Kategori-arkiv: ITALIEN

Gardasøen


Tove og Per Boe har opdaget turcyklingens glæder. Læs deres beretning fra en cykelferie ved Gardasøen.

Efter et par vellykkede cykelferier langs Elben og Donau søgte vi i år nye udfordringer længere sydpå, nærmere betegnet Gardasøens østlige bred. Det blev til en oplevelsesrig cykeluge i strålende solskin.
Turen var arrangeret af Bike Italien af en dansker, der bor dernede som tilsyneladende kender hver en lille sti og flække i hele området.
Vi kørte på mountainbikes, en nødvendighed når underlaget ikke altid er lige jævnt, og terrænet til tider ret kuperet!Dagsetaperne var på ca. 60 km og turene tilrettelagt, så hver dag havde sit specielle præg. Vi kørte for det meste på småveje og stier og var sjældent ude på større trafikerede veje. Prisen for at holde sig langt fra alfarvej var utallige retningsskift og stop for at kigge på kort og vejbeskrivelser. Det tog tid og betød, at vi ind imellem kom i tidsnød og måtte fravælge at gøre holdt ved de attraktioner og historiske steder, vi ellers var anbefalet at se undervejs.



Start i Mantova
Vi startede i Mantova syd for Verona og kørte langs floden Mincio nordpå. Landskabet var fladt, frodigt og idyllisk og den ene majsmark afløste den anden – en udmærket opvarmningsetape. Vort mål var den lille by Pozzolengo, hvor vi blev indkvarteret på et hyggeligt Bed and Breakfast nær byens borg, og hvor vi fandt en lille lokal restaurant. Til aftenmåltidet fik kokken frit spil. Det resulterede i et herligt måltid med italienske specialiteter og lokale vine til en yderst rimmelig pris.

Mindesmærke fra italiens uafhængighedskrig
Næste dag startede med et besøg ved et mindesmærke fra Italiens uafhængighedskrig, San Martino delia Battaglia, et 74 meter højt tårn, hvor man fra toppen havde den flotteste udsigt over landskabet, og hvorfra vi for første gang kunne skimte Gardasøens blanke vand og de omkransende bjerge. Terrænet blev noget mere kuperet, og majsmarkerne afløst af vinmarker. Sidst på formiddagen nåede vi Peschiera, den sydligste by ved Gardasøen, og herfra gik turen opefter til Lazise, en hyggelig middelalderby, hvor man uundgåeligt måtte slå sig ned på søpromenaden med en kold drink og nyde udsigten over søen. Dagens mål var Garda, som vi kunne besigtige fra toppen af en klippe, La Rocca, lige syd for byen. Det var hårdt arbejde at nå derop, men belønningen, en fantastisk udsigt over byen og søen var arbejdet værd.



Malcesine
Denne dag havde vi guide på den første del af turen. Det var rigtig fint – ingen unødige stop for at læse kort, mange spændende oplysninger undervejs. Ruten var lagt på små stier på bjergskråningen, det gik virkelig op og ned, og der blev brug for alle cyklens 21 gear og de brede dæk. Efter 12 km anstrengende kørsel nåede vi op til Creo, hvor vi indtog en velfortjent frokost med en enestående udsigt over søen. Så skulle vi ned ad bakke til vort næste mål, Malcesine. Undervejs blev der tid til en svalende dukkert i Gardasøens klare vand.

Dag 1.
Malcesine blev udgangspunkt for de næste dages udflugter. Første dag tog vi færgen fra Malcesine op til søens nordligste punkt, Torbole. At se det hele fra søsiden var ikke mindre smukt, og undervejs kunne vi betragte det mylder af windsurfere, kitesurfere og optimistsejlere, der boltrer sig på søen. Fra Torbole langs kilometervis af vinmarker og blomstrende azalier til Arco, endnu en hyggelig, gammel by, som samtidig er et mekka for bjergbestigere. Kiggede man opad kunne man se bjergbestigere som bittesmå kulørte edderkopper kravle rundt på de stejle klipper. Nord for Arco ligger bjergene flot på begge sider, og man kører gennem et stort område, hvor kæmpe klippestykker ligger smidt overalt som et minde om det største stenskred i Alpernes historie. Efter en rundtur omkring søen Cavedine rullede vi i ro og mag langs floden Sarca tilbage til færgelejet i Torbole. Herfra valgte vi dog at cykle hjem til Malcesine i stedet for at sejle. Det foregik ad den meget befærdede vej, der går hele vejen rundt om Gardasøen. Med bilerne fløjtende om ørerne sendte vi de små, stille grusveje en venlig tanke!



