CYKELPORTALEN

Danmark er ofte overset som cykelland, ikke af udlændinge som valfarter hertil i stor stil, men mere af os selv, som ofte søger længere væk under fremmede himmelstrøg.
Men Danmark har masser at byde på ikke mindst for børnefamilier som kan nyde godt af vel nok verdens bedste  cykel infrastruktur.  Stort set enhver mindre vej og sti er kortlagt med cykelruter, så man kan altid finde en stille vej, hvor man kan lade ungerne cykle uden hele tiden at skulle være bekymret for dem.

Udgangspunktet
Vejle ligger smukt i bunden af en fjord med bøgeskov på begge sider.  Fra centrum af byen kan man følge den nedlagte Vandel jernbane linie ud til Bindeballe hvor der er forbindelse med Hærvejen syd og nord. Stien er kun åben for cykler og gående, så det er meget afslappende at cykle her. Tag en afstikker op til Runkenbjerg hvor der er en fantastisk udsigt ud over ådalen.

Det er værd at aflægge den gamle købmandsforretning i Bindeballe et besøg. Her hersker histories vingesus. Fra Bindeballe cykler man yderligere 2 km mod vest indtil man når Hærvejsruten.  Du kan læse mere om Bindeballestien og Vejle ådal her.

Vi fandt disse flotte shelters ved Kollemorten. De er bygget efter svensk forbilled, men mangler lige bålpladsen foran.

Hærvejen
Der findes en seperat kortserie til denne rute hvor alle seværdigheder og andre parktiske informationer er samlet. Ruten er grundig skiltet så mankan sagtens køre den uden brug af kort.

Her er vi på hærvejen ikke langt fra Gudenåens udspring.

Hærvejen strækker sig fra den tyske grænse og op til Viborg.  Hærvejen var ikke nogen specifik vej. Det var nærmere en række spor og stier som strakte sig op gennem jyllands midte. Vi fulge ruten fra Bindeballe nordpå til vest fra Silkeborg. Turen går igennem området hvor Gudenåen og Skjern å har sit udspring. Du kan læse mere om hærvejen her.

Bryupstien mod Horsens er en anden nedlagt jernbanelinie.

Bryupstien
Fra Silkeborg kan man følge en anden nedlagt jernbanelinie, nemlig Bryrupbanen fra Silkeborg til Horsens. Mellem Vrads og Bryrup kører der stadig tog iform af en veteranjernbane. Her følger cykelruten i stedet landevejen.

Der var en fantastisk lejrplads med tre shelters ,vand, toilet og bålplads lige før Bræstrup.  For årstiden var det hundekoldt og blæsende. Du kan downloade en folder om Bryrupstien her.

Fra nordsiden af Horsens fjor går der en dæmpning over til Alrø. Fra sydenden af øen kan man i sommerhalvåret tage en lille fiskekutter over til Snaptun. Man skal ringe til Juelsminde turistkontor og booke et par timer i forvejen.
Fra Juelsminde fulgte vi den nationale cykelrute langs fjorden ind til Vejle. Værd opmærksom på at denne cykelrute mange steder er temmelig krævende med mange voldsomme stigninger og en del grusvej det sidste stykke ind til Vejle.

Tirsbæk Gods ligger  nordsiden af Vejle fjord.  Du kan læse mere om godset her.

Se flere billeder fra turen her.

Har du et par dage til overs eller en forlænget weekend, kunne Skåne være et oplagt mål for et par dages turcykling i et landskab som er noget mere varieret end det danske. Skåne har det hele fra vand, stigninger til smuk bøgeskov g tæt nåleskov. Tag med på vores rundtur på Bjerrehalvøen, Hallands- og Söderåsen.

Der er ingen undskyldning, destinationen ligger kun ca. en times kørsel fra København og kan nås med tog og bus og naturligvis på den tohjulede.

Se vores billedserie her og lad dig inspirere til din egen tur i det skånske landskab.

Bornholm er et unikt stykke dansk natur og oplagt for en weekendtur på cykel.
Øen byder på det hele. Fra gode lette cykelveje, velegnede til børnefamilier, til de mere udfordrende og til tider barske singletracks på nordøen på mountainbikes.

I højsæsonnen juli/august vil jeg anbefale cykelfolket at holde sig fra øen, da den simpthen er for overrendt af turister.
Vent istedet til september/oktober hvor vejret ofte er godt på Bornholm. Her har turisthorderne forladt øen og man kan nyde landskabet. 
Udgangspunktet for denne tur var en forlænget weekend i slutningen  af september og vi havde kanon vejr. 

Fredag:  Rønne – Sandvig 
Første tog fra hovedbanen 6.39. To mountainbikes og letvægts oppakning fandt saktens plads i det næsten tomme tog.  I Ydstad skiftede vi til katamaranfærgen som i lyntempo bragte os frem til Rønne  hvor vi ankom lidt over halv ti. 

Stien langs kysten nær Vang

Fra Rønne cyklede vi nordpå af cykelruten, som går langs kysten. Det første stykke gå ind igennem Blykoppe plantage med de mange søer, bl. a Smaragdsøen.  hefter kommen man til Hasle.  Her kan du vælge landevejen eller den lille sti langs kysten op til Vang.
Vang er oplagt til en kaffepause nede ved den lille havn.  
Stil også cyklerne og gå ned til Johns Kapel.

Der er mange krævende passager op mod Hammeren

Fra Vang er det rigtig offroad op forbi Hammershus.  Efter at have spist på et spændende lille madsted trillede vi ud af byen og fandt en lejrplads oppe ved fyret.  På denne årstid havde vi det fuldstændig for os selv.

Tæt på Hammeren

Lørdag:  Sandvig – Svanneke
Næste morgen trilled vi atter ned til sansvig og fant et åbet badehotel hvor vi fik morgenmad. Hefterfetr forsøgte vi at cykle af stien langs kysten ned mod Gudhjem. Det var dog mere trækning end cykling så vi fandt snart landevejen.

Gudemad for sultne cyklister.

Vi brugte et par timer i Gudhjem nede ved havnen hvor vi osgå kunne tage bad i lystbådehavnen. herfetr trillede vi af cykelstien langs landevejen  ned til Svaneke.
Byen var stort set mennesketom, tydeligt at de var ved at lukke ned for sæsonnen.
Vi fandt campingpladsen som desværrre havde lukket. Vi tog chancen og gik derind fra kystsiden og slå vores telte op et ubemærket sted. 

Drømme lejrplads.

Søndag:  Svanneke – Rønne
Efter morgenkaffe og brød hos den lokale bager i Svaneke cyklede vi tværs over øen igennem Almingen og Bornholms højeste punkt Bolsterbjerg, hvor man i klart vejr kan se hele øen. Så heldige var vi ikke, da den lavthængende efterårs sol havde svært ved at brænde morgentågen af. 
Først på eftermiddagen var vi atter tilbage i Rønne efter et par afslppende dage på solskinsøen.

Hammershus.

