Kategori-arkiv: ANDRE LANDE

TURCYKLING: Cykelruter i Flandern

NEMT OVERBLIK OVER CYKELRUTER I FLANDERN Tekst og fotos: Eigil Jacobsen Det typiske flamske landskab er kendetegnet af store marker med poppeltræer, rolige landeveje, gamle kirker og klokketårne, floder og kanaler. Helt ideelt til at hoppe op på jernhesten og tilbringe nogle dage i frisk luft med gastronomiske højdepunkter og masser af oplevelser og motion. …

Også udgivet i:Nyheder, Turcykling | Tagget | Der er lukket for kommentarer

Nine Million Bicycles

Hvad kan være bedre optakt til en cykeltur i Kina end Katie Melua’s fantastisk flotte musik video Nine Million Bicycles Selvom privatbilismen med ekspresfart har indtaget det store rige mod øst, så er cyklen stadig det foretrukne transportmiddel for mange kinesere.  Læs den fantastiske rejseberetning fra en måneds cykeltur i de kinesiske provinser som byder …

Også udgivet i:Nyheder, Turcykling | Tagget , | Der er lukket for kommentarer

Made In China




中国制造
  

På to hjul i cyklernes land

Tekst og foto: Torben Finn Laursen
Jeg tilhører den generation, for hvem Kina i mine yngre dage var et forbillede for et kommunistisk styre. Den opfattelse har jeg naturligvis siden, efter Maos fald og Kinas åbning til omverdenen, måtte revidere. Man skønner at Mao har mere 40 mil. kineseres liv på samvittigheden, men trods hans uhyrligheder ser mange kinesere ham stadig som en stor og fremsynet mand. 
At jeg skulle opleve at gå på den Himmelske fredsplads og cykle i Kunmings millionmylder, havde jeg nok ikke forestillet mig dengang.

Kina er et storslået land, både areal og kulturmæssigt. Det moderne Kina en skønsom blanding af årtusindårig historie og skikke, vævet ind i en moderne fremadstormende civilisation. Trods sprog bariæren mødte vi på vores tur kun stor hjælpsomhed og gæstfrihed. 



Beijing og den forbudte by

Det er marts måned og den blæsende og bidende vind går igennem marv og ben i Maos Peking, nu kaldet Beijing.  Hovedstaden ligger nordligt på den flade slette ikke mere end godt 150 km fra Gobi ørkenen, som kommer hastigt nærmere, år efter år.  Derfor er det ikke ualmindeligt med meget kolde vintre og sandstorme om sommeren. Vi bruger de første dage til at akklimatisere os i millionbyen, som i disse år undergår dramatiske ændringer på grund af de olympiske lege. Størstedelen af de gamle bydele (Hutongerne) må vige pladsen for beton og højhuse. På en gåtur i den gamle bydel ikke langt fra den forbudte by, møder vi for første gang den kinesiske gæstfrihed.  En lille venlig kineser står i døråbningen da vi går forbi og spørger interesseret til, hvor vi kommer fra.  Da vi fortæller vi er fra Danmark, bliver vi straks inviteret indenfor. Hans kone er ansat i den kinesiske statsballet og har været i København på turne. Selv er han billedkunster.





På udmærket engelsk fortæller han, at myndighederne ofte med dags varsel rykker ind med bulldozere. Mange får heller ingen økonomisk erstatning. Han er selv bekymret for hvornår det bliver hans tur, og familien må forlade huset som har tilhørt dem igennem flere generationer. Truslen er reel nok. Kun en stor betonmur lige uden for, adskiller nutiden og ”fremskidtet” fra et stykke unik gammel kinesisk kultur. En typisk Hutong er et kvadratisk hus opbygget omkring en gårdhave. Udadtil er de eneste åbninger hoveddøren og nogle små højtsiddende vinduer. Lyset kommer ind igennem ovenlysvinduer og den lukkede gårdhave.   

Det er et typisk træk for det moderne Kina. I storbyerne bliver alt gammelt revet ned og erstattet af nyt, sjæleforladt betonbyggeri.  Bortset fra nogle enkelte undtagelser ligner Kinas storbyer derfor en typisk vestlig by, med lange lige seks og otteosporede boulevarder, lysreklamer og masser af osende biltrafik.     

