CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

MTB og Ski MTB og Ski
"På mountainbike og sommerski i de franske alper" MTB og Ski

 

Fredag morgen, klokken er otte og vi er netop blevet sat af bussen i Annecy i den franske alperegion Savoie syd for Geneve. Vi er otte forventningsfulde mennesker mellem 19 og 35 år, som med mountainbikes og fuld campingoppakning vil udfordre såvel glether-skiing som off road kørsel på MTB, bungy jump og måske white river rafting.

Det støvregner ved ankomsten, men luften er varm, så efter samling af cyklerne søger vi læ på den nærmeste cafe’ som vi hurtigt tømmer for croissanter og cappuccino. Men vi bliver først for alvor vågen, da den hybermoderne videojukebox pludselig kører en gang striptease af , lige midt i morgenmaden.

 

På vej…
Efter at have tanket franske franc på posthus og bank, ifører vi vores regntøj og cykler nu langs den smukke Annecy sø mod syd til Faverges, hvor vi spiser frokost. Det begynder så småt at klare op og snart kan vi cykle i korte ærmer. Vi starter opkørslen over turens første pas, Col de Tamie’. Efter nogle få skrappe serpentinersving flader stigningen mere ud, og der bliver længere mellem svingene, hvilket vi sætter stor pris på, da det jo stadig er først på turen.

Vi finder hurtigt ud af at opkørslerne skal tages i individuel stil: langsomt tempo og få pauser eller hurtigt tempo og mange pauser. Til gengæld er nedkørslerne den rene fryd. På campingpladsen i Albertville, får vi alles opmærksomhed opmærksomhed, da en for hårdt oppumpet benzinbrænder tændes med en tre meter høj flamme.

 

Alperne viser tænder…
Da vi har cyklet 15-20 km ad en smuk og ikke særlig kendt cykelvej langs Ise’re floden passerer vi expressliften op til det fashionable skisportssted Les Arcs og i Bourg St. Maurice begynder vi for alvor at mærke de “rigtige” alper !

De to dyreste bikes har allerede stønnet og brokket sig højlydt over anstrengelserne, men de var forberedt. “Det er ikke hvad de forstår ved ferie”. Det kræver en særlig selvpiner “dræber” psyke at cykle i disse bjerge.

Den 19 km lange stigning op til Tignes er utrolig hård, både fordi det er ekstremt varmt men nok også fordi det så og sige forsætter i en uendelighed uden mange sving og mere flade stigninger. Måske på grund af varmen, kommer jeg i kampolage med to franske ambulancereførere, da de kommer ræsene opad i vildt tempo og uden udrykning. Jeg må kaste mig ud i rabatten for ikke at blive ramt.

Selv holdets femme fatale som er i jerngod kondition, er helt flad, da hun 2-3 km før toppen spørger hvor langt der er igen. Men snart ser vi den kæmpemæssige dæmning Barrage Tignes som bag sig skjuler en kunstig sø og en oversvømmet bjerglandsby. Kun kirken er bevaret. Den er blevet flyttet om på den sikre side, man har vel respekt i et katolsk land. Forsiden af den imponerende dæmning er prydet af et stort maleri af en Adonis som holder vandmasserne på plads med hænderne.

Selv om vi alle er sultne og totalt udkørte efter denne tur, skal skigrejet lejes, så vi er klar til morgendagens gletchertur på de skrå brædder. Det gælder om at komme op på bjerget med den første skilift næste morgen. Sommerski foregår normalt mellem 7 morgen og 12 middag mens solen endnu ikke har magt. Herefter bliver sneen tung og softiceagtig.

Vi slår lejr i Les Brevieres på en fin campingplads med svømmepøl og da Søren har fødselsdag, skal vi selvfølgelig på restaurant.