Fakta.
Der er flere måder at komme til Bornholm på.
Tog fra København til Ystad og skift til katamaran færge mod Rønne. Rejsetid ca. 3.timer. Natfærge fra Køge til Rønne. rejsetid ca. 8 timer.
Cimber Air flyver billigt fra Billund til Rønne i sommermånederne. Rejsetid ca 1 time. 

Gudhjem.

Overnatning
Vi havde telt med og camperede vildt, samt på en lukket campingplads.
Der findes flere gode vandrehjem og pensioner.

Der er mange fine cykelstier.

Gode Links.
Cykelruter på Bornholm
Cykel Bornholm Info

Shelter ved Almingen.

Eventyrvejen over Hardangervidden

Nogle hundrede kilometer far Oslo lokker det uberørte fjeld og en storslået natur. Og dette kan du faktisk opleve på to hjul, nemlig Rallarvejen.  En Rallar er en omrejsende arbejdsmand med speciale i stenarbejde, brobygning og tunnelboring. Disse kom tilrejsende fra hele Skandinavien for at bygge et af de største anlægsarbejder i Norge,
nemlig Bergensbanen.
Rallarvejen er et stykke norsk kulturhistorie. Det er den smalle anlægsvej som Rallerne møjsommeligt anlagde i forbindelse med linieføringen af Bergensbanen fra Haugastöl til Voss. Det tog 8 år alene at anlægge vejen, mens hele bergensbanen drænede et helt statsbudget og 15.000 mands arbejde inden Kong Håkon den 7 i 1909
kunne foretage den højtidelige åbning.

Indtil 1970 levede Rallarvejen en glemt tilværelse, men blev så istandsat ved hjælp fra Norsk Vandrelav som
arrangerede arbejdslejre et par somre. Men først i slutningen af 1980 erne kom der for alvor gang i cykeltrafikken og i de seneste år er den nærmest eksploderet.
Da Rallervejen følger Bergensbanen er der rige muligheder for individuelle cykelture på alle niveauer. Man kan cykle hele vejen, og overnatte på fjeldet i telt (allemansretten) eller benytte en af de mange DTN hytter
undervejs. Cykler man fra Haugastøl mod nord kan langt de fleste klare turen mens den modsatte vej er temmelig krævende da man her får alle de voldsomme stigninger. Desuden skal man også køre mod strømmen. Selvom andre typer cykler også kan gøre det, vil jeg helt klart anbefale en mountainbike til turen.  Fuld oppakning vil jeg kun anbefale hvis du er en rutineret turcyklist. Det er en grusvej og visse steder af meget dårlig kvalitet.

I dag er Rallarvejen Norges populæreste fjeldrute for cyklister og den byder på fantastisk natur fra barsk højfjeld til grønne dale , evig sne og brusende elve. Hertil kommer det norske fjeldvejr, temmelig uberegnelig, fra blå himmel og 25 grader til regn og tøsne og få grader. 

Haugastøl – Finse 27 km
Rallarvejen har sit udgangspunkt i Haugastøl 988 m.o.h.  Herfra går det moderat opad indtil Finse 1222 m.o.h. Efterhånden som vejen fører gennem dalene og langsomt løfter en højere til vejrs skifter  landskabet karakter. Trægrænsen ligger væsentligt lavere her end i f. eks. alperne.  Landskabet er derfor meget barskt og bart. Omkring Hestebothvatnet er der i klart vejr en flot udsigt mod Hardangerjøkulen som er en glether.
Strækningen er den mindst krævende, men byder på masser af uspoleret natur.

Finse – Hallingskeid 19 km
Finse er Norges højst beliggende jernbanestation. Den består 120 huse og mellem 25 og 50
mennesker arbejder her hele året. Foruden stationen findes her også en DNT turisthytte, en dagligvarebutik og en rallarmuseum. Finse er et godt udgangspunkt for dagsture i området.  En anden mulighed er vandring
på Hardangerjøkulen. Fra Finse cykler man nu langs den gamle linieføring op mod turens højeste punkt ved Fagernut som er 1350 m.o.h.

Toget tager den direkte vej gennem den 10 km lange tunnel.  Strækningen er utrolig smuk, men vejen er meget dårlig, med store sten.  Fra Fagernut går det nedad, stadig af dårlig vej.  Og ved Kvinå skal man af
cyklen og ind i den gamle jernbaneoverdækning for at krydse.  Herefter går ned til Låghellervatvatnet hvorfra der er et flot view tilbage mod fjeldet og den gamle jernbaneføring. Desværre skæmmes dette smukke landskab af de mange overdækninger af jernbanen som er lavet for sneskred.  De er udført i blik, men bestemt ikke særligt kønne.

Hallingskeid – Vatnahalsen – Myrdal 17 km
Fra Hallingskeid skifter landskabet fra det barske og golde til frodig grøn lavvegetation.  Specielt turen
ned gennem grøndalen er meget smuk og turens højdepunkt er selvfølgelig turen ned langs Kleivagjelet. Tag dig god tid, ryger man ud over kanten kommer man ikke op igen. Larmen fra den brølende elv er enorm. Vel nede går det langs de to søer Seltufvatnet og Reinungavatnet om til Vatnahalsen.  Kik op og læg mærke til jernbaneføringen, imponerende…
Ved Vatnahalsen er der en lille vej op til Myrdal Station hvorfra man kan tage toget til Uppsete hvorfra Rallarvejen
forsætter til Voss.

Vatnahalsen – Flåm 20 km
For de eventyrlystne skal man ned til Flåm. Flåm er mest kendt for sin jernbane som går fra Myrdal
station i 867 meter og ned til Flåm som ligger i 0 meter. Dette gør den over 20 km og for størstedelen inde i tunneler hvor den stor sig i spiraler ind og ud af fjeldet. Den er absolut en tur værd. Turen på cykel er ikke mindre imponerende. Fra Vatnahalsen og ned til Kårdal skal men ned gennem 21 hårnålesving, og jeg siger det er stejlt og
stenet. Som i mit tilfælde med fuld oppakning er der kun en måde, trække. Om man kan cykle op skal jeg være usagt, jeg mødte ingen…
Undervejs er der mange flotte views til Kjosfosen.  Fra Kårdal går det af asfaltvej ned til Flåm som ligger utrolig smukt inde i bunden af Aurlandsfjorden.  Herfra kan man så tage toget (eller trække op) til
Myrdal. En anden mulighed er at tage en af de mange fjordbåde om til f.eks. Gudvangen og herfra forsætte. Men det er en anden historie som du kan læse under Turcykling i Norge.

Bedste rejsetid:
På grund af de store snemængder som kan ligge på fjeldet helt hen på sommeren er den bedste rejsetid fra midten af juni til midten af september. Det er en god ide at ringe i forvejen til Geilo Turistservice på tlf. 0047 32 08 84 00 og høre om den aktuelle situation. Hvis der ligger for megen sne er det muligt at tage toget mellem Finse og Hallingskeid.

