CYKELPORTALEN

AVEC BAGGAGE
“På cykeltur i Provance og de franske alper”

Fremmede himmelstrøg, cykel, telt, kogegrej og andre primitive fornødenheder, det er lige mig. Hvis man så samtidig kan gøre det med andre ligesindede, gør det bestemt ikke oplevelsen mindre. Turcykling er den ultimative frihed for krop og sjæl. Man oplever et land og dets befolkning på en anden måde. Selvom det er fysisk hårdt er det aldrig stressende, fordi tempoet indbyder til pauser og indsnusning af stemning og steder på ens vej. Indrømmet Franskmænd kan være lidt specielle og man skal helt klart kommunikere med dem på deres vilkår. At tiltale en franskmand på engelsk er på forhånd næsten altid dødsdømt, men prøver man med lidt gebrokne franske gloser, så vender billedet. Som cyklist oplever man endvidere det privilegium at næsten alle franskmænd er vilde med cyklister. Når man så tilmed fra Danmark og slæber rundt med al sin bagage og absolut skal over enhver knold lyder det straks ah Avec Baggage !, og de er trods alt lidt imponeret.

Kulturen:
Provence ligger i Frankrigs solbeskinnede sydøstlige hjørne ned til Middelhavet. Mod øst ligger Italien og alperne og mod vest afgrænses området af Rhône floden. Før i tiden blev Provence opfattet som et sted for bondeknolde i det dovne syden, men i dag har franskmændene fået øjnene op for området og er et af de steder de helst vil bo. Provence har altid tiltrukket malere og kunstnere, bl.a. Picasso.
At bevæge sig rundt i Provence er lidt som at mærke historiens vingesus. Her findes masser af gamle monumenter, lige fra de imponerende aguadukter til amfiteater. Rundt på hver bakke ligger de såkaldte svævende landsbyer . De hæver sig som takkede tinder på bjergtoppene, hvor de blev anlagt for at være i sikkerhed under middelalderens uro. Også kirker er her masser af og flere steder kan man følge i Napoleons fodspor.
Provence har en rig kultur med god mad og vin og så er regionen karakteristisk for sine violette lavandelmarker. Her får du parfume natur…

Turcyklisten
Turcyklister er en blandet skare. Individualitet og stor frihedstrang er nøgleordene. Vores lille ensemble tæller stort set alle typer i mere eller mindre rendyrket grad, fra Superspareren som aldrig kunne finde på at købe et letvægtshåndklæde til 100 kr., når man i Netto kan få 10 engangsklude for en tier, der med lidt snilde kan sys sammen, til et packtowllignende håndklæde.
Puristen som fokuserer på det mest nødvendige. Udrustningsfreaken med det nyeste nye og letteste lette. Hvordan skal man dog klare sig uden højdemåler og GPS navigator i et land hvor der står en vejsten eller skilt for hver km ?
Minimalisten som klarer sig med Creditcard og smøger. Traditionalisten, hvor 30 kg bagage, hellere er lidt for meget end for lidt, to cykelcomputere, 800 g originale Digestive kiks fra Irma og fem vandflasker og endelig Stifinderen som følger sine helt egne veje og normer for oppakning.
Trods de store forskelligheder finder gruppen dog snart en vis identitet og snart opstår mindre grupper som hurtigt får navne som, Speedboys, Oldboys, Turtelduerne og Pinochiokuglene alt efter temperament og kørestil.

Starten.
Orange, formiddag i Juni. Det lille torv ved stationen syder af aktivitet. Efter 17 timer i en bumlende bus skal cykler og bagage pakkes om. Snart er alle klar og efter et kort besøg ved det imponerende Theatre Antique som stammer helt tilbage fra romertiden, sættes kursen mod sydøst. Det er rart igen at få gang i benene. Vi lægger blødt ud og efter små 30 km slår vi lejr på en hyggelig lille campingplads nær Monosque. Der fumles lidt med udstyret, da rutinen endnu ikke er på plads, men snart er alle telte oppe og der slappes af.

Gorges du Vernon.
Provence byder på utallige slugter (gorges) hvoraf Grand Gaynon du Vernon er en af de største. Den går populært for Frankrigs svar på Grand Gaynon og er et yndet turistmål. Fordi det er forholdsvis tidligt på sæsonen, undgår vi heldigvis det helt store turistmylder. Slugten strækker sig over små 50 km og flere steder cykler man helt ude ved kanten hvor der er mere end 700 meters lodret fald ned til floden som bugter sig som en slange gennem klippemasivet. Ved de mange klippefremspring er der lavet parkeringspladser og her mærkes suget, når der kikkes ud over kanten og dybt ned på floden og de mange kanoer, som heroppefra ligner små pinochiokugler.

Gorges du Cians.
På vej mod bjerget tager jeg og Konstmann lige en afstikker op gennem denne fantastiske slugt som byder på en sjælden kombination af højrøde sten og stærke grønne bjergvækster. Den meget smalle vej følger floden Cians som falder 1600 meter på 25 km. Flere steder er slugten så smal at klipperne lukker helt til og man befinder sig i en naturlig anlagt tunnel. Det er en ret speciel oplevelse at cykle her, ikke mindst på grund af den øredøvende larm fra floden som fosser mod dalen i et afsindigt tempo.
Oppe i byen Beuil møder vi den første af 34 amerikanske cykelturister som er på tur med følgebil. Efterhånden som vi nærmer os passet møder vi flere fra gruppen som er meget spredt og som er lette at kende ikke mindst på grund af deres højlydte gestus. Nedturen fra passet er et studie i snørklet vejføring som stiller høje krav til bremserne som bruges flittigt når vejen svinger 90 grader og man ikke kan se hvad der gemmer sig bag hjørnet. Heldigvis er her kun få biler.

Bjerget !!!
Ingen cykelferie uden rigtige bjerge, og turen byder da også på Europas højeste asfalterede pas Col de Bonette som med sine beskedne 2860m er lidt svær at komme uden om. Desværre er vejret ikke helt med os denne dag, men det afholder ikke rigtige turcyklister fra at prøve kræfter med denne gigant. Den 24 km lange opkørsel bliver en noget klam oplevelse og det er så som så med udsigten. Det er koldt og fugtigt med finregn, og undervejs kører man flere gange i tæt tåge. Vejen er meget smal men vi har den stort set for os selv. Højt oppe på bjerget dukker en forladt garnisonsby frem af tågen. Stedet virker noget spøgelsesagtig selvom de nye beboere tager vel imod med deres brægen. De sidste km. mod toppen er en kold oplevelse og sneen ligger i store driver langs vejen. To dage tidligere havde passet været lukket pga. sne. Den sidste kilometer til toppen er stigningen 10-12 % og sigtbarheden er næsten nul. På toppen er det hele er indhyllet i skyer, og da temperaturen ligger tæt på frysepunktet bliver opholdet kort. What goes up must come down, og det skal jeg love for. Den lange nedkørsel dræner totalt kroppen for varme og det er en flok sitrende og tænder klaprende turcyklister som entrer den lille cafe på hjørnet nede i Jausiers og langsom genvinder varmen med hjælp fra varm chokolade.

Porten til Provence
Sisteron ligger i en snæver dal på Durance flodens venstre bred og beskyttes af et yderst imponerende fæstningsværk Citadellet som stammer fra 13 årh. Byen blev indtaget af Napoleon i 1815 efter hans nederlag ved Waterloo. Da vi ankommer til den hybermoderne campingplads som ligger lidt uden for byen vækker vi opsigt. Nok fordi vi er de eneste cyklister og alle ligger med hver sin lille parcel og ser ud til at kede sig. Vi får tildelt to små stykker jord og da telte og kogegrej til fjorten mennesker kommer frem og vi går i gang med den helt store kogekunst på spritgrejet falder utrolig manges aftentur forbi.

Hjem Is manden på glatis.
Nedkørsler kræver fuld koncentration og begge hænder på styret. Henriks kådhed over bakkerne gav sig udtryk i et højlydt HJEMIS og hænderne i vejret. Kort efter måtte han ned og kysse asfalten med 40-45 km/t. Heldigvis slap han billigt, med hudafskrabninger i hele den ene side, samt en 2 cm dyb flænge i albuen. En tur på hospitalet og nogle sting i albuen, og han var klar igen efter et par dage. At uheldet så skete på vej ned fra Col de Homme Moit (den døde mands pas) vækker kun til eftertanke.

Den lokale cykelsmed
Brocante Cycles ligger i Sault neden for Mont Venteux, og er absolut et besøg værd. Glem alt om smart butiksindretning og flotte udstillingsvinduer. I en stor ejendom lidt væk fra vejen , finder man Christophe. I hele underetagen finder man alt cykler og stumper hulter til bulter. Men spørger man på en specifik ting f.eks. Shimanos gearskiftere til styrenderne, som efterhånden ikke er til at fremskaffe i Danmark ? ….voila Christophe ved hvor han skal lede. Op på stigen, rode lidt rundt og blandt en mængde styr trækker han et par greb frem. Værsgo… 180 kr. for et par næsten nye og så får du også bremsegreb og nye kabler med….
Christophe kan andet end at reparere cykler. Forrige år tog han racercyklen og kørte til Venedig på otte dage.

Mont Venteux
er navnet på den 1909 meter høje knold som rager op i midten af Provence. Selve toppen er speciel ved at være helt bar og på afstand ligner de hvide sandsten sne. Mt. Venteux betyder vindomsust og mistralen hersker her med kraftige og kolde vinde på toppen. For cykelryttere er det kendt som en etape i Tour de France, og den engelske cykelrytter Simpson død 3 km før toppen i 1967. Der er 3 ruter til toppen, næsten alle lige svære med mellem 7 og 10% stigning de sidste 6 km.
Denne vindomsuste top tiltrækker alverdens cykelryttere og motionister som racer op og ned. Fra toppen har man i klart vejr en fantastisk panoramaudsigt, hvor man i klart vejr kan se Mt. Blanc og Middelhavet.

