CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Langt Højere bjerge Langt Højere bjerge
"Cykeleventyr med telt og mountainbike i de franske, italienske og schweiziske alper" Langt Højere bjerge


Den daglige cykeltur i det flade danske landskab mister noget af sin charme efter en cykelferie i den bjergrige alperegion.
Målet for denne tur var nogle af de mange militære anlæg som ligger spredt rundt på bjergtoppene omkring Briancon – efterladenskaber fra de to verdenskrige. At det så skulle gå hen og blive en tur over 15 pas, deriblandt mange kendt fra Tour de France, og samlet mere end 24000 højdemeter på tre uger, var ikke helt planlagt hjemmefra.
For de fleste vil en sådan tur nok være selvpineri og intet have med ferie at gøre. For mig er det aktiv ferie med udfordring, frisk luft og flotte naturmæssige oplevelser, som man aldrig vil kunne opleve på f.eks en færdigpakket charterferie.
En sjov ting ved bjergcykling er, at kilometeræderi bliver et ret ligegyldigt fænomen, hvorimod højdeforskellen straks er meget mere interessant. Et eksempel: Vi er i 1725m og skal op til Col de Madeleine i 2000 m, altså knap 300m igen. At strækningen så er 5 km. fortæller noget om stigningen.
Hvis du cykler meget i bjerge, er en højdemåler en god investering. Du kan hele tiden checke af om højden stemmer med kortet og din position, og samtidig virker den som en gulerod, der får en til at forsætte.
Kombinationen at cykle med fuld oppakning på fortrinsvis gode asfalterede veje og ren offroad på stier og grusveje uden bagage kan godt anbefales. Man så og sige cykler sig i form. Kroppen skal vende sig til at fungere i højderne. Almindelige raske mennesker som er vant til at cykle, har dog i praksis ingen problemer. Selvfølgelig bliver man lettere stakåndet i 2500 m. men træningsmæssig er det godt, da kroppen bliver i stand til at optage mere ilt. Desuden føles det befriende, efter i flere dage at have kørt i de laveste gear og kæmpet sig op i moderat tempo, pludselig nærmest at flyve op af stigningerne i høje gear uden anden bagage end en lille rygsæk, ja sådan føles det i hvert fald.

 

Tour de France
Selvfølgelig er jeg også fuld af stor beundring for Tour de France rytterne, især når de kæmper sig op over det ene pas efter det andet, og selvom det ikke var planlagt, kom vi selvfølgelig lige igennem le Bourg d’ Oisans den dag l’ Alpe-d Huez etapen skulle køres. Midt i al mylderet, hvor vejen går op til selve passet, stod en flok klaphatteklædte landsmænd og deres tyndhjulede jernheste. De skulle op i “danskersvinget” . Vi blev også opfordret til at tage med, men tanken om at skulle tilbringe 6-7 timer i venten for at se flokken i få minutter, fik os til at forsætte. Desuden var Indurains eneste reelle modstander Tony Rominger udgået, så vi ønskede dem held og lykke og fortsatte vores færd mod syd til solskinsdalen.

 

Solskinsdage
Briancon er “hovedstaden” i Hautes Alpes og ligger tæt ved den italienske grænse. Området er kendt for mere end 300 solskinsdage om året. Forventningerne var derfor høje, da vi hen på eftermiddagen kørte ned mod byen efter at have været over Col d’ Lauteret. Da vi passerer de store skilte med solskins reklamerne, åbner himlen sig. I al hast finder vi ly under et par store fyrretræer, og mens regnen siler ned, drager tankerne på flugt efter de 300 solskinsdage… Vore forventninger blev ikke helt indfriet den uges tid vi var i området. Mens Danmark svedte i 34 graders varme, måtte vi tage til takke med 25 grader, masser af skyer og torden sidst på dagen ! et typisk alpefænomen.