Norge for krop og sjæl, siger vores nordiske broderfolk i tv-reklamer, og noget er der om det. Få lande har så storslået og afvekslende natur. Dertil kommer de lyse nætter og midnatssolen. Sammen med de gode utrafikerede veje, gør det landet perfekt til cykling. Efter at have lagt hårdt ud med regulær offroadkørsel på Rallarvegen befandt jeg mig nu i bunden af Audlandsfjorden i Flåm, ventende på båden til Gudvangen. Skyerne hænger endnu tungt efter gårsdagens regnvejr, og luften er fugtig og klam.

Jeg må pænt vente, indtil en busfuld japanere med hele udstyret i elektronisk fotoisenkram er kommet om bord på den lille flyvebåd. Jeg og min tohjulede følgesvend bliver placeret nede i agterstavnen. Snart går det derudad i rasende tempo, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er lidt paradoksalt at tage herop for at nyde freden og roen og den storslåede natur, og så blive transporteret i et sådant larmende fartuhyre. Nuvel det er den eneste vej ud fra Flåm hvis man ikke er indstillet på en en 200 km omvej.
Oppe på øverste dæk er det helt store show i gang. Fra højtalere drøner informationerne om stedet ud på 6 sprog inklusive japansk. Japanerne skal forevige alt og alle. På den times tid, turen varer, bliver der brændt flere film af, end jeg bruger på et helt år.
På vej ind i Gudvangsfjorden får kaptajnen øje på en flok sæler, som ligger på klipperne og hviler sig. Med stor forsigtighed nærmer vi os, så de mange turister kan tage billeder. Men min begyndende taknemlighed for at tage hensyn over for andre levende væsener brister brat, da vi lægger fra med brølende turbiner og de stakkels dyr må flygte over hals og hoved…

Det er derfor med stor lettelse at jeg atter går fra borde i Gudvangen efter denne opvisning I vulgær turistførelse.
Fra Gudvangen går det jævnt opad mod Stalheim, hvor det begynder at regne. På rastepladsen er afsætningen i friske moreller faldet så meget, at ungersvenden er faldet i søvn helt upåvirket af regnen.  Jeg forsætter mod Gravin af en nedlagt jernbane,  hvor jeg møder et par andre danske turcyklister. Vi udveksler kort destination og god tur, ingen unødvendig snak her. Det er vist ret typisk for turcykelfolket.  Ved Skjervfossen bryder solen igennem, og lyset laver en flot regnbue i det forstøvede vand. Norge er kendt for sine lange dybe fjorde, og ved Granvin støder jeg på Hardangerfjorden, som jeg følger de næste dage.
Lige så kedeligt og trist Norge er i regnvejr, lige så smukt og storslået fremstår landet  i solskin.  Efter et par dage i gråvejr kommer solen endelig igennem, og man kan nu nyde de flotte omgivelser.

Stavanger
Efter et par dage med masser af fjorde som skal krydses med de små færger ankommer jeg til oliebyen Stavanger, hvor jeg har en dag til at kikke på byen som oser langt væk af velstand og oliepenge.
Sidst på dagen ankomme de andre sydfra som jeg skal slå følge med de næste 14 dage.

Mørke tunneler
En anden norsk specialitet er de rigtigt mange, meget lange og meget mørke tunneler. Og når jeg skriver mørkt, så er det absolut mørkt. En cykellygte er ikke meget bevendt her. Den kan lige oplyse de hvide vejstriber (hvis der er nogen). Midt inde i en 3 km lang tunnel lærer man hurtigt at sætte pris på dem, specielt når man flere gange har været helt over i den modsatte side. Verden herinde er anderledes. Ens sanser fungerer ikke rigtigt, man mister fornemmelsen for retning og tid.  Selv en kilometer føles uendelig lang. Ved møde med modgående biler er man blændet længe efter og er nødt til at stoppe, før øjnene igen har vænnet sig til mørket.

Röldal og Haugelidfjeld
Röldal ligger smukt i bunden af Röldalsvatnet. Röldal er kendt for en af Norges ældste og bedst bevarede stavkirker. Vel ankommet til campingpladsen i strålende solskin og 25 graders varme var  forventningerne til morgendagens tur op over Haugelidfjeld naturligvis i top, men ak, endnu engang skulle det norske vejr vise sin mindre pæne side.

Næste morgen er alt i gråt og med finregn. Ved den første tunnel, som er lukket for cyklister, kommer man ind på den gamle pasvej, som bugter sig stejlt op ad bjerget. Et stykke oppe holdes en ufrivillig pause, da en flok geder spærrer vejen. Begrebet skyhed kender de vist ikke, næh tværtimod, de er enormt nysgerrige, og har man lidt spiseligt, bliver man nærmest overfaldet.
Regnen er begyndt at tiltage, og der blæser en meget kold vind.  Gruppen er spredt for alle vinde, og ved Haugelidsæter beslutter jeg at vente på de andre. Det er råkoldt, og snart sidder vi alle bænket inde i varmen over en kop kakao og lidt kage, som hurtigt bliver til mere kakao og mere kage,  trods de ublu norske priser.  Da vejret denne dag åbenbart ikke er med os, må vi igen ud og trodse elementerne. Selvom skyerne hænger lavt, får man alligevel et indtryk af landskabet, som er barsk og storslået.  Turen af den næsten snorlige vej hen over fjeldet får en til føle sig meget lille.  Nedkørsel er en sand lidelse med regnen piskende ind i ansigtet, der virker som små kolde stik. Et par sokker må gøre det ud for handsker.

Et stykke nede er det helt store souvenircirkus opstillet. Hvad med en udstoppet elg, eller en ræv til 9.000 NOK… nå ikke, men et elgklistermærke blev det da til.  Det regner stadig, da vi når campingpladsen, og de magelige beslutter at deles om en hytte. Campingfatter forsøger at overtale os til en luksuslejlighed med sauna og tv, men vi nøjes med en lille trepersoners hytte, hvor vi klemmer os fem personer sammen.  De medbragte 20 meter snor bliver hurtigt brugt til at hænge det våde cykeltøj til tørre.  Fuld tryk på elvarmen og gang i mandehørmen med cola, yankiebar og gode historier.

Offroad
Små fjorten dage efter går turen atter forbi Geilo, som nu viser sig fra sin bedste side med fint vejr. Der bliver tid til en overliggerdag og lidt offroadkørsel på fjeldet uden baggage. Herlig fornemmelse at flyve op af fjeldet uden den ekstra vægt. Målet er Prestholtskarvet. Efter først at være kommet op over byen og op på selve fjeldet åbenbarer sig et fantastisk landskab. Kun Prestholtskarvet rager op her, ellers er landskabet meget fladt og tundraagtigt. Oppe ved sæteren slutter jordvejen og går over i en sti. Jeg forsætter et stykke endnu, men må snart have cyklen på nakken. Vandrene kikker måbende, da jeg kommer gående med cyklen. Et godt stykke oppe kan jeg ikke komme længere på grund af glejtcesne. Turen ned er ren kemikaze.

Ved sæteren sætter jeg mig og får en kop kaffe og hjemmelavet vafler med flødeskum og syltetøj. Jeg nyder udsigten mens jeg gør status over hele turen. Fra nu af går det mod syd til Oslo og færgen tilbage til det lille flade fædreland. Men et er sikkert, det er ikke sidste gang jeg skal op og kikke på fjeld og fjord.

