CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

En lille dansk start-up virksomhed har for nylig udgivet iPhone-applikation Splinx, som skal gøre det nemmere for folk at dyrke sport og motion sammen...

En lille dansk start-up virksomhed har for nylig udgivet iPhone-applikation Splinx, som skal gøre det nemmere for folk at dyrke sport og motion sammen med andre når det passer ind i deres skema.

Du kender det sikkert godt – at sidde derhjemme og have lyst til at komme ud i verden og spille noget bold, men mangler andre at spille med. Efter en håndfuld forgæves opkald til vennerne ser du dig nødsaget til at opgive planen. Med Splinx i baghånden behøver det ikke længere at være sådan. Splinx er et nyt socialt netværk for sportsinteresserede, der forbinder dig med ligesindede i dit lokalområde.

Splinx giver dig muligheden for selv at oprette sports- og motionsaktiviteter, som andre brugere kan tilmelde sig samtidig med, at du selvfølgelig kan tilmelde dig andre brugeres aktiviteter indenfor et hav af sportsgrene.

Simpelt og mangfoldigt
I modsætning til for eksempel Facebook, der fokuserer på at holde kontakt med folk, man i forvejen kender, så ligger Splinx op til at man skal møde nye mennesker med fælles interesser. Opretter man for eksempelvis en basketballkamp igennem Splinx får alle folk i nærområdet med interesse for basketball automatisk besked herom og kan herefter tilmelde sig aktiviteten, kommunikere med de andre deltagere og finde rutevejledning til basketballbanen direkte igennem app’en.

”Jeg tror at folk har en tendens til at arrangere størstedelen af deres sportslige aktiviteter sammen med venner, kollegaer osv. som de i forvejen kender, selvom de egentlig glædeligt vil lukke fremmede ind i kampen. Med Splinx giver vi brugerne et værktøj til nemt at invitere folk udefra og dermed fylde de tomme pladser til kampen og møde nye mennesker” siger stifteren af Splinx, Troels Nielsen, og hentyder hermed til app-holdets mission om ”at bringe brugerne sammen med menneskerne omkring dem, på den sjoveste og sundeste måde muligt: gennem sport”.


Vejen frem
Splinx er stadigvæk i opstartsfasen og har først lige rundet de første par hundrede brugere i Danmark. De første brugere er dog allerede begyndt at tage app’en ind i deres aktive hverdag:
”Det er jo et super godt koncept. Jeg begyndte at bruge Splinx i sidste uge da en kammerat introducerede mig for konceptet, og jeg har allerede mødt nogle super fede mennesker på byens petanquebaner og skateboardparker,” siger Splinx-bruger Simon Josef Nielsen, som for nylig er flyttet til København fra hjembyen Skjern.
Simon Josef understreger også, at den nye iPhone-applikation er et godt værktøj til at finde sportsbaner og motionssteder, som man ikke i forvejen ved eksisterer.

”Det er virkelig fedt at se hvordan folk tager konceptet til sig, og vi ser virkelig frem til at se hvordan det bliver når vi får endnu flere brugere. iPhone-udgaven af Splinx er naturligvis kun starten, og vi satser på at have en Android version samt en fuldt funktionel hjemmeside med endnu federe funktioner klar til foråret næste år så vi kan få hele folket med,” konkluderer Troels om deres nystartede projekt.

Ikke alle har tid til at træne i klub
De fleste har i deres unge dage dyrket en form for sport i klub eller forening, men med årene har det været sværere at få ugentlige træningstidspunkter og kampe til at passe ind i skemaet ved siden af fuldtidsjob, uddannelse og andre fritidsaktiviteter.

”Vi kan få danskerne til at dyrke mere motion og sport ved at give dem magten og lette organiseringsarbejdet,” udtaler kommunikationsrådgiver hos Splinx, Simon Mikdal Andersen, og fastslår yderligere at ”selvorganiseret sport blandt unge og voksne har aldrig været mere populært end nu.”

Ifølge en undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut fra 2012 fremgår det, at danskernes aktivitet i foreningerne falder drastisk fra begyndelsen af teenageårene. Antallet af fysisk aktive danskere er ifølge undersøgelsen da også væsentligt lavere blandt voksne end børn. 86% af alle børn er sportsligt aktive mens tallet kun er 64% for voksne. Samtidig med at danskernes aktivitet i foreningerne falder jo ældre de bliver, ses det dog også, at aktivitet i form af selvorganiseret idræt stiger med alderen. Dette peger på, at der vil være gode muligheder i Splinx, der netop fungerer som et værktøj til at organisere fodboldkampe, løbesessioner mm. Med Splinx får brugerne værktøjet til selv at bestemme hvornår de vil dyrke sport uafhængigt af faste træningstider og hvornår vennerne lige har tid.

Link

CYKELPORTALEN