Kategori-arkiv: ARABISKE LANDE

Salam Alaykum



Petra


Klemt inde mellem Syrien, Irak, Saudi Arabien, Israel og de pælestinentiske områder ligger Jordan som har haft en kort men tumultagtig historie. Fra 1516 frem til første verdenskrig var de besat af Tyrkerne.
I 1923 kom de under engelsk herredømme og blev selvstændigt i 1946. Den vestlige del af Jorden floden blev besat af Israelerne under seksdageskrigen i 1967. Under Kong Hussein 45 års regeringstid har landet oplevet en stor udvikling og er i dag et af de mest stabile og fredelige lande i området at opholde sig i. Jordan er kendt for sin gæstfrie befolkning der er en blanding af beduiner og palæstinensere. Overalt hvor man kommer bliver men budt velkommen og de endeløse kopper af sød te man bliver budt, er en del af gæstfriheden.

Landskabsmæssigt byder Jordan på store variationer. Mod nord er landet frugtbart, tæt befolket og kuperet mens mod øst ligger de endeløse ørkenområder grænsende op mod Irak og Saudi Arabien. Mod vest ligger Jordan dalen og Det Døde Hav og de mange imponerende Wadier som skærer sig dybt ned i landskabet.




Guds finger titter frem


Men de helt store oplevelser venter hvis man er historisk interesseret. Landet har en overflod af gamle monomenter og udgravninger og det i en sådanne mængder at meget af det endnu ikke er udgravet, så der er rige muligheder for selv at lege arkæolog, men husk lige at du naturligvis ikke må tage noget med dig.

Hver morgen kl. 5 bliver man vækket af muezzinen fra den nærliggende minaret som raller sit langtrukne Allahu Abbar som i de første sekunder kan minde lidt om lyden fra en boret 3 gears knallert under vild acceleration. Dette optrin gentager sig yderligere 5 gange i løbet af dagen.

Tager man afsted hjemmefra uden den helt store planlægning må man naturligvis være forberedt på lidt af hvert. Det fik vi at mærke kort efter ankomsten. Vel ankommet til Queen Alya lufthavnen med intakte cykler og bagage havde vi besluttet at vi nok kunne nå til Madaba inden mørkets frembrud, en tur på ca. 25 km. Snart stod vi ude på Dessert Highway hvor lastbiltogene regerer.
Trods stor hjælpsomhed og mangen en invitation til te som vi pænt takkede nej til, da tusmørket var begyndt at sænke sig, var de lokale truckere ikke helt sikre på den rigtige vej. Det er normal arabisk gestus at men naturligvis prøver at hjælpe også selvom man ikke aner om det er den rigtige vej. Vi valgte derfor at køre tilbage mod lufthavnen hvor der lå et stort hotel. 85 JD det svarende til ca. 850 kr. for et dobbeltværelse var lige i overkanten for vores budget. Hotellets lokale buschauffører ville dog gerne lave en handel, så det lykkedes os at få en lift til Madaba for 20 JD. På daværende tidspunkt syntes vi prisen var rimelig, men efter et par dage blev vi klar over at prisen nok var for høj.






Mont Nemo
og de varme kilder Madaba er et godt udgangspunkt for ture i omegnen. Den kaldes med rette mosaikbyen. Den mest berømte er Madabakortet som er det ældste kendte kort over det hellige land. Der findes mere end 100 bibelske steder i Jordan hvoraf Mont Nebo bjerget er et af dem. Her skulle Moses have stået og skuet ind over det forjættede land (Canan) efter sin 40 årige vandring gennem ørkenen.
I klart vejr kan man se det døde hav og spirene på kirkerne i Jerusalem. Endvidere er der udgravningen af en kirke fra det 6 århundrede med nogle flotte velbevarede mosaikker.
Små 35 km fra Madaba ligger Hammamat Maín med sine varme kilder. Det svovlholdige varme vand har siden tidlig kristen tid været endestation for pilgrimme fra Jerusalem, Jeriko og Nebobjerget. Uanset om man vil benytte sig af kilderne eller ej koster det penge at komme ind. 3 JD for Jordaner og 7 JD for udlændinge.
Alene køreturen er oplevelsen værd, specielt den meget stejle op/nedkørsel til slugten.
På udturen bliver vi fanget i en vind som er så voldsom at vi ikke længere kan cykle. Da vi forsøger at trække med cyklerne er de ved at blæse fra os. Vi beslutter at vende om, men bliver snart stoppet af en varebil som tilbyder os et lift. Det rusker godt i den høje kassevogn, men en km længere fremme lægger vinden sig igen, mærkeligt fænomen. På tilbagevejen opserverer vi den samme kraftige vind samme sted.

Det døde hav
Ligger 400 meter under normalt vandspejl og er verdens laveste beliggende sø. Med en saltprocent på over 25 er det muligt at flyde som en prop og den høje saltprocent skulle have en gavnlig virkning for bl.a. psoriasis patienter. Ellers er der ikke meget at se. I sydenden ligger de store saltudvindingsanlæg ,mens de forholdsvis få hoteller ligger i nordenden. Desuden udvindes der råstoffer til magnesiumproduktion.


Kerak
Byen er kendt for sin store middelalderborg hvis ældste del stammer fra 1142. Borgen er meget velbevaret. Grundlæggeren af borgen var en barsk herre som var kendt for at give sine ofrer en spand over hovedet inden de blev kastet ud over klippen, så de ikke besvimede. Selve Kerak er en meget livlig by som myldrer af unge studerende som kommer langvejs fra for at studere. En sjov oplevelse, da vi skal med taxi ud af byen, kommer en fangetransport med 10 straffefanger behørigt sikret med lænker om arme og ben. De skulle ind og modtage deres dom i domhuset.