Lidt naivt havde jeg nok en forestilling om at blive rendt over ende af tusindvis af cyklister, men måtte lige revidere denne opfattelse. Privatbilismen har gjort sit indtog, og det var først længere fremme på turen i de sydlige provinser vi for alvor fik lejlighed til at opleve det rigtige cykelkina.   




Den forbudte by
er blandt hovedattraktionen når man som turist besøger Beijing. Nuvel den er imponerende, og vel nok mest interessant for besøgende fordi den tidligere har været lukket for omverdenen. Kejser Mi De lod den opføre omkring 1400 tallet. Han var den sidste kejser som var åben for omverden. Han grundlagde en stor flåde som sejlede jorden rundt og opdagede Amerika længe før Columbus. Men det er en helt anden og meget interessant historie som du kan læse mere om her.
Efter hans død gik Kina ind i deres næsten 600 år lange isolation der først langsomt blev ophævet efter Maos fald.  De imponerende bygningsværker til trods, så virker den Forbudte By på mig, underlig sjæleforladt. Lidt ligesom en tom filmkulisse der mangler sine aktører. Mens vi var der, var de i gang med en større restaurering af de gamle bygninger.  Alt foregår efter de gamle håndværksmæssige dyder lige fra håndlavede mursten til bladguld som med nænsom hånd dekorerer de flotte bygninger.  

Tarakotta figurer og tandem i Xian


Allerede i lufthavnen ved “Check-in” får vi det første varsel om at denne tur kommer til at volde os en del problemer mht. transport af cyklerne. De kinesiske indenrigsruter vil ikke tage dem med, heller ikke da vi tilbyder at skille dem ad. Den direkte årsag er formodentlig at de ikke er vant til at se turister med cykler. Efter at adskillige Duty Managers og Supervisors har kikket på cyklerne, bliver udgangen, at cyklerne bliver sendt som luftfragt direkte til Kunming. Heldigvis var de meget behjælpelige og vi nåede vores fly i sidste øjeblik.  I øvrigt er der ingen grund til at frygte de kinesiske indenrigsfly mere, som tidligere havde et lidt blakket ry. Hele flåden af gamle udslidte russiske Tubolev er erstattet af spritnye Airbus og Boeing jets, og priserne er meget rimelige. En tur på et par tusind kilometer fra nord til syd koster mellem 500 og 800 kr.  Selvom vi ikke just lignede forretningsfolk, og havde betalt ekstra, kom vi på flere af afgangene først om bord og blev anvist pladser helt oppe foran, så lidt kongelig har man vel lov at føle sig ;o)   







Xian ligger i Shaanxi Provinsen og er kendt for en af de få tilbageværende hele ringbymure i Kina.
Nu er Xian med sine 20 mill. indbyggere ikke nogen lille provinsby, så muren har naturligvis enorme dimensioner. Vi bruger det meste af en formiddag på at cykle muren rundt på en lejet tandem. Selve muren er 4-5 etager høj og bred som en tresporet landevej. Indenfor muren har man flere steder restaureret den gamle bydel mens man på ydersiden har udsigt til fremskridtet, en moderne storby med højhuse og store lige boulevarder, hvor privatbilismen for alvor har trængt de engang så dominerende cyklister. Vi mærker tydeligt at vi er kommet godt 1000 km sydligere, luften sitrer af forår og ikke at forglemme smog, som er allesteds nærværende i alle de store byer vi besøgte.  

The Terrakotta Warriors, er et enestående arkæolgisk fund. Små 60 km uden for Xian fandt lokale bønder i begyndelsen af 60erne på en mark nogle meget velbevarede keramiske soldaterfigurer i fuld størrelse. Det skulle vise sig at blive en af Kinas største arkæologiske udgravninger. I dag har man udgravet omkring 1000 figurer, men skønner at der ligger op mod 8000 af slagsen og venter på at blive frilagt.  Det var kejser Qin Shi Huang som 221 år før Kristi fødsel kopierede hele sin hær og tog den med sig i graven. Samlingen er helt unik, da samtlige hoveder på figurerne er forskellige. De er kopier af hans rigtige soldater. Alle figurer var lignet op som en hær og farvestrålende malet og fuldt udstyret med våben. 
Tre store overdækkede haller giver et imponerende skue over dette spektakulære fund og fungerer samtidig som et levende museum. Når dørene lukkes for turisterne om aftenen, går natholdet af af arkæologer i gang med at afdække det kæmpemæssige puslespil af adskillige tusinde figurer som ligger hulter til bulter.