Mont. Venteux er ikke et bjerg man har for sig selv. Toppen minder denne dag mest af alt om rådshuspladsen i myldretiden. Et sandt inferno af biler og racercyklister kæmper om den lille plads på toppen ved vejrstationen, måske derfor Jan Konstmann kommer i klammeri med en meget stor Finne, som under parkering med sin meget store Volvo er ved at få os klemt op mod autoværnet. Da han så tilmed bliver ved med at holde og gasse motoren op, bliver det for meget for Jan som højlydt tiltaler Finnen. Som to kamphaner står de to og stirrer på hinanden mens gloserne fyger gennem luften på gebrokken engelsk. Heldigvis bliver det ved det verbale slagsmål og Jan foreslår heldigvis ikke at de skal spille Jokka. Snart trækker de følehornene til sig, og freden ligger sig igen over den vindomsuste top.
Morsomt nok kunne vi kort efter se de selvsamme Finnere tage cyklerne af bilen og trille lidt rundt oppe på toppen ,mens konerne filmede og fotograferede løs. Herefter cyklede de ned og konerne fulgte så efter i Volvoen. Nedkørslen er ren livseleksir for legesyge drenge og piger.

De tre musketerer
Efter to uger er vi ved at være tilbage ved udgangspunktet og gruppen skilles. De fleste tager hjem mens vi er tre som forsætter mod nordøst op til de franske alper og herefter over til Tounus hvor bussen vil samle os op ugen efter.

De pokkers bjerge:
Col de Ornon, Lauteret og Galibier, er alle gamle kendinge fra tidligere ture, men efter denne tur er jeg definitivt færdige med dem. De vil for eftertiden vække gode og dårlige minder.
Den sidste uge løb vi på skift ind i forkølelse og halsbetændelse, og skæbnen ville at jeg fik min omgang lige da vi kom til de tre knolde. At det lykkedes mig at komme over, er mig stadig en gåde, men det var sikkert en kombination af feberrus, stolthed og tidspres. (læs nu pudser han lige glorien). Nej jeg var vitterlig ikke mange sure sild værd og jeg kryber gerne til korset og bekender at jeg forsøgte at få fat i en taxa, men da der kun var en i hele dalen og den ville først komme om eftermiddagen.

Kemisk rensning
Sidst på ugen lige efter Annecy vælger vi en alternativ rute væk fra den meget trafikerede landevej op i bjergene. Her bliver vi fanget i et regulært skybrud og må hurtigt søge ly under et halvtag. Mens det tordner og lyner og regnen vælter ned, bemærker vi flere gange at der bliver fyret nogle kraftige raketter af op i skyerne, men bider egentlig ikke nærmere mærke i det, da vi tror det er en militærøvelse.
Kort efter bliver vi inviteret ind hos et schweizisk par som har et gammelt hus i den lille landsby hvor de tilbringer al deres fritid. Mens de disker op med kaffe og kage fortæller de at landmændene affyrer disse raketter for at forhindre at regnen fortættes til hagl og derved ødelægger deres vinmarker. Angiveligt skulle det virke, men hvad det er som de kommer i de raketter melder historien ikke noget om.

Slutningen
Efter tre uger med bjerge er jeg temmelig mæt, og havde egentlig ikke troet at jeg skulle blive så glad over at se det flade landskab omkring Tournus. Det bliver på behørig vis fejret med cola.
Hjemme igen er det egentlig helt rart kun at skulle over Valby bakke.
Her til slut lidt guf til præstationsracerne, den ufuldstændige faktaliste:
Maks hastighed. 86 km/t, min hastighed. 4 km/t, maks bagagevægt: 32 kg, min bagagevægt 12 kg., længste dagsetape 110 km, korteste dagsetape 34 km, max højdemeter pr. dag 2455m, max højde. 2862 m.o.h, min højde. 46 m.o.h, total distance 1700 km, totale højdemeter 25000, 27 pas
25 dage, campingpladser, 14 cykler, 30 dæk, 10 mænd, 4 kvinder, + Olfert (Murmeldyr og maskot)
9 telte, litervis af rødvin, mad, en fandes masse cola´er, smøger og chokolade, punkteringer, dækskift, knækkede eger, nedslidte dele, regnvejr og solskin,

Kort Michelin 1:200000 nr. 243, 244 og 245

BESØG PÅ SKØNHEDENS Ø

Grækerne var de første som gav øen tilnavnet Skønhedens ø. Og Korsika er uden tvivl den smukkeste ø i Middelhavsområdet. Når bjergene møder havet, er det med en pludselig overgang.  De forrevne klipper mod det krystalklare hav. Kysterne veksler  mellem klipper og bugter, vige med læ og de smukkeste hvide strande med klart turkisgrønt vand, som i starten af maj ligger øde hen.
Bjergene er overalt nærværende og høje. Denne voldsomme kontrast gør øen til lidt af en perle.
Napoleon har sagt ” Alt på Korsika var bedre og skønnere end noget andet sted”.
Korsika har gennem tiderne fået et noget blakket ry som et rygende bombekrater. Selvfølgelig er der af og til ballade men så vidt vides aldrig mod turister. Separatisterne fører krig mod det franske styre, og langt de fleste aktioner foregår som regel uden for sæsonen.
Som turist er det eneste man ser de malede slagord på veje og bygninger. Faktisk sympatisere flertallet af Korsikanerne slet ikke med separatisterne, man vil gerne have mere selvstyre men ikke uafhængighed. Faktisk var der mens vi opholdt os på øen , en kæmpe demonstration i Ajoccio mod separatisternes voldelige handlinger.

Gratis camping
Det er i starten af maj og vi mærker ikke meget til turismen. Øen syntes ikke rigtigt at være vågnet endnu og på langt de fleste af campingpladserne er der helt uddødt. Vi slår derfor flere steder lejr i halv meter højt græs, mens kæmpe græshopper synger lystigt. Selv om morgenen ved afrejse er her ingen til at tage imod betalingen…
Vi bevæger os fra Ajoccio som er øens hovedstad og fødested for Napoleon, sydover langs kysten af små snørklede veje som følger landskabets konturer. Flere steder er stigninger meget voldsomme, men heldigvis ikke særligt lange og oppe på de mange “bakketoppe” mødes man af det ene flotte view efter det andet ned mod de mange små laguner med kridhvidt sand.
Jeg har valgt at lade cykeltaskerne blive hjemme og benytter den ethjulede anhænger fra BOB til transport af bagagen. Og den har nærmest magnetisk virkning. Alle steder vi gør holdt skal folk hen og kikke, pille og spørge, visse steder så meget at vi overvejer at tage entre’. Som isbryder er den mindst ligeså god som en hund, men med den store fordel, at den ikke kræver mad og vand.
I Propriano finder vi en bænk nede ved havnen, hvor vi mens den improviserede frokost indtages, iagttager livets gang.
Tågen hænger stadig ude over vandet og begynder at bevæge sig ind mod kysten og snart forsvinder solen. Oppe på bjergsiden ligger en lille landsby som stadig er badet i en enkelt solstråle. Vi diskuterer om der mon er en dybere mening med at den netop er placeret der.

Byerne
Sartene skulle være en af de mest autentiske korsikanske byer, men alene dens placering gør den en besøg værd. Kommer men til byen af bagvejen og så oven i købet i morgensolen så fremstår den meget imponerende. Liggende højt oppe på nærmest lodrette klipper  har den været svær at indtage for fjenden i gamle dage. Langt de fleste af byens mange gamle huse er alle 4-5 etager, hvilet er temmelig usædvanligt. På byens torv er der et leben og vi vælger at spise vores morgenmad på en af de mange fortovscafeer.
Fra Sartene går det stort set ned af til Bonifacio, en anden meget spændende by grundlagt i 828 af Bonifacio som var markis af Toscana.
Byen ligger på en kalklippe som rager ud over havet. Der findes ikke et træ i denne by kun kalksten hvor husene ligger som fuglereder. Fra havnen neden for byen afgår der færge til Sardinien en times sejlads, lidt fristende men planen er at cykle nordpå så Sardinien må vente til en anden gang.

Bjergene
Bjergene er overalt nær, ja faktisk er hele øen et stort bjerg. Bevæger man sig væk fra kysten og ind midt på øen, finder man de små karakteristiske landsbyer som nærmest er limet fast på klipperne og befæstede. Oprindelig boede folk ude ved kysterne hvor romerne havde anlagt byerne, men plyndringer af vandalerne tvang befolkningen op i bjergene hvor de forskansede sig.
Campingpladsen ved Ponto Vecchio ligger lidt uden for byen i en gammel korktræs plantage. Igen næsten uddød, men det lykkedes os dog at komme af med penge, da campingejeren efter adskillige køreture endelig finder nøglen til kontoret. Vi begynder opkørslen op i bjergene på tom mave i håb om at vi nok snart finder en bager eller købmand, som de tidligere dage. Dette viser sig desværre ikke at være tilfældet og snart begynder mavernes knurren at tiltage i takt med at vejen bliver ved at stige og stige foran en. Et stykke oppe graves der ivrigt i taskerne efter nødrationerne, et par energibarer, som hurtigt bliver delt og fortæres. Først oppe i L Hospital en lille flække i 1000 meters højde kommer redningen. På cafeen får vi kaffe og cola, mens vi nyder det storslåede sceneri af det tætte skydække som langsomt bevæger sig op af bjergsiden.
På bar disken står en indbydende frugtkurv med bananer, appelsiner og æbler, men de er til drinks, så vi på pænt køre videre stadig på noget tomme maver. Det går endnu opad og mine tarme nu nærmest skriger MAD…. Heldigvis flader det ud og da vi når naturreservatet. Her er en meget speciel vegetation og meget smukt, så for en stund glemmes de knurrende maver.
Efter en meget smuk nedkørsel når vi endelig en by hvor sulten bliver stillet hos den lokale købmand.
I Zivano som kun har 345 indbyggere, men ingen camping, indlogerer vi os på et af byens to hoteller. Belært af dagens erfaring tanker jeg rigeligt med nødrationer hos den lille købmand til de kommende dage.
Om aftenen går vi amok i en fire retters menu, inden vi går til køjs, i rigtige senge, en rar afveksling fra liggeunderlagets lidt manglende komfort.
Næste dag er der “Lit de parade” af smukke veteranbiler. En fransk automobilklub som er på tur i deres flotte Hotkicks (et fransk mærke fra 1939.) Der bliver rigtig kræset om de gamle biler, og ikke et stykke blankpoleret krom forbigås med vand og klud.. Herligt syn, da de i samlet formation triller afsted.