Muddertur

Dana naturreservat
Dette store område strækker sig over 320 km2 og er et statslig støtter projekt. Da vi ankommer til Dana village er hele området totalt indhyllet i tåge, så vi må væbne os med tålmodighed for at komme ud og cykle. Tiden fordrives med den obligatoriske tedrikning. Vi vælger at gå en tur og da vi kommer et par hundrede meter ned i dalen klarer det op, vi er kommet under skyerne. I al hast vender vi om og får cykeltøjet på og bevæger os ud i området på den tykhjulede. Der er kun en vej, nedad en meget stejl grusvej. I januar bliver det ligesom i Danmark tidligt mørkt, så vi når lige at opleve solen titte frem og sende sit livsgivende lys som en kraftig spot ned i dalen.
Da vi kommer tilbage bliver vi budt velkommen af Nabil Nuiafleh som sammen med nogle af hans venner underholder os om aftenen med dans og sang. Nabil fortæller os ellers at han har lavet MTB ruter i området for et fransk mtbhold. Desværre når vi ikke at prøvekøre dem.





Dana Tower Hotel Management

Petra
I vores iver for at spare nogle kilometer trodser vi på vejen mod Petra en omkørsel og forsætter af vejen som snart slutter og bliver til et temmelig pløret hjulspor. Pga. af en kraftigt regnskyl er leret meget tungt og klæber til vores dæk som snart pakker helt til, så videre fremfærd er umulig. Vi må trække/bære cyklerne som er blevet adskillige kg tungere pga. af den megen ler. Da vejen igen bliver bedre må vi i gang med et større rengøringsarbejde. Alt er smurt ind i ler, inkl. sko og pedaler. (det perfekte sted for afprøvning af SPD pedaler )
“Match me such marvel save in eastern clime a Rose Red city, half as old as time”
Petra betyder klippe på græsk og er en af Jordans store turistattraktioner, de fleste kender det nok uden at ane det fra Indiana Jones filmen.
Petra blev anlagt af Nabataenerne 7000 år før Kristus. De mange udhuggede facader og de fantastiske farver er imponerende. For 40 mio. år siden trak vandet sig tilbage og efterlod dette landskab af blottede sandstensklipper.
Byen er bygget og ikke mindst udhygget af og i klipperne. Der er tusindvis af store og små klippehuler.
Al-Khazneh er det første store monument man møder efter sin gåtur ned gennem den meget smalle slugt. At se det hele er en stor mundfuld. Tager man af sted tidligt om morgenen kan det lade sig gøre at se det meste på en dag. En dagsbillet koster 20JD. Gider man ikke gå er der masser af tilbud om transport på æsler og kameler.
Efter 10 timers vandring i uvejsomt terræn, har de ømme fødder og muskler godt af et besøg på det tyrkiske bad. Der er to i byen hvoraf det på hotel Oasis ved siden af Mövenpick hotellet kan anbefales.




I baggrunden Golan højderne.

Wadi Rum
Dem som har set filmen ‘Lawrence of Arabia’ vil huske det storslåede ørkensceneri med de tårnhøje, vejrbidte klipper. Stedet er i den sydlige del af Jordans ørken og kaldes også månedalen.
Her er der et tilsyneladende endeløst, landskab med ejendommeligt formede klipper, rødligt sand og en åben, blå himmel.
Efter at være blevet sat af bussen ved afkørslen ved Dessert Highway som ikke er et sted man cykler, går det let opad de næste 32 km mod Wadi Rum Village af en fin anlagt vej uden trafik.
Landskabet er øde kun brudt af de karakteristiske bjergmassiver som rager op fra sandet.
Små 10 km før byen bliver vi spottet af den første turistguide og inden vi når byen har vi fået adskillige tilbud om overnatning, transport og bespisning.
Selve Wadi Rum village er en samling barakker centeret omkring vejen som ender her. Herfra kan man kun komme videre på kamel, hest eller med firehjulstrækker.
På Wadi Rum Guesthouse kan man spise og overnatte i et af de mange opslåede telte. De flotteste scenerier opleves ved solnedgang/opgang.
Efter overnatning i telt står vi tidligt op for at nå bussen ind til Aqaba. Taxachaufførerne er også tidligt oppe og allerede under morgentoiletten får vi det første tilbud på 20 JD men snart kommer flere til og slutprisen ender på 1,5 JD pr person, det samme som bussen, som naturligvis er forsinket. Vi slår følgeskab med et par japanske piger og cykler kommer op på taget.

Det røde hav
Aqaba er Jordans eneste havneby og er derfor en vigtig udskibningshavn. Ved det Røde hav er man tæt på naboerne Israel, Egypten og Saudi Arabien. Vi cykler af den befærdede strandvej sydpå mod grænsen til Saudi Arabien. Strandene ligger på denne årstid øde hen. Efter at have soppet lidt i vandkanten beslutter vi os for at kikke lidt nærmere på korallerne. På det statslige jordanske dykkercenter kan man leje alt udstyr og iført snorkel, våddragt og andefødder kaster vi os ud i bølgerne. Det bliver en kort fornøjelse da der er store bølger og vandet er temmelig koldt, men korallerne og ikke mindst de mange fisk var flotte.

Andre cyklister
Cyklister er en sjældenhed i Jordan. Vi mødte en par på tandem og en enlig tysker på tur fra Tyrkiet til Egypten. Millionbyen Amman på cykel er direkte livsfarlig. Dessert Highway og vejene til Irak er heller ikke cyklistvenlige pga. af tung lastbiltrafik. På alle de øvrige veje oplevede vi ingen problemer og Jordanerne viser tilstrækkelig hensyn. Hver gang man stopper går der ikke lang tid før man får et tilbud om hjælp eller en lift. Dette er en typisk gestus, og betryggende, hvis man får brug for hjælp.

Det nordlige Jordan
Nord for Amman er landskabet meget anderledes fra det øvrige Jordan. Her er frodigt og meget kuperet. Området er tæt befolket og al jorden er opdyrket. Her findes en række velbevarede antikke ruin byer. De var en del af Decapolisforbundet som bestod af 10 byer. Ifølge de gamle kilder var det et forbund af græsk-romerske byer, men man ved ikke om det var politisk, militært eller kulturelt.

