvej ned. Flere gange får man kolde fødder og panikbremser, det her er altså meget stejlt og
tit går alt for stærkt ! Da det er søndag og vejret er fint, er hele familien Tyskland åbenbart taget på udflugt ved søen, så vi skynder os
videre ned mod Garmish-Partenkirchen.  Da dagen endnu ikke er al for fremskreden vælger vi at følge en smuk vandre/cykelsti ud gennem dalen. Turen er vældig smuk. Det går svagt nedad og bjergene på begge sider bliver langsomt mindre, så man har en klar fornemmelse af at vi er på vej ud af alperne. Oppe i bunden af dalen ved Garmish-Partenkirchen trækker skyerne sammen og vi kan høre det tordner. Vi slipper for regnen. I Oberau står vi på toget og er snart tilbage ved Ammersee og når lige at nyde solnedgangen over søen. Eventyret er for mit
vedkommende slut for denne gang.  Næste dag cykler jeg mod München og lufthavnen und die flüg nach Kobenhagen… Auf wiedersehen.

Del denne artikel...Share on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on FacebookEmail this to someone

CYKELPORTALEN