CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Salam Alaykum

Tag med Torben og Lis til Jorden. En cykeltur i en anden verden og kultur med store naturmæssige kontraster

Read more
Kulturchock

Selvom Marokko ligger så tæt på Europa og i høj grad bæger præg af at have været en tidligere fransk koloni, er mødet for de fleste, mødet med en arabisk kultur som er meget anderledes og som er centreret omkring Islam.

Read more


  • Glimt fra Claus’ Rejsedagbog

    Af Claus Bertung
    Blød landing 15 kilometer fra Pakistan’ (10. september 2001)
    Tidligt på formiddagen slår vi Hans Bo, Jørgen og jeg vore små telte op under en klynge eukalyptustræer i udkanten af Islamabad. Temperaturen har allerede rundet de 30 grader, så det er vigtigt at søge ly i skyggen. Vores direkte maskine fra Kastrup landede i Pakistans hovedstad klokken 4 i morges. Cyklerne og grejet samlede vi i terminalen, og da solen stod op, var vi ude af røret.


Op til afrejsen fra København, valgte Hans Bo og jeg at tage en hyrevogn til Kastrup. Chaufføren var født i Afghanistan, så vi modtog gratis manuduktion og gode råd med på vejen. At netop Afghanistan kun få dage efter kom på alles læber og at verdenspolitiken ville påvirke rejsen anede vi naturligvis intet om på det tidspunkt.


Vores tørre græsmark med eukalyptustræerne er Pakistans eneste officielle campingplads og bruges kun af udenlandske turister med eget transportmiddel, fx gale cyklister på eventyr. Udgifterne til vedligeholdelse tynger ikke stedets budget; alt er på randen af sammenbrud. Toilettet er stoppet, gulvet sejler, een ud af fire vandhaner virker, afløbsrøret under håndvasken mangler og alt er dækket af skimmelsvamp. Men pladsen har charme en kvalitet man bedst forstår at værdsætte, når man sidder hjemme og drømmer om det fjerne, eksotiske Østen…


På andendagen, da den værste jetlag er overvundet, udforsker vi i samlet trop Islamabads indre by. Noget “centrum” findes ikke, for byen er kun 40 år gammel og udtænkt på et tegnebræt. Det rammer plet, når det om byen siges, at den ligger 15 kilometer fra Pakistan’, for der er en verden til forskel på hovedstaden med dens snorlige, sterile boulevarder og søsterbyen Rawalpindis fortættede bazaratmosfære. Vi veksler penge, går os trætte og finder til sidst et sted at stille sult og slukke tørst.


Eftermiddagen går med at klargøre cyklerne og malke vores nabo en australsk cyklist for nyttige oplysninger. Fyren er berejst, har blandt andet cyklet i Indien. Næste udfordring er pakistansk Himalaya og Kunjerabpasset på grænsen til Kina. Det samme mål, som vi har. Følges ad kan vi dog ikke. Australieren kører nordpå via Peshawar, Chitral og Shandurpasset; vi vælger den direkte rute ad Karakoram Highway, langs lndusfloden gennem Kohistan og Hunzadalen. Udfordringen er stjerneklar: hvor ellers på kloden finder man en så eventyrlig malerisk vej, der starter næsten fra havets overflade, snor sig 900 km gennem verdens højeste bjergkæder og slutter i næsten 5000 meters højde?


LovIøshed og tossetobak (19.september)
Vejen følger Indus flodens venstre bred og stiger jævnt 3-4 %, så dagens distance på 80 kilometer til Dassu afskrækker os ikke. Bjergene er rykket en vægtklasse op. Vi nærmer os stille og roligt det rigtige Himalaya!


Jørgen, vores rullende ‘database’, holder på denne varme tirsdag formiddag forelæsning over temaet: Dyrkning af hamp til euforisk brug i muslimsk Fjernøsten. Studenterne, dvs Hans Bo og jeg bliver undervist i forskellen på pakistansk og afghansk hash den afghanske er bedst og de mulige konsekvenser for eksporten efter terrorangrebet i New York.


Det er et faktum, at hampplanten gror vildt langs vejen i Indus Kohistan. Måske spredes frøene med vinden fra opdyrkede marker i nabolaget. Det er også et faktum, at de fedtede hashklumper sælges åbenlyst på landsbyernes markeder, og at selv politibetjente går rundt med en klump marihunana begravet i bukselommen.