Dag 2.
Dagen bød på en toppræstation – på den magelige måde! Vi tog kabineliften op til 2000 meters højde til toppen af Monte Baldo. Hvilken stilhed og hvilken udsigt på toppen! Man føler sig meget lille og ydmyg, når man står og kigger ud over et så storslået landskab til alle sider. Nedkørslen foregik på østsiden af bjerget. En herlig fornemmelse bare at suse nedad gennem det ene hårnålesving efter det andet. Dog måtte vi undervejs overvinde en næsten 3 km lang bakke (i opadgående retning!), så vi undgik ikke sved på panden den dag heller. Til gengæld gik det så langsomt, at vi fik tid til at nyde alle de smukke blomster, der stod i fuldt flor. Nedturen førte os ned gennem dalen Val Lagarina, hvor vi endnu engang måtte sande, at vi var i tidsnød og derfor måtte droppe en vandretur, der ad 3000 trin skulle have ført os op til valfartskirken Madonna di Corona, der ligger bygget ind i klippen.

Dag 3.
Efter overnatning hos en lille vinbonde i Caprino blev vi i bil kørt op i 1000 meters højde i Lessianabjergene nord for Verona. Og så gik det atter nedover ad små veje med smukke udkig og mange hårnålesving gennem vinområdet Valpolicella. Et skønt afbræk i cykelturen fik vi i vandfaldsparken i Molina, hvor vi gik rundt mellem talrige vandfald for til sidst at komme ned i en stor fascinerende klippegrotte.



Til Tosca opera i Verona
Fremme ved vort sidste logi – atter et hyggeligt B&B langt ude i vinmarkerne, hilste vi af med cyklerne for at bruge den sidste dag til fods i Verona.Et af turens højdepunkter foregik ikke siddende på cykelsadlen, men på stentrinene i den 2000 år gamle Arena i Verona. Sammen med flere tusinde andre sad vi, udstyret med vin, ost og brød, under åben himmel i den lune aften og så operaen Tosca. Meget stemningsfuldt. Fra arrangørens side var der forslag til at prøve andre aktiviteter, f. eks thermalske bade, white-water-river-rafting og via Ferrata (en speciel form for bjergklatring). Vi mente dog, cykelturen ville give os udfordringer og oplevelser nok, og det holdt stik.



Vi kan varmt anbefale turen til alle, der har lyst til en aktiv og samtidig afslappende ferie. Interesserede som har lyst at gøre turen efter kan finde mere information på Bikeitalien

Tove og Per Boe, Odense


Også udgivet i:Turcykling | Tagget , | Der er lukket for kommentarer

Indtryk fra Toscana


Toscana er overalt kendt for sin kunst, historie og smukke landskab. Men også for cyklister er det lidt af en paradis. På grund af det milde klima og et meget varieret landskab, er det muligt at finde udfordringer i alle sværhedsgrader. Fra de flade dale over det bakkede landskab til de rigtige bjerge mod nord.


Udgangspunktet
Den lille kurby Montecatini Terme ligger små 50 km fra Firenze i den nordlige del af Toscana tæt på bjergkæden Appenino. For cykelsports interesserede er det her at Rolf Sørensen har købt et gammelt landsted. Ellers er byen kendt som et gammelt kursted, med en mængde hoteller og kursteder.



Seje tøser og tunge mænd
Allerede første dag finder en lille gruppe cyklister sammen om at udforske lokaliteterne på to hjul. Stærke og svage sider viser sig hurtigt. På opkørslerne må de tunge vintertrætte mænd pænt vige pladsen for tøserne som i bedste Pantani stil nærmest flyver op af stigningerne. På nedkørslerne er det omvendt, den ekstra ballast og hovedet under armen kommer drengene til gode. Jo det er sandhedens time dette tidlige forår i Toscana.
Ved aftensmaden bliver der ivrigt drøftet kostvaner og livsstil, selvfølgelig over et par flasker rødvin eller tre, man er vel ikke fanatisk, og slet ikke når man kan nyde god Chianti.



Det skæve tårn i Pisa
En længere cykeltur i området kan f.eks. gå til Pisa og det skæve tårn. Egentlig lidt synd for Pisa at de har det tårn, for byen byder på masser af andre interessante ting, men det er det 300 år gamle tårn som folk valfarter for at se, og indrømmet, det er vitterlig skævt. Byggeriet startede allerede i 1173 og begyndte at hælde inden tredje etage var færdig. Alligevel forsatte man byggeriet som stod færdig i 1350. Hældningen er øget for nylig hvorfor tårnet er lukket for publikum indtil man finder en løsning. Ærgerligt det kunne have været sjovt at cykle rundt i det.
Fra Pisa er der ikke særlig langt ud til Livigno og Middelhavet, hvor man kan cruise ned af strandpromenaden, som på denne årstid er meget fredelig. I sommersæsonen er det en ren turistfælde.
På hjemturen kan man alt efter temperament cykle op over bjergkæden Monte Pisano hvorfra der er et flot panorama view, eller trille gennem tunnelen ved St. Giuliano og køre ind til Lucca og måske kikke lidt på bymuren. En anden spændende by i området ikke langt fra Lucca er den lille charmerende by med det lidt misvisende navn Monte Carlo. Placeret på en bakkeknold er der en flot udsigt over mod Monte Pisano. Inden man når derop skal der lige forceres en skrap stigning på 14 %. På den lille restaurant som knap har åbnet for sæsonen forsøger vi at nyde udsigten og en lokal øl mens barmutter har sit hyr med at styre junior, som lige har fået friske batterier i sin legebil, jagtende huskatten rundt mellem havebordene.