På sporet
Korsika har sit eget T.G.V tog. Train au Grand Vibrations (toget med de store rystelser) Det måtte vi naturligvis prøve, og da en af turens få regnvejrsdage falder i Corte, havde vi en god “undskyldning” for ikke at cykle. Toget forbinder byerne Calvi og Ile Rousse med Bastia og Ajaccio via Ponte Leccia og Corte midt på øen. Der er tale om en lille skinnebus men med fin medtage ordning for cykler. Det er som navnet antyder et rigtigt bumletog som bugter sig op og ned af bjergsiderne. Turen er meget smuk med bl.a. view mod øens højeste bjerg Monte Cinto. Men efter de godt 2 timers kørsel er det nu alligevel helt rart igen at få “fast grund” under fødderne.

Cap Corse
Fra Bastia går det langs kysten nordpå ud på Cap Corse som er øens nordligste spids. Turens langs kysten er fredelig og de mange gamle befæstningstorne vidner om at det ikke altid har været sådan. Oppe Marcinaggo en lille havneby indtager vi frokosten i læ af molen nede på havnen, da der blæser en kraftig lidt kold vind fra nord.
Så går det ellers op ad igen over mod den anden side. Oppe i passet har man en flot udsigt ud på selve spidsen af Cap Corse.
Vi slår lejl på campingpladsen ved Centuri Port en lille idyllisk fiskerby som endnu er uspoleret af turismen. Vi nyder solnedgangen mens vi indtager den efterhånden obligatoriske Patis’ på en cafe.

Sydover
Næste dag er det lidt koldt “kun” 20 grader, og skyerne hænger lidt tungt ned langs sydsiden af kysten. I modsætning til østkysten er vestkysten meget mere kuperet. Vejen slynger sig op og ned og ud og ind i de mange bugter. Flere steder går vejen flere hundrede meter oppe med næsten lodret fald ned til havet.
I St. Florent oprindelig et gammelt fiskerleje, men nu spoleret af for mange hoteller og bungalows skal der spises. Vi finder et pizzeria som foruden pizza/pasta også har MTV på menuen, på to store TV skærme, noget irriterende.
En sjov lille oplevelse er da jeg skal hæve penge i en bankautomat. Pludselig kører en pengetransport op foran indgangen og ud springer fire tungt bevæbnede vagter med maskinpistoler og står vagt mens pengene bliver hentet. Et øjeblik var jeg i tvivl om det dog var mig som havde gjort noget forkert, var kontoen mon overtrukket ….

Campingvogn
Fra St. Florent bevæger vi os igen op i bjergene trods Nils Eriks formaninger om at det er varmere og mere tørt nede ved kysten. Efterhånden som vi får bevæget os opad begynder det godt nok også at se noget mørkt ud, men endnu regner det ikke. Vejen er meget smal og snørklet og helt uden trafik. Her er godt nok øde. Det eneste selskab vi har er geder og får som går frit.
Men hvad værre er, der er ingen campingplads i Santo Pietro. Det er sent og vi har allerede kørt langt. Der er langt til næste by hvor der måske er en campingplads. Vi begynder at snakke om vild camping, men har ingen mad og….vi beslutter at køre videre og sandelig om heldet ikke tilsmiler de standhaftige. Oppe i Pfeve en lille flække, ligger en lille campingplads, godt nok ikke åben endnu, da alt ligger i byggerod pga. af en vandskade, men der er varmt vand i bruseren og efter at have set os lidt an, får vi lov at låne en gammel campingvogn. Herligt, det er nemlig småkoldt og begyndt at regne. Godt nok lugter den lidt af kattepis og mug, men efter lidt udluftning, er den ok. Trætte cyklister er ikke sarte.
Det er sent og der er ingen indkøbsmuligheder i miles omkreds, men i Rapole 2,5 km derfra skal der angiveligt ligge en restaurant. Vi tager chancen og triller derned. Kun to plastikborde ude foran får os til at stoppe. Er det virkelig her, det ligner en bar. Krofatter er fuld gang med et spil Petang men kommer hurtig, da der er kunder i butikken. Vi bliver bænket ved et rundt bord og så kommer der ellers glas på bordet. 139F for en fire rettes menu med fri vin. Gode lokale specialiteter bliver serveret for os i rigelige mængder. En herlig oplevelse.

Omkring Porto
For at komme inde fra midt af øen og ud til maleriske Porto skal man op over passet Col de Vergio. Turen er i klart vejr meget smuk med et efter sigende flot panoraview op mod Monte Cinto. Det må vi desværre have tilgode, da vejret ikke helt med os denne dag. Det første stykke op gennem en meget vild og smuk slugt til dæmpningen, er lidt af en prøvelse, da opstår nogle meget kraftige kastevinde mellem klipperne, som man er ved at flyve af vejen. Oppe i passet hænger skyerne tungt, så her er ikke meget at se. Heldigvis klarer det op nede i Evisa hvorfra turen går gennem en meget særpræget slugt ned til Porto. Den mørke granit er her visse steder op til 800 meter tyk
Porto en lille overdådig skøn plet ved Porto floden udløb. Den ligger smukt i bunden af øens største bugt Golf de Porto. Farvekontrasterne mellem de meget mørkerøde klipper og det dybblå vand er imponerende. I byen med den karakteristiske fæstning ude på klippen, som vartegn, er bølgernes magt meget nærværende. Skal man se solnedgang er det her stedet, så vi slog os ned på klipperne med rødvin og fotografiapparat, desværre var skuet ikke helt optimalt, men stadig flot.
Efter 14 dage er vi atter tilbage ved udgangspunktet. Efter stort set at have været øen rundt. Korsika har gjort et stort indtryk på mig og er nok et af de få steder i Europa, hvor man kan opleve en så stor naturmæssig variation og mangfoldighed på et så forholdsvis lille areal. Korsika bliver man aldrig færdig med.

Det praktiske.
Ruby Rejser arrangerer direkte flyafgange i juli måned, mens man er nødt til at skifte hvis man vil udforske øen på egen hånd, uden for højsæsonen. Vi benyttede Belgiske Sabena som har gode forbindelser til Ajaccio med skift Brussel.
Der findes ikke decideret masse charterturisme på øen, Kun ovre på Østkysten som også er temmelig flad med store km lange badestrande, oplever man den traditionelle turisme, men selv i maj kan man her have stranden for sig selv. Temperaturen i maj måned er behagelige 20-25 grader, men tit ligger disen til langt op af formiddagen, før solen bryder igennem, da havet stadig er temmelig koldt.

Michelin nr 90 Corse 1:200000
France Grand Turisme 116 Corse 1:250000
Sunflowers Corsica ISBN 1-85691-012-1
Michelin Rejsefører Korsika ISBN 2-06-234305-5

“På sporet af krigens efterladenskaber i Murmeldyrets rige”

At der langs den mere end 600 km. lange alpefront mellem Italien og Frankrig findes et kæmpemæssigt net af militære transportveje og store fæstningsanlæg placeret strategisk på alle bjergtoppe, er sikkert ukendt for de fleste, men ikke desto mindre har den bjergrige alperegion gennem tiderne måtte ligge klippe til mangen et krigsslag. Mellem 1880 og 1939 opstod grænseområdet strækkende sig fra Mont Blanc til Middelhavet. Her har store militære installationer gennem de sidste 50 år ligget glemt hen. Men med en stigende interesse for en aktiv fritid og ikke mindst mountainbikens store udbredelse, har disse gamle veje og fæstningsanlæg fået en renæssance, som udflugtsmål for eventyrlystne mountainbikere. Flere steder er vejene istandsat, mens andre har fået lov at henfalde og derfor flere steder er svært fremkommelige.
Som store tavse spøgelser ligger disse monumenter i dag spredt på bjergtoppene. Det kan være svært at forestille sig, at for mindre end 50 år siden var de fuldt befæstede. Mangen en fransk og italiensk bondeknægt har slidt sine støvlesåler på disse knoldede og stenede veje med transport af forsyninger til fæstningsanlægene.
Det har været koldt at være udstationeret her. Selv om sommeren kan temperaturen komme ned omkring frysepunktet, især de steder som ligger over 3000 meter. Sommer og vinter har man måtte holde vagt efter fjenden.
Heldigvis kom det kun få steder til rigtig kamp. Det største og mest kendte slag var i Pasubio, hvor det kom til et regulært blodbad. I dag kan man godt undre sig over hvilke enorme menneskelige ressourcer og omkostninger disse anlæg har ført med sig og til hvilket formål.
Så er det alligevel mere fredeligt at “bekrige” disse anlæg på mountainbike, selvom det skam også stiller sine krav til fysik og udholdenhed.

Refuge du Petit Mont Cenis.
Onsdag morgen, skyerne hænger tungt over bjergene og det småregner. Stedet er Termignon, tæt ved den fransk/italienske grænse. Selvom vejret ikke ligefrem indbyder til cykling på bjerget, beslutter vi alligevel ved middagstid at tage afsted. Målet er Lac du Mont Cenis og herfra videre op til Petit Col de Mont Cenis med overnatning i hytte.
Vi følger den anbefalede rute fra tyske Bike Magasin. Det første stykke går gennem nåleskov. Det er temmelig fugtigt og klamt. Da vi når trægrænsen, begynder det at regne mere vedvarende. Det sidste stykke op til Col de Mont Cenis, kæmper vi mod en meget kold vind. Temmelig forkomne når vi endelig passet og søger ly på cafeen, som er helt mennesketom. To kopper varm chokolade og solbærtærte er en noget dyr måde at få varmen på, men det virker.
Atter varme og tørre, og klar til anden etape. Nu op langs den ene ende af Lac Mont Cenis som i denne belysning og med de regnfulde skyer tungt svævende over sig, sender tankerne mod Loch Ness. “Mon der også svømmer et uhyre rundt her” Oppe ved Col de Petit Mont Cenis 2182 m.o.h. er sigtbarheden så dårlig, at det er svært at orientere sig. Hvor er det pas? Carl Nielsens “Tågen letter” strejfer tankerne og minsandten tågen letter en smule og passet kommer tilsyne ikke langt fra hvor vi står. Den formodede udsigt ned i dalen mod Termignon må fantasien klare, så vi vender om og finder snart Refuge du Petit Mont Cenis og melder vores ankomst. Mountainbiken får egen garage, mens vi bliver installeret i et stort flersengsrum. Rart at komme ind i varmen og få noget tørt tøj på. Selvom civilisationen også er kommet herop med elektricitet og brusebad, kneb det noget med det varme vand. Det var hundekoldt…
Ellers er her vældig hyggeligt, med ild i pejsen og meget gæstfrie værter som kan lidt tysk. Ja selv Murmeldyrene finder fred her. De sidder lige uden for vinduet, spejdende ovenpå deres huller.