 

Sommerski er sagen
Det bliver sent denne aften, men alligevel er vi alle oppe kl. 6 næste morgen Det er hundekoldt i 1800 meter på den tid af dagen, så vi kommer hurtig i tøjet og cykler de 2 km op til skiforretningen hvor vores cykler får lov at stå i en aflåst garage, indtil vi kommer tilbage. Vi tager skibussen op til Val Claret i bunden af dalen og snart sidder vi i æggeliften op til Grand Motte gletscheren. Liftkøerne på skråningerne har alle bjælder om halsen og landskabet til alle sider bliver stadig flottere, mens vi langsomt glider deropad. At stå på ski om formiddagen i korte bukser og herefter om eftermiddagen at ligge ved svømmepølen i 30 graders varme, er en oplevelse, der er svær at beskrive, det skal prøves !

På andendagen mens de andre er på ski, vælger jeg at udforske området offroad på mountainbike. Der skal prøves kræfter med en af de talrige Grand Randonnee ruter, som er et net af fjervandreruter. Det viser sig flere steder at være nærmest umuligt, ja flere steder går det over i decideret fjeldklatring som ikke er særligt hensigtsmæssigt med en mountainbike. Til sidst må jeg opgive og vende om.

 

Alpernes højeste…
Efter to dage på ski skal vi videre til Val d’Isere og over Col de Iseran. De to trætte meddeler at de agter at blive i Tignes og så støde til os ved bussen i Valence når vi skal hjem, via tog. Det er okay og vi takker af.

Vi er lige kommet igennem Val d’Isere og begyndt opkørsel til Iseran da vorherre åbner op for den store hane. Det hele lukker til og bliver kulsort. Folk på cykler kommer forfrosne og ganske fortvivlede ned deroppefra. I al hast vender vi om men når at blive helt gennemblødte inden vi når byen igen. Gode råd er dyre, camping i dette vejr er ikke sagen, så vi overnatter i en af de mange skilejligheder som enhver ostefarm har, for at tjene ekstra Francs om vinteren. Da de hører vi er danskere og får kikket rigtigt på vejret en gang til, falder prisen fra 180 til 100 Franc (pr. person), et charmerende og ikke sjældent træk hos franskmændene, som holder mere af os end samtlige hollændere og tyskere tilsammen.

4 værelses lejlighed holdt i pink, satellit TV, amerikansk køkken, Spaghetti Carbonara, masser af rødvin og skæg og ballade til klokken 3 om morgenen.

Næste dag er det atter fint vejr og efter at have pakket alt overflødigt baggage i en stor papkasse og sent den til det flade land mod nord, snupper vi lige “bakken” foran os. Barske sager og vi er selvfølgelig enormt stolte da vi når toppen. Det har sneet og er hundekoldt så vi må indendørs og varmes op med kakao og tærte. For at holde kulde og vind ude pakker vi os ind i regntøj, før den lange nedkørsel. Resten af dagen er ren downhill og vi slår lejr i Termignons. Kulhydratdepoterne fyldes op med lækre pandekager og dagen slutter med stjerneskud på den klare nattehimmel. Næste dag går det stadig nedad til St. Michel du Maurienne, hvor opkørslen starter til Col de Telegraphe. Her støder vi på Tour de France malingen og de seje motionister. Oppe i Col de Telegraphe holder vi en længere pause (ca. 45 min.) En gut på racercykel kommer op i passet, hilser og vender om. Efter en halvtime kommer han op igen, og kører videre med Valloire…(om han kun kørte ned i næste sving, skal jeg lade være usagt)

Vi slår lejr i Valloire, en herlig lille og stadig uspoleret skisportsby. Her står menuen på 12 portioner spaghetti, to til hver, øl, is og kaffe adlibitum. Da det medbragte Prince kassettebånd bliver lagt på anlægget stiger stemningen. En af tjenerne syntes selv han taler glimrende engelsk, hvad vi morer os en del over.

Snart begynder de første dog at sidde og nikke over glasset så det er tid at slå lejr. Efter at have kikket på isdans, finder vi pladsen, og må slå teltene op i mørke.