Jerash er en af de bedst bevarede provinsbyer i Romerriget. Byen rummede på sit højeste 18000 indbyggere. Her får man et tydeligt indtryk af hvordan en romersk by i 100 tallet har fungeret. Den store ovale plads er unik.
Små 20 km nordvest for Jerash ligger Ajlun. Oppe på bjergtoppen ligger middelalderborgen Qalat ar-Rabad. Turen derop kan nok få svenden frem men udsigten er flot. Borgen som er fra 1184 var en del af kommunikationsnet som bandt Mamelukkernes rige sammen. Dette foregik ved hjælp af brevduer. Der er gode muligheder for at cykle i området på de mange små veje men værd opmærksom på at der ligger nogle militære forlægninger som man nok bør holde sig fra.




På vej mod Wadi Rum

Transport
Der er daglige flyafgange til Amman fra København med Austrian Airlines via Wien.
Visum får man når man ankommer i lufthavnen, det koster 10 JD. Desuden skal man betale 5 JD når man forlader landet.
Der går Jett buser fra Aqaba til Amman og det tager 4 -5 timer og der skal bestilles plads i forvejen. (ørepropper tilrådeligt)
Lokal busser er billige ½-1 JD afhængig af strækningen.
Taxa i Amman er billigt ca. 500 fils og et must, da byen er svær at finde rundt i og den tætte trafik. Alene det at skulle krydse en vej kan være lidt af et problem.
Øvrige taxa skal man forhandle sig frem til en pris. Pas på de mange selvbestaltede taxier. Bilerne skal være gule eller hvide.

Overnatning
Der findes overnatningsmuligheder i alle prisklasser. Det dyreste vi blev præsenteret for var 85 JD for et dobbeltværelse. De fleste budgethoteller ligger mellem 5-15 JD. I Wadi Rum bor man i telte for 3 JD.
Det er en god ide at have sin sovepose med hvis man rejser om vinteren som supplement til de tynde tæpper. De færreste hoteller er opvarmet og det kan på selv mellemklassehoteller være et problem at få et ordentligt varmt bad.

Mad er billigt.
Nationalretten er Mensaf som er en bedueinret, bestående af lam kogt med urter i yoghurtsovs. De fleste kødretter består af lam eller kylling. Der serveres salat eller grønsagsretter med aubergine, kikærter og bønner. Der krydres med hvidløg, spidskommen og koriander, men maden er ikke stærk. Som tilbehør er der ris eller bulgur
Friskbagt fladbrød bagt uden gær kan man få alle steder. Gå efter lugten af fyringsolie fra de store oliefyrsopvarmede ovne.
Alternativet til restaurant kan man snuppe en falafelsandwich ved en af de mange boder, desuden findes der en masse spisehuse hvor man kan få et billigt måltid mad. De åbner tidligt og serverer alle dagens måltider.
Araberne har en sød tand og i de mange kageboder kan man prøve deres søde kager dyppet i sirup og pyntet med nødder.



Kort og guider
Freytag & Berndt Jordan 1:800 000
Politikens går til Syrien og Jordan ISBN 87-567-6206-2
Footprint Handbook Syria, Libanon and Jordan ISBN 0-8442-4869-x
Lonely Planet Jordan ISBN 0-86442-694-1

Internet
http://www.arab.net
http://daleel.arabia.com/en/?region=/regional/jordan

Også udgivet i:Turcykling | Tagget , | Der er lukket for kommentarer

Kulturchock

Aftorben



Selvom Marokko ligger så tæt på Europa og i høj grad bæger præg af at have været en tidligere fransk koloni, er mødet for de fleste, mødet med en arabisk kultur som er meget anderledes og som er centreret omkring Islam.

Når man kommer til Marokko skal man være indstillet på at nu er det os som europæer som er anderledes og skiller sig ud, med mindre du skifter til en af de traditionelle klædedragter. Marokkanerne er købmænd, og de ser en potentiel kunde i enhver turist.

Marokko har ca. 30 millioner indbyggere som er karakteriseret ved at være meget ung. Ca. halvdelen er under 25 år. Selvom Marokko hovedsaglig er arabisk er der en skøn blanding af Arabere og Berbere. Berberne boede her oprindeligt da Araberne kom, og udgør i dag omkring 40 % af befolkningen. Berberne bor i dag hovedsagelig i bjergene og ørkenen i den sydlige del af Marokko. Desuden har jøderne også haft en stor indflydelse i landet. I mange af byerne findes der stadig jødiske bydele. Arabisk er hovedmodersmålet, men da Marokko er en tidligere fransk koloni, kan langt de fleste også fransk, mens det kun er specielt de Berbiske handelsfolk som kan lidt engelsk. Som så mange andre lande hvor forskellige folkeslag har forsøgt at gøre sig gældende har Marokko også haft en omtumlet og til tider urolig historie. I 1956 forlod franskmændenene landet og de blev et selvstændigt kongerige. Siden 1977 har man haft en slags demokrati med et trepartisystem. Men det er stadig kongen som har den reelle magt over hæren og det er også ham som udpeger statsministeren. Det moderne Marokko er et land man trygt kan rejse til.



Agadir
Med fly, er Agadir for de fleste turister indgangs porten til Marokko. Agadir betyder befæstet kornmagasin på berbisk og var oprindelig en vigtig udskibningshavn, men efter et voldsomt jordskælv i 1960 blev hele den gamle bydel ødelagt.
I dag er byen en moderne turist og storby, som storbyer flest og har ikke meget med det oprindelige Marokko at gøre.
Når menukortet står på dansk og tjeneren slynger om sig med danske gloser, så står jeg af.
Mit råd, brug den som ankomst/afgangsbase og tag så ud og oplev det rigtige Marokko.