Firence og Siena

Er vejret ikke til cykling skal man besøge Firence. Hele den gamle bydel omkring floden Arno og den berømte bro Ponte Vecchio er lukket for al biltrafik. Er man til kultur er her nok at se på til en hel ferie. Men man kan jo passende benytte


en cykelfridag til at nyde noget god Toscansk mad og kikke på livet i byen. Den imponerende domkirke med den enorme kuppel kommer man heller ikke uden om. Selv den dag i dag er det den højeste bygning i Firence. De ældste bygninger stammer helt tilbage fra 300 tallet. I Firence er scooteren det foretrukne transportmiddel, og alle steder står de parkeret, men hold kæft hvor de larmer. Italienere er verdensmestre i at larme.
På banegården får vi et glimt af den berømte Orientexpress, som er genoplivet og nu transporterer velhavende turister fra Paris til Istanbul og bl.a. gør stop i Venedig og Firence. De flotte dybblå vogne er et orgie i luksus.
Godt 100 km syd for Firence ligger den gamle middelalderby Siena, som er utrolig spændende. Hele den gamle bydel er centreret omkring den vifteformede Plaza del Campo. Ingen af gaderne er i plan, da byen ligesom Rom er bygget på 7 høje. Det meget fascinerende at gå rundt i de snævre gader og hele tiden få nye views ned til Torvet. Byen er også kendt for sit heste væddeløb, som afholdes hvert år i juli og august. Man ridder uden saddel og det stammer helt tilbage fra 1283. Vil man cykle til Siena og er til masser af stejle bakker, skal man køre af den gamle landevej 222. Det er en meget smuk tur som byder på det typiske Toscananske landskab med cyprestræer og vingårde.


Cyklens vugge
En anden oplagt cykeltur er til den lille bjergby Vinci, hvor multigeniet Leonardo da Vinci blev født. Borgen som er fra 1200 tallet er blevet restaureret og indrettet til museum, hvor man bl.a kan se en interessant cykelmodel. Leonardo går for at have opfundet cyklen og som bevis benytter man tegninger af en cykel fra 1400 tallet. Der er selvfølgelig nogle som har tvivlet på at han virkelig skulle have været 400 år forud for sin tid. Nogle påpegede at stilen ikke rigtig var hans. Den nyeste teori er at det skulle være en cykelinteresseret munk som under renoveringen af Lenardos værker i 60´erne skulle have lavet modellen. Så måske er Italien slet ikke cyklens arnested.


Fransecco Fondriest
På en af vore ture oppe i bjergene kom vi i snak med selveste Maurizio Fondriest lillebro, Fransecco Fondriest, som også er cykelrytter. Godt nok kørte han på en Fondriest cykel, men kunne det nu virkelig være sandt ? Vores medbragte Fondriest expert som ved mødet fik nye kræfter fik alle fakta ud af ham, bl.a. at han kendte Søren Lilholdt (importøren af Fondriest) og vi kunne få 10 % rabat på Fondriest rammer. Desuden syntes han det var flot at tøserne sådan cyklede, jeg tror han var lidt forelsket.


Bjergene
Påsken 1998 var ingen varmerekord, heller ikke i Toscana, selvom temperaturen nåede op på 18 grader når solen skinnede, vel og mærke i dalene. Oppe i højderne var det temmelig koldt, specielt når man kun havde sommergardaroben med og det begyndte at regne. Montecatini Alto er den gamle by som ligger oven for selve Montecatini. Herfra er der en flot udsigt ud over hele dalen. Gider man ikke cykle derop kan man tage den gamle tovbane.



Cykelcross
Fra Alto kan man cykle videre op i bjergene af små snørklede veje, men sørg for at have et godt kort med. Vores stifinder kom i hvert fald til kort da han med stor sikkerhed guidede os ind på en grusvej. Trods hans forsikringer om at være på rette vej var vi alligevel noget betænkelige. Stejle grusveje fyldt med flintesten, er ikke lige sagen på tynde racerdæk, så der blev trukket en del. Efter atter at være kommet ud på asfalt og på rette vej, troede vi endte vejen oppe i en lille bjerglandsby, hvor livets vante gang skam ikke lader sig påvirke af at nogle danske cykelturister aflægger visit. Jeg havde nær fået styrtbad da en gammel kone smed sit vaskevand lige ud foran mig, nå men jeg var jo stort set våd i forvejen.
Surt show, nu havde vi lige fået varmen af at køre opad, så nedturen var kold men det lykkedes at få lidt læ og varme bag en bus et stykke vej.
Lidt længere nede kom redningen en lokal bar. “Ahh” Grande Cappuccino og til de sultne pasta boulonaise.

Arrivederci Toscana

Også udgivet i:Turcykling | Der er lukket for kommentarer