Xians gamle bydel er et besøg værd. Bevæger man sig lidt væk fra hovedstrøget kan man opleve et stykke autentisk Kina. Bag de ofte meget beskedne facader gemmer sig gode madsteder.  Vi blev bænket ved træborde og levende lys på et udmygt spisested, da strømmen gik, hvad vi for øvrigt oplevede flere gange undervejs på turen.   

Kunming
Efter to dage i Xian flyver vi videre til Kunming.  Yunnan Provinsen Kunming kaldes byen med det evige forår, så nu skal der for alvor cykles. Først skal vi dog lige have udleveret cyklerne som er, kommer vel frem oppe fra Beijing. Der går et par timer med at få dem udleveret i lufthavnens fragtterminal, som vi aldrig havde fundet uden vores guide fra vandrehjemmet. Han er også til stor hjælp med at klare alle de kinesiske formaliteter før vi kan få udleveret cyklerne. Cyklerne bliver smidt ind i den ventende taxa og vi bliver standmæssigt kørt ind til vandrehjemmet omkring midnat. Byen summer af aktivitet fra de mange nærliggende diskoteker, men trætheden overmander støjen, godnat sov godt. 
Næste morgen kan vi nyde morgenmaden på tagterrassen, med en imponerende udsigt over byens hovedstrøg imens vi iagttager kinesernes nationalsport nr. 1 Tai Chi.
Byen vrimler med cyklister, og ikke mindst elcykler som har fortrængt de osende knallerter. En god elcykel koster i Kina omkring 1000 kr. mens en god mountainbike kan erhverves for ca. 500 kr. 





Jo det evige forår er rigtig nok, så det varme tøj fra nord bliver pakket væk.
Trods byens enorme størrelse vælger vi at tage en mindre cykeltur uden bagage ud igennem byens mylder af cyklister og befinder os snart ude på landet på den anden side af søen med en storslået udsigt ind mod Kunmings skyline der rager op i smoggen.
Dagen efter samler vi endelig mod til os og pakker cykeltaskerne og bevæger os ud af byen i selskab med tusindvis af andre kinesiske cyklister. Vi vækker stor opsigt og jeg har rigeligt at gøre med at følge med Hans Bo, som frygtløs kaster sig ud i den myldrende trafik. Det tager os godt to timer at komme ud af myretuen og den landlige fred sænker sig endelig.   

Til kort
Allerede den første dag finder vi ud af at den medbragte Kimperley kort, købt hjemmefra ikke er meget bevendt, da alle byer og veje står på engelsk. Så længe vi bevæger os rundt inde i storbyerne er de fleste vejskilte suppleret med engelsk tekst, men på landet er det kun kinesiske skrifttegn og hvad værre er, de lokale forstår kun kinesisk.
Vi får hurtig fat i et kinesisk kort og nu går det straks meget bedre. Nu kan vi altid pege på kortet og på den måde finde ud af om vi er på rette vej.  Snart bliver vi også gode til at tyde de forskellige kinesiske byer og vejnavne. Efter at være kommet igennem et par byer og har orinteret os hos lokalbefolkningen, finder vi ud af at de opgivne vejafstandene på det engelske kort er forkerte.  Den reelle afstand er ca. en halv gang længere.  Efter et par dage kan vi se at den oprindelige plan om at cykle op til Chengdu nok ikke holder.

Mekaniske problemer
En måneds tid før vi tog af sted, nævnte Hans Bo at han nok skulle have skiftet sin fælg. Fælgen var tydeligvis konkav på bremsefladen, men efter at have opmålt den efter en anden eventyrcyklist anvisninger besluttede han alligevel at tage af sted på den gamle fælg. 





Det fik naturligvis konsekvenser “skriver den snusfornuftige turcyklist” som belært af erfaring, for længst har skiftet til keramiske fælge.  Efter et par dages cykling, begynder fælgen så småt at blive skæv, men den tapre eventyrcyklist kører roligt videre, (hvad skulle han ellers gøre) 
På en nedkørsel fra et mindre bjerg bliver den fredelig kinesiske landidyl brat afbrudt af et helhjertet på dansk “hold kæft det er da løgn”
Hr. Larsens bagfælg er begyndt at revne flere steder.  Gode råd er dyre, men i første omgang får vi fælgbremsen løsnet og lukket noget af luften ud af dækket for at mindske presset. Det lykkedes os at komme ind til den næste mindre by, hvor vi får smidt cyklerne op bag i en minitruck og får en lift ind til den næste større by Xiaguan hvor vi indlogerer os på et billigt hotel. Næste dag finder vi på vores rundtur i byen en kompatibel 32 huls fælg hos en lokal cykelsmed.  Han tilbyder at skifte den og efter 2 timer er cyklen atter køreklar. Reparationen holdt indtil vi kom til Xiqu hvor vi alligevel havde besluttet at tage toget fra. Kort før byen knækkede to eger, så det var perfekt timing.     