Aftensmaden på fire retter, er solid og i rigelige mængder bl.a Bulgur som mætter godt. Prisen er meget rimelig 130 FF. for overnatning, aften- og morgenmad.
Det regner stadig, da vi tørner ind og for en bybo som mig, er stilheden lammende…
Næste morgen, bliver der spændt kikket ud af vinduet. Surt show, skyerne hænger stadig tungt, men mens morgenmaden glider ned, får solen magt og det begynder at klare op. Fantastisk syn. Den grå kontrastløse tåge vi cyklede rundt i dagen før, er nu forvandlet til det smukkeste højalpine landskab i den gennembrydende sol. Dagen er reddet for videre fremfærd mod Mont Malamort.

Mont Malamort 2915 m.o.h.
Den nuværende grænse ved Lac du Mont Cenis stammer fra 1947. Tidligere lå grænsen nordligere, men mellem 1890 og 1906 befæstede franskmændene den tidligere grænsekam Montfroid-Pionte Turra med to skyttestillinger, tre barakanlæg og et fort. Målet var forsvar af de svage steder på de flade områder omkring Lac Mont Cenis, hvis strategiske vigtighed allerede var kendt af Hannibal og Napoleon.
Dette tiltag kunne den daværende italienske krigsbygmester naturligvis ikke sidde overhørig.
Forsvaret var en kæmpemæssig befæstning af Mont Malamort. Ja hele bjergtoppen blev nærmest omdannet til en hel byggeplads. To kaserneanlæg, to forter og hele ti skyttestillinger. Under den gale Mussolini blev anlægget yderligere udbygget med to fort. Trods disse vældige anlæg, lykkedes det aldrig italienerne at rokke ved de franske stillinger.
Et af højdepunkterne i dette område er militærvejen op til fortet på toppen af Mont Malamort. Strækkende sig over ni kilometer, gennem 35 hårnålesving, overvindes næsten 1000 meter fra vandspejlet ved Lac du Mont Cenis. Vejen eller nærmere de to hjulspor, er især i starten meget stejl og svær fremkommelig med mange løse sten. Kun god kondition og en stor portion stædighed, gør det muligt at overvinde.
Flere gange må man da også af cyklen, simpelthen for at få vejret. Pulsen galopperer afsted. Men det er alle anstrengelserne værd. Et imponerende view ned over Lac Mont Cenis og Fort de Variselle. Efterhånden som vi når længere op forhindrer store snedriver videre fremfærd på to hjul. I starten forceres de i cykelsko, trækkende eller bærende med cyklen. SPD sko er ikke vandtætte, skulle jeg hilse og sige… Ved resterne af et af kaserneanlæggene i omkring 2400 meters højde, er hele vejen spærret af store snemængder. Højt over os kan vi skimte toppen af Mont Malamort og fæstningsanlægget. Hele bjergmassivet er dækket af sne. Den enlige tyske mountainbiker, som vi mødte ved hytten, forsætter til fods gennem snedriverne, men kommer snart tilbage. “Das geht nights, zu viel snee”. Det kolde og våde forår har også sat sit præg på alperegionen. Der er faldet store snemængder i maj og juni. Normalt er her ikke sne af betydning i juli måned.

Noget skuffet vender vi atter forhjulet nedad, denne gang i en forrygende downhill. Taknemmelig kaster jeg et blik på Judy som hjælper til at gøre nedturen mere sikker og behagelig. Det er hård kost for krop og materiel. Det er en helt fantastisk oplevelse at trille ned af den lille bjergvej, med Lac Mont Cenis dybt under sig. Man føler sig noget ubetydelig blandt disse naturens kæmper. Nede ved søen og dæmningen bestemmer vi os for a tage Fort Ronce på den modsatte side, i nærmere øjesyn. Trætheden melder sin ankomst, men de sidste kræfter sættes ind og sidst på eftermiddagen når vi op til den runde fæstning. Nu kunne jeg godt have brugt en cola, men her har ikke været forplejning siden krigen, så jeg må tage til takke med den sene eftermiddagssol spejling i Lac Mont Cenis blågrønne vand.
Efter to kontrastrige dage i højderne omkring Lac Mont Cenis vender vi næsen mod Termignon og campingpladsen.
Efter yderligere et par dage i området og en tur oppe i Parc National de Vanoise, pakker vi sammen og tager den firehjulede gennem Frejus tunnelen ind i Italien og slår lejr tæt ved skisportsbyen Bardonecchia som skal være base for vores udforskning af de mange militære anlæg på den italienske side.

Col del Sommellier.
Sommellier passet er et af de højst befarbare pas i Alperne. I den tyske pasguide “Der Grosse Alpenstrassen Führer” står det nævnt som et af de pas, der skal prøves. Måske derfor, vrimler det med motorcykler. Alt på to hjul har meldt sin ankomst, ja sågar motorcykler med sidevogn skal prøve kræfter med den smalle bjergvej. Det viser sig, at der er et stort motorcykeltræf netop denne weekend. Det var derfor en blandet fornøjelse at cykle op af en meget dårlig vej med motorcykler susende omkring en, i begge retninger. Der blev bandet og indhaleret meget støv denne formiddag. Nær toppen er sneen igen i vejen for videre fremfærd.. Men for hensynsløse motorcyklister er det ingen hindring, man laver bare et nyt spor eller flere, gennem sart vegetation for op skal man. Vi holder en pause og kikker op mod passet, ærgerligt.
Nedkørslen er ren kamikaze, med motorcyklister summende som bier omkring ørene… de skal i hvert fald ikke ligge bag en cyklist næh så hellere hasarderet kørsel udenom med hovedet under armen på steder hvor det absolut ikke indbyder til det. Underligt som svinehunden kommer op i folk. Helskindet nede ved Lac Rochcelle, vælger vi at følge en lille sti, uden motorcyklister, på modsatte side. En meget smuk tur med flere passager af fossende vand som giver våde fødder og rene fælge.

Passo delle Mulattier.
På modsatte side af dalen ligger Passo delle Mulattier som samtidig er grænseovergang til Frankrig. Udgangspunktet er den lille by Beaurlard som ligger i dalen syd for Bardonechia.
Middag, solen bager fra en skyfri himmel. Det første stykke går fint, men efterhånden som vi når længere op bliver vejen flere steder så ufremkommelig, at der må trækkes.
I det fjerne kan vi høre larmen fra motorcykler som snart kommer drønende nedad i vild fart. Som på tidligere ture møder vi ikke særlig mange ligesindede på mountainbikes.
Det er absolut ikke min dag i dag. Jeg har det ikke særlig godt med flere hårde dagsture lige efter hinanden. Da det er tredje dag i træk vi er på en hård tur, strejker organismen. Det bliver til megen solokørsel med mange trækkepassager og pauser. Især til sidst er jeg virkelig flad, men efter endnu en pause og lidt mad forsætter jeg, hvorfor ved jeg ikke. Men fra tidligere ture ved jeg også godt at det skal gøre ondt indimellem. En sådan tur er ikke kun et spørgsmål om god kondition, men lige så høj grad noget om humør, stædighed og høj moral. Det er psykologisk krigsførsel mod en selv.
Nu kan fortet skimtes, godt kamufleret i bjergsiden. Det giver nye kræfter til de trætte ben og endelig ved halvfem tiden efter mere end 4 timer når vi passet. Naturen belønner bromte med et fantastisk view ned over dalen. Vejret er perfekt og det er næsten vindstille. Fortet ude på bjergsiden er i så god stand at man faktisk godt kan overnatte i det, men indrømmet, det er lidt uhyggeligt. Da vi lidt senere krydser grænsen ind til Frankrig føler man sig lidt som lovløse. Turen ned på Frankrigssiden er noget ud over det sædvanlige. Landskabet er goldt, og klippestykker ligger spredt på bjergsiden. Der er lidt månelandskab over det. På et tidspunkt bliver vejen så stejl at det selvfølgelig skal dokumenteres. Gregersen cykler i forvejen og finder en egnet plet. Jeg venter et par minutter til han er ude af syne. Til ære for fotografen får den lige en tand ekstra, men så drejer vejen skarpt til venstre og jeg stirrer til min rædsel ned af noget som engang var en vej. Store sten og skarpe skærver ligger henkastet på en for mig og se lodret skrænt. Det er for sent at bremse og fotografen har selvfølgelig stillet sig netop her, den snu rad og står nu og venter på at få sit billede, af “TONSER LAUER”. Koldsvendens angst lyser ud af mine øjne, mens jeg nærmest flyver ned over dette rivebræt. Tyngdekraften gør sit til, at jeg kommer hurtigt ned, men at det er hel og uden men, er vist mere held end forstand.