 

Alpernes smukkeste…
De 24 km. op mod Galibier passet er fantastisk flot, specielt de sidste 15 km fra Verneys, byder på bjergscenerier som man knapt kan forestille sig. Vi er flade , men virkelig “ovenpå” da vi alle seks står på toppen og griner skævt til hinanden sammen med et tysk par som er på bryllupsrejse. De har fået turcykler i bryllupsgave og besluttet sig for at køre ned gennem Europa. Det er første gang de er på cykelferie, virkelig imponerende…

Vi cykler ned til Col de Lauteret og holder pause. Í al postyret glemmer jeg en bæltetaske med alle mine ejendele, men heldigvis er en af de andre vågen, men lader som ingenting. På vej ned til la Grave kommer de andre med små hentydninger. Jeg fanger ikke pointen og fortsætter ufortrødent. I La Grave går sandheden op for mig og i et kort lysglimt ser jeg mig selv trampende op af bjerget igen. Stor er morskaben og lettelsen da tasken dukker frem, og selvfølgelig må jeg give kvaje bajer.

 

Off. road og skiing i La Grave
La Grave er en lille charmerende by som ligger for foden af den store La Meije gletscher. Det er et yndet offpist skisportssted om vinteren. Der går kun en lift derop. På toppen er der forbindelse med det store les Deux Alpes skisystem.

Nogle af os sover under åben himmel denne nat og tidligt om morgenen står vi ved skiudlejningen og er snart oppe i liften som hurtigt bringer os op i et storslået vinterlandskab, som vi har næsten for os selv. Desværre mangler der en transportlift mellem les Deux Alpes og la Grave, så da vi skal tilbage må skiene på nakken og vi må gå op over bjergkammen. Det er hårdt ikke mindst fordi vi er i 3500 meters højde og luften derfor er tynd. Vi suser ned til restauranten og får frokost som er indbefattet i prisen for liftkortet, inden vi tager ned til byen med liften.

Næste dag tager jeg alene afsted på mountainbiken op i nationalparken Galibier Grandes Rousses. Undervejs cykler jeg gennem et par små landsbyer hvor tiden står stille. Endelig kommer jeg op i et fantastisk og uspoleret landskab, hvor de eneste jeg møder, er køer og geder som undrende ser til. Da jeg hen på eftermiddagen kommer helt op i bunden af dalen ved la Buffe som er en forfalden spøgelsesby, har jeg et fantastisk view over på le Meije gletscheren som skinner blåligt i den sene eftermiddagssol. De andre gider ikke cykle op, men tager igen liften, denne gang med cyklerne , til mellemstationen og beretter om aftenen på stamcafeen om en frygtindgydende downhill ned til byen.

Nu er det efterhånden ved at være sidste udkald for white river rafting. Vi har flere dage været tæt på, men vi syntes det er for dyrt. Prisen er over 1000 FF. for leje af en flåde, så vi dropper det for denne gang. En anden ting, er at det er bedst om foråret når vandstanden og hastigheden er størst på grund af smeltevandet oppe fra bjergene.

 

Badesøer og vild camping
Således cykler vi blot til Bourg d’Oissans næste dag. Byen ligger for foden til den berømte Tour de France strækning op til Alpe d’Huez. Oprindelig var det meningen vi ville cykle derop for at stå på ski, men meldinger om manglende sne for os til at opgive. Desuden er strækningen overfyldt af motionister som åbenbart skal prøve sig selv af på den berømte strækning. Vi syntes vi allerede har haft stigninger som overgår Alpe d’Huez, så vi behøver ikke bevise mere… Temperaturen i byen er 36 grader da vi ankommer ved firetiden og asfalten klæber flere steder til dækkene. Derfor har vi også forinden holdt en 2 timers badepause ved søen Lac di Chambon.

Øllet er usædvanlig godt i Bourg d’Oisans og da temperaturen, klokken ti om aftenen stadig er omkring 27 grader, cykler vi 7-8 km uden for byen og finder en glimrende græsmark, hvor vi ruller soveposerne ud. Med den temperatur er telt ikke nødvendigt. I det fjerne høres “Baskervilles” hund, og vi håber den har en solid hundesnor.