Dali og Lijiang
Vi triller langs den smukke Erhai sø op til Old Dali som kaldes sydvest Kinas juvel. Her er meget fredeligt men også en smule turistet. Byen har alligevel bevaret sit særegne Bai kultur med aner i Tibetanerne. De er en etnisk minoritetsgruppe i Kina på godt en 1 million. Vi indlogerer hos på et skønt vandrehjem med gårdhaver og tagterrasse med flot udsigt til bjergene.  Bai kulturen kommer flottest til udtryk i de tre pagodes tempel og landsbyen lidt nordligere Zhoucheng som viser deres helt specielle arkitektur. Turen fra Dali til Lijiang er meget bjergrig. Vi bevæger langsom igennem et bjerglandskab som svinger mellem 1000 og 2300 meters højde. 
Byen Lijiang ligger smukt på en højslette i 2000 meters højde i bunden af Himalaya bjergkæden, med det 5596 meter høje altid sneklædte Yulong Xueshan som flot baggrund. Lijang har en smuk gammel og uspoleret bydel med kanaler huse og broer. Den rummer mere end 22 etniske minoritetsgrupper. Herfra kan man forøvrigt flyve billigt til Tibet. Vi er fristede men det må blive en anden gang.




Turen fra Lijang til Xigu bød på hård bjergkørsel, men også noget af det mest fredelige Kina, vi oplevede. En af dagene blev vi helt euforiske over endelig at skulle cykle nedad, så vi kørte forkert og måtte vende om og kæmpe os de 15 km tilbage nu desværre med tyngdekraften imod os. Undervejs overnattede vi på nogle små primitive gæstgiverier, uden modern ebekvemmeligheder som rindende vand og toilet. Vi måtte vaske os i koldt vand fra en spand, mens familiens yngste medlem lavede mad til os, og gerne ville træne sine engelske kundskaber. Toiletbesøg var henvist til en primitiv stenhytte med hul i gulvet eller et andet sted den nærmeste mark. 
De sidste 50 km ind til Xigu mødte vi den mindre flatterende side af Kina, masser af stenbrud kraftig luftforurening og A-kraftværker i dusintal.    






Kontrasten var som altid stor mellem land og by.  Ude på landet er tiden gået i stå minus 150 år, mens storbyen er modebutikker og trafikkaos, som enhver anden europæisk storby. 


軟的睡眠者 (Soft Sleeper)
Da afstandene havde snydt os måtte vi tage toget det sidste stykke op til Chengdu.  I Xiqu brugte vi en formiddag på at finde et par cykelkasser hos en cykelforretning og få cyklerne pakket sammen.  Planen var at få sendt cykler direkte hejm til Danmark, men selvom det ifølge deres brochurer skulle kunne lade sig gøre lykkede det ikke os. Her er jeg overbevist om at sprogbarrieren var udslagsgivende. Næste stop var banegården hvor der udspillede sig et mindre drama da vi ville have dem med toget til Chengdu. Den kinesiske hjælpsomhed ville ingen ende tage og snart stod vi i en kødrand af kineserne som alle hvade deres bud på løsning af vores transportproblem. Adskillige havde ingen tilknytning til jernbanen. Snart var vi dog sat noget ud på et sidespor mens de kinesiske gloser fløj igennem luften.  Hr. Larsen måtte træde i karakter. Kødranden af “hjælpsomme” kinesere fordufter og vi får forklaret at vi gerne ville sende cyklerne som gods til Beijing. 
Næste morgen stiger vi på toget som skal bringe os til Chengdu. Vi har bestilt en softsleeper kupe som er meget komfortabel. Toget snegler sig af sted igennem adskillige tunneller, så vi får sovet en del og spist i spisevognen inden vi efter 14 timer endelig ankommer til Chengdu.           