Mont Jaffrau.
Vi kan se målet Mont Jaffrau 2805 m.o.h ovenfor Bardonnechi, denne onsdag i juli måned. Det er asfalt nedad indtil Salbertrand, hvor ruten har sit udgangspunkt. Sædvanen tro går det let i starten, men snart når vi en klynge huse og asfaltvejen ophører. Selvom klokken kun er godt elleve, bager solen allerede ubarmhjertigt fra en skyfri himmel. Ved passage af en flok køer, får vi følgeskab af en eskadrille fluer som i formation indleder et angreb. Da man er travlt optaget af både at styre og holde balancen, er det så som så ned forsvaret, men efter et stykke tid giver de op og vender om. Vejen indbyder ikke ligefrem til afslappet kørsel og nydelse af udsigten. Det kniber gevaldigt med at blive på cyklen. Pulsen galopperer og jeg hiver desperat efter luften. Jeg må kapitulere, af cyklen og trække. Lidt efter er pulsen atter faldet. Der forsøges igen, men nej det går ikke, vejen er for ufremkommelig. Alle ressourcer sættes ind på at balancerer og køre udenom stenene. Dyb krise, jeg bander og tænker mens jeg langsomt skubber cyklen op ad vejen, “Hvad laver du egentlig her, nej næste gang er det Solkysten og dase ved svømmepølen” . Efter nogle 100 meter på gåben bliver vejen igen bedre og jeg kan igen komme på cyklen.
For øvrigt er det at trække lige så hårdt, ikke mindst for moralen. Det er jo lidt af et nederlag.
Flere gange undervejs passerer vi fossende vandløb, hvor vi kan få tanket frisk og koldt vand. Vejen følger bjergsiden og dybt under os løber motorvejen ned gennem dalen mod Torino. Man kan ikke høre, kun se de små tændstikbiler drøne afsted. Efter yderligere et par trække/skubbe passager når vi endelig Grotta Nera, hvorfra der er et flot view op mod Mont Jaffrau. Puha der er langt endnu… Stykket op til tunnelen er rimeligt, dog er vejen et sted styrtet sammen så cyklerne må bæres over. En 900 meter lang mørk og hundekold tunnel er næste udfordring. En cykellygte hjælper absolut intet. Desuden er tunnelen i dårlig stand. Det drypper ned fra loftet og vandet løber i små floder som man får våde fødder. Opmærksomheden er skærpet, for ikke at snuble i et af de mange huller. Endelig kommer lyspletten og snart er vi atter ude i dagslyset og varmen. Her ligger resterne af et af de mange barakanlæg. Tidens tand og naturens angreb i form af sneskred har gjort sit. Den er fuldstændig faldet sammen. Modsat over tunnelen, rejser sig et imponerende klippemasiv med huler og vandfald.
Kampen mod toppen og ikke mindst en selv, forsætter. Den psykologiske krigsførsel får en ny modstander, når målet kan ses og så alligevel være langt væk. Alle ressourcer også de ukendte sættes ind for at nå den pokkers top.
Efter en lang, sej og udmattende kamp, nås toppen endelig. Det blæser og skyerne hænger faretruende. Det ligner uvejr. Jeg vil ned nu, mest fordi jeg på en tidligere vandretur i Østrig, har set mindesmærker over vandrere som er omkommet på bjerget, ramt af lyn. Den skæbne har jeg ikke lyst til skal overgå mig. Og tordenvejr i alperne er bestemt ikke noget man spøger med. Måske fordi vi har lidt travlt havner vi på en nærmest lodret skipiste. Om vinteren er den sikkert vældig morsom at drøne ned af, men sommerudgaven på to hjul, er en tand for meget. Den næste time går det over stok og sten. Dagens tur har sat sit præg på os og cyklerne. Folk kikker på os som var vi fra en anden planet, da vi cruiser ned i byen møgbeskidte af sved og støv. Da vi når tilbage til campingpladsen, er vejret igen klaret op og toppen, er igen skyfri. Sådan er det i alperne, man kan aldrig være sikker, nogen gange ender det i det helt store tordenskrald, andre gange, som her, er man mere heldig.

Assietta kamvej.
Dette vejanlæg strækker sig over 30 km på bjergkammen i 2500 meters højde. Den går gennem tre pas og hører til noget af det flotteste man kan opleve på mountainbike i området omkring Susa. Samtidig er den også overkommeligt for langt de fleste, vel og mærke, når først man er kommet derop. Der er to muligheder. Den “lette” fra Sestriere, eller den seje fra Susa dalen i Italien. Vælger man turen fra Italien op over Col delle Finestra, langs kammen og ned igen og tilbage gennem Susa dalen bliver turen på 92 km og 2765 højdemeter. For at komme op til Col delle Finestra skal hele 54 serpentinersving forceres. Turen op til passet er lang. Mere end 1500 højdemeter skal overvindes. De første 800 meter er på asfalt gennem skov og ikke spor vanskelig. Undervejs der mange flotte views ned i dalen mod Susa. Herefter bliver det grusvej, men af god kvalitet. I selve passet er der en meget flot udsigt til begge sider. Herefter går det nedad til omkring 1800 meter, hvor selve Assietta kam vejen begynder. Uheldet er igen med os, nemlig en søndag hvor der er stærk trafik af biler på vejen. En italiensk automobilklub som havde udflugt, og det går ikke stille af. Hold kæft hvor kan italienere larme… Heldigvis var det sidst på dagen, så trafikken var for nedadgående, men alligevel har min cykel og jeg selv aldrig været så tilstøvet. Da vi endelig når toppen og passene, er vi helt alene. Det eneste som afslører at her har været en hel hær, er affald i store mængder. Det minder om Idrætsparken efter en landskamp. Et tydeligt eksempel til eftertanke. Alperne er efterhånden er ved at være for overrendt.
Den sene eftermiddagssol kaster lange skygger på grusvejen som får en rødbrun farve. Nu går af en meget fin grusvej uden de store højdeforskelle fra pas til pas, med en fantastisk udsigt til begge sider. Turen ned til dalen er ren livseleksir for legesyge drenge, så vi er godt mørbankede da vi når campingpladsen efter mere end 11 timer på cyklen.

Masser af køer.
En af de sidste dage cykler jeg op i dalen bag campingpladsen. En meget flot tur med stejle klipper på hver side. På et tidspunkt kan jeg ikke rigtigt komme længere, men skal lige op og have et kik på dette flotte vandfald. Efter en stejl bærepassage trænger jeg til et hvil. Mens jeg sidder og slapper af hører jeg pludselig lyden af klokker, og inden jeg får set mig om, er jeg omringet af en stor flok meget nysgerrige køer. Godt nok har jeg før set køer, men aldrig så mange, og så med klokker omkring halsen. Undrende iagtager de den mærkelige gæst og hans “stålhest”. De mere frække og nærgående skal helt hen og snuse til både mig og cyklen. En morsom afslutning på en fed sommerferie.

Praktiske tips
Alle de omtalte ture, er ikke alle steder afmærket. Nogle steder er de en del af andre ruter. Det er derfor klogt at have et godt kort med.
Forbered dig grundigt inden du tager afsted. Check kortet og ruten grundigt. Prøv at danne dig et indtryk i hovedet hvordan ruten ser ud. Læg mærke til særlige kendetegn, huse, floder vejkryds m.m. Et lille kompas er også en god hjælp.
Da det ikke er muligt at provatiere undervejs, skal du selv medbringe mad. Du kan roligt drikke det vand som løber i de små bække og floder du møder undervejs. Det er smeltevand og meget rent. Fyld altid dine vandflasker med frisk vand, når du passerer et sted også selvom du ikke trænger. Det er måske sidste sted inden toppen. En lille rygsæk med lange bukser, regnjakke, pumpe værktøj og lappegrej er vigtigt at have med. Her er også plads til lidt mad og førstehjælpskassen som bør være obligatorisk. Lad vær med at køre alene. Mange af stederne, møder du vitterlig ikke ret mange mennesker. Sørg for at din cykel er i tip top stand, ikke mindst bremser, dæk, og styrfitting. Affjedring er ikke nødvendigt, men er en stor behagelighed. Hvis I skal flere afsted og har planer om at overnatte i en af de mange hytter, er det en god ide’ at ringe og bestille plads en dag eller to i forvejen, især i højsæsonen.
Til sidst, lad være med at tage afsted uden mindst at have 1000 km i benene. Det er vitterlig hårdt…

Kort og litteratur.
Michelin 1:200000 France Rhône Alpes nr 244
Touring Club Italiano 1:200000 Piemonte Valle d’Aosta D36
Grosser Alpen Strassen Führer ISBN 3-85047-748-7
Bike Magazin nr. 1-2 1993
Detailkort er mest praktisk at købe på stedet.

“På mountainbike og sommerski i de franske alper”

Af: Søren Noah Nielsen -  Foto: Torben Finn Laursen

Fredag morgen, klokken er otte og vi er netop blevet sat af bussen i Annecy i den franske alperegion Savoie syd for Geneve. Vi er otte forventningsfulde mennesker mellem 19 og 35 år, som med mountainbikes og fuld campingoppakning vil udfordre såvel glether-skiing som off road kørsel på MTB, bungy jump og måske white river rafting.

Det støvregner ved ankomsten, men luften er varm, så efter samling af cyklerne søger vi læ på den nærmeste cafe’ som vi hurtigt tømmer for croissanter og cappuccino. Men vi bliver først for alvor vågen, da den hybermoderne videojukebox pludselig kører en gang striptease af , lige midt i morgenmaden.

På vej…

Efter at have tanket franske franc på posthus og bank, ifører vi vores regntøj og cykler nu langs den smukke Annecy sø mod syd til Faverges, hvor vi spiser frokost. Det begynder så småt at klare op og snart kan vi cykle i korte ærmer. Vi starter opkørslen over turens første pas, Col de Tamie’. Efter nogle få skrappe serpentinersving flader stigningen mere ud, og der bliver længere mellem svingene, hvilket vi sætter stor pris på, da det jo stadig er først på turen.

Vi finder hurtigt ud af at opkørslerne skal tages i individuel stil: langsomt tempo og få pauser eller hurtigt tempo og mange pauser. Til gengæld er nedkørslerne den rene fryd. På campingpladsen i Albertville, får vi alles opmærksomhed opmærksomhed, da en for hårdt oppumpet benzinbrænder tændes med en tre meter høj flamme.

Alperne viser tænder…

Da vi har cyklet 15-20 km ad en smuk og ikke særlig kendt cykelvej langs Ise’re floden passerer vi expressliften op til det fashionable skisportssted Les Arcs og i Bourg St. Maurice begynder vi for alvor at mærke de “rigtige” alper !

De to dyreste bikes har allerede stønnet og brokket sig højlydt over anstrengelserne, men de var forberedt. “Det er ikke hvad de forstår ved ferie”. Det kræver en særlig selvpiner “dræber” psyke at cykle i disse bjerge.