Col de Pêas.
Chateau-Queyras er en gammel middelalderborg fra år 940. Med den som kulisse fandt vi en god lille campingplads, der var vor base de næste par dage. En af turene var et forsøg på at køre offroad op til Col de Pêas. Det første stykke vej foregik på asfalt, og selv om den var meget stejl, gik det rimelig nemt. I 1800 m ved landsbyen Rouet slutter asfalten, og nu starter strabadserne for alvor. Vejen er ekstrem stejl og meget stenet. Desuden har vi følgeskab af en hel hær af fluer, der til tider er så talrig, at det sortner for øjnene. I starten vifter man kraftig med hænderne for at holde dem lidt på afstand. Når man stopper, bliver man straks totalt omringet. Hvis man forcerer, kan man holde dem bag sig, men efterhånden som man tærer på kræfterne, lærer man at ignorere dem, undtagen når de flyver ind i mund og næse. På et tidspunkt bliver vi i tvivl om, hvilken vej vi skal, og i 2440 m ender vejen ved nogle sammenstyrtede huse.
Det ser ud som om vejen har fortsat, men den er nu helt ødelagt og sammenstyrtet. Vi vælger at vende om og cykle ned. Ved hastigheder over 15 km/t kan fluerne ikke følge med, så der bliver kørt godt til, selvom vejen er meget ujævn.

Col d’Izoard.
Col d’Izoard er et af de kendte Tour de France pas, og oppe i passet er der da også en udstilling som fortæller om de store bedrifter. Selve passet adskiller sig en del fra de mange andre pas på turen, med et flot, nærmest måneagtigt landskab. Den dag vi cykler over, er der stor cykelaktivitet, bl.a. benytter en del triatleter ruten. Endvidere morer vi os over en flok højlydte italienere på mountainbikes uden bagage. De bruger åbenbart alle deres kræfter på en voldsom og højlydt parlamenteren, med det resultat, at vi overhaler dem flere gange, når de holder pause, hvorefter de igen knokler for at indhente os.
Kort før passet er det nu så koldt og blæsende, at de lange cykelbukser må frem og snart begynder det at smådryppe. På vej ned fra passet cykler vi ind i en ordentlig skylle og bliver drivvåde. Noget sådan er også en del af oplevelsen.

Fort de Lenlon.
Dette skulle være vores første tur på en af de mange gamle militærveje, som fører op til en af de mange militære belægninger. Det tyske Bike magasin har beskrevet flere af turene med udførlig rutebeskrivelse og kort. Allerede i starten kører vi forkert og ender inde på en næsten ufremkommelig stejl sti. Selv et par offroadmotorcykler må vende om. Vi begyndte at tvivle alvorligt på vores kunnen. Kan det virkelig være rigtigt. Turen er beskrevet som en middelsvær rute. Efter en nøje granskning af kortet finder vi endelig den rigtige rute, som er fint afmærket, og møder nu også andre mountainbikere. Det nederste stykke er fint og ikke for stejlt, men ved Granon i 2000 m. må vi stoppe, da pulsen galopperer af sted. Nogle tyskere, som overhalede os i starten, er nu langt bag os. Den medbragte form hjemmefra og dagsmarcherne med fuld oppakning kommer os til gode.
Fæstningsanlægget ligger på toppen og ligner på afstand en kæmpemæssig rund tærte. Udsigten er fantastisk, og solen bryder nu igennem. Et kik indenfor i anlægget får tankerne tilbage til krigen. Mens det for os er spændende og fascinerende, må det for datidens soldater have været en kold og ubarmhjertig tjans at have gjort tjeneste her. I baggrunden skimtes Col de Granon og alle bilturisterne. De kommer ikke herop. Efter den obligatoriske fotografering cykler vi langs et bjergmassiv, hvor man virkelig har fornemmelsen af at være enormt lille, over til passet. På grund af de meget voldsomme rystelser, begynder mine fingerspidser at sove. De bliver blå og følelsesløse, og det går først væk, da vi holder pause i passet. Måske man burde investere i en fjederforgaffel ?. På de stejle opkørsler kan jeg dog godt undvære den ! jo der er fordele og ulemper, men det er en anden historie. Mens vi nyder en kop kaffe og lækker solbærtærte, høres højt over os en svag fløjten fra fem svævefly, som stille glider rundt i lufthavet omkring bjergtoppene. Det må være fantastisk…
Turen ned fra passet er tæt på at gå galt. Jeg kører hen over nogle småhuller i vejen med høj fart, bliver grebet af panik og blokerer bagbremsen med det resultat, at cyklen skrider ud med baghjulet. Så tager man det lidt med ro resten af vejen ned.