Som cyklist er afstandene store men har man tiden kan man sagtens cykle rundt. Vejnettet er godt udbygget og af god kvalitet. På landet er der meget fredeligt, mens trafikken er tæt omkring storbyerne, hvor også forureningen fra de mange biler og knallerter som ikke just er nyeste model, til tider er meget slem.
Ellers er der rige og billige muligheder for offentlig transport. Der kører fine langtursbusser mellem de større byer og det er intet problem at få cykler med.
En anden og sjovere mulighed er at benytte taxa eller bare at praje en bil ude på vejen. De stopper altid, og det er billigt. Marrakech Ca. 300 km nordøst for Agadir ligger

Marakech.
Byen blev grundlagt for mere end 1000 år siden og ligger som en kæmpemæssig oase midt på den støvede slette med de mægtige Atlasbjerge mod syd som en flot kulisse. Selve den indre by er omkranset af en 14 km lang mur med 12 porte. Indenfor møder en et overvældende og fremmed sanseindtryk, et mylder af mennesker iklædt de karakteristiske Haik kapper, duften af krydderier eller rettere krydret luft (gedetis og hundelorte) og den skærende “larm” af arabisk musik.
Samlingspunktet er Djemaa el Fna pladsen hvor det syder af aktivitet, et sandt mylder af boder, slangetæmmere og plattenslagere. Søg lidt væk fra pladsen og ind i Medinaen hvor man hurtigt bevæger sig ind i en labyrint af små gader med de mange små butikker liggende side om side, med alverdens udvalg i krydderier, sølv, sko, tæpper og andre spændende ting.
Det er muligt at gå og snuse, men man bliver konstant mindet om at Arabere er et handelsfolk som ser en potentiel handel i enhver turist. Men et bestemt og venligt NEJ accepteres altid, hvorimod hvis der spørges til prisen, er man straks interesseret, og så er det straks sværere at slippe væk. Atlasbjergene Fra Marakech er der omkring 40 km ned til randen af Atlasbjergene. Vi tog af sted tidligt om morgenen, vi var jo alligevel blevet vækket af den obligatoriske kalden til bøn fra den store moske. Turen ud af byen som for øvrigt forløb helt uden problemer var lidt af en oplevelse. En karavane af lastbiler, æsel karrer, knallerter og cykler tung læsset med folk, frugt og grønt var på vej ind mod byen og markedspladsen. Vejen ned mod randen af Atlasbjergene er lang og lige. I Quikika begynder det for alvor at gå opad de ca. 30 km mod Marokkos største skisportssted Qukaimeden som ligger 2600 m.o.h. Turen er meget smuk og man finder hurtigt ud af at pauserne skal holdes mellem de mange små landsbyer. Så snart man entrer dem bliver man jagtet af horder af børn som tigger Dirham Dirham (den lokale mønt). De er temmelig nærgående og går ikke af vejen for at kaste med sten og skubbe til cyklerne, for at få ens opmærksomhed. Ellers går livet sin vante gang her i bjergene, hvor man hele tiden møder store gede og fåreflokke og en enkelt fårehyrde. En nøjsom tilværelse og koldt specielt her om vinteren. Overalt bliver man konstant mindet om Islam. Hver en flække har sin egen moske hvorfra der 5-6 gange om dagen bliver kaldt til bøn. I Qukaimeden som på denne årstid næsten er uddød, er der lejligheder og skisportshoteller i skærende kontrast til lerhytterne på vejen op. Vi indlogerer vi os på det eneste åbne hotel som ejes af en franskmand. Han har kørt forbi os op i sin bil. . Solen er gået ned og det er isnende koldt og vi er temmelig forkomne efter de 76 km og 2200 højdemeter, så vi bliver bænket i restauranten ved siden af gasovnen. Varm chokolade og en kage af ubestemmelig art giver igen varmen i fingre og tæer. Vores værelse har stået uopvarmet, og selvom radiatoren er kommet på overarbejde er det ikke nogen udpræget fornøjelse at komme i bad. For lidt varmt vand.
Qukaimeden by night er hurtigt overstået, og da det er hundekoldt ude, spiser vi på restauranten på hotellet og går tidligt til ro. Vi sov godt den nat.




Gedetransporten
Det var oprindelig meningen vi ville have kørt op over Tizi n Test passet og tilbage mod Agadir, men kulden og det faktum at skivebremsen på den ene af vores cykler var blevet ødelagt under transport i bus eller flyet får os til at tage den lokale gedetransport ned af bjerget. Inden går vi dog lige op til vejrstationen hvorfra der er en fantastisk udsigt ind mod Marakech mod nord og Marokkos højeste bjerg Jebal Toubkal 4167 m højt mod syd.
På vej ned kommer vores arrangerede transportmulighed os i møde, hvilken service. Faktisk er det den generelle opfattelse man får af marokanerne, venlige og meget hjælpsomme.
Cyklerne bliver hængt bagpå den ombyggede Peugeot varevogn, og vi bliver placeret oppe i selve ladet. På vejen ned stopper vi flere gange og folk og fæ blive taget op. Snart er hele bilen fyldt med Berbere, får, geder og to danskere i cykeltøj. De morer sig øjensynligt over os og kan sikkert ikke forstå hvorfor vi ikke selv kører ned.
Der bliver handlet ivrigt og et pragteksemplar af en buk skifter ejer et par gange efter at der nøje er blevet kikket på tænder og hove. Et stykke nede står den og dens nye ejer af. Nede i Ahlbalou bliver også vi sat af og 120 Dirham (ca. 90Kr) skifter ejermand. I sandhed en særpræget oplevelse, som man ikke oplever i en turistbus. Berberne er ikke meget for at blive fotograferet, det første klik er ok men det næste, så vil de have penge og helst alle sammen.
Tilbage i Marakech kommer vi for sent til bussen mod Agadir, den er stopfyldt, så vi må vente

Plattenslageren
Chaufføren siger vi kan komme med den næste 1½ time senere.
En mand som vi først tror er en af de mange dragere som læser af og på busserne begynder at snakke med os. Han kan alle standard bemærkningerne om Danmark, København og den lille havfrue, han vil gerne have os med ind til byen hvor der er Berberfest, men vi siger pænt nej tak da vi har set det vi skal af Marakech. Herefter tilbyder han at hjælpe os med at købe billetter, og noget slukøret får vi at vide at vi først kan komme med kl. halv elleve om aftenen. Begrundelsen er ifølge ham at det er søndag og der er mange rejsende. Igen forsøger han at lokke os med ind til byen, men nu syntes jeg han begynder at blive lidt for ivrig og da jeg beder Lis om at checke det med billetterne igen forsvinder han som dug for solen. Behøver jeg at fortælle at vi kom med som først lovet kl. halv tre.


