Ny Team Rynkeby Racer
08-03-2010
Den danske cykelproducent, Principia, leverer i år cyklerne til Team Rynkebys årlige velgørenhedscykeltur til Paris til fordel for Børnecancerfonden. Den første af i alt 329 cykler er netop samlet hos Principia i Randers. Cyklen er i Team Rynkebys gule farver og med Principias karakteristiske ellipseformede kronrør og krank. Derudover er den monteret med Shimano 105 gear og bremser.
Den tidligere verdensmester i sprint, Peder Pedersen, der også er holdkaptajn på Team Rynkeby Ringe, er begejstret for den nye cykel.
- Cyklen passer perfekt til formålet. Det er en solid og brugervenlig cykel, der både kan køre hurtigt og holde til at køre på dårlige veje. Rytterne på Team Rynkeby får en cykel, der vil kunne følge dem i flere år, også selvom de bliver supermotionister og kommer til at køre 10.000 km om året, siger Peder Pedersen.
Rammen er cyklens sjæl
Bjarke Schmidt Nielsen fra Principia fremhæver aluminiumsrammens høje indhold af magnesium som en særlig detalje ved cyklen.
- Rammen er cyklens sjæl. Derfor har vi også gjort noget ekstra ud af den. Aluminiumsrammen har et ekstra højt indhold af magnesium. Det betyder, at rammen er lettere og mere stiv end på tilsvarende cykler. Faktisk vil rammen føles som en klassisk stålramme – bare meget lettere, siger Bjarke Schmidt Nielsen.

Derudover er forgaflen af kulfiber. Det giver øget stivhed og stabilitet, når Team Rynkeby-rytterne eksempelvis skal skære de skarpe sving på nedkørslerne i Ardennerne.
De 329 Team Rynkeby-racere bliver netop nu samlet og klargjort hos Principia. I slutningen af måneden bliver de udleveret til rytterne på Team Rynkeby.
For yderligere oplysninger
Carl Erik Dalbøge, team manager på Team Rynkeby, tlf.: +45 25 14 34 30, ced@rynkeby.dk.
Læs mere her:








