CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Cykelringenes Herre

Dette er en beretning om en cykelferie gennem et venligt land, af ofte ufattelig skønhed. Stor natur, sneklædte bjerge, gletschere, vulkaner,
gysere, kogende svovlpøle, subtropisk regnskov og bregneskov man kun troede fandtes i kultiden, vilde klippekyster, endeløse strande og dybe fjorde alt omgivet af verdens største ocean. Efter den new zealandske filminstruktør Peter Jackson filmede trilogien af
Tolkiens Ringenes Herre, er New Zealand kommet på alles læber Men indtil for tusind år siden var disse øer ubeboet af mennesker og
pattedyr. Så kom Maorierne sejlende i kanoer fra fjerne øer i Stillehavet. De kom i 10 store kanoer. De kanoer som Maorierne stadig
henfører deres slægter til.  Dette er naturligvis en myte men den gør oplevelsen af dette smukke land endnu større for den tilrejsende.
For hvad er oplevelsen af New Zealands regnvåde mosbegroede regnskove uden myten om maorijægerne, disse fjerklædte tatoverede kannibaler, der jagede og udryddede den 4 meter høje Moafugl (en slags struds) og rakte tunge af foragt før de slog fjenden ihjel og kogte ham i jordovne. For 200 år siden kom Europæerne og dermed var de New Zealandske øers skæbne beseglet. Kolonisationen var i gang. Både natur og Maorier blev trængt. Pattedyrene blev indført og New Zealands enestående fauna blev truet.
Fuglearter som igennem tiden havde mistet evnen til at flyve var nemme ofre for mennesker og dyr og uddøde hurtigt. Eneste overlevende er den lille Kiwi fugl, men den lever også på randen af udryddelse trods ophøjet status som nationalfugl og total fredning. New Zealand er
derfor et godt sted at studere menneskers påvirkning af den uberørte natur. Og i det mindste en tid endnu, et sted hvor det er
muligt at opleve denne urnatur. Men samtidig er det også landet som viser at vi mennesker aldrig bliver klogere, før det er for sent. Et
eksempel så vi på Matakana Island som et amerikansk skovkonsortium har opkøbt af Maorierne. Disse har ”nådigst” fået lov at blive boende på
den nordlige del af øen hvor amerikanske dollars har kunnet give dem alle moderne bekvemmeligheder, mens amerikanerne selv er gået i gang
med voldsom skovhugst i skovene mod syd.  Skovhugst er attraktivt her fordi klimaet giver en meget stor tilvækst så man kan skove flere
gange. Men det rokker alligevel ikke ved at disse øer absolut er et besøg værd, for hvilke andre steder kan man på samme dag gå igennem regnskov for til slut at støde på en gletscher, eller slentrer af de endeløse Stillehavsstrækninger med et imponerende bjerglandskab som grandios kulisse i baggrunden.  Lægger man hertil en meget gæstfri befolkning, er der for mig ingen tvivl, New Zealand er landet jeg vil
udvandre til hvis jeg engang skulle få nok af vores egen lille andedam.

NORD
Efter næsten 30 timer i et smalt flysæde ankommer vi i 300 km medvind og voldsom turbulens til Auckland, som er NZ største by med over en
mil. indbyggere. I området findes 60 udslukte vulkaner, som Maorierne fandt perfekte til at lave en befæstet by på. Den vulkanske fortid ses helt tydeligt, hvis man f.eks. stiller sig på toppen af Mt. Eden (også en udslukt vulkan)
og ser ud over byen: alle de kegleformede bakker er vulkaner. Bare rolig, det er kun Rangitoto (på en ø ud for Auckland Harbour), som
stadig er aktiv. Byen spreder sig over et stort areal med vand på 3 sider og er karakteristisk ved meget lav bebyggelse. Der bygges lavt og
hovedsaglig i træ. Kun i centrum dominerer en moderne skyline i glas og stål bybilledet, hvor det 328 meter høje Skytower er den højeste
bygning på den sydlige halvkugle. Fra de tre platforme er der et imponerende 360 graders panorama view. I gulvet har man frit udsyn
lodret ned igennem 42 mm panserglas. Er det ikke sus nok, kan man klatre op inde i masten og komme ud på en platform 300 meter oppe.
Dette foregår med fører og iført klatreudstyr og sikkerhedsliner. For de adrenalin hungrende er det også muligt at springe ud fra tårnet og i
frit fald se byens mylder komme nærmere med 75 km/t.

Efter et par akklimatiseringsdage i storbyen og reparation af cykler efter den hårde medfart på flyveturen (tak til SAS og Singapore Airlines), pakker vi cykeltaskerne og bevæger os sydøstover mod Miranda. Det er typisk forårsvejr med kraftig vind og  regn som følger os det meste af
dagen. Vi når fuglereservatet midt på eftermiddagen og efter provantliering i den eneste butik i miles omkreds finder vi vores base.
Det er koldt om natten, så flere af os begynder at tvivle på om den medbragte lagenpose nu er nok. Heldigvis er der tæpper på alle de
øvrige vandrehjem vi besøger på turen.  Der findes ca. 400 vandrehjem og det koster ca. 75 kr. for en overnatning, så der er
absolut ingen grund til at tage teltet med.

Næste dag når vi Stillehavskysten og Waihi beach, som på denne årstid er helt øde, men det er jo ikke hver dag man kommer forbi sådan et sted, så med fare for forfrysninger og hajer kaster vi os ud i det enorme Stillehav. Vi bor i en stor stationær campingvogn med alle faciliteter, og efter middagen og et par flasker rødvin begynder cykelfolket at hænge med næbet, resterne af jetlag og den megen friske luft har sat sine spor.

På afveje
Foranlediget af den tunge lastbiltrafik som nu har gjort sit indtog, susende tæt forbi på de større veje, tager vi en afstikker ud mod
kysten, i håb om at kunne nå en færge til Matakana Island, og af den vej nå ind til Tauranga som er New Zealands største udskibningshavn. Vi
når en færge men får at vide at der kun er en time til den sidste afgang fra sydspidsen.  Der er ca. 20 km derned, så vi har god tid. Vejen er
ikke af bedste beskaffenhed og vi bruger noget tid på at diskutere om vi nu er på rette vej. Ved indgangen til skoven ser vi godt skiltet
“Private Forrest, Danger No Bicycling Heavy Vehicles” , men tiden er nu så fremskreden at vi ”overser” det og forsætter.  I den
tætte regnskov er der kun et opkørt hjulspor som tydeligt bæger præg af tunge lastbiler og som i regnvejr sikkert er en klæbrig fornøjelse. Det
giver os klart en fornemmelse af at det her vist ikke er så godt og at vi er på afveje. Heldigvis møder vi ingen 16 tons lastbiler og når vel
frem til færgelejet. En lokal kiwi spørger venligt hvor vi kommer fra og gør os opmærksom på at vi ikke må cykle i skoven. Kort efter kommer
en firehjulstrækker drønende. Det er den lokale vagtmand. Han har over radioen fået at vide at der er cyklister i skoven…og vi får en verbal
opsang. Det viser sig at et amerikansk firma har købt hele øen og nu driver voldsom skovhugst. Området er privat og vi må slet ikke være her. Men efter at have givet os alle formaningerne tør han lidt op og vi kommer med færgen. Vel ankommet til Tauranga vil hans irske hjælpsomhed pludselig ingen ende tage, og tilbudet om at blive kørt lige til døren er for fristende, så i al hast bliver cykler og tasker ”smidt” op i ladet og
vi bliver kørt op til vandrehjemmet, som vi sikkert ikke havde fundet på egen hånd midt i al yldretidstrafikken. De andre som har taget
landevejen er ankommet og kikker undrende til vores ankomst i bil.