Island på mountainbike af Frank Hollinger

Vulkanøen i det høje nord lokker mange udenlandske gæster. Frank Hollinger tog mountainbiken med. Læs uddrag fra en spændende dagbog.

Søndag 2. juli – Atlanterhavet kysser stille Akranes’ kyst få meter under os. Ikke en vind rører sig. Stilheden brydes kun af lyde (snorken?) fra edderfugle, der vugger i bølgerne 20 meter fra vores telt. Ude over havet mod nordvest synker solen ned bag den sneklædte vulkan Snæfellsjökull i det fjerne. Vi er stået op midt om natten for at se solen berøre kanten af vulkanen for derefter at stå op igen. En fantastisk nat, der står i skarp kontrast til aftenen før, hvor vi landede på de få meter, der var mellem de regnfyldte skyer og landingsbanen. Island har sandelig mange ansigter

Tirsdag 4. juli – Vi er fanget i stormregn på toppen af halvøen Snæfellsnes. Dråberne pisker vandret gennem luften. Her midt i passet synes vindhastigheden størst. Det startede for en time siden som støvregn og nu dette… Gudskelov har vi medvind, men det er en temmelig beskidt affære. Grusvejen bliver mere og mere opblødt, floder af vand fra himlen fylder hullerne i vejen og sprøjter op, hver gang hjulet ryger i. Vi kigger på hinanden, griner og veksler nogle ord om vejret på Mallorca i juli. Der er ikke andet at gøre end at grine lidt af det hele og blive enige om, at charterturisterne sandelig går glip af noget…

Onsdag 5. juli: – Vi er sat skakmat. Ikke af en punktering eller udstyr, der bryder sammen, men af vejret… Færgen til Vestfjordene fra Stykkisholmur til Brjanslækur er aflyst. Selv de barske fiskere bliver hjemme. Deres små kuttere ligger stille i havnen i Stykkisholmur.
Stormen finder vej ind i havnen og bådene kastes fra side til side, selvom havnen ligger godt i læ af de store basaltklipper. De eneste i Stykkisholmurs gader er turister som os, der strider sig gennem stormen. De fastboende holder sig fornuftigt indendøre. Torsdag 6. juli: – Stormen raser ufortrødent. Vi fik ikke sovet særlig godt i nat. Larmen fra stormens rusken i yderteltet var for voldsom. Vi må blive i Stykkisholmur og vente på, at den lægger sig. Det er nytteløst at stride sig gennem stormen på cykel. Tankstationen foran campingpladsen bliver vort opholdssted det meste af dagen. Her er frisk kaffe på kanden og et sandt mylder af mennesker, der står af og på bussen. Tankstationen er virkelig byens omdrejningspunkt

Fredag 7. juli: – Vi sidder foran teltet ved Hvammsfjördur og betragter skyerne, der raser over himlen. Stormen er ved at lægge sig. Undervejs spredes skyerne, mens de skifter farve fra sortgrå til lysegrå. Sceneriet er fantastisk og kulminerer, når midnatssolens lange stråler bryder igennem og rammer undersiden af skyerne og byen Budardalur på den anden side af fjorden. Målet for morgendagen. Tankerne går tilbage til dagens oplevelser, hvor vi besluttede at lægge ruten om og droppe ideen om at opleve Vestfjordene. Vi kunne ikke blive ved med at vente på, at færgen sejlede igen. – Så bliver der mere tid til lidt vandring i højfjeldet i næste uge

Nyfalden sne
Søndag 9. juli: – Udsigten er formidabel. Kampen mod bakken har lønnet sig. Mod syd ligger de sneklædte bjerge i højlandet, mod nordvest vokser nordkystens stejle klippevægge lodret op af Danmarkstrædet.
En fascinerende tanke at næste stop mod nord er Grønland få hundrede kilometer borte og Nordpolen. I det fjerne mod nordøst ligger konturerne af Vestfjordenes stejle klipper. Skråningerne er dækket med sne. Sommeren er simpelthen ikke nået derud i år. Vi ryster lidt ved tanken om, hvor koldt det ser ud og fortryder pludselig ikke, at vi droppede Vestfjordene. Nordkysten er kold nok til os. Det sidste døgns tid er temperaturen faldet. Der var 5C ude foran teltet i morges og på bjergene bag os ligner nattens nyfaldne sne flormelis, som er drysset på store mørke sandkager.
Rundt om os stryger lokale regnbyger over en urolig himmel med kraftig vind nordfra. Regnbygerne står klart aftegnet med lodrette streger af vand, der vælter ned. Vi er endnu ikke blevet våde, men bliver alligevel ramt: Store kager of mudder har sat sig fast mellem dæk og stel efter en strækning, hvor en byge var kommet os i forkøbet og havde blødt vejen op til et ælte. Der er ikke andet at gøre end at stoppe og forsøge at skrabe mudderkagerne af. Vi flyver over skyer

Tirsdag 11. juli: – De store lastbiler suser tæt forbi os. De forsøger at trække ud, men den lige så tunge modkørende trafik gør det ikke muligt. Det korte stykke på Ringvej 1, som vi ifølge kortet er nødt til at cykle på, synes længere end nødvendigt. Vi ønsker os hjem til de trygge cykelstier i Danmark og forsøger at lede tankerne på flugt og få dette overstået så hurtigt som muligt. Det er tænkeligt, at Islands vareforsyning er afhængig af denne ringvej, der forbinder de fleste større bysamfund, men egnet til cykling er den ikke.
Det flotte høje vejr, som dagen startede med, ender brat, da store mørke skyformationer trækker ned over kysten fra nord.
Temperaturen falder. Klokken er ni om aftenen og der er endnu 20 km til Blonduos, som er målet for denne dag. Vejen er nyasfalteret og løber på en hylde i bjergsiden. 100 meter under os er der en stor græsslette med spredte gårde ud til den store fjord Hunafloi. Sletten ligner et stort stykke grønt stof, som er spændt ud mellem de stejle bjerge. Små prikker, der viser sig at være flokke af de bredryggede islandske heste, som løber legende rundt. Tågen fra havet og fjorden trækker langsomt ind over sletten og inden længe forsvinder landskabet og hestene i tågen under os. Det går ned ad bakke på ny asfalt. Vi suser afsted. Det føles, som om vi flyver over skyer. Udstilling af velstand Blönduos er så stor en by, at den kan prale af et bytorv med et rådhus, posthus og hvad der ellers hører sig til. Men bymidten viser sig at ligge i udkanten af byen ved de tre tankstationer på hovedvejen. Her samles islændingene i mindre træf for firhjulstrækkere i alle afskygninger. De, der endnu ikke har kørekort og mobiltelefon, er iført en mode, som er et hestehoved foran den københavnske. Denne udstilling af velstand gør alle vore forestillinger om islændinge som fattige bønder med får og heste til skamme.