Chengdu og den siddende Buddha
Chengdu er hovedstad i Sichuan Provinsen.  12 mil. mennesker bor og lever her. Vi bor i udkanten på Sim Cozy Guesthouse som drives af Sim og hans kone. Det helt unikke og mere end 300 år gamle hus slap med forskrækkelsen under det nylige jordskælv.
Her hersker en afslappet og meget familiær stemning. Godt 100 km syd for Chengdu sidder verdens største at siddende Buddha figur og overvåger de rørte vande ved Minjiang floden. Den 71 meter høje figur er hugget ud i den porøse sandstensklippe. Den er fra 1200 tallet og det tog godt 90 år at bygge den.  Netop på dette sted løber de to floder sammen og den blev bygget som beskyttelse for de mange søfarere som ofte led skibsbrud  i den kraftige strøm.  




Fuglen er fløjet
Gode råd er dyre når man står i lufthavnen en time før afgang og finder ud af at de flybilletter man har købt i Beijing en for tre uger siden gælder fra en lufthavn 400 km derfra og dem de kan tilbyde bestemt ikke er til discountpris. 
Vi vælger at tage tilbage til byen og banegården for at se om vi kan få en togbillet op til Beijing. Det er ikke muligt før om to dage og turen vil tage 32 timer, så os af sted tilbage til lufthavnen hvor vi får forhandlet os frem til et par nye flybilletter til 700 kr. med afgang næste morgen. Vi indlogerer os på lufthavnshotellet og indtager et dyrt aftenmåltid på den nærmeste fiskerestaurant, mens vi kan sidde og tælle de startende og landende fly, yderst spændende. 




Muren
Efter godt fire uger lander vi atter i Beijing.  Foråret er kommet til det nordlige Kina med solskin og varme.  Den Kinesiske mur, et af verdens syv vidundere, så den skal naturligvis lige inspiceres inden hjemturen. 
Vi tager op til Mutianyu som ligger 80 km nord for Beijing. Her har man restaureret et 5 km stykke af muren i et meget kuperet og bjergrigt område. Det er det nyeste stykke og endnu ikke særlig besøgt af turister.    
Nye tider præger også muren. Hvor man før skulle gå hele vejen er det nu muligt at tage en svævebane, men rigtige cyklister går naturligvis, så vi tager de mange trapper op til det 5 km stykke mur som er restaureret.  I hver ende får man et godt indtryk af den oprindelige mur. Historiens vingesus mærkes tydeligt her og man kan forundres over så mange ressourcer og menneskeliv der er gået tabt her, i et umuligt forsøg på at holde en mægtig fjerde ude.  Den 6000 km lange mur blev anlagt i stykker mellem 471 og 221 år før Kristi fødsel. Men det var først kejser Qui Shihuang som år 221 udkommanderede mere end 300.000 mand som på ti år samlede hele muren. Trods anstrengelserne blev kineserne rendt over ende flere gange først af den store Genghis Khan i 1215 og siden Manchu tropperne i 1644.    

Kinaturen har været en stor oplevelse. Kinesernes kultur og historie, er imponerende og som europæer fyldes man med ydmyghed. Vores historie og kultur syntes ubetydelig i direkte sammenligning.

再次再見
  (På gensyn)





Praktisk.
Cykler med fra København. I Kina blev de transporteret som gods i fly og tog. Vil du gøre turen efter så køb cyklen i Kina og forær den væk når du skal hjem. Det er både billigere og meget lettere.
København – Beijing med Finnair  
Beijing – Xian med China Eastern Airlines
Xian – Kunming med China Eastern Airlines
Xiqu – Chengdu  Tog
Chengdu – Leshan med bus 
Chengdu – Beijing med Sichuan Airlines
Beijing – København med Finnair
Vi havde telt med men fik det aldrig brugt da det er meget billigt at bo på vandrehjem, pension og hoteller. Vi bookede som regel et par dage i forvejen via internettet.  Campingpladser findes ikke i Kina.
Pas på taxaerne i de større byer, der findes en del pirattaxier som hurtigt kan blive en dyr omgang.



 


 


Se flere billeder her.