Vulkaner og varme kilder

Geologisk ligger nordøen placeret mellem to af de store kontinentalplader, hvorfor der er megen termisk aktivitet i form af vulkaner og varme
kilder. Byen Rotorua minder om en miniudgave af Las Vegas men så høre enhver lighed også op. Overalt stinker der af rådne æg og hele byen
ryger og damper, da den er placeret lige oven på et meget aktivt område. Klemt inde mellem en masse industri finder vi Spa Logde som er et hyggeligt lille vandrehjem med en fredelig gårdhave hvor vi slapper af i Spabadet som naturligvis er opvarmet fra undergrunden. Næste dag cykler vi videre mod Lake Taupo men skal lige først forbi Wai O Tapo Thermal Wonderland hvor vi på nært hold får et indtryk af den meget aktive undergrund. På vejen cykler vi igennem Vulcanic Valley hvor vi tydelig ser rester af de mange vulkaner. Kiwierne er gode til at skilte med deres natur. Når vi møder skiltet ”Scenic Reserve” går vejen som regel kort efter ned i en dyb slugt for hvorefter at gå op igen. Indtil
for knap 2000 år siden var Lake Taupo en vulkan – og en stor én af slagsen. År 186 eksploderede den med en kraft, så der blev røde solnedgange over næsten hele verden. I dag er den med sine over 600 km2 New Zealands største sø, beliggende på et vulkanske plateau 357 m.o.h.

Tongariro National Park dækker et område på 845 km, der inkluderer Nordøens tre aktive vulkaner: Mt. Ruapehu (2751 m.o.h.),
Mt. Ngauruhoe (2287 m.o.h.) og Mt. Tongariro (1967 m.o.h.). Området er New Zealands første nationalpark og blev i 1877 skænket af
maori-høvdingen Te Heuheu Tukino IV til staten. Mt. Ruapehu er stadig ganske aktiv: så sent som i 1995 spyede den store mængder aske op fra krateret. Asken fordelte sig over store dele af New Zealand og blev bilejernes mareridt, da den ødelagde lakken.

Det er dog småting imod den katastrofe, som den var anledning til på juleaften i 1953: Aktiviteten under kratersøen bevirkede, at store mængder vand blev ledt ud i en nærliggende flod. Disse store mængder vand fik en jernbanebro til at bryde sammen få minutter før et tog fyldt med julerejsende skulle passere. Der var derfor ingen advarsler, og 153 mennesker kørte direkte i døden – den største togkatastrofe i New
Zealands historie.

Det er dybt fascinerende at cykle igennem denne nationalpark. Alt er stort og som cyklist føler man sig ubetydelig lille i dette månelandskab. Vi overnatter i Ohakune med en fantastisk udsigt op til vulkanen. Dette er i øvrigt også Hobbitland. En af de mange steder hvor Ringenes herre blev filmet. Skiltene ”Land of the Lords film site” er ikke til at tage fejl af. De næste dage cykler vi gennem et grønt tæppebelagt bakkelandskab overstrøget med hvide uldklatter som mæh’er dagen lang…

Vi holder kaffepause i Mangaweka hvis eneste attraktion er en gammel udtjent DC 3 som nu fungerer som cafe.

Windy Wellington

Kan syntes lidt sjovt for os danskere som er vant til den evige vestenvind, men jo det blæser. Wellington er regeringsby og parlamentet som består af tre bygninger illustrerer sådan set byens korte historie meget godt.
Nationalmuseet er absolut et besøg værd og så er der gratis adgang. Her får man på en meget illustrativ og underholdende måde et godt indblik i øernes historie og kultur.  F.eks. går der særlige Maouri guider rundt som er efterkommere af maorierne. Bylivet bærer præg af en meget stor gruppe af indvandrere fra Cuba, så der er rig mulighed for at spise cubansk mad og høre cubansk musik. Sejlturen over til sydøen tog 3 timer på en propfyldt færge bygget på Ålborg værft i 1986, som henledte på tiden i lille dannevang, hvor vi havde storbæltsfærger.