Islam og ramadanen
På vej tilbage mod Agadir får vi oplevet ramadanens indflydelse på dagligdagen. Ramadanen er den islamiske fastemåned. Rettroende muslimer og det er i Marokko næsten 98 %, må ikke må spise, drikke fra solopgang til solnedgang, i den måned som fasten varer. Et kvarter før solnedgang holder bussen ind på en rasteplads som snart bliver stopfyldt af lastbiler, busser og masser af sultne og tørstige muslimer. Alle går op og køber en skål suppe, lidt brød og et glas friskpresset appelsinjuice formedels 5 Dirham, og så sidder man ellers bare og venter. Som turist er man naturligvis solidarisk og begynder ikke at spise før de andre. Selvom man ikke har samme tro kan man vel godt respektere deres. På klokkeslæt begynder alle at spise. Hele seancen varer en lille halv time, herefter forsætter livet sin vante gang.

Tiznit og Tafraoute
Efter en overnatning i Agadir skal vi igen med en af de komfortable langtursbusser, denne gang en som har sit udgangspunkt oppe i Tanger. Målet er sølvbyen Tizniz 80 km mod syd.
Køb af billet er lidt omstændig. De kan ikke købes før bussen ankommer og chaufføren har sagt ok. Så skal der ellers udfyldes papirer og stemples. Det samme gør sig gældende for bagage og cykler som får sine separate mærker, lidt omstædigt, men også betryggende.
Landskabet syd for Agadir er meget goldt og ørkenagtigt, men der arbejdes ihærdigt med at plante træer, så Tiznit virker lidt som en oase, da den dukker op med sin bymur ude i horisonten.
Da bussen mod Tafraoute kun kører to gange om dagen skifter vi til taxa, en gammel slidt Peugeot med plads til 7 personer og cykler og bagage på taget. Den skal bringe os de sidste 130 km op i bjergene til Tafraoute. Vi venter lidt da bilen skal fyldes helt op før man kører. Undervejs står folk af og på.
1 Dirham pr. km må siges at være billigt, selvom komforten lader noget tilbage af ønske, med de fuldstændig udslidte støddæmpere. Turen er meget smuk bl.a. op over passet Col de Kerdeus hvor der ligger et flot beliggende hotel, som på denne årstid er helt affolket.

Efter 3 timers kørsel når vi Tafraoute, som mest af alt minder om en cowboy by taget ud af en italiensk spagetti western. Der går ikke lang tid før at hele byen ved at nu er der nye turister til byen. Vi finder et billigt hotel, hvor cyklerne bliver låst forsvarligt inde (gjorde de for øvrigt alle steder) og selvom vi er lettere dehydrerede og sultne efter den lange køretur lader vi os overtale af en af de mange unge selvbevaltede guider til at gå med op og kikke på familien Sidi Brahims souvenir, tæppe og rejsebureau. Vi bliver bænket i en af de mange rum som er fyldt med tæpper fra loft til gulv. Vi får serveret den lokale pebermyntete, mens brormand går i gang med den helt store salgstale. Vi finder ud af at ejerne af butikken driver et slags rejsebureau der arrangerer ture med 4 hjuls trækker og MTB-cykle ud i ørkenen. Turene er enten af en dags varighed eller fleredagesture.
Tafraoute er primært befolket af Berbere og er et godt udgangspunkt for ture ud i de omgivende bjerge og ud i ørkenen. Der er 2-3 endags ruter omkring byen, vil man længere ud i periferien må man spænde bagagen på cyklen eller ryggen og køre ud af grusvejen.
Der er også en del guider i Tafraoute men de arbejder på kommission fra de to store rejsearrangører i byen, så de er fuldt pålidelige og meget venlige. Vi mødte ingen plattenslagere i Tafraoute og folk var venlige men ikke påtrængende.


MTB i Antiatlas
Det er svært at få detaljerede kort i Marokko, så vi må forlade os på det 1:1000000 vi har med hjemmefra samt en brochure og det vi får fortalt.
Den første dag om eftermiddagen bliver vi opfordret til at køre ud til de blå klipper, en rundtur på ca. 30 km i et ikke særlig vanskeligt terræn. De blå klipper er noget af en skuffelse, det er såmænd bare en skør fransk kunstner som på et tidspunkt har fået den “originale” ide at male klipperne helt blå. Bortset fra det, er her meget smukt. Klipperne fremstår i den karakteristiske dybbrune farve som bliver glødende i aftensolen. Det sandede underlag stiller krav til lavt dæktryk, ellers skrider man.
Næste dag cykler vi en længere tur ud gennem Adra Moqur dalen, ruten anbefales af brødrene Brahim. Der er kun en vej tror vi, men det skyldes at vores kort ikke er detaljeret nok. Så det bliver noget med at køre lidt frem og tilbage, forsøge at tyde arabiske skilte og spørge folk på vejen, heldigvis er området rimeligt befolket, det er næsten altid til at få øje på en fårehyrde et eller andet sted.
Vi ender oppe i en lille landsby hvor en flok skolepiger på flydende fransk hjælper os på rette vej. De syntes det er vældigt sjovt at snakke med specielt Lis og er lidt forundret over at en pige sådan ligger og cykler på mountainbike. Vejen går tilbage til en udfletning hvor vi drejer til venstre. Vejen går i et med det øvrige landskab, hvorfor det er temmelig svært at orientere sig. Snart når vi op i et lille pas og vi har et flot view ned i mandeldalen.
Området er kendt for et noget sjovt fænomen blandt de mange geder, de klatrer i træer. Vi så nu ikke nogen gøre det, måske det bare er en god historie.