Igår da vi overnattede i byen Besham, fornemmede vi en svag fjendlig stemning rettet mod vesterlændinge. Under en gåtur i byen blev Hans Bo, der var iført T-shirt og baseball kasket, mødt med de halvt advarende, halvt truende ord: “Your life is in danger”. Det er velkendt at folk i Kohistan er skeptiske over for fremmede. Mange folk her er Pathanere fra Afghanistan. Provinsens gamle øgenavn er Yaghistan, ‘landet uden regering’. Pakistansk politi kontrollerer kun selve Karakoram vejen. I sidedalene gælder de pathanske stammefolks love stadigvæk. Måske forstærkes stemningen af terrorangrebet på World Trade Center. Det er først nu, hvor vi har set den første avis, at vi forstår, at vi kan påvirkes af tragedien. “Cyclist with obviously expensive gear and skin


Da tusmørket sænker sig når vi dagens mål i Dassu , hvor vi indlogerer os på Hotel Indus Wawe Inn . Et ydmygt og billigt sted. Vi betaler 7 kroner pr. mand for et tre


Indus wave Inn er en gæstfri hamphule, hvor også hash-tågernes bølger ruller lystigt. Da vi inspicerer lokaliteterne, slænger et udvalg of Dassu’s hankønsvæsner sig på deres udendørs ‘Charpois’, døsige af tosse-tobakkens toksiske tåger.



Yakokser, tøsne og kinesere (2. oktober)
Hans Bo og jeg kører på egen hånd nu. Jørgen har feber og returnerede i går til Hunza, for at opsøge en læge.


Sidste nat logerede vi i landsbyen Sost, ca. 85 kilometer fra Kunjerab passet. Klimaet er mærkbart køligere her oppe i højderne og forsyningerne langs vejen få og små. Sost lokale truckstop væbner os heldigvis med “madpakker” bestående af kogte æg, fladbrød plus fire store kogte kartofler.


Kort efter Sost opsluges vejen af en smal kløft, der skærer sig lodret gennem Karakorams massive bjergvægge. Solen når kun slugtens bund få timer dagligt. Dybt under os kan vi hører Hunza flodens brusende vandmasser. De sorte, nøgne klipper tårner sig op omkring os. Eventyrlystne tyrkiske købmænd på vej til Kina drev i sin tid karavaner gennem denne ørken af sten. Navnet Karakoram stammer fra tyrkisk og betyder ‘de sorte bjerge’.


Efter 65 kilometer med 6-8 % stigning og strid medvind, slår vi vores lille telt op ved floden nær en fårehyrdes bolig. Vi befinder os knap 4000 meter over havets overflade. Højden og ikke distancerne er udfordringen her. Den famøse højdesyge er en reel risiko nu, men både Hans Bo og jeg slipper med lettere hovedpine. Senere på aftenen begynder det at sne, og jeg frygter, at vi ikke kan nå passet.


Allerede klokken 6 kravler vi ud af vore lune poser, for at pakke det våde telt sammen vådt efter nattens snefald. Alt er gråt og klamt. Dagen i dag er så kold, at Hans Bo tager sine vanter frem! Hvem der bare havde en kop tel


Efter politiets kontrolpost ved Koksar arbejder vejen sig opad i skarpe hårnålesving. Luften føles mærkbart tyndere. Vi får en let snebyge undervejs, men sneen smelter på vejbanen som vi iøvrigt har for os selv.


Da vi endelig når passet kigger solen forsigtigt frem, og landskabet åbner sig. Store flokke af sorte, langhårede Yakokser græsser på de mægtige vidder. Grænsevagterne er til håndtryk og hyggesnak. To skøre cyklisters opdukken er en kærkommen adspredelse. En af kineserne skal prøve min cykel. De keder sig bravt, for der er intet at bestille. Siden angrebet i New York er stort set al trafik til og fra Kina indstillet. Nede i Sost står dusinvis af tomme, arbejdsløse lastbiler og venter. Grænseegnene er sensible, Kasmir og Afghanistan er ikke langt væk. Og kineserne har i provinsen XinYang ‘deres egne’ muslimer at slås med.


Vi vender cyklerne, trækker huerne ned om ørerne, vinker til vagterne og ruller nedad mod syd. Det bliver en lang, kold nedkørsel i strid modvind!


Skardu tur/retur (14. oktober)
Vejen der forbinder Gilgit med byen Skardu i provinsen Baltistan er, om muligt, endnu mere dramatisk end Karakoram Highway. Vi nyder alle tre at suse nedad og rundt i de skarpe sving højt over Indusflodens tordnende vandmasser. Jørgen er frisk inn. Vi er på vej retur til Gilgit for sidste gang. Der er sket meget de seneste 10 dage.


Da vi returnerede fra Hunsa til Gilgit, var alle udlændinge på Medina Guesthouse i opbrud. Amerikanske fly var begyndt bombningen i Afganistan. Vi hørte det hele på CNN. To tyskere, som Hans Bo og jeg mødte i Passu, ville straks den følgende morgen tage flyet til Islamabad. Vi besluttede at slå koldt vand i blodet og tage bussen til Baltistan, hvor vi på cyklerne fortsatte mod øst til landsbyen Skaplu. Området her er spændende og folk er venlige og hjælpsomme. Baltistan og Hunzadalen er mine favoritsteder. Har man kun 3-4 ugers ferie, så drop de nedre luftlag, undgå Kohistan og flyv direkte fra hovedstaden til Skardu eller Gilgit.