Den 19 km lange stigning op til Tignes er utrolig hård, både fordi det er ekstremt varmt men nok også fordi det så og sige forsætter i en uendelighed uden mange sving og mere flade stigninger. Måske på grund af varmen, kommer jeg i kampolage med to franske ambulancereførere, da de kommer ræsene opad i vildt tempo og uden udrykning. Jeg må kaste mig ud i rabatten for ikke at blive ramt.

Selv holdets femme fatale som er i jerngod kondition, er helt flad, da hun 2-3 km før toppen spørger hvor langt der er igen. Men snart ser vi den kæmpemæssige dæmning Barrage Tignes som bag sig skjuler en kunstig sø og en oversvømmet bjerglandsby. Kun kirken er bevaret. Den er blevet flyttet om på den sikre side, man har vel respekt i et katolsk land. Forsiden af den imponerende dæmning er prydet af et stort maleri af en Adonis som holder vandmasserne på plads med hænderne.

Selv om vi alle er sultne og totalt udkørte efter denne tur, skal skigrejet lejes, så vi er klar til morgendagens gletchertur på de skrå brædder. Det gælder om at komme op på bjerget med den første skilift næste morgen. Sommerski foregår normalt mellem 7 morgen og 12 middag mens solen endnu ikke har magt. Herefter bliver sneen tung og softiceagtig.

Vi slår lejr i Les Brevieres på en fin campingplads med svømmepøl og da Søren har fødselsdag, skal vi selvfølgelig på restaurant.

Sommerski er sagen

Det bliver sent denne aften, men alligevel er vi alle oppe kl. 6 næste morgen Det er hundekoldt i 1800 meter på den tid af dagen, så vi kommer hurtig i tøjet og cykler de 2 km op til skiforretningen hvor vores cykler får lov at stå i en aflåst garage, indtil vi kommer tilbage. Vi tager skibussen op til Val Claret i bunden af dalen og snart sidder vi i æggeliften op til Grand Motte gletscheren. Liftkøerne på skråningerne har alle bjælder om halsen og landskabet til alle sider bliver stadig flottere, mens vi langsomt glider deropad. At stå på ski om formiddagen i korte bukser og herefter om eftermiddagen at ligge ved svømmepølen i 30 graders varme, er en oplevelse, der er svær at beskrive, det skal prøves !

På andendagen mens de andre er på ski, vælger jeg at udforske området offroad på mountainbike. Der skal prøves kræfter med en af de talrige Grand Randonnee ruter, som er et net af fjervandreruter. Det viser sig flere steder at være nærmest umuligt, ja flere steder går det over i decideret fjeldklatring som ikke er særligt hensigtsmæssigt med en mountainbike. Til sidst må jeg opgive og vende om.

Alpernes højeste…

Efter to dage på ski skal vi videre til Val d’Isere og over Col de Iseran. De to trætte meddeler at de agter at blive i Tignes og så støde til os ved bussen i Valence når vi skal hjem, via tog. Det er okay og vi takker af.

Vi er lige kommet igennem Val d’Isere og begyndt opkørsel til Iseran da vorherre åbner op for den store hane. Det hele lukker til og bliver kulsort. Folk på cykler kommer forfrosne og ganske fortvivlede ned deroppefra. I al hast vender vi om men når at blive helt gennemblødte inden vi når byen igen. Gode råd er dyre, camping i dette vejr er ikke sagen, så vi overnatter i en af de mange skilejligheder som enhver ostefarm har, for at tjene ekstra Francs om vinteren. Da de hører vi er danskere og får kikket rigtigt på vejret en gang til, falder prisen fra 180 til 100 Franc (pr. person), et charmerende og ikke sjældent træk hos franskmændene, som holder mere af os end samtlige hollændere og tyskere tilsammen.

4 værelses lejlighed holdt i pink, satellit TV, amerikansk køkken, Spaghetti Carbonara, masser af rødvin og skæg og ballade til klokken 3 om morgenen.

Næste dag er det atter fint vejr og efter at have pakket alt overflødigt baggage i en stor papkasse og sent den til det flade land mod nord, snupper vi lige “bakken” foran os. Barske sager og vi er selvfølgelig enormt stolte da vi når toppen. Det har sneet og er hundekoldt så vi må indendørs og varmes op med kakao og tærte. For at holde kulde og vind ude pakker vi os ind i regntøj, før den lange nedkørsel. Resten af dagen er ren downhill og vi slår lejr i Termignons. Kulhydratdepoterne fyldes op med lækre pandekager og dagen slutter med stjerneskud på den klare nattehimmel. Næste dag går det stadig nedad til St. Michel du Maurienne, hvor opkørslen starter til Col de Telegraphe. Her støder vi på Tour de France malingen og de seje motionister. Oppe i Col de Telegraphe holder vi en længere pause (ca. 45 min.) En gut på racercykel kommer op i passet, hilser og vender om. Efter en halvtime kommer han op igen, og kører videre med Valloire…(om han kun kørte ned i næste sving, skal jeg lade være usagt)

Vi slår lejr i Valloire, en herlig lille og stadig uspoleret skisportsby. Her står menuen på 12 portioner spaghetti, to til hver, øl, is og kaffe adlibitum. Da det medbragte Prince kassettebånd bliver lagt på anlægget stiger stemningen. En af tjenerne syntes selv han taler glimrende engelsk, hvad vi morer os en del over.

Snart begynder de første dog at sidde og nikke over glasset så det er tid at slå lejr. Efter at have kikket på isdans, finder vi pladsen, og må slå teltene op i mørke.

Alpernes smukkeste…

De 24 km. op mod Galibier passet er fantastisk flot, specielt de sidste 15 km fra Verneys, byder på bjergscenerier som man knapt kan forestille sig. Vi er flade , men virkelig “ovenpå” da vi alle seks står på toppen og griner skævt til hinanden sammen med et tysk par som er på bryllupsrejse. De har fået turcykler i bryllupsgave og besluttet sig for at køre ned gennem Europa. Det er første gang de er på cykelferie, virkelig imponerende…

Vi cykler ned til Col de Lauteret og holder pause. Í al postyret glemmer jeg en bæltetaske med alle mine ejendele, men heldigvis er en af de andre vågen, men lader som ingenting. På vej ned til la Grave kommer de andre med små hentydninger. Jeg fanger ikke pointen og fortsætter ufortrødent. I La Grave går sandheden op for mig og i et kort lysglimt ser jeg mig selv trampende op af bjerget igen. Stor er morskaben og lettelsen da tasken dukker frem, og selvfølgelig må jeg give kvaje bajer.

Off. road og skiing i La Grave

La Grave er en lille charmerende by som ligger for foden af den store La Meije gletscher. Det er et yndet offpist skisportssted om vinteren. Der går kun en lift derop. På toppen er der forbindelse med det store les Deux Alpes skisystem.

Nogle af os sover under åben himmel denne nat og tidligt om morgenen står vi ved skiudlejningen og er snart oppe i liften som hurtigt bringer os op i et storslået vinterlandskab, som vi har næsten for os selv. Desværre mangler der en transportlift mellem les Deux Alpes og la Grave, så da vi skal tilbage må skiene på nakken og vi må gå op over bjergkammen. Det er hårdt ikke mindst fordi vi er i 3500 meters højde og luften derfor er tynd. Vi suser ned til restauranten og får frokost som er indbefattet i prisen for liftkortet, inden vi tager ned til byen med liften.

Næste dag tager jeg alene afsted på mountainbiken op i nationalparken Galibier Grandes Rousses. Undervejs cykler jeg gennem et par små landsbyer hvor tiden står stille. Endelig kommer jeg op i et fantastisk og uspoleret landskab, hvor de eneste jeg møder, er køer og geder som undrende ser til. Da jeg hen på eftermiddagen kommer helt op i bunden af dalen ved la Buffe som er en forfalden spøgelsesby, har jeg et fantastisk view over på le Meije gletscheren som skinner blåligt i den sene eftermiddagssol. De andre gider ikke cykle op, men tager igen liften, denne gang med cyklerne , til mellemstationen og beretter om aftenen på stamcafeen om en frygtindgydende downhill ned til byen.

Nu er det efterhånden ved at være sidste udkald for white river rafting. Vi har flere dage været tæt på, men vi syntes det er for dyrt. Prisen er over 1000 FF. for leje af en flåde, så vi dropper det for denne gang. En anden ting, er at det er bedst om foråret når vandstanden og hastigheden er størst på grund af smeltevandet oppe fra bjergene.

Badesøer og vild camping

Således cykler vi blot til Bourg d’Oissans næste dag. Byen ligger for foden til den berømte Tour de France strækning op til Alpe d’Huez. Oprindelig var det meningen vi ville cykle derop for at stå på ski, men meldinger om manglende sne for os til at opgive. Desuden er strækningen overfyldt af motionister som åbenbart skal prøve sig selv af på den berømte strækning. Vi syntes vi allerede har haft stigninger som overgår Alpe d’Huez, så vi behøver ikke bevise mere… Temperaturen i byen er 36 grader da vi ankommer ved firetiden og asfalten klæber flere steder til dækkene. Derfor har vi også forinden holdt en 2 timers badepause ved søen Lac di Chambon.

Øllet er usædvanlig godt i Bourg d’Oisans og da temperaturen, klokken ti om aftenen stadig er omkring 27 grader, cykler vi 7-8 km uden for byen og finder en glimrende græsmark, hvor vi ruller soveposerne ud. Med den temperatur er telt ikke nødvendigt. I det fjerne høres “Baskervilles” hund, og vi håber den har en solid hundesnor.

Næste morgen forventer vi enten en edderforurettet franskmand eller en venlig og hjælpsom person. som finder det interessant og sjovt at have seks danske cyklister boende på sin mark. Det sidste er heldigvis tilfældet. Jean Francois kommer over og siger godmorgen midt i Nes-kaffen: Det bliver til en god snak ovre i privaten hvor vi alle gør toilette og får fyldt vandflaskerne fra gårdbrønden, hvorefter vi stiller op til gruppefoto med hans 82 årige yderst fotosky mor.