Næste morgen forventer vi enten en edderforurettet franskmand eller en venlig og hjælpsom person. som finder det interessant og sjovt at have seks danske cyklister boende på sin mark. Det sidste er heldigvis tilfældet. Jean Francois kommer over og siger godmorgen midt i Nes-kaffen: Det bliver til en god snak ovre i privaten hvor vi alle gør toilette og får fyldt vandflaskerne fra gårdbrønden, hvorefter vi stiller op til gruppefoto med hans 82 årige yderst fotosky mor.

Bungy Jump
Broen Pont de Ponsonnais syd for La Mure har elastikspring fra 103 meters højde. Det er Europas højeste og det gyser i os alle da vi når broen og kikker ud over kanten. Det er jo fuldstændig vanvittigt at kaste sig 103 meter ned i dybet “kun” reddet af en tynd elastik. Efter 3 timer bliver vi presset ind i køen af folk som har booket tid flere dage i forvejen, nok mest fordi japaneren på kontoret lige har været i København. Men max. to personer og det skal selvfølgelig være Bello og Jeppe “drengerøvene” som kan alt… men TØR de nu osse ? Jo jo, ingen af os bliver skuffet. Uden de store betænkeligheder kaster de sig frygtløse ud over kanten og ned i dybet. Det var en gysende og kildrede oplevelse blot at iagttage deres forehavende.

 

Camping a al ferme
Vi kommer først afsted igen ved halv fem tiden og vejret er stadig ikke blevet bedre. Luftfugtigheden er høj og det støvregner. Vi når frem til den lille by Clelles og finder en primitiv campingplads med forskellige fællesfaciliteter i tilknytning til en bondegård. Vi får overetagen over laden med feltsenge og komfur. Endelig kan vi få tømt cykeltaskerne og få lagt alle vore ting til tørre. Natteravnene får lavet en højdeprofil over morgendagens etape som bliver turens længste. 95 km frem til Crest, dog uden de helt store stigninger.

Næste morgen er vejret strålende. Det samme er visitkortet fra en af gårdens hunde, på et af de udbredte telte. En mindre sø garneret med en lille forhøjning midt i…

Snart er vi afsted og nyder det blødere landskab i forhold til de egentlige alper som nu er lagt bag os og som endnu kan skimtes i varmedisen. Turen op over Col de Menee er meget flot og helt uden biler. Passet består af en ca. 200 meter lang tunnel som har en fin akustik. Vi istemmer et gammelt Harry Bellafonte hit og turisterne på rastepladsen for enden af tunnelen kikker måbende, da seks mountainbikes suser ud af hullet midt i andet vers… Vi hilser høfligt og suser videre ned mod Chätillon som er en gammel fætningsby fra 1200 tallet. Mange turcyklister kan godt lide at falde i med omgivelserne og iagttage dem. Det kan man vist ikke sige om vores lille flok. Det stille liv i den lille by går i stå ved vores ankomst og alle skal hen og studere grejet og stille spørgsmål, men tilskuerne syntes vist trods alt at vi er meget søde, da vi 5 gutter inden afgang tålmodigt holder og “gasser op”, mens holdets eneste pige giver sig god tid til at sætte hårbåndet korrekt !!

Slutspurten
Resten af turen er hovedvejskørsel frem til Die, Saillans og endelig Crest. Vi har en let medvind og vejen går ligeud så snart går der konkurrancecykling i den. Bello stikker af, men Rasmus og jeg får indledt et godt samarbejde og snart er han hentet igen.

Der er et enormt leben da vi når Crest. Det er ikke hverdag de har jazzfestival. Vi ankommer lige til sidste sæt med et lokalt fusionsband, som sender tankerne hjem til vores Palle Mikkelborg. Efter et besøg på en hyggelig restaurant med masser af lækkerier i form af pizza, pasta og dessert må vi ud og blande os i festlighederne. Klokken bliver mange inden vi ruller soveposerne ud og sover tungt.

Næste morgen efter en kold bruser, damper vi af og triller i spredt formation de små 30 km. ind til “storbyen” Valence hvor vi skal samles op af bussen. På torvet mødes vi igen med vore to rejsekammerater som har haft en fint ophold i Tignes.

Eventyret er slut.

Del denne artikel...Share on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on FacebookEmail this to someone

CYKELPORTALEN