Torsdag 13. juli: – Fantastisk at ligge her i Kjölur under åben himmel i næsten skoldhedt vand med udsigt til højsletten og to kæmpebræer. I den aktive undergrund mellem bræerne ligger de varme kilder, der gør dette muligt. Vandet løber til i store slanger fra henholdsvis den varme kilde i undergrunden og den nærliggende kolde bæk. Det gør godt at få de trætte muskler blødgjort. Dagens 60 km’s cykling på skærvevej har taget hårdt på musklerne i ben, nakke og arme.
Alle islændingene kører videre for at stå på ski omme på nordsiden of Kerlingarfjoll, så vi er helt alene, da vi forlader vejen på vores vandretur til de varme kilder i kryolitbjergene. Omkring os ligner de store runde kryolitbjerge med spredte sneklatter ryggene på brune kæmpeelefanter med flødeskum på. Nede fra bunden står store dampskyer op. Da vi følger den smalle sti ned til bunden, mødes vi af den umiskendelige svovllugt fra de varme kilder. Fascinerende at hullerne, hvor vandet bobler lystigt, opvarmes af den kogende aktivitet i jordens indre.

Statister i en cowboyfilm
Fredag 14. juli: – I det fjerne hvirvles støvet op af en lille prik, der bevæger sig langsomt, men sikkert over højsletten. Vi føler os hensat til en John Wayne-film, hvor diligencen i støvskyen bliver angrebet af indianere omkring næste hjørne. Et kvarter senere møder vi “diligencen”: En firhjulstrukken Lada Niva udstyret med overdimensionerede dæk og stor tagantenne, der får den til at ligne en radiobil fra et nærliggende tivoli. Denne Lada er bare en af mange firhjultrækkere, som vi møder i højfjeldet.

Overfaldet af fluer
Lørdag 15. juli: – Maverne knurrer og vi beslutter at indtage frokosten på nogle store lavaklumper ved et mindesmærke med vid udsigt over højsletten. Lavamarken ser umiddelbart gold ud, men ved nærmere eftersyn stikker små fjeldblomster hovedet op over lavaen. Der er helt stille omkring os. Ingen fugle, ingenting. Kun en svag susen fra den evige vind høres. Pludselig afbrydes stilheden af en flue, der sværmer om maden -hvor kommer den fra? Ifølge turist-brochurerne lever der ingen dyr på selve højsletten, men hvem tænker på fluer? Samme aften skal vi imidlertid sande, at det er fluerne, der hersker på højsletten. Vi må søge ind i teltet efter at være overfaldet af sværme af små irriterende fluer, der finder morskab i at kravle ind i ører, næse og øjne.

Mandag 17. juli: – I Geysir danner et par gårde, en tankstation, et hotel og en campingplads rammen om byen og de mange turister. Hovedattraktionen er den springende varme kilde Strokkur, der med få minutters mellemrum sender vand 30 meter op i luften. Vi sidder trætte foran teltet efter at være kommet ned fra højfjeldet. Medvinden og et fald på 500 højdemeter hjælper os hurtigt ned til den grønne frugtbare sydkyst. Kontrasten er næsten for stor. Efter stilheden i det øde højland er der virkelig kontrast til en tætpakket campingplads, flagrækker, postkortudsalg, souvenirboder og de mange turister, der trækkes til attraktioner som Strokkur, Gullfoss-vandfaldet og sletten Qingvellir, hvor parlamentet blev “født” for mere end 1000 år siden. Selv cykelturister vrimler det med…

Angrebet of fugle
Onsdag 19. juli: – Vi sidder i læ ved kirkemuren og nyder solen og udsigten over Atlanterhavet. Vi skal lige komme os efter forskrækkelsen, da vi cyklede gennem og kom til at forstyrre freden i en ternekoloni. Ikke nok med at de fløj truende lavt hen over os, men en enkelt terne dykkede sågar ned og hakkede os i hovedet. Vi følte os hensat til Hitchcock-filmen “Fuglene”. Vi har vendt næserne mod lufthavnen i Keflavik. Solen står højt på himlen. Termometeret viser 18°C i skyggen. Det bliver turens varmerekord. Det er en sej tur langs kysten med stiv kuling. Ikke bare vinden er imod os, men også den sandede vej langs kysten er sej at køre på. Dækkene går nogle gange går “helt i bund”, så vi må stå af og trække. Strabadserne opvejes dog af udsigten over havet og fuglefjeldet, der ved nærmere eftersyn syder af aktivitet.

Torsdag 20. juli: -Amerikanske jagerfly og helikoptere hænger i luften som terner over Atlanterhavskystens klipper. 25 km borte ligger lufthavnen i Keflavik, der er hjemsted for adskillige amerikanske eskadriller. Med disse stålfugle hængende over hovederne, ligger vi igen med kroppen under varmt vand. Skønt. Vi skal lige have det sidste varme bad med.

Fredag 21. juli: – Stewardessen serverer en islandsk øl, mens vi nyder udsigten over Island under os. Vikingen på øldåsen minder os om historien fra de farvelagte brochurer og de norske vikinger, der for 1100 år siden bosatte sig på vulkanøen. Vi bliver hurtig enige om, at der skal vikinger til at bosætte sig på en ø, hvor man er så meget i naturens vold: Jordskælv og vulkanudbrud er dagens (u)orden. Tankerne går tilbage til de tre uger i sadlen, hvor netop det uberegnelige vejr og den voldsomme natur har givet os en oplevelse for livet. Der går næppe lang tid, før vi ønsker os tilbage til den friske vind og den rene luft i Island. Antiklimaks indtræffer, da vi lander i København i 27C og den fugtige varme blandet op med bilos udenfor ankomsthallen hilser os velkommen tilbage til civilisationen

Anbefalet rejsetidspunkt
Juni – august. Fjeldvejene midt på øen er som regel lukkede til begyndelsen af juli og igen fra September.

Transport til/på øen
Færge: Smyril Line sejler hver lørdag fra Esbjerg via Færøerne og Norge til Seyaisfjoraur. Pris: Fra 4.000 kr. for en person t/r med cykel. DFDS, tlf. 79 17 79 17.
Fly: Icelandair flyver knap 20 gange ugentlig fra København til Keflavilc. Jackpotbillet t/r: 2.800 kr. Skal bestilles i meget god tid. Cykler gratis med i henhold til regler for cykler i rutefly Icelandair, df. 33 12 33 88.
Bus: Udbredt busrutenet, hvor en bus medtager et begrænset antal cykler
Indenrigsfly: Udbredt indenrigsfly
Tog Ingen togtrafik.

Kort
Fine kortserier fra Islands geodætiske institut, Landmælingar Islands: 1:100.000 (87 kort), 1:250.000 (9 kort eller 5 dobbeltkort) og I :500.000 (1 kort). Kan købes/bestilles hos boghandlere i Danmark eller købes hos boghandlere i Island, evt. hos Landmælingar islands i Reykjavik, Laugavegur 178 Sværhedsgrad Bortset fra lange strækninger med skærver eller sand på fjeldvejene og trækken af cyklen over elve er der ikke meget, der bør stoppe en. Man bør dog være (psykisk) forberedt på ustadigt, dårligt og koldt vejr og det faktum, at det stort set altid blæser.
Stigningerne er humane og sjældent alpine.