 

Også udgivet i:Turcykling | Tagget , | Der er lukket for kommentarer

Pyrenæerne

Vi er fire cyklister, der har besluttet os for at tilbringe sommerferien med off-roadkørsel på MTB i pyrenærne på grænsen mellem Frankrig og Spanien. Vi rejser med fly fra Kbh. til Barcelona og videre med bumletoget til Vic, 70 km nord for Barcelona, hvor vi efter 9 timers rejse finder et vandrehjem kl. 11 om aftenen. Spanske vandrehjem har erfaringsmæssigt en standard, der er langt over middel i det øvrige Europa- detteher er ingen undtagelse, næsten nyopført i øvrigt. Byggeriet i Nordspanien er i øjeblikket i voldsom vækst, så forbyttede vandledninger må man tage som en oplevelse. I det mindste var forbytningen konsekvent. Der kom varmt vand ud af samtlige koldtvandshaner og vice versa.
Næste dag er der afgang nordpå, til bjergene ad en større hovedvej med en del tung trafik. Ved Ripoll drejer vi østpå mod Coll d’Ares. Vi er stadig på den spanske side af Pyrenæerne, og stik mod forventningen, om at det skulle være tørt og varmt, er det denne dag grønt og køligt, sikkert pga. indflydelsen af Middelhavet, der ligger mindre end 50 km væk. Ved byen le Tech og floden af samme navn, drejer vi mod nord ad en meget lille vej op i bjergene. Vejen går gennem frodige ege-, akcasie- og kastanieskov – et utroligt dejligt område. Snart kommer vi op over trægrænsen, hvorfra der er en flot udsigt ud mod Middelhavet. På højsletten høres urfuglens karakteristiske klukkende kald.
Efter en stykke uplanlagt grusvej, ikke alle kort over området er lige troværdige, ankommer vi via Prades og Villefrance de Conflent (med et stort borganlæg) til Vernet les Bains, som skal være vores base de næste 3 dage 






Offroad
Det primære formål med turen var, bortset fra at undgå trafikhelvedet i alperne, at dyrke ture i bjergene med minimal oppakning på MTB. Den første tur går til Collade des Roques Blanches (2252 moh.). Vi kører ad asfaltvejen i skoven til Col de Jou, hvorefter der er grusvej til Marialles. I Marialles er der et refugie der serverer noget at drikke men ikke mere, hvilket er typisk for de fleste bemandede refugier vi besøgte. Hertil skal tilføjes at disse ikke var placeret i de mest afsides områder og beregnet for overnattende vandrere. Efter Marialles bevæger vi os op ad en noget grov grusvej, op til bjergkammen. Heroppe har vinden frit spil, og det benytter den til at polere på nogle store kridhvide sandstensblokke, der stikker op af sæteren, som øverst er flad som en kæmpestor fodboldbane, klippet af en enorm flok får. Vi kører ca. 3 km ad bjergkammen inden det begynder at gå nedad, og det er alle anstrengelserne værd. Nedkørslen foregår i strålende solskin efter en dejlig dag på bjerget.