Bungy Jump

Broen Pont de Ponsonnais syd for La Mure har elastikspring fra 103 meters højde. Det er Europas højeste og det gyser i os alle da vi når broen og kikker ud over kanten. Det er jo fuldstændig vanvittigt at kaste sig 103 meter ned i dybet “kun” reddet af en tynd elastik. Efter 3 timer bliver vi presset ind i køen af folk som har booket tid flere dage i forvejen, nok mest fordi japaneren på kontoret lige har været i København. Men max. to personer og det skal selvfølgelig være Bello og Jeppe “drengerøvene” som kan alt… men TØR de nu osse ? Jo jo, ingen af os bliver skuffet. Uden de store betænkeligheder kaster de sig frygtløse ud over kanten og ned i dybet. Det var en gysende og kildrede oplevelse blot at iagttage deres forehavende.

Camping a al ferme

Vi kommer først afsted igen ved halv fem tiden og vejret er stadig ikke blevet bedre. Luftfugtigheden er høj og det støvregner. Vi når frem til den lille by Clelles og finder en primitiv campingplads med forskellige fællesfaciliteter i tilknytning til en bondegård. Vi får overetagen over laden med feltsenge og komfur. Endelig kan vi få tømt cykeltaskerne og få lagt alle vore ting til tørre. Natteravnene får lavet en højdeprofil over morgendagens etape som bliver turens længste. 95 km frem til Crest, dog uden de helt store stigninger.

Næste morgen er vejret strålende. Det samme er visitkortet fra en af gårdens hunde, på et af de udbredte telte. En mindre sø garneret med en lille forhøjning midt i…

Snart er vi afsted og nyder det blødere landskab i forhold til de egentlige alper som nu er lagt bag os og som endnu kan skimtes i varmedisen. Turen op over Col de Menee er meget flot og helt uden biler. Passet består af en ca. 200 meter lang tunnel som har en fin akustik. Vi istemmer et gammelt Harry Bellafonte hit og turisterne på rastepladsen for enden af tunnelen kikker måbende, da seks mountainbikes suser ud af hullet midt i andet vers… Vi hilser høfligt og suser videre ned mod Chätillon som er en gammel fætningsby fra 1200 tallet. Mange turcyklister kan godt lide at falde i med omgivelserne og iagttage dem. Det kan man vist ikke sige om vores lille flok. Det stille liv i den lille by går i stå ved vores ankomst og alle skal hen og studere grejet og stille spørgsmål, men tilskuerne syntes vist trods alt at vi er meget søde, da vi 5 gutter inden afgang tålmodigt holder og “gasser op”, mens holdets eneste pige giver sig god tid til at sætte hårbåndet korrekt !!

Slutspurten

Resten af turen er hovedvejskørsel frem til Die, Saillans og endelig Crest. Vi har en let medvind og vejen går ligeud så snart går der konkurrancecykling i den. Bello stikker af, men Rasmus og jeg får indledt et godt samarbejde og snart er han hentet igen.

Der er et enormt leben da vi når Crest. Det er ikke hverdag de har jazzfestival. Vi ankommer lige til sidste sæt med et lokalt fusionsband, som sender tankerne hjem til vores Palle Mikkelborg. Efter et besøg på en hyggelig restaurant med masser af lækkerier i form af pizza, pasta og dessert må vi ud og blande os i festlighederne. Klokken bliver mange inden vi ruller soveposerne ud og sover tungt.

Næste morgen efter en kold bruser, damper vi af og triller i spredt formation de små 30 km. ind til “storbyen” Valence hvor vi skal samles op af bussen. På torvet mødes vi igen med vore to rejsekammerater som har haft en fint ophold i Tignes.

Eventyret er slut.

“Cykeleventyr med telt og mountainbike i de franske, italienske og schweiziske alper”

Den daglige cykeltur i det flade danske landskab mister noget af sin charme efter en cykelferie i den bjergrige alperegion.
Målet for denne tur var nogle af de mange militære anlæg som ligger spredt rundt på bjergtoppene omkring Briancon – efterladenskaber fra de to verdenskrige. At det så skulle gå hen og blive en tur over 15 pas, deriblandt mange kendt fra Tour de France, og samlet mere end 24000 højdemeter på tre uger, var ikke helt planlagt hjemmefra.
For de fleste vil en sådan tur nok være selvpineri og intet have med ferie at gøre. For mig er det aktiv ferie med udfordring, frisk luft og flotte naturmæssige oplevelser, som man aldrig vil kunne opleve på f.eks en færdigpakket charterferie.
En sjov ting ved bjergcykling er, at kilometeræderi bliver et ret ligegyldigt fænomen, hvorimod højdeforskellen straks er meget mere interessant. Et eksempel: Vi er i 1725m og skal op til Col de Madeleine i 2000 m, altså knap 300m igen. At strækningen så er 5 km. fortæller noget om stigningen.
Hvis du cykler meget i bjerge, er en højdemåler en god investering. Du kan hele tiden checke af om højden stemmer med kortet og din position, og samtidig virker den som en gulerod, der får en til at forsætte.
Kombinationen at cykle med fuld oppakning på fortrinsvis gode asfalterede veje og ren offroad på stier og grusveje uden bagage kan godt anbefales. Man så og sige cykler sig i form. Kroppen skal vende sig til at fungere i højderne. Almindelige raske mennesker som er vant til at cykle, har dog i praksis ingen problemer. Selvfølgelig bliver man lettere stakåndet i 2500 m. men træningsmæssig er det godt, da kroppen bliver i stand til at optage mere ilt. Desuden føles det befriende, efter i flere dage at have kørt i de laveste gear og kæmpet sig op i moderat tempo, pludselig nærmest at flyve op af stigningerne i høje gear uden anden bagage end en lille rygsæk, ja sådan føles det i hvert fald.

Tour de France
Selvfølgelig er jeg også fuld af stor beundring for Tour de France rytterne, især når de kæmper sig op over det ene pas efter det andet, og selvom det ikke var planlagt, kom vi selvfølgelig lige igennem le Bourg d’ Oisans den dag l’ Alpe-d Huez etapen skulle køres. Midt i al mylderet, hvor vejen går op til selve passet, stod en flok klaphatteklædte landsmænd og deres tyndhjulede jernheste. De skulle op i “danskersvinget” . Vi blev også opfordret til at tage med, men tanken om at skulle tilbringe 6-7 timer i venten for at se flokken i få minutter, fik os til at forsætte. Desuden var Indurains eneste reelle modstander Tony Rominger udgået, så vi ønskede dem held og lykke og fortsatte vores færd mod syd til solskinsdalen.

Solskinsdage
Briancon er “hovedstaden” i Hautes Alpes og ligger tæt ved den italienske grænse. Området er kendt for mere end 300 solskinsdage om året. Forventningerne var derfor høje, da vi hen på eftermiddagen kørte ned mod byen efter at have været over Col d’ Lauteret. Da vi passerer de store skilte med solskins reklamerne, åbner himlen sig. I al hast finder vi ly under et par store fyrretræer, og mens regnen siler ned, drager tankerne på flugt efter de 300 solskinsdage… Vore forventninger blev ikke helt indfriet den uges tid vi var i området. Mens Danmark svedte i 34 graders varme, måtte vi tage til takke med 25 grader, masser af skyer og torden sidst på dagen ! et typisk alpefænomen.

Col de Pêas.
Chateau-Queyras er en gammel middelalderborg fra år 940. Med den som kulisse fandt vi en god lille campingplads, der var vor base de næste par dage. En af turene var et forsøg på at køre offroad op til Col de Pêas. Det første stykke vej foregik på asfalt, og selv om den var meget stejl, gik det rimelig nemt. I 1800 m ved landsbyen Rouet slutter asfalten, og nu starter strabadserne for alvor. Vejen er ekstrem stejl og meget stenet. Desuden har vi følgeskab af en hel hær af fluer, der til tider er så talrig, at det sortner for øjnene. I starten vifter man kraftig med hænderne for at holde dem lidt på afstand. Når man stopper, bliver man straks totalt omringet. Hvis man forcerer, kan man holde dem bag sig, men efterhånden som man tærer på kræfterne, lærer man at ignorere dem, undtagen når de flyver ind i mund og næse. På et tidspunkt bliver vi i tvivl om, hvilken vej vi skal, og i 2440 m ender vejen ved nogle sammenstyrtede huse.
Det ser ud som om vejen har fortsat, men den er nu helt ødelagt og sammenstyrtet. Vi vælger at vende om og cykle ned. Ved hastigheder over 15 km/t kan fluerne ikke følge med, så der bliver kørt godt til, selvom vejen er meget ujævn.

Col d’Izoard.
Col d’Izoard er et af de kendte Tour de France pas, og oppe i passet er der da også en udstilling som fortæller om de store bedrifter. Selve passet adskiller sig en del fra de mange andre pas på turen, med et flot, nærmest måneagtigt landskab. Den dag vi cykler over, er der stor cykelaktivitet, bl.a. benytter en del triatleter ruten. Endvidere morer vi os over en flok højlydte italienere på mountainbikes uden bagage. De bruger åbenbart alle deres kræfter på en voldsom og højlydt parlamenteren, med det resultat, at vi overhaler dem flere gange, når de holder pause, hvorefter de igen knokler for at indhente os.
Kort før passet er det nu så koldt og blæsende, at de lange cykelbukser må frem og snart begynder det at smådryppe. På vej ned fra passet cykler vi ind i en ordentlig skylle og bliver drivvåde. Noget sådan er også en del af oplevelsen.