Udstyr og påklædning
Vand og vindtæt tøj er en nødvendighed.
Tag både sommer og vintertøj med, også handsker og hue.
Vandtætte støvler anbefales.
Teltet skal være et gods fjeldtelt med ekstra barduner og pløkker, der kan tåle en storm. Varm sovepose en selvfølge.
Køb vandtætte cykeltasker eller brug regnovertræk til de “gamle”. Tag værktøj og reservedele med.

Vejene
I byerne er vejene asfalterede. Ellers er resten lava. Lige så snart man forlader Reykjavik og Ringvej nr. 1 er der sjældent tung trafik. Fjeldvejene på tværs af øen er som regel lukkede for al trafik udenfor sommersæsonen på grund af vand, sne og mudder.

Priser
Det ekstremt høje prisniveau, som man hører om, er lidt af en myte. Det er dog noget dyrere end i Danmark.

Klima
Den store ukendte faktor. Skifter ustandseligt. Gennemsnitstemperatur for lavlandet om sommeren er 11 °C, hvor nordvestlandet og nordkysten er koldest. Det kan sne på nordkysten og i højlandet om sommeren.
Lyst næsten hele døgnet i juni, juli og august.

Litteratur
Heino Døygaard: Island Rundt. Skarv/Høst & Søns forlag 1992.

Nyttige adresser
Det islandske cyklistforbund, Islenski Fjallahjolakhibburinn, Box 5193, IS
Icelandair, Vester Farimagsgade 1, 1606 København V, tlf. 33 72 33 88, fax 33 9.3 8G 11, sælger flybilletter og er repræsentant for det islandske turistråd. Gratis fortegnelser over campingpladser, vandrerhjem, hotelilr, busruter, indenrigsfly etc.
Turistinformation i Reykjavik, Bankastreti 2, Reykjavik. Tlt. 00 354 5G2 3045. Fax 00 354 1G2 4749.

Nyttige links
http://www.vulkanresor.se
http://www.thur.de/~waps/island.html http://www.math.science.unitn.it/Bike/Countries/Iceland/Tour_Reports/Tour.html

En beskidt omgang.

Diset lørdag i marts. Vi er tidligt ude og på vej med Pilen i flyvende fart over
Øresund til Malmø. Frosten er gået af jorden så vi har vovet os afsted med
rygsæk, sovepose og trangia på årets første weekendtur.

Turen ud af Malmø og videre mod Skårup forløber uden
problemer.

Lige før Torup friluftsgård kommer vi ind på grusvejen og
får her første fornemmelse af hvad det er vi har begivet os ud på. Selvom
frosten er forsvundet er det kun overfladen der er tøet og al smeltevandet
ligger derfor ovenpå. Den ellers normalt fine grusvej er nu forvandlet til et
mudderpløre uden lige. Efter få hundrede meter er vi smurt godt og grundigt ind
i mudder. Gregersen giver mig et af hans karakteristiske lettere anklagende
blik. Det er hans debut i Sverige, så han havde selvfølgelig ringet et par dage
i forvejen og bl.a. spurgt om det ikke var en god ide at sætte skærme på
mountainbiken. Det havde jeg ment, var fuldstændig unødvendigt, under henvisning
til at “rigtige mænd ikke bruger skærme”. Nu måtte jeg jo nok sande at rigtige
mænd nok havde burde havet været fornuftige mænd og sætte skærme på.

Efter en lille pause ved friluftsgården og fjernelse af
det værste mudder fra cykel og tøj, bevæger vi os ind på selve vandreleden. Her
er underlagets beskaffenhed straks noget bedre. Vi holder en pause ved
Eskholmsøen hvor der er et shelter. Hurtig får vi gang i trangiaen til en kop
varm suppe. Ikke dårligt, der faktisk en smule koldt.

Snart er vi igen ude af skoven og veje og stier er godt
mudrede. Vi skal forcere en del hegn med cykel og rygsæk og trinnene er
spejlglatte. Ved indflyvningen til Sturup flyveplads, finder vi en brønd og får
vand både til ind og udvortes. En af de “store fugle” kommer i lav højde hen
over hovederne på os, og lægger an til landing Ved V. Bomhus deler leden sig i
to, en nordlig og en sydlig rute gennem Häckebergers naturreservat. Vi tager den
nordlige rute forbi Häckebergasøen. Nu bliver terrænnet mere krævende, men
samtidig også meget flot. Denne lørdag eftermiddag er ikke uden farer. Et sted
må vi over en tilsyneladende frossen sø, men under isen som revner under vores
vægt, er der ingen vand, en sjov oplevelse. Flere af nedkørslerne er desuden de
rene skøjtebaner, men alle forhindringer overvindes og vi når frem til
Kullatorpet, hvor man normalt kan får kaffe og kage, men desværre er vi for sent
ude. De lukker klokken tre.

Tiden er fremskreden, så i stedet for at cykle helt op
til shelteret ved Romelstugaen, tager vi en lille afstikker mod syd til Bilarp,
hvor vi finder et ledigt shelter inde i skoven. Der har været nogle
dagsvandrere, så bålpladsen er endnu varm og med gløder. Brænde er her nok af,
så snart knitre bålet lystigt. Efter den obligatoriske travellunch og portvin
går snakken lystigt om dagens oplevelser. Desværre blæser det en smule og
uheldigvis lige ind i selve shelteret. Da vi kun har marts måned begynder kulden
også at kunne mærkes, så snart må vi krybe i poserne. Vi skiftes til i løbet af
natten at holde gang i bålet.

Næste morgen har det regnet og der ligger en klam tåge
over området. Hurtigt får vi pakket sammen og kommer i det klamme cykeltøj som
lugter fælt af røg. Vi begiver os igen nordpå ind på selve Romelåsen som er
turens højdepunkt. Terrænnet er krævende og ikke mindst fordi det er fugtigt og
mange steder spejlglat af is og mudder, må vi af cyklen mange gange og trække og
bære. Oppe ved selve Romelstugaen som også fungerer som vandrehjem er der i
klart vejr en fantastisk udsigt ind mod Malmø og København.

Vejret er ved at blive varmere og solen begynder så småt
at titte igennem. Det sidste stykke op til Hällestad er en skønsom blanding af
asfalt og grusveje. Ved Skryllegården indtager vi en velfortjent middag på
terrassen. Jo nu er foråret vist på vej. Turen hjemover foregår på asfaltered
biveje med pivende kæder, som efter weekendens stradbasser er ræverøde.

Fakta
Romelåsen er ligesom Söder og Hallandsåsen
geologiske efterladenskaber fra istiden, men noget mindre og knapt så
vildt.
Udgangspunktet for ruten er Torup frilufsgård mindre end 15 km fra
Malmø. Turen fra Malmø går det meste af vejen, af en nedlagt jernbanelinie. Sørg
for at tage den direkte vej ud af byen. Hvis du vælger cykelstinettet får du set
hele Malmøs forstadskvarterer og en ekstra 10-15 km…
I modsætning til
Hallands- og Söderåsen er Romelåsen mere åben med skiftende landskaber og
vegetation. Flere steder især i starten skal man af cyklen og bære den over
indhegningerne for at krydse marker og enge med græssende dyr. Alternativt kan
man overnatte på vandrehjemmet Romelstugaen som ligger meget flot.

