CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Når 790 danske og svenske velgørenhedsryttere cykler til Paris til sommer for at samle penge ind til børn med kræft og deres familier, bliver...

Når 790 danske og svenske velgørenhedsryttere cykler til Paris til sommer for at samle penge ind til børn med kræft og deres familier, bliver det på en racer fra den kendte, italienske cykelleverandør Bianchi. Team Rynkeby har netop udsendt det første officielle foto af den nye cykel.

Cyklen er bygget op omkring den kendte model Via Nirone 7, som har været en del af Bianchis produktprogram i flere år. Cyklen er i aluminium og med kulfiberforgaffel.

Den nye Team Rynkeby-cykel er en opgradering af en velkendt ramme, som har været på markedet i mange år. Dermed ved vi, at det er noget, der virker, siger Christian Krause, holdkaptajn på Team Rynkeby Vordingborg, og fortsætter:

Cyklen har blandt andet fået et forstærket krankleje samt andre detaljer, der gør den velegnet til at cykle langt på. Desuden har den en sloped ramme – det vil sige en ramme, hvor overrøret skråner en smule. Det giver cyklen ekstra stivhed og et mere racet udseende, end vi er vant til på Team Rynkeby. Og så må jeg også fremhæve designet, der er et spændende miks mellem Bianchis celeste-grønne varemærkefarve og Team Rynkebys egne gule farve, siger han.

Campagnolo-gear
Vordingborg-kaptajnen har som kyndig supermotionist og tidligere Race Across America-rytter deltaget i arbejdet med at udvælge dette års Team Rynkeby-cykel. Og i modsætning til en standard Via Nirone 7, har Team Rynkeby og Bianchi valgt at udstyre den nye Team Rynkeby-cykel med en Campagnolo Veloce-geargruppe.

Det har vi gjort i anerkendelse af, at Campagnolo har været på højde med øvrige producenter i geargruppe-udviklingen i mange år – sågar på forkant på visse områder. Rytterne får nogle rigtig gode ergonomiske skifte- og bremsegreb samt en lav gearing, der kan bringe de fleste over bakkerne i Ardennerne. Derudover giver valget af Campagnolo større sikkerhed for levering til tiden, da Bianchi og Campagnolo nærmest er naboer i Italien, siger Christian Krause.

Individuel tilpasning
Cyklerne bliver udleveret til Team Rynkeby-rytterne omkring den 1. april 2012 hos Bianchi-forhandlere i Danmark og Sverige. Her bliver cyklen tilpasset den enkelte rytter, fortæller Keld Nielsen, salgschef hos Kildemoes, der er Bianchis danske importør.

Inden cyklen udleveres til den enkelte rytter hos en lokal Bianchi-forhandler, bliver den korrekt indstillet til brugeren. Cyklen leveres i en dame- og herreudgave med en speciel saddel til hvert køn. Udover sadelhøjdejustering, vinkling og højde af styr kan der blive tale om udskiftning af frempind afpasset til rytteren. Vi vil sikre, at alle cykler inden træningsturene og turen til Paris er justeret optimalt. Er grejet i orden og rigtigt indstillet, vil deltagerne også få en fantastisk oplevelse, siger Keld Nielsen.

Team Rynkeby cykler til Paris fra den 14.-20. juli 2012 for at samle penge ind tilBørnecancerfonden i Danmark og Barncancerfonden i Sverige. Du kan blandt andet følge cykelholdets tur til Paris på Facebook.

Tekniske data om cyklen:

Ramme: Bianchi C2C Via Nirone 7 aluramme (hydroformed tubing), med alu/carbon forgaffel, carbon spacers.
Gruppe: Campagnolo Veloce Black Compact, 10 speed (for: 34-50, bag 13-29)
Krank: FSA Gossamer Pro Megaexo Compact CK-6021
Hjul: Bianchi Reparto Corse 14×2
Dæk: Hutchinson Fusion 3 (foldedæk til slange, med KEVLAR Protech 3 beskyttelse)

Cyklerne leveres desuden med sadeltaske, 12-funktionscomputer, minipumpe, flaskeholdere, miniværktøj. Yderligere er alle ryttere udrustet med Bianchi Lazer Neon hjelm i Bianchi/Team Rynkeby-farver.

Link

CYKELPORTALEN