Fort de Lenlon.
Dette skulle være vores første tur på en af de mange gamle militærveje, som fører op til en af de mange militære belægninger. Det tyske Bike magasin har beskrevet flere af turene med udførlig rutebeskrivelse og kort. Allerede i starten kører vi forkert og ender inde på en næsten ufremkommelig stejl sti. Selv et par offroadmotorcykler må vende om. Vi begyndte at tvivle alvorligt på vores kunnen. Kan det virkelig være rigtigt. Turen er beskrevet som en middelsvær rute. Efter en nøje granskning af kortet finder vi endelig den rigtige rute, som er fint afmærket, og møder nu også andre mountainbikere. Det nederste stykke er fint og ikke for stejlt, men ved Granon i 2000 m. må vi stoppe, da pulsen galopperer af sted. Nogle tyskere, som overhalede os i starten, er nu langt bag os. Den medbragte form hjemmefra og dagsmarcherne med fuld oppakning kommer os til gode.
Fæstningsanlægget ligger på toppen og ligner på afstand en kæmpemæssig rund tærte. Udsigten er fantastisk, og solen bryder nu igennem. Et kik indenfor i anlægget får tankerne tilbage til krigen. Mens det for os er spændende og fascinerende, må det for datidens soldater have været en kold og ubarmhjertig tjans at have gjort tjeneste her. I baggrunden skimtes Col de Granon og alle bilturisterne. De kommer ikke herop. Efter den obligatoriske fotografering cykler vi langs et bjergmassiv, hvor man virkelig har fornemmelsen af at være enormt lille, over til passet. På grund af de meget voldsomme rystelser, begynder mine fingerspidser at sove. De bliver blå og følelsesløse, og det går først væk, da vi holder pause i passet. Måske man burde investere i en fjederforgaffel ?. På de stejle opkørsler kan jeg dog godt undvære den ! jo der er fordele og ulemper, men det er en anden historie. Mens vi nyder en kop kaffe og lækker solbærtærte, høres højt over os en svag fløjten fra fem svævefly, som stille glider rundt i lufthavet omkring bjergtoppene. Det må være fantastisk…
Turen ned fra passet er tæt på at gå galt. Jeg kører hen over nogle småhuller i vejen med høj fart, bliver grebet af panik og blokerer bagbremsen med det resultat, at cyklen skrider ud med baghjulet. Så tager man det lidt med ro resten af vejen ned.

Fort Janus.
Hver aften har vi nede fra campingpladsen kikket op på en firkantet silhuet. Den er god nok. Det er også et fort, så der skal vi selvfølgelig op. Den asfalterede vej op til passet Montgenevre er flot, men ret trafikeret med lastbiler, som kører i en evig strøm mellem Italien og Frankrig. Et stykke oppe drejer vi ind på en lille grusvej og følger den op til Montgenevre. Her begynder vanskelighederne, men de glemmes for en tid, da vi bliver overhalet af en lille knægt, der knokler opad. Carsten, som er i superform, tager kampen op og sætter efter. Der er kamp til stregen ved liftstationen i 2100 m, hvor knægten vender om. Højt oppe på en klippe ligger Fort Janus og ser meget uindtagelig ud, og de sidste 250 m op er praktisk talt umulig at cykle på. Vejen snor sig langs klippen og vi må af cyklen flere gange og trække. Lige før toppen kan vi til alt held atter komme i sadlen og få styrket selvtilliden, da en flok italienske skolebørn kommer med anerkendende tilråb. Fortet er meget forfaldent og virker temmelig spøgelsesagtigt. Skyerne begynder at trække sammen, og snart tordner og regner det. Det holder dog hurtigt op igen. Udsigten er helt fantastisk, ikke mindst fordi fortet ligger på et klippefremspring, så der er næsten lodret view ned i dalen på hver side.
Turen ned byder på store variationer. Et stykke oven for Briancon kører vi ind på en lille sti som bugter sig med sirlige serpentinersving. Udsigten ned til byen er storslået, og vi jubler som små drenge, mens vi suser nedad.

Italien
På campingpladsen taler vi med et par tyskere som har været her før og kender området godt. De anbefaler at vi cykler over Col de l’Echelle ned til Bardonecchia. Her vil vi prøve, om det er muligt at få cyklerne med toget gennem Frejus tunnelen. Det vil spare tid, og den store omvej over St. Bernard passene. Det styrtregner da vi når Bardonecchia. Humøret går på vågeblus, da billetmanden fortæller, at vi ikke kan få cyklerne med toget gennem tunnelen. Nu er der kun én vej, nemlig ned til Susa. Heldigvis bliver vejret bedre jo længere vi kommer ned.
Vi finder en lille campingplads i Bussoleno. Campingfatter vil gerne snakke, “åh Danimarca, dejligt land”. Vores første møde med Italien bliver dog hurtigt ødelagt af dårlig servering på restauranten om aftenen. Maden er dårlig og dyr. Om aftenen har vi første parket til det helt store lysshow af lyn oppe i bjergene på begge sider af dalen ! flot…

De to hunde…
Alle kender scenen fra Gøg og Gokke, hvor Gøg drikker sig fuld i Brandy, som hænger i en tønde om halsen på en stor St. Bernard hund. Selvom vi var oppe over begge pas, møder vi ingen tøndebærende hunde, som kan komme til undsætning med en lille tår. Derimod vrimler det med boder og kæmpe St. Bernard tøjhunde.
Vejen op til Lille St. Bernard (2185 m.o.h.) fra sydsiden er ikke særlig stejl. Den følger en stor bred vej, som med moderat stigning går i store buer op til passet. På et tidspunkt bliver vi overhalet af en stor åben Thunderbird, som bakker op ??? Hvorfor vides ikke, måske et Guinness rekord forsøg ? I La Rosiere holder vi frokostpause, men skynder os snart videre, da der skal være lerdueskydning, og en ung gut omgås de ladede rifler meget lemfældigt. Som de fleste pas på turen er her også flot, men rutinen begynder så små at melde sig.
Igen i Italien og igen ned ad. Ved Pre St. Didier tårner Mont Blanc sig op i den disede eftermiddagssol. Den sidste strækning ned til Aosta er ikke særlig spændende, og trafikken tiltager og bryder totalt sammen lige før byen. Bilisterne kikker misundeligt på os da vi kører indenom langs køen. Vi camperer i udkanten af byen.
Næste dag begynder opstigningen til Store St. Bernard, men vejrguderne er ikke med os. Det begynder at regne, da vi når et stykke op. Med fortrøstning finder vi ly i en garage, det plejer jo hurtigt at holde op. Efter 2 timer og stadig regn beslutter vi at slå lejr. Det pas må vente. I Etroubles 4 km længere oppe indlogerer vi os på et hotel, det første og eneste på hele turen, og får pakket al vores habengut ud til tørring. Det regner det meste af eftermiddagen.
Igen minuspoint til italiensk gæstfrihed. Hotelmutter er temmelig sur, og da vi bliver præsenteret for en gang lunken kakao og en tør krydder til morgenmad, formedelst 38 dkr, har jeg fået nok. Næh lad os så komme til Schweiz, der ved man hvad man får.

Klokken 6 næste morgen skinner solen fra en skyfri himmel på bjergtinderne, og humøret stiger et par grader. Nu skal det pas besejres. Lige fra starten lægges der ud i hård stil på en 10% stigning og efterhånden, som det går deropad trækker jeg lige så stille fra Carsten, som undrer sig over, hvor jeg får alle de kræfter fra. Måske det fine vejr ? Snart begynder benene dog at syre til, hvad jeg ikke forstår, da jeg nu kører i det laveste gear. Det bliver tungere og tungere, og snart er jeg færdig og må have en pause. Carsten gør snusfornuftigt opmærksom på, at jeg kører på den midterste klinge, dumt !
Efter at have skiftet gear foran går det igen, og snart når vi stedet, hvor vejen deler sig mellem den gamle pasvej og den nye betalingsvej, som går igennem tunnelen. Vi vælger den billige vej som til gengæld er rig på flotte panoramaer, næsten bilfri og stejl, sådan skal det være !
Et stykke oppe hører jeg pludselig en mærkelig skrabende lyd, og i det samme overhaler en fyr, som på rulleski i hurtigt tempo arbejder sig op, imponerende. Mon ikke han tager bussen ned på den anden side ?
Snart passerer vi galleriet hvor betalingsvejen forsvinder ind i bjerget. Jo, moderne bilister med deres mange hestekræfter har det let. De slipper for de sidste 800m op til passet, men går til gengæld også glip af en imponerende udsigt. Den sidste strækning snyder lidt. Den virker væsentlig længere, end kortet giver indtryk af. Vi ankommer til passet i strålende solskin, og efter at have vekslet de sidste italienske lire til schweizerfranc, kører vi over grænsen ind i Schweiz.
Nedturen er mindst lige så flot, og 800 meter nede får vi igen følgeskab af de “dovne” bilister. Sammen cruiser vi nedad i fin stil de 43 km til Martigny. I flere af svingene kan vi holde en højere fart, og flere af bilerne bliver overhalet. “Sjovt” nok appellerer dette helt klart til flere af førernes opfattelse af, at de er landevejenes herre, og nogle begynder at køre temmelig uforskammet.

Rhône dalen
Tilbage i Schweiz finder vi en hyggelig lille campingplads i Aigle, ikke langt fra Rhône flodens udløb i Genfersøen.
En tur gik bl.a. op bag byen ad en lille meget stejl vej, vel omkring de 20%. Heroppe var en flot udsigt ud over Genfer søens sydlige del. Området viser sig at være militært. Jeg har aldrig cyklet over så mange broer på så kort en strækning, 56 blev det til, alle nummerere. Desuden ligger der helikopter landingspladser rundt omkring godt camoufleret.
Efter tre uger med masser af oplevelser vendte vi atter tilbage til det flade land mod nord.

Fakta og oppakning.
Der er daglige flyforbindelser til Geneve med Swissair, pris inkl. cykel 2500,- Da de fleste ruteflyselskaber oppererer med en 25 kg baggage grænse, skal denne grænse helst overholdes. Det vil sige at baggagen skal holdes indenfor de 10-15 kg. Det er en god idde at begrænse sig mest muligt. De sidste kg, gør ondt i benene sidst på dagen. Campingpladserne koster mellem 20 og 40 dkr. pr overnatning. Flere steder skal man betale for brusevandet. Standarden er meget svingende, generelt bedst i Schweiz.
Det er tilladt at cykle på vandrestier og forstvejene, men vandrere har helt klart fortrinsret.
Michelin kort 1:200.000 kan man fint køre efter. Til offroad er godt at supplere med vandrekort 1:50000 eller 1:25000 som er bedst at købe på stedet.
Selvom der er mange cykelforretninger i området, kan visse dele være vanskelige at få. Vi havde f.eks. problemer med at få de rigtige slanger. Hoteller er ret dyre, min 250 kr. for et dobbeltværelse.