Fort Janus.
Hver aften har vi nede fra campingpladsen kikket op på en firkantet silhuet. Den er god nok. Det er også et fort, så der skal vi selvfølgelig op. Den asfalterede vej op til passet Montgenevre er flot, men ret trafikeret med lastbiler, som kører i en evig strøm mellem Italien og Frankrig. Et stykke oppe drejer vi ind på en lille grusvej og følger den op til Montgenevre. Her begynder vanskelighederne, men de glemmes for en tid, da vi bliver overhalet af en lille knægt, der knokler opad. Carsten, som er i superform, tager kampen op og sætter efter. Der er kamp til stregen ved liftstationen i 2100 m, hvor knægten vender om. Højt oppe på en klippe ligger Fort Janus og ser meget uindtagelig ud, og de sidste 250 m op er praktisk talt umulig at cykle på. Vejen snor sig langs klippen og vi må af cyklen flere gange og trække. Lige før toppen kan vi til alt held atter komme i sadlen og få styrket selvtilliden, da en flok italienske skolebørn kommer med anerkendende tilråb. Fortet er meget forfaldent og virker temmelig spøgelsesagtigt. Skyerne begynder at trække sammen, og snart tordner og regner det. Det holder dog hurtigt op igen. Udsigten er helt fantastisk, ikke mindst fordi fortet ligger på et klippefremspring, så der er næsten lodret view ned i dalen på hver side.
Turen ned byder på store variationer. Et stykke oven for Briancon kører vi ind på en lille sti som bugter sig med sirlige serpentinersving. Udsigten ned til byen er storslået, og vi jubler som små drenge, mens vi suser nedad.

Italien
På campingpladsen taler vi med et par tyskere som har været her før og kender området godt. De anbefaler at vi cykler over Col de l’Echelle ned til Bardonecchia. Her vil vi prøve, om det er muligt at få cyklerne med toget gennem Frejus tunnelen. Det vil spare tid, og den store omvej over St. Bernard passene. Det styrtregner da vi når Bardonecchia. Humøret går på vågeblus, da billetmanden fortæller, at vi ikke kan få cyklerne med toget gennem tunnelen. Nu er der kun én vej, nemlig ned til Susa. Heldigvis bliver vejret bedre jo længere vi kommer ned.
Vi finder en lille campingplads i Bussoleno. Campingfatter vil gerne snakke, “åh Danimarca, dejligt land”. Vores første møde med Italien bliver dog hurtigt ødelagt af dårlig servering på restauranten om aftenen. Maden er dårlig og dyr. Om aftenen har vi første parket til det helt store lysshow af lyn oppe i bjergene på begge sider af dalen ! flot…

Se flere billeder i galleriet

De to hunde…
Alle kender scenen fra Gøg og Gokke, hvor Gøg drikker sig fuld i Brandy, som hænger i en tønde om halsen på en stor St. Bernard hund. Selvom vi var oppe over begge pas, møder vi ingen tøndebærende hunde, som kan komme til undsætning med en lille tår. Derimod vrimler det med boder og kæmpe St. Bernard tøjhunde.
Vejen op til Lille St. Bernard (2185 m.o.h.) fra sydsiden er ikke særlig stejl. Den følger en stor bred vej, som med moderat stigning går i store buer op til passet. På et tidspunkt bliver vi overhalet af en stor åben Thunderbird, som bakker op ??? Hvorfor vides ikke, måske et Guinness rekord forsøg ? I La Rosiere holder vi frokostpause, men skynder os snart videre, da der skal være lerdueskydning, og en ung gut omgås de ladede rifler meget lemfældigt. Som de fleste pas på turen er her også flot, men rutinen begynder så små at melde sig.
Igen i Italien og igen ned ad. Ved Pre St. Didier tårner Mont Blanc sig op i den disede eftermiddagssol. Den sidste strækning ned til Aosta er ikke særlig spændende, og trafikken tiltager og bryder totalt sammen lige før byen. Bilisterne kikker misundeligt på os da vi kører indenom langs køen. Vi camperer i udkanten af byen.
Næste dag begynder opstigningen til Store St. Bernard, men vejrguderne er ikke med os. Det begynder at regne, da vi når et stykke op. Med fortrøstning finder vi ly i en garage, det plejer jo hurtigt at holde op. Efter 2 timer og stadig regn beslutter vi at slå lejr. Det pas må vente. I Etroubles 4 km længere oppe indlogerer vi os på et hotel, det første og eneste på hele turen, og får pakket al vores habengut ud til tørring. Det regner det meste af eftermiddagen.
Igen minuspoint til italiensk gæstfrihed. Hotelmutter er temmelig sur, og da vi bliver præsenteret for en gang lunken kakao og en tør krydder til morgenmad, formedelst 38 dkr, har jeg fået nok. Næh lad os så komme til Schweiz, der ved man hvad man får.