SYD
Sydøen er i modsætning til nordøen ikke nær så trafikeret, og helt at slippe for de tunge lastbiler er som cyklist en stor lettelse. Til gengæld er
afstandene mellem byerne meget længere så det kræver lidt mere planlægning.

I Renwick deler vi os. Nogle cykler vestpå mod Westport mens vi andre cykler ind til Bleinheim og tager toget til Christchurch, hvorfra vi
vil udforske den sydlige del af øen. Trans Scenic Railways er en række jernbaneruter som udelukkende kører med turister. I store panoramavogne og med åbne fotovogne bliver man i adstadigt tempo kørt igennem landskabet. Turen fra Bleinheim til Christchurch koster godt 250 kr og tager 5 timer, og du kan få cyklen med.  Turen går over Redwood pas ned langs kysten forbi  NZ største saltsø Lake Crossmere videre over flodsletterne ind mod Christchurch.  På vejen gøres holdt i Kaikoura hvor man kan gøre holdt og tage ud og kikke på hvaler.

Christchurch
Christchurch går for at være den mest engelske by uden for England. I årene op til 1850 gik direktør Wakefield fra The New Zealand Company og lurede på at grundlægge en helt speciel koloni på Canterbury Plains. I samarbejde med den anglikanske kirke (Church of England) planlagde at udsende nybyggere, der var særligt udvalgte. Interesserede fra det velhavende borgerskab samt arbejderfamilier, hvis “moral” og gudsfrygt
var blevet grundigt undersøgt blev tilbudt emigration til den nye koloni. Fire skibe (se Canterburys historie) ankom i 1850 med 780
mennesker til et område, der var sumpet og i øvrigt ikke var særligt indbydende. De gik i land ved Lyttelton, den forstad, hvor byens store
havn ligger. Deres leder var i de to første år ireren og juristen John Godley, som var blev overtalt til jobbet af Wakefield. Godley huskes i
dag som grundlæggeren af Christchurch, men hans tid her blev kun kort.  Pga. sygdom måtte han rejse tilbage til England. Hans kone, Charlotte
Godley, der var med i New Zealand, blev efter sin død anerkendt som en dygtig forfatter bl.a. for sin “Letters from Early New Zealand”, der
var en beskrivelse af samtiden i Canterbury.

De sydlige alper
Små 200 km sydvest for Christchurch støder man førstegang på en af sydøens mange naturmæssige åbenbaringer. De sydlige alper rejser sig på denne årstid helt i hvidt så langt øjet rækker fra nord til syd. Et fantastisk syn…

Ved Lake Pukaki der er en af de mange gletherssøer, er et imponenrende view op mod NZ højeste bjerg Mt. Cook

Queenstown er til trods for sin lille størrelse (ca. 3000 indbyggere) et af højdepunkterne for mange New Zealands-rejsende. Man kan næsten få
indtryk af, at folk tager til New Zealand for at komme til Queenstown. I Queenstown er der “gang i den”, hvormed menes at man skal prøve
bungy-jumping eller riverrafting. Nattelivet er også værd at skrive om siger de, men det er nu ikke noget for mig, så efter at have fundet et
hyggeligt lille vandrehjem tager jeg cyklen og triller op langs Lake Wakatipu. En flot tur. Selvom jeg er så langt mod syd er det dejlig
varmt 22 grader kl. 8 om aftenen.

Næste dag går det atter nordover mod Wanaka. En lokal har fortalt at man saktens kan køre af den mindre vej igennem Cardrona dalen. Får et glimt af en af de mange jetboats som går modstrøms i den rivende Kawarau flod vildt….Det går jævnt opad men først ved Crown Terrace viser stigningen for alvor tænder.  Selve passet er ikke særlig højt 1077 m men det er NZ stejleste. Cardrona Valley var oprindelig en guldgraver dal. Byen Cardrona bestod af et hotel, en kirke og et forsamlingshus. Her gravede flere tusinde guld fra 1862 til 78 hvor floden oversvømmet og skyllede alle minerne væk. De tre huse står i dag som museum. Det vrimler med rundflyvnings steder og en af dem har meget fantasifuldt hængt flere hundrede trusser og brystholdere på hegnet langs startbanen. Ryger denne dag for øvrigt også i radarkontrollen, kørte 24km/t
:o)