Pic du Canigou
Næste dag sætter en samlet trup næsen mod Pic du Canigou eller rettere Chalet des Cortalets.
Vejen op gennem Fillos til Ref. de Balatg er stejl men god. Det sidste stykke op er den meget trafikeret af firehjulstrukne køretøjer, der transporterer “vandrere” til toppen, og formodentlig også ned igen. Ikke anbefalelsesværdig. Da vi først når toppen ved tretiden er køkkenet desværre lukket, hvorfor vi må tage til takke med nogle improviserede sandwich bestående af en bagette med enten ost eller skinke og ikke andet. Nedkørslen går gennem Gorges du Lech, en smal kløft af meget porøs kalksten med lodrette sider, og ad en sjov grusvej gennem skov og krat til Clara-Villerac. Området benyttes tilsyneladende også af klatrere for vi ser en stor flok på midtvejen ved Puig d’eu Touseyre.
Så er det flyttedag med 3 dage på landevej. Fra Prades til Col de Jau køre vi en dal syd for en bjergkam, der er meget afsvedet og tørt, et klima vi ville have forventet at finde i Spanien. Græshopperne gør hvad de kan for at overdøve hinanden, men ellers er her fredeligt og næsten ingen biler. Ved Col de Jau møder vi en stor gruppe cyklister og lidt længere nede af bjerget finder vi deres depot hvor vi bliver beværtet med alt hvad et cyklisthjerte kan begære, man får lyst til at istemme et Vive la France et la cyclisme. Der hersker en god og afslappet stemning blandt deltagerne og det sidste stykke ned får vi et indtryk af deltagernes store bredde, lige fra veltrimmede supermotionister til ældre ægtepar på tandems.
Målet er Querigut hvor den sidste del af ruten byder på kat.3 stigninger, for det ikke skal være løgn. Campingpladsen er svær at finde, selv de lokale har ingen anelse, men den er der, hvis i skulle komme på de kanter.
Dagen efter vil vi prøve at nå Niaux, hvor attraktionen er hulemalerier (cro-Magnon). Først skal vi lige over Col de Palihères, hvor der i dagens anledning er arrangeret sne på toppen og hestetræf blandt de frit gående heste midt på vejen. Efter den obligatoriske højdeskiltfotografering sætter vi kursen nedad i god fart. Måske lidt for god, for pludselig slingrer Carsten voldsomt og vælter. Det er ikke højdesygen der har ramt ham, men derimod hans slangen i hans fordæk der er eksploderet. Heldigvis sker der kun materiel skade på dæk, og senere opdager vi det nyttige ved en korrekt monteret cykelhjelm, den var flækket. Det kunne være gået gruelig galt. Vi får nødtørftigt syet dækket sammen ved hjælp af sejlgarn og et stykke pressenning, og noget forskrækkede triller vi samlet i moderat tempo ned til byen, hvor vi spiser og køber et nyt dæk.
Næste morgen står jeg tidligt op for at gå op til hulen og se hvad der sker deroppe. To tyske turister oplyser om at man skal have bestilt tid for besøg dagen i forvejen, men de lover at reservere pladser til os til den første rundvisning, der er på engelsk, hvis der er flere. Fuld fart ned af bjerget for at hente de andre, men interessen er lige så lidt overvældende som aktivitetsniveauet, så vi aftaler mødested om aftenen. Grotten er meget lang (1,5 km) og indeholder nogle af de eneste ægte hulemalerier der fremvises for publikum i Europa. Man undres over, hvorfor de mennesker er søgt helt herind for at lave malerier, ikke ligefrem noget indlysende udstillingsforum. Tilbage fra grotten er to af de andre kørt, men Hans-Bo er i sit telt, han har haft maveforgiftning om natten og er meget svag og bleg men ved godt mod, og vil gerne blive på campingpladsen. Da det er meningen vi skal have flere overliggerdage i Siex, 60 km. væk, aftaler vi at han bliver på campingpladsen til han har det bedre. Efter at jeg har indhentet de andre, kører vi op mod Port Massat, på den anden side af passet begynder skyerne at trække sammen og det begynder at regne. Vi vælger at droppe dagens andet pas og triller den lette vej ned. Det regner stort set hele resten af vejen, og lige før Siex går regnen over i hagl så store som vagtelæg. Heldigvis kan vi søge ly ved en købmand, mens haglene pisker ned omkring os.
Den valgte campingplads i Siex er ikke særlig spændende, og specielt ikke når det hele er vådt, men teltene bliver slået op og vi finder en restaurant der ligger ved torvet på den østlige flodbred. Vi får serveret and stegt i eget fedt og salat med gåseleverpostej, det må være en skidt ting at være fjerkræ i dette land. Om aftenen da vi går tilbage til campingpladsen kan vi se at et voldsomt tordenvejr huserer i bjergene ved Port Massat. På daværende tidspunkt viste vi ikke, at Hans Bo faktisk kørte rundt oppe i bjergene i uvejret. Dagen efter er der udbredt stemning for intet at foretage sig. Det trækker også op til regn. Så vi vasker tøj og sidder hos campingmutter og studerer kort og brochurer da Hans-Bo ringer, han er på vej. En time efter er ham der. Han har kørt om natten over Port Massat i tordenvejr, og da det begyndte at blive lidt for spændende, overnattede han på et hotel i Aulus-les-Bains