I skovens dybe stille ro

Optakten
Sverige er et dejligt land og for mountainbikere et sandt paradis. Söderåsen og Romelåsen er for længst blevet opdaget af eventyrlystne Københavnere som efterhånden syntes at de samme spor er blevet lidt for kedelige.
Men fortvivl ej. Rent faktisk behøver man ikke at skulle længere nordpå end Halmstad for at finde nye udfordringer. Er du til store uberørte skovområder i et meget kuperet terræn, og indstillet på ikke at møde en sjæl så
læs her. Man kan selvfølgelig cykle derop, men er tiden knap er det mere hensigtsmæssigt at tage cyklen med toget. Fra Helsingborg kan man få sin cykel med toget som expressgods. Cyklen afleveres og kommer med samme tog som du selv er med. Det er muligt at få få cyklen med til 170 stationer i Sverige.

Eventyret tager sin start
Det er en fin september aften og vi er lige ankommet til Halmstad. Nu må kortet frem, da vi skal finde hurtigt ud af byen. Målet er Simlångsdalen 20 km mod øst. Skumringen kommer hurtigt og snart er det mørkt. Nu har vi god gavn af vore halogenlygter. Ude på den nedlagte jernbanevæk fra landevejen er det virkelig “Halland by night”. Snart når vi Simlångsdalen hvor Hallandsleden krydser. Det er meningen vi vil følge den de næste par dage.
Da vi kommer ind i skoven bliver det for alvor mørkt, og man fornemmer ikke hvor kuperet terrænnet er, bl.a derfor får Frank stillet sit gear så uheldigt at det låser sig fast, midt på en stejl stigning. Snart når vi frem
til shelteret som desværre er optaget af en flok lokale svenskere, hvorfor vi må slår lejr ved søen og benytte en badekabine som shelter. Det er en af de ting man må være forberedt på. Snart knitrer bålet og trangiaen snurrer lystigt. Menuen står på tatellie med tomatsovs og rødvin. Tidligt næste morgen ligger efterårstågen tungt over søen men snart letter den i varmen fra solen. Hurtigt pakker vi vores grej i rygsækkene og cykler videre.

Ensomheden
Efter Simlangsdalen begynder vi at bevæge os mod nord, ind i de store skovområder, væk fra civilisationen. Vi cykler af småstier og passerer en mængde søer og små vandløb. Det ene øjeblik på toppen og nyder udsigten over en sø og lidt efter omgivet af tæt nåleskov og total stilhed, jo det er utroligt afvekslende og har en fantastisk virkning på sjæl og krop. Efter en kort tilbagevenden til civilisationen i Oskarstrøm, hvor vi tanker proviant fortsætter vi vor færd ind i ødemarken. Sidst på eftermiddagen finder vi et shelter på en lille halvø med en fossende bæk på hver side. Det bærer præg af at det er meget længe siden her har været nogen. Det er yderst forfriskende at få vasket sig ren i den fossende bæk, og skiftet det efterhånden noget svedige cykeltøj ud med noget rent. Igen trylles der en velsmagende og cykelnærende menu frem på trangian.

Eventyret tager sin slutning.
Søndag morgen, luften er fugtig og duggen hænger stadig i græsset, mens vi tanker vand ved en ensomt beliggende
ødegård. Et af de få huse vi ser denne formiddag. Langsomt bevæger vi os mod Getlinge men langt fra den lige vej, nej vi må forcere et par højdedrag eller tre inden vi endelig bevæger os ud af de hallandske højder. Kort før byen
begynder det at regne hvorfor vi beslutter at cykle op til Falkenberg og tage toget hjem herfra. På vejen laver vi en afstikker helt ud til kysten og får et glimt af den begyndende skærgård.

Udstyrliste
Det er vigtig at have det rette udstyr hvis turen skal være en fornøjelse. Vægten skal begrænses mest muligt, husk du skal have det hele på ryggen. ( max. 5-8 kg.)

Rygsæk 35-40 l gerne dråbeformet som sidder tæt til ryggen. Sovepose letvægtsmodel ca. 1 kg.  Liggeunderlag ThermaRest fylder meget mindre og er meget komfortabel. Bioarkpose til hvis du ikke kan finde et shelter og skal sove under åben himmel, vandtæt og varmeisolerende. Trangia og sprit til at tilberede mad på, Husk tændstikker… Gider du ikke selv at tilberede maden og skal det være let, kan du med fordel bruge Travellunch som er frysetørret mad der smager udmærket. Suppleret med brød har du et fuldt måltid. Neskaffe, te, brød og ost til morgenmaden, evt. noget frugtpålæg. Supler med din favorit power bar eller chokolade. Skiftetøj skal begrænses og være let, lærredsbukser, joggingbukser og en flece. 2 store vandflasker. Klikpedaler vil jeg kun anbefale hvis du er rutineret, jeg er selv væltet et par gange og slået mig temmelig slemt, fordi jeg ikke nåede at komme ud. Et par gode støvler er også bedre at gå i når cyklen skal bæres. Lommekniv og en lygte og ikke mindst lappegrej, pumbe og nødværktøj.

God tur…

Skåne Halland og Blekinge. Engang en del af et stort Danmark. I dag igen en del af Sverige som man må nøjes med nyde som turist og lade tankerne gå tilbage da lille Danmark var stort.

Kristainstad
Udgangspunkt for denne tur. Jeg fik cyklen med bussen fra Helsingborg. For øvrigt en sjov lille historie. På vejen
ud var jeg helt alene i bussen men alligevel skulle jeg høre på chauførens formaninger at det var helt unik situation at jeg sådan kunne får cyklen med og at det ikke var normal praksis. På vej hjem var busen stopfuld med skolebørn og
andre rejsende. Ingen sure miner her. Af med taskerne og ind med cyklen i bagagerummet, ja jeg fik sågar en særlig cykelbillet.
Kristainstad har navn efter den danske enevælde konge Cristian den 4. Den er grundlagt i 1611.  Byen blev anlagt med et kraftigt forsvarsanlæg, som man stadig kan se rester af , men ellers ligner den større byer flest.
Efter at være blevet sat af bussen en tidlig søndag morgen begiver jeg mig på vej mod øst, over mod Sölvesborg. Store dele af Sveriges papirproduktion ligger i dette område, så luften er tæt af den karateristiske sødlige luft af cellulose. Nordpå over mod Karlsham følger jeg jernbanen og får lige et glimt af en dansk exportvare. IC-3 toget kører her som regionalttog i karakteristisk gul7blå malin svnsk bemaling.