Helt flad
På turen ned gennem mandeldalen, der er omgivet af høje klippevægge, er vi på udkig efter geder der klatrer i arantræerne efter frugter. Arantræet har nogle væmmelige torne, men frugten, eller rettere dens nød med kerne, er afholdt til madlavning og oliepresning. Nødden går ufordøjet gennem geden og Berberne samler nødderne fra gedernes ekskrementer. Vi finder ingen geder i træerne så vi kører videre ind i en landsby for at købe lidt frugt, brød og vand. Da vi skal videre er begge cykler flade på begge dæk. Synderen er en hel masse små torne fra arantræet med form som partisansøm som sidder overalt i dækkene. Lapning er udelukket, så vi prajer en bil og får en lift tilbage til hotellet. Vi køber et par slanger som dog er lidt møre, men de holdt resten af turen

Efter et par spændende dage i Tafraoute vender vi atter tilbage mod Agadir og flyveren hjem. Igen hyrer vi en taxa, nu ud gennem Ait Baha dalen. Vejen er meget snæver og i lange stræk anlagt på en klippeafsats så hvis der skal cykles her kræver det gode nerver. Hvis turen går fra Tafraoute til Agadir kører man med højre side ind mod bjerget, dvs. man bliver måske mast af en lastbil men ikke vippet ud over kanten.
Denne gang kommer vi selskab med et par muntre fyre som skal til fodboldkamp i Agadir. Det er en national match mellem Marokko og Senegal. Undervejs bliver der tid til lidt fotografering, bl.a. fordi chaufføren lige skal have “overstået” sin bøn. Ud med bedetæppet og om bag bilen. Så skulle der være basis for at vi komme sikkert frem.
Undervejs får vi et glimt af de sjove befæstede byer ksar’er der ligger oppe på klippetoppende.




Praktisk
Rejs til Marokko, hvis formålet er cykeltur, i november til januar, der er temperaturen behagelig. Afsæt mindst 14 dage til turen, selv med et forholdsvis lavt ambitionsniveau hvad angår tilbagelagt distance, er det ikke for meget.
Omkring Agadir er dagstemperaturen omkring 20 grader. Inde ved Marakech er det noget koldere ca. 15 grader og hundekoldt om natten. Oppe i Atlasbjergene skal man regne med frostgrader og sne.
Den billigste transportmulighed er at købe en uspecificeret charterbillet til Agadir, husk at det koster 500 kr ekstra at få cyklen med. kort mm. Man skal ikke regne med at kunne købe detaljerede kort over noget område i Marokko, i mange tilfælde må man forlade sig på de anvisninger af vej, der gives af forbipasserende. Det er i og for sig også godt nok for Marokko er et rimeligt tætbefolket land. Vi anvendte et Michelin 1:1.000.000 kort og på det var optegnelserne rimeligt præcise selvom ikke alle mindre stier og landsbyer var optegnet. Turistinformationer er heller ikke lette at opdrive, hvis noget sted så er sandsynligheden nok størst i Agadir, der også har en del boghandler som kan bidrage med informationsmateriale.

Marokanerne er gode bilister og vandt til cyklister (og andet godtfolk på vejene) så hvad det angår er der rimeligt sikkert at cykle. Det er som sagt muligt at cykle rundt, afstandene er ikke overvældende, men ellers er den offentlige transport eller taxier også gode og billige. Billeje er forholdsvis dyrt, men hvem kunne også finde på det.
Marokkanerne taler næsten alle fransk, i hvert fald ligeså meget som en gennemsnitlig matematisk gymnasiefranskbegavelse kan gøre sig forståelig med. Men vi mødte også flere der kunne både engelsk og tysk.

I et muslimsk land må man gebærde sig lidt anderledes end i Europa. Det er velset at kvinder ikke viser alt for meget bar hud, arme og ben, men hvis man absolut vil brankes kan man vel også leve med de blikke det afstedkommer.

Tonen er uformel, smil og le så meget som du kan, så kommer du ufatteligt langt. Hvis du føler dig trådt på så skæld ikke ud men anlæg i stedet en beklagende attitude. Husk at dobbeltchecke alle oplysninger, det kan være du har været udsat for overdreven venlighed fra din kilde.

Medbring masser af slanger og lapper samt ekstra dæk. Udstyr ikke din cykel med dine fineste og letteste racerfoldedæk, for de bliver uden tvivl hullede som en si på et eller andet tidspunkt.

Maden i Marokko smager dejligt og er ikke særlig krydret. Det er muligt at køre med et ekstremt lavt madbudget hvis man holder sig til landevejskroerne og de mere ydmyge restauranter. Så efterlad bare trangiaen derhjemme.

Politikken Turen går til Marokko, angiver gode overnatningssteder, mange oplysninger lig Michelin Guiden. Ellers kan Lonely Planet’s engelsksprogede guide også anbefales

Videre på nettet:
http://www.ergtours.com
http://www.morocco.com

Også udgivet i:Turcykling | Tagget | Der er lukket for kommentarer

På cykel langs Indusfloden

Aftorben



Op til afrejsen fra København, valgte Hans Bo og jeg at tage en hyrevogn til Kastrup. Chaufføren var født i Afghanistan, så vi modtog gratis manuduktion og gode råd med på vejen. At netop Afghanistan kun få dage efter kom på alles læber og at verdenspolitiken ville påvirke rejsen anede vi naturligvis intet om på det tidspunkt.


Vores tørre græsmark med eukalyptustræerne er Pakistans eneste officielle campingplads og bruges kun af udenlandske turister med eget transportmiddel, fx gale cyklister på eventyr. Udgifterne til vedligeholdelse tynger ikke stedets budget; alt er på randen af sammenbrud. Toilettet er stoppet, gulvet sejler, een ud af fire vandhaner virker, afløbsrøret under håndvasken mangler og alt er dækket af skimmelsvamp. Men pladsen har charme en kvalitet man bedst forstår at værdsætte, når man sidder hjemme og drømmer om det fjerne, eksotiske Østen…


På andendagen, da den værste jetlag er overvundet, udforsker vi i samlet trop Islamabads indre by. Noget “centrum” findes ikke, for byen er kun 40 år gammel og udtænkt på et tegnebræt. Det rammer plet, når det om byen siges, at den ligger 15 kilometer fra Pakistan’, for der er en verden til forskel på hovedstaden med dens snorlige, sterile boulevarder og søsterbyen Rawalpindis fortættede bazaratmosfære. Vi veksler penge, går os trætte og finder til sidst et sted at stille sult og slukke tørst.


