CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Designingeniørstuderende udfordrer det traditionelle cykeldesign for den optimale bycykel. Prototypen har et navløst baghjul og et lille forhjul, der sparer plads. En navløs cykel...

Designingeniørstuderende udfordrer det traditionelle cykeldesign for den optimale bycykel. Prototypen har et navløst baghjul og et lille forhjul, der sparer plads. En navløs cykel giver bedre fart og større stabilitet.

Hvordan undgår man at ødelægge sin cykel på toppede brosten og dårlige cykelstier?
Det har en engelsk designingeniørstuderende, Luke Douglas, spurgt sig selv om, og har i sin hovedopgave udviklet en prototype på en navløs bycykel, han kalder Lunartic.  Douglas, der selv er cykelentusiast, har leget med at ændre lidt på de dele, en cykel består af.

Han har valgt at anvende et stort, navløst baghjul for at få mere fart på ved hjælp af hjulets gyroskopiske effekt. Det lille forhjul skulle spare plads og vægt og give cyklen bedre manøvredygtighed.  Der er valgt bæltedrev i stedet for en traditionel kæde. Det giver mindre vedligeholdelse. Ved at flytte de bevægelige dele tilbage – helt ind i baghjulet – forkortes stellet, men det store baghjuls ydeevne bibeholdes.

Luke Douglas beskriver selv prototypen som det første skridt i et projekt, der behøver mere tid til at gennemtænke mulighederne for at udnytte det fulde potentiale. F.eks. leger designeraspiranten med tanken om at udnytte ‘hullet’ i baghjulet til at folde forhjulet ind i, hvis cyklen skal kunne foldes for at blive transporteret.

På en hjemmeside, der præsenterer Lunartic, ser det ud til, at debattørerne er enige i, at designet stadig skal gennemtænkes. Flere peger på, at det lille forhjul ligefrem ser farligt ud, og at bæltedrevet ikke er lige så effektivt som en kæde. Andre stiller spørgsmål ved, at skivebremsen sidder på forhjulet i stedet for baghjulet.

Link

CYKELPORTALEN