Terrænet ændrer karakter fra det flade til det mere bakkede. Ikke langt fra karlsham krydser jeg Mörums fossen som er kendt af mange danske lystfiskere for sit fine laksefiskeri.
Jeg følger Cykelporet som er en afmærket cykelrute som følger kysten helt op til Stokholm. Området byder på mange forhistoriske minder bl.a nogle flotte runestensætninger.
Jeg tager en afstikker gennem naturreservatet ned mod Jarnavik, hvor jeg tidligere har været på Mountainbike. Jeg havde glemt ruten som bestemt ikke egner sig til en fuldtlastet turcykel.  Det begynder desværre at regne voldsom så jeg vælger at køre om til Ronneby og vandrehjemmet.

Kristiansnopel
Denne lille by ligger smukt ud til Østersøkysten og stammer helt tilbage fra 1200 tallet. Der findes en meget
velbevaret ringmur uden om hele byen. Man mærker tydeligt at campingsæsonnen er ved at være ovre, her er helt tomt.
I denne lille hyggelige by kommer danskheden rigtig til syne. Nede på havnen er opsat en dansk postkasse, med
ordlyden at man syntes at den er pænere end den svenske og at man roligt kan komme sin post i den da den nok skal blive tømt. Alt ånder fred og idyl denne smukke sensommeraften, men næste dag blæser det koldt og der er støvregn i luften. Jeg forsætter mod nord tl Kalmar langs en meget smuk kyststrækning.

Kalmar
var i 1300-1400 tallet nærmest betragtet som Sveriges hovedstad. Et af landet fineste renæsanneslotte fra 1100 tallet ligger her. Jeg får lige et hurtigt kik inden jeg bevæger mig ud på den 14 km lange bro over til Öland.  Jeg kan ikke lade være at tænke på at argumentet om at den nye storbæltsbro ville blive for lang at cykle over ikke holder helt. Her går det fint. Vejret er blæsende og ustadigt, og jeg når lige at få slået teltet  op på en endnu en tom campingplads da der åbnes op for sluserne.  Det regner næsten uafbrudt det meste af aftenen.
Efter den korte visit på Öland vender jeg næste dag atter næsen mod fastlandet. Jeg når dog lige at hilse på en
kæmpemæssigt dinosauer som gør reklame for en forlystelsepark.

Glasriget
Nu går turren tilbage mod Kristinastad men jeg vælger at køre end gennem landet hvor der findes en stor glasproduktion af brugsting deraf navnet Glasriget. En dag kører jeg små 100 km af små grusveje
som strækker gennem et enormt nåleskovsområde uden nogen videre bebyggelse. Efter i timevis at have cyklet i tæt skov uden at møde nogen, begynder tankerne at flyve, og man bliver temmelig forskrækket når en Elg pludselig krydser vejen.

Under frokosten indtaget på et stengærde, får jeg følelsen af at blive iagtaget.  Jeg vender mig om og lige bag mig, står tre ungtyrekalve og kikker nysgerrigt.
Igen spiller august måneds vejr en et puds med kraftig vestenvind og regnbyger, og for årstiden lave temperaturer så jeg begynder min færden sydover tilbage mod udgangspunktet.  Efter små 5 dage er jeg atter tilbage og kan
tænke over hvordan det havde været hvis Danmark stadig havde haft Skåne, Halland og Blekinge.

Det havde været vældigt treveligt…

På tykke dæk i det svenske

Foto: Frank Hollinger

Indrømmet uberørte spor og åbne vidder er efterhånden temmelig svære at finde i Danmark, og specielt hvis man som jeg bor i København.  Bevares Hareskoven og Dyrehaven er da flot, men som ægte mountainbiker med hang til eventyr melder lysten sig ofte, til lidt mere end de samme opkørte spor i en flad dansk skov.

Når foråret er på vej og den første varme begynder at melde sig trækker det i den gamle hest og det er tid for en
stund at bryde op og opleve friheden på de tykke dæk.
Se nu behøver man altså ikke tage til Sibirien for at opleve suset, mindre kan også gøre det og har man
kun en forlænget weekend til rådighed, er Sverige et oplagt mål.

Det er en tidlig maj morgen. Den opgående sol titter ind gennem togruderne, mens vi hurtigt bevæger os langs kysten mod Helsingør. På den anden side kan vi se det forjættede land som skal være rammen om vore oplevelser de næste 4 dage.
Vi har valgt at cykle fra Helsingborg mod nord til Bådstad (ca. 70 km) og have vores base der.
Vores oppakning repræsenterer, sjovt nok hver især, tre forskellige typer for let weekend turoppakning:

• små cykeltasker bagpå

• små cykeltasker foran

• og endelig ryksæk.

Turen går af mindre biveje uden trafik mod Angelholm. Solen har fået magt, så noget af det varme cykeltøj må af.
I Angelholm, holder vi den første pause og nyder den varmede forårssol og
frokosten ved Rönne å.
Mætte og ladet med ny energi forsætter turen langs kysten op til Vejbystrand hvorfra ruten nu går stik nord mod Hallandsåsen som tydeligt rager op i landskabet. Vi tager landevejen op over åsen,  hvorfra der er en fantastisk tur ned til Bådstad. Vi checker ind på vandrehjemmet som ligger i udkanten af byen. Aftenmaden stod på dyr svensk pizza.

Bjärehalvøen:
Næste dag følges stisystemet langs kysten ud på Bjärehalvøen. Turen byder på meget forskelligt terræn, bl. a op
over to højdedrag hvor cyklen må bæres. Belønningen for anstrengelserne, er en flot udsigt over bugten og ind til Bådstad. Turens naturmæssige højdepunkt er de spændende klippeformationer ved Hovs Hallar som er naturreservat.

Hallandsåsen:
Lørdag står Hallandsåsen for skud. Næsten inden vi har fået sat os i sadlen må vi af igen og trække op af en meget
stejl skrænt. På toppen ligger et af de mange shelters som alle kan benytte til overnatning. Udsigten herfra er fantastisk. Vi bevæger os hurtigt væk fra civilisationen og befinder os snart balancerende på nogle smalle blanker. Stedet er Ålemose. Ikke er videre egnet til cykling man meget spændende og med en anderledes vegetation. Efter at have krydset under motorvejen begynder udfordringerne for alvor. Snørkele stier som det ene øjeblik bevæger sig stejlt opad for på den anden side nærmest at falde lodret ned, jo her er udfordringer nok. Undervejs må vi forcerer endnu et par moser, inden turens højeste punkt Högalteknall er i sigte 230 m.o.h. Udsigt er der ikke meget af da hele toppen er beplantet med nåletræer. I Koärp drejer vi fra vandreleden og tager grusvejen  ned til Västersjön og Rössjön som ligger utrolig smukt neden for selve Hallandsåsen. Efter en velfortjent pause går turen atter mod Bådstad af små biveje. Efter en lang dag i sadlen trækker turen op over åsen søm
ud…

Søndag er opbrydningsdag og snart går turen atter mod Helsingborg og fædrelandet efter 4 dejlige dage i vores broderfolks uspolerede natur.

Kort:
Har du lyst at gøre turen efter kan følgende kort anbefales.
Blå kartan nr 42 Halmstad 1:100000
Blå kartan nr 32
Helsingborg 1:100000
Cykle i Skåne 1:200000 med ruter
Skåneleden Kyst til kyst nr. 2