CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Nystartet forening for Dansk cykelturisme Nystartet forening for Dansk cykelturisme
På den netop afholdte cykelturismekonference i København, i sidste uge, blev sløret løftet for en nystartet forening med ambitioner om at få dansk cykelturisme... Nystartet forening for Dansk cykelturisme

cykelturisme02

Bestyrelsen for Dansk Cykelturisme
Fra venstre er det Klaus Bondam, Erik Dam Peter Graversen, Janne Grønkjær Henriksen, Poul Fejer Christiansen og Peter Ole Sørensen

Danmark har 12.000 km skiltede cykelruter, men for få kender til dem – og det vil den nystiftede forening Dansk Cykelturisme lave om på. Ensartet ruteskiltning, opdaterede cykelkort, digitale løsninger og ikke mindst rigtig god service langs ruterne skal gøre det enkelt og attraktivt at være cykelturist i her i landet. Ellers er rutenettet bare dyr asfalt.

En cykelturist er nemlig ikke, hvad han var engang. I dag ser man mange typer cykelturister ude på ruterne: Børnefamilier, vennegrupper og især modne par. Det stiller nye krav til både infrastrukturen, formidlingen og servicen. En cykelferie behøver ikke være en primitiv ferie. En cykelferie kan sagtens rime på god mad og ophold på femstjernet hotel.  Hvis vi ønsker flere cykelturister i Danmark, skal vi hele tiden udvikle servicen til de mange forskellige målgrupper.

Derfor er en række centrale aktører gået sammen om foreningen Dansk Cykelturisme, som skal samle trådene og være med til at give udviklingen af dansk cykelturisme retning og ambition. Den skal være en fast samarbejdspartner, som kommer såvel offentlige som private aktører – og ikke mindst brugerne – til gavn i udviklingen og vedligeholdelsen af de konkrete ydelser.

Den gode udvikling
Foreningen udspringer af den store cykelturismesatsning, der er sket i projektet Powered by Cycling: Panorama. For det gælder om at holde momentum, siger Peter Ole Sørensen, der er souschef i Østdansk Turisme og nyudnævnt formand for Dansk Cykelturisme:

”I Panorama-projektet har vi igennem mere end to år arbejdet fokuseret på at udvikle cykelturismen langs Vestkysten og på den danske del af København-Berlin-ruten. Med stor succes. Den overordnede koordinering på tværs af landet og det tætte lokale udviklingsarbejde har båret frugt. Og med den brede opbakning til foreningen Dansk Cykelturisme har vi nu mulighed for at rykke dansk cykelturisme op i international klasse.”

En central aktør
Foreningen får sekretariat hos Cyklistforbundet i København. Klaus Bondam, som er direktør i Cyklistforbundet og næstformand for foreningen, ser et stort potentiale i det kommende arbejde:

”Cykelturismen i Danmark har længe savnet en stærk, central aktør. En aktør, der kan tænke på tværs af geografier og indsatser og forløse det store potentiale, vi har for rekreativ cykling i Danmark til gavn for udenlandske cykelturister, men lige så meget for danskere, som holder ferie herhjemme. Danmark har med sin stærke cykelkultur og smukke natur alle tiders forudsætninger for at blive en yndlingsdestination for cykelturister, så det udviklingsarbejde tager vi gerne medansvar for i Cyklistforbundet.”

Udover Østdansk Turisme og Cyklistforbundet er Sydvestjysk Udviklingsforum, Campingrådet, Dansk Turismefremme og VisitDenmark stiftende parter i foreningen.

Fakta

  • 31 % af alle turister angiver ”mulighed for at cykle” som en af årsagerne til, at de valgte at holde ferie i Danmark.
  • 7 ud af 10 forbinder Danmark med cykling (Dvs., man har spurgt i nærmarkederne Sverige, Norge, Tyskland, Holland, England og folk sætter kryds ved cykling og ved smørrebrød, vikinger, H.C.Andersen osv)
  • Hver fjerde udenlandsk turist i Danmark cykler (kilde: VisitDenmark Turistundersøgelsen 2011)
  • Cykling er en positiv oplevelse med en høj anbefalingsgrad: 91% af dem, der cyklede på enten Vestkyst- eller på København-Berlin-ruten i 2014, ville anbefale andre at cykle i området (kilde: Panorama)
  • Muligheden for at cykle har stor betydning for valget af Danmark som feriedestination (kilde: VDK og Panorama)

Link

CYKELPORTALEN