Wanaka står i skærende kontrast til Queenstown, når det kommer til ”gang i den”, men omgivelserne fejler ikke noget. Stedet er et yndet mål for lystfiskere og vandrere eller bare folk som ønsker fred og ro. Turen fra Wanaka mod Makarora går langs de to søer Hawea og Wanaka. Det er en meget smuk tur. De sidste 20 km op til Makarora er der strid modvind. Selve Makarora by er en tankstation og et par huse, virkelig på landet. Resten er regnskov, som naturligvis også lige skal udforskes.

Regn, glethere og minedrift
Det småregner næste dag og efterhånden som vi kommer længere op igennemregnskoven tiltager den så Haast pas er totalt indhyllet i skyer
og regn. Langs Haast floden ned mod vestkysten får vi en fornemmelse af flodens styrke. Fox Glacier er en af de to store glethere i området. De
er specielle ved at slutte i tempereret regnskov.  Det regner stadig da vi ankommer til vandrehjemmet. Da vi spørger den for øvrigt
dansktalende portier om vejret i morgen, kommer svaret prompte ”det regnede ikke i går”. At det vitterlig regner meget vidner de våde tal
5-8000 mm om året om. Hele natten banker regnen på bliktaget og formiddagen med, så gletheren må vente til en anden gang og vi skynder
os nordpå mod Greymouth i håb om bedre vejr.

Greymouth
ligger ved Grey flodens udløb i Stillehavet. Byen var tidligere en vigtig udskibningshavn for kul. Selve byen er jævnt kedelig men er et
godt udgangspunkt for ture i omegnen. F.eks. kan man cykle op langs vestkysten til Westport og nyde den storslåede kystlinie. På
mountainbike kan laves nogle afstikkere gennem regnskoven over til Grey floden hvor der ligger mange gamle miner. Den største Brunner mines beskæftigede på sit højeste fra 1865 til 1906 beskæftigede over 2000 minearbejdere.

Arthurs Pas Nationalpark
Arthur’s Pass er New Zealands højeste alpine vejstrækning. I 924 meters højde krydses de sydlige alper mellem øst og vestkysten. Historien om Arthur pas en rigtig guldgraverhistorie. I 1863 opdagede man guld ved vestkysten, og så tog f… ved folk. Nybyggerne fra Canterbury ønskede snart at finde en pålidelig vej gennem de sydlige alper, for det kendte Harper’s Pass var ikke længere passabelt efter at tusindvis af heste, æsler og guldgravere havde ødelagt det. Myndighederne i Canterbury ville gerne deltage i guldrusen, så de satte landinspektøren Arthur
Dudley Dobson og dennes bror til at finde et pas. De red op langs Waimakariri floden og fandt i højlandet et pas, der måske kunne bruges.
Men Dobson var ikke særlig begejstret for der var knap nok plads til, at hans hund kunne gå igennem passet, så hvordan skulle man kunne få en
hestevogn igennem her? Eftersøgningen efter andre passager til vestkysten fortsatte op gennem 1860’erne, men
søgningen gav intet resultat. Så hvis der skulle åbnes et pas, så var det Arthur’s Pass eller ingenting. Tusind arbejdere blev udstyret med
hakke og skovl, og i løbet af et år var passet klar til brug. Anlægget havde været dyrt, og vedligeholdelsen viste sig snart at være en
bekostelig affære. I 1866 startede en diligence-rute mellem Christchurch og Hokitika på vestkysten, og turen tog 37 timer. Samme år
trak man en telegraftråd mellem øst og vestkyst gennem passet.