Eftermiddagen går med at klargøre cyklerne og malke vores nabo en australsk cyklist for nyttige oplysninger. Fyren er berejst, har blandt andet cyklet i Indien. Næste udfordring er pakistansk Himalaya og Kunjerabpasset på grænsen til Kina. Det samme mål, som vi har. Følges ad kan vi dog ikke. Australieren kører nordpå via Peshawar, Chitral og Shandurpasset; vi vælger den direkte rute ad Karakoram Highway, langs lndusfloden gennem Kohistan og Hunzadalen. Udfordringen er stjerneklar: hvor ellers på kloden finder man en så eventyrlig malerisk vej, der starter næsten fra havets overflade, snor sig 900 km gennem verdens højeste bjergkæder og slutter i næsten 5000 meters højde?


LovIøshed og tossetobak (19.september)
Vejen følger Indus flodens venstre bred og stiger jævnt 3-4 %, så dagens distance på 80 kilometer til Dassu afskrækker os ikke. Bjergene er rykket en vægtklasse op. Vi nærmer os stille og roligt det rigtige Himalaya!


Jørgen, vores rullende ‘database’, holder på denne varme tirsdag formiddag forelæsning over temaet: Dyrkning af hamp til euforisk brug i muslimsk Fjernøsten. Studenterne, dvs Hans Bo og jeg bliver undervist i forskellen på pakistansk og afghansk hash den afghanske er bedst og de mulige konsekvenser for eksporten efter terrorangrebet i New York.


Det er et faktum, at hampplanten gror vildt langs vejen i Indus Kohistan. Måske spredes frøene med vinden fra opdyrkede marker i nabolaget. Det er også et faktum, at de fedtede hashklumper sælges åbenlyst på landsbyernes markeder, og at selv politibetjente går rundt med en klump marihunana begravet i bukselommen.



Igår da vi overnattede i byen Besham, fornemmede vi en svag fjendlig stemning rettet mod vesterlændinge. Under en gåtur i byen blev Hans Bo, der var iført T-shirt og baseball kasket, mødt med de halvt advarende, halvt truende ord: “Your life is in danger”. Det er velkendt at folk i Kohistan er skeptiske over for fremmede. Mange folk her er Pathanere fra Afghanistan. Provinsens gamle øgenavn er Yaghistan, ‘landet uden regering’. Pakistansk politi kontrollerer kun selve Karakoram vejen. I sidedalene gælder de pathanske stammefolks love stadigvæk. Måske forstærkes stemningen af terrorangrebet på World Trade Center. Det er først nu, hvor vi har set den første avis, at vi forstår, at vi kan påvirkes af tragedien. “Cyclist with obviously expensive gear and skin


Da tusmørket sænker sig når vi dagens mål i Dassu , hvor vi indlogerer os på Hotel Indus Wawe Inn . Et ydmygt og billigt sted. Vi betaler 7 kroner pr. mand for et tre


Indus wave Inn er en gæstfri hamphule, hvor også hash-tågernes bølger ruller lystigt. Da vi inspicerer lokaliteterne, slænger et udvalg of Dassu’s hankønsvæsner sig på deres udendørs ‘Charpois’, døsige af tosse-tobakkens toksiske tåger.



Yakokser, tøsne og kinesere (2. oktober)
Hans Bo og jeg kører på egen hånd nu. Jørgen har feber og returnerede i går til Hunza, for at opsøge en læge.


Sidste nat logerede vi i landsbyen Sost, ca. 85 kilometer fra Kunjerab passet. Klimaet er mærkbart køligere her oppe i højderne og forsyningerne langs vejen få og små. Sost lokale truckstop væbner os heldigvis med “madpakker” bestående af kogte æg, fladbrød plus fire store kogte kartofler.


Kort efter Sost opsluges vejen af en smal kløft, der skærer sig lodret gennem Karakorams massive bjergvægge. Solen når kun slugtens bund få timer dagligt. Dybt under os kan vi hører Hunza flodens brusende vandmasser. De sorte, nøgne klipper tårner sig op omkring os. Eventyrlystne tyrkiske købmænd på vej til Kina drev i sin tid karavaner gennem denne ørken af sten. Navnet Karakoram stammer fra tyrkisk og betyder ‘de sorte bjerge’.


Efter 65 kilometer med 6-8 % stigning og strid medvind, slår vi vores lille telt op ved floden nær en fårehyrdes bolig. Vi befinder os knap 4000 meter over havets overflade. Højden og ikke distancerne er udfordringen her. Den famøse højdesyge er en reel risiko nu, men både Hans Bo og jeg slipper med lettere hovedpine. Senere på aftenen begynder det at sne, og jeg frygter, at vi ikke kan nå passet.


Allerede klokken 6 kravler vi ud af vore lune poser, for at pakke det våde telt sammen vådt efter nattens snefald. Alt er gråt og klamt. Dagen i dag er så kold, at Hans Bo tager sine vanter frem! Hvem der bare havde en kop tel


Efter politiets kontrolpost ved Koksar arbejder vejen sig opad i skarpe hårnålesving. Luften føles mærkbart tyndere. Vi får en let snebyge undervejs, men sneen smelter på vejbanen som vi iøvrigt har for os selv.


Da vi endelig når passet kigger solen forsigtigt frem, og landskabet åbner sig. Store flokke af sorte, langhårede Yakokser græsser på de mægtige vidder. Grænsevagterne er til håndtryk og hyggesnak. To skøre cyklisters opdukken er en kærkommen adspredelse. En af kineserne skal prøve min cykel. De keder sig bravt, for der er intet at bestille. Siden angrebet i New York er stort set al trafik til og fra Kina indstillet. Nede i Sost står dusinvis af tomme, arbejdsløse lastbiler og venter. Grænseegnene er sensible, Kasmir og Afghanistan er ikke langt væk. Og kineserne har i provinsen XinYang ‘deres egne’ muslimer at slås med.


Vi vender cyklerne, trækker huerne ned om ørerne, vinker til vagterne og ruller nedad mod syd. Det bliver en lang, kold nedkørsel i strid modvind!