Sent på eftermiddagen stopper vi ved Hotel Midtway, hvor vi tilbydes logi i et udhus. Aftensmaden laver vi under åben himmel i olielampens skær. Ude på landet i Baltistan har kun få steder elektrisk lys, Vores pakistanske gasbrænder til 3$ fungerer stadigvæk upåklagligt. Jørgens højteknologiske MSR brænder opgav ånden allerede på turens første dage. Dysen kunne ikke klare den snavsede lokale benzin.


Sent på eftermiddagen næste dag er cykelturen pludselig definitivt slut. Vagterne på en politipost 30 kilometer før Gilgit følger ordre fra højeste sted. Alle udlændinge skal ud of området. Vi kan ikke cykle ind til Gilgit, for der er generalstrejke og uroligheder i byen grundet bomberne i Afganistan. Vi læsses på en vogn, køres til Gilgit og indlogeres på et hotel i udkanten of byen. Politiet vil sende os retur med fly til Islamabad om to dage hvis vejret arter sig. Piloterne kræver 100% blå himmel. De små Fokker propelmaskiner kan ikke klare de store højder, så sine steder flyves der nede mellem de snedækkede bjergkamme. Det kræver sigtbarhed i top.


Det lykkedes, vi er i luften! Gilgits tre sidste turister forlader skansen. Politichefen ånder lettet op.


Flyet følger Indusfloden de første par hundrede kilometer. Vi nyder den betagende udsigt hele kompasset rundt og Nanga Parbats 8000 meter høje iskappe!


“JØRGEN (?), DYRK LIGE UDSIGTEN!!!” Men Jørgen er træt af klipper og sne, han vil hellere drikke kaffe og læse avis ….
Jørgens sjæl er som han siger allerede på vej hjem.

Read more


Jørgen og jeg fik før julen 2001 lyst til at gå Marokko efter i sømmene efter at have læst og hørt om Torben og Lis’s tur. Det blev en meget oplevelsesrig cykeltur, hvor øjnene var på stilke og sanserne i det højeste gear fra morgen til aften. Vi valgte at tage flyveren til Malaga; cykle til Gibraltarstrædet og sejle over. 3 uger senere returnerede vi med båd fra Melilla. Der var faldet advarsler om at tyveri – og det der var værre – i det nordlige Marokko, men vi kom pænt igennem med pengekatten på maven og skindet på næsen. Jeg vil ikke her berette om vores oplevelser på de 1400 km, men videregive den hilsen som vi, i det lidt vemodige øjeblik hvor de 2 hjul forlod landet, sendte tilbage over skulderen.

” Tak for nu, det var en fin tur og nu farvel til:

De tålmodige, arbejdsomme æsler. De kønne fnisende og smilende piger. De flittige skopudsere, store og små cigaretsælgere og et smilende, imødekommende folk, som for de flestes vedkommende kun havde smilet og venligheden at give af. Men også farvel til de kæmpe lastbiler, som – med 20-30 ton, 110 km i timen og en beduinklædt chauffør – uden svigt gav os god plads på landevejen. For denne gang er det også slut med at se plastikposer i krat og buske hængt op af vinden. Ligeså har vi set de sidste storsmilende drenge, som på udslidte cykler følger os ud af deres landsby. Men en flot hilsen vil blive husket fra de snesevis af skolebørn, som dagligt gav os opløftende råb i kor – en enkelt gang fulgte der også en jordknold med. Tilbage bliver også de selvbestaltede guider og småsvindlere, som vi overlader til den endeløse jagt på halvskræmte turister. Vi vil huske Muhamed, som i sit gode hashhumør svingede i status fra udvalgt storguide til fyret, nedbøjet familiefar og som kollegaer, der havde et mere nuanceret syn på den private ejendomsret, blankede af for de fleste “fucking dirham”.


De tiggende enlige mødre med børn liggende på fortovet vil også blive husket. De få dirham vi delte ud rakte ikke langt, man da enhver god muslim giver til de fattige – også Muhamed gjorde det – er der måske håb. Og måske er der også håb for de limsniftende drenge, som ved en af Meknes’s store banker stod og trykkede sig sammen med klude for næsen. Det var som om et lydløst råb om hjælp lød ud mod de gående og kørende. Efter alle indtrykkene huskes også medinaernes mylder; turen på mountainbike gennem gaden der var ryddet til kongens kortege – og ikke os; de vagtsomme hunde, som om aftenen satte fart i de trætte cyklister; købmandens hilsen ” mister Danmark ” og fornøjelse ved at høre “hallo mister Marokko”. På gensyn Marokko”.


Med venlig hilsen, Hans Bo.

Se flere billeder her.

Read more