Uheldigvis for Canterbury fik Arthur’s Pass aldrig den betydning den var tillagt, for vestkystens guld gik Canterbury forbi. Passet viste sig dog ideelt til at drive kvæg igennem fra øst til vest for at forsyne guldgraverne med føde. Til trods for den ujævne vej og de dramatiske vejsving i
bjergene, blev passet efterhånden lidt af en naturattraktion. I 1895 faldt der så meget sne, at passet var lukket i 3 måneder. I 1901
foreslog botanikeren Cockayne, at området skulle fredes og gøres til naturpark. 72.000 hektar blev øremærket med henblik på etableringen af
en nationalpark, men Arthur’s Pass National Park blev først indviet i 1929.

I 1908 startede man på at konstruere en 8.6 km lang togtunnel (Otira Tunnel) gennem de sydlige alper. Arbejdet stod på i 15 år, og
afsluttedes med indvielsen af tunnelen i 1923. Herefter indstillede man diligence-ruten. Under arbejdet med at etablere en tunnel, voksede en
lille landsby op få km fra tunnelen. Den blev flittigt besøgt af tilrejsende, for landsbyen og ikke mindst passet var gået hen og blev
lidt af et udflugtssted for indbyggerne i Christchurch, og der gik dagligt tog gennem passet. I 1925 dannedes Canterbury Mountaineering
Club, der begyndte at bestige parkens bjerge, men først lavede de kort over området og opførte hytter. Snart efter åbnedes et YHA-hostel i
landsbyen, og de første vintersports-folk rykkede ind og fik ski på. I 1929 – samme år som nationalparken indvies – rystedes passet af et
voldsomt jordskælv.  De senere år uddøde byerne og staten har forsøgt at få nye til at bosætte sig her ved at tilbyde dem de gamle
hytter og et stykke jord for billige penge.

I dag er Arthur’s Pass New Zealands 4. største nationalpark med 99.270 hektar, der ligger både på Canterburys såvel på Westlands område,
hvilket betyder at der i parken findes både bøgetræer i øst samt regnskov i vest samt en masse alpine planter ind imellem. Området
er et af de få steder på Nz hvor det stadig er muligt at se nationalfuglen den lille vingeløse Kiwi. Der skulle efter sigende være
20 eksemplarer af den sjældne fugl her.  Stedet er også et sandt vandreparadis, hvad med f.eks. en tur op Devil’s Punchbowl, hvor et
vandfald styrter 131 meter ned i dybet? Eller en tur langs den gamle diligence rute.

At cykle igennem denne nationalpark er et absolut must. Stigningerne er ikke værre end at de fleste vil kunne klare det med den rette gearing.
Fra passet og ned til Springfield cykler man de næste 60-70 km igennem et øde bjerglandskab. Overnatter du oppe i passet så pas på din cykel
og telt. Kea’en er en lille aggressiv fugl som spiser alt fra sko og cykelsadler til teltdug…

Efter en oplevelsesrig måned i dette vidunderlige land  gik turen atter tilbage mod det kolde nord fra Downunder…

Transport
Foruden de tre jernbanestrækninger, er der et tæt net af busruter hvor man også kan få cykler med. New Zealand tours dækker begge øerne, mens Atomic Shuttle kun opererer på sydøen. Det er også forholdsvis billigt at flyve. F.eks. kan man komme til Stewart Island t/r for små 300 kr.

Litteratur og Kort

Kiwi Pathfinder  Road Atlas ISBN –1-877201-82-0
Globetrotter New Zealand inkl. Kort 1:900.000 ISBN 1-84330-372-8
Lonely Planet  Cycling New Zealand  ISBN 1-86450-031-X
Bruce Ringer  New Zealand by Bike  2 udgaveISBN 0-89886-409-7
Freytag & Berndt 1:1600.000 ISBN 3-7079-0266-8

Videre på nettet
https://www.newzealand.dk
https://www.tranzscenic.co.nz

https://www.kiwirecovery.org.nz
https://www.backpack.co.nz
https://www.newzealandrundt.dk

CYKELPORTALEN