Skardu tur/retur (14. oktober)
Vejen der forbinder Gilgit med byen Skardu i provinsen Baltistan er, om muligt, endnu mere dramatisk end Karakoram Highway. Vi nyder alle tre at suse nedad og rundt i de skarpe sving højt over Indusflodens tordnende vandmasser. Jørgen er frisk inn. Vi er på vej retur til Gilgit for sidste gang. Der er sket meget de seneste 10 dage.


Da vi returnerede fra Hunsa til Gilgit, var alle udlændinge på Medina Guesthouse i opbrud. Amerikanske fly var begyndt bombningen i Afganistan. Vi hørte det hele på CNN. To tyskere, som Hans Bo og jeg mødte i Passu, ville straks den følgende morgen tage flyet til Islamabad. Vi besluttede at slå koldt vand i blodet og tage bussen til Baltistan, hvor vi på cyklerne fortsatte mod øst til landsbyen Skaplu. Området her er spændende og folk er venlige og hjælpsomme. Baltistan og Hunzadalen er mine favoritsteder. Har man kun 3-4 ugers ferie, så drop de nedre luftlag, undgå Kohistan og flyv direkte fra hovedstaden til Skardu eller Gilgit.



Sent på eftermiddagen stopper vi ved Hotel Midtway, hvor vi tilbydes logi i et udhus. Aftensmaden laver vi under åben himmel i olielampens skær. Ude på landet i Baltistan har kun få steder elektrisk lys, Vores pakistanske gasbrænder til 3$ fungerer stadigvæk upåklagligt. Jørgens højteknologiske MSR brænder opgav ånden allerede på turens første dage. Dysen kunne ikke klare den snavsede lokale benzin.


Sent på eftermiddagen næste dag er cykelturen pludselig definitivt slut. Vagterne på en politipost 30 kilometer før Gilgit følger ordre fra højeste sted. Alle udlændinge skal ud of området. Vi kan ikke cykle ind til Gilgit, for der er generalstrejke og uroligheder i byen grundet bomberne i Afganistan. Vi læsses på en vogn, køres til Gilgit og indlogeres på et hotel i udkanten of byen. Politiet vil sende os retur med fly til Islamabad om to dage hvis vejret arter sig. Piloterne kræver 100% blå himmel. De små Fokker propelmaskiner kan ikke klare de store højder, så sine steder flyves der nede mellem de snedækkede bjergkamme. Det kræver sigtbarhed i top.


Det lykkedes, vi er i luften! Gilgits tre sidste turister forlader skansen. Politichefen ånder lettet op.


Flyet følger Indusfloden de første par hundrede kilometer. Vi nyder den betagende udsigt hele kompasset rundt og Nanga Parbats 8000 meter høje iskappe!


“JØRGEN (?), DYRK LIGE UDSIGTEN!!!” Men Jørgen er træt af klipper og sne, han vil hellere drikke kaffe og læse avis ….
Jørgens sjæl er som han siger allerede på vej hjem.

Også udgivet i:Turcykling | Tagget | Der er lukket for kommentarer

Postkort fra Marokko

Aftorben


Jørgen og jeg fik før julen 2001 lyst til at gå Marokko efter i sømmene efter at have læst og hørt om Torben og Lis’s tur. Det blev en meget oplevelsesrig cykeltur, hvor øjnene var på stilke og sanserne i det højeste gear fra morgen til aften. Vi valgte at tage flyveren til Malaga; cykle til Gibraltarstrædet og sejle over. 3 uger senere returnerede vi med båd fra Melilla. Der var faldet advarsler om at tyveri – og det der var værre – i det nordlige Marokko, men vi kom pænt igennem med pengekatten på maven og skindet på næsen. Jeg vil ikke her berette om vores oplevelser på de 1400 km, men videregive den hilsen som vi, i det lidt vemodige øjeblik hvor de 2 hjul forlod landet, sendte tilbage over skulderen.

” Tak for nu, det var en fin tur og nu farvel til:

De tålmodige, arbejdsomme æsler. De kønne fnisende og smilende piger. De flittige skopudsere, store og små cigaretsælgere og et smilende, imødekommende folk, som for de flestes vedkommende kun havde smilet og venligheden at give af. Men også farvel til de kæmpe lastbiler, som – med 20-30 ton, 110 km i timen og en beduinklædt chauffør – uden svigt gav os god plads på landevejen. For denne gang er det også slut med at se plastikposer i krat og buske hængt op af vinden. Ligeså har vi set de sidste storsmilende drenge, som på udslidte cykler følger os ud af deres landsby. Men en flot hilsen vil blive husket fra de snesevis af skolebørn, som dagligt gav os opløftende råb i kor – en enkelt gang fulgte der også en jordknold med. Tilbage bliver også de selvbestaltede guider og småsvindlere, som vi overlader til den endeløse jagt på halvskræmte turister. Vi vil huske Muhamed, som i sit gode hashhumør svingede i status fra udvalgt storguide til fyret, nedbøjet familiefar og som kollegaer, der havde et mere nuanceret syn på den private ejendomsret, blankede af for de fleste “fucking dirham”.


De tiggende enlige mødre med børn liggende på fortovet vil også blive husket. De få dirham vi delte ud rakte ikke langt, man da enhver god muslim giver til de fattige – også Muhamed gjorde det – er der måske håb. Og måske er der også håb for de limsniftende drenge, som ved en af Meknes’s store banker stod og trykkede sig sammen med klude for næsen. Det var som om et lydløst råb om hjælp lød ud mod de gående og kørende. Efter alle indtrykkene huskes også medinaernes mylder; turen på mountainbike gennem gaden der var ryddet til kongens kortege – og ikke os; de vagtsomme hunde, som om aftenen satte fart i de trætte cyklister; købmandens hilsen ” mister Danmark ” og fornøjelse ved at høre “hallo mister Marokko”. På gensyn Marokko”.


Med venlig hilsen, Hans Bo.

Se flere billeder her.

Også udgivet i:Turcykling | Der er lukket for kommentarer