Klokken 6 næste morgen skinner solen fra en skyfri himmel på bjergtinderne, og humøret stiger et par grader. Nu skal det pas besejres. Lige fra starten lægges der ud i hård stil på en 10% stigning og efterhånden, som det går deropad trækker jeg lige så stille fra Carsten, som undrer sig over, hvor jeg får alle de kræfter fra. Måske det fine vejr ? Snart begynder benene dog at syre til, hvad jeg ikke forstår, da jeg nu kører i det laveste gear. Det bliver tungere og tungere, og snart er jeg færdig og må have en pause. Carsten gør snusfornuftigt opmærksom på, at jeg kører på den midterste klinge, dumt !
Efter at have skiftet gear foran går det igen, og snart når vi stedet, hvor vejen deler sig mellem den gamle pasvej og den nye betalingsvej, som går igennem tunnelen. Vi vælger den billige vej som til gengæld er rig på flotte panoramaer, næsten bilfri og stejl, sådan skal det være !
Et stykke oppe hører jeg pludselig en mærkelig skrabende lyd, og i det samme overhaler en fyr, som på rulleski i hurtigt tempo arbejder sig op, imponerende. Mon ikke han tager bussen ned på den anden side ?
Snart passerer vi galleriet hvor betalingsvejen forsvinder ind i bjerget. Jo, moderne bilister med deres mange hestekræfter har det let. De slipper for de sidste 800m op til passet, men går til gengæld også glip af en imponerende udsigt. Den sidste strækning snyder lidt. Den virker væsentlig længere, end kortet giver indtryk af. Vi ankommer til passet i strålende solskin, og efter at have vekslet de sidste italienske lire til schweizerfranc, kører vi over grænsen ind i Schweiz.
Nedturen er mindst lige så flot, og 800 meter nede får vi igen følgeskab af de “dovne” bilister. Sammen cruiser vi nedad i fin stil de 43 km til Martigny. I flere af svingene kan vi holde en højere fart, og flere af bilerne bliver overhalet. “Sjovt” nok appellerer dette helt klart til flere af førernes opfattelse af, at de er landevejenes herre, og nogle begynder at køre temmelig uforskammet.

Rhône dalen
Tilbage i Schweiz finder vi en hyggelig lille campingplads i Aigle, ikke langt fra Rhône flodens udløb i Genfersøen.
En tur gik bl.a. op bag byen ad en lille meget stejl vej, vel omkring de 20%. Heroppe var en flot udsigt ud over Genfer søens sydlige del. Området viser sig at være militært. Jeg har aldrig cyklet over så mange broer på så kort en strækning, 56 blev det til, alle nummerere. Desuden ligger der helikopter landingspladser rundt omkring godt camoufleret.
Efter tre uger med masser af oplevelser vendte vi atter tilbage til det flade land mod nord.

Fakta og oppakning.
Der er daglige flyforbindelser til Geneve med Swissair, pris inkl. cykel 2500,- Da de fleste ruteflyselskaber oppererer med en 25 kg baggage grænse, skal denne grænse helst overholdes. Det vil sige at baggagen skal holdes indenfor de 10-15 kg. Det er en god idde at begrænse sig mest muligt. De sidste kg, gør ondt i benene sidst på dagen. Campingpladserne koster mellem 20 og 40 dkr. pr overnatning. Flere steder skal man betale for brusevandet. Standarden er meget svingende, generelt bedst i Schweiz.
Det er tilladt at cykle på vandrestier og forstvejene, men vandrere har helt klart fortrinsret.
Michelin kort 1:200.000 kan man fint køre efter. Til offroad er godt at supplere med vandrekort 1:50000 eller 1:25000 som er bedst at købe på stedet. Selvom der er mange cykelforretninger i området, kan visse dele være vanskelige at få. Vi havde f.eks. problemer med at få de rigtige slanger. Hoteller er ret dyre, min 250 kr. for et dobbeltværelse.

Se flere billeder i galleriet

Del denne artikel...Share on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on FacebookEmail this to someone

CYKELPORTALEN