På afveje
Dagen efter ser vejret ikke for lovende ud, før omkring kl. 12, hvor det lysner og vi sætter kursen mod Port d’Aula. Vejen er god med udsigt til MT. Valier og nogen tåge mod toppen, og vi når Port d’Aula omkring kl. 16. Vi holder en pause i passet og skyerne trækker sig tilbage, så vi har en fin udsigt til tinderne og Spaniensiden, hvor det er strålende solskin. Det er fascinerende og lidt respektindgydende, at sidde på toppen af bjerget og betragte, hvordan skyerne forvandler landskabet, fra storslået bjerglandskab til totalt tåge med 5-10 m. sigtbarhed i løbet af få minutter. Den pyrenæerske tåge skal man tage sig i agt for. Vi beslutter at fortsætte på Spanienssiden, selvom der ingen åbenlys sti er. Målet er Port de Salau, og de næste 4 timer trækker og bærer vi cyklerne over sæter og klippefremspring. Vi kan se passet i de fjerne, fordi der er en tunge af tåge, der baner sig vej over bjergkammen. Da vi kommer derhen er alt hyllet i tåge, der ligger ruinerne af et stort romersk fæstningsanlæg lidt spøgelsesagtigt. Vi begiver os nedad af en Romervej, der stort set er tilgroet, men markeret med maling på stenene med 5-10 m. mellemrum. Modet stiger noget da vi møder et par vandrere, der forsikrer os at stien bliver bedre lidt længere nede. Efter vi har passeret passet (2087 moh.) letter tågen, men vi er nu kommet ned i 1800 moh. og det bliver tåget igen. Vi kan stort set ingenting se, og vanskeligt finde vejen eller afmærkningen. Heldigvis bliver vejen bedre omkring 1400 moh. men stadig ikke farbar for cykling. Efter 5 timers trækken og bæren på cyklen, kommer vi endelig til vejen, er egentlig mest oplagte til en kold øl ved landevejskroen men skynder os tilbage til Siex, for ikke de andre skal blive for bekymrede.
Moralen er, tag aldrig afsted på offroad ved middagstid, vi var først tilbage kl. 10 om aftenen.
Dagen efter er det flyttedag, en kort tur fra Siex til Castillón-en-Couserans, over Col de la Core. På toppen er der et refugie med en meget venlig værtinde, så vi sætter os tilrette og nyder udsigten, samt cola og cacao og betragter iøvrigt turisterne, der vælter ud og ind af biler på parkeringspladsen. Campingpladsen i Castillon er en kommunal camping, hvor telte bliver henvist til det bagerste hjørne, eller så langt væk fra fællesfaciliteterne som muligt, der er vel forskel. Alle campisterne sidder denne eftermiddag klistret til skærmen og ser Tour’en. Vi finder en bar og sidder klistret til skærmen og ser Tour’en. Alles øjne i baren er rettet mod skærmen undtagen barhunden, en øjensynligt svagtseende let overvægtig labrador, der har en del problemer med at slippe ud af glasdørene samt undgå nærkontakt med barinventaret. Til trods for de ret højlydte knubs den modtager i hjerneregionen logrer den ivrigt, glad hund (læs dum). Om aftenen er der byfest hvor det lokale ungdomsorkester får lov at slå sig løs med forstærkere, for vistnok første (og forhåbentlig sidste) gang. Derudover er der underholdning med folkedans/musik, folk og jazz på byens hotel samt boder med lokale produkter ned ad hovedgaden. Vi “vælger”, der var optaget alle andre steder, at indtage middagen for foden af en trappe i en smøge med udsigt til hovedgaden, der er dagens menu at vælge imellem, men det smager skønt og serveringen går simpelthen lynende hurtigt.
Fra Castillón drager vi næste dag mod Bagneres de Luchon over Col de Portet d’Aspet, Col d’Artigascou og Col de Portillon. Ved nedkørslen fra Col de Portet d’Aspet, i svinget under en kat. 3 stigning, befinder sig mindesmærket over Fabio Casartelli der mistede livet her under Touren i 1995. Vejen op til Col d’Artigascou er lidt vanskeligere end vi have forventet, men her er fred og ro. Vi bliver af en forbikørende orienteringsløber forsikret om, at vi er på rette vej op i passet, så vi fortsætter til vi når plateauet, med en stor skov af 2 meter høje bregner. Senere, (da vi kommer hjem og får fat i en ordbog), opdager vi at vi har cyklet rundt i et bjørnereservat, så tror da pokker der ikke var et øje. På nedkørslen finder vi i byen Melles, og en for os udmærket restaurant til indtagelse af vores eftermiddagskaffe. Vi er bænket men der kommer ingen servering. Efter en tids venten sender vi en ekspedition over i huset på modsatte side af vejen, som at dømme efter alle mærkerne med stjerner og farvestrålende plaketter til venstre for døren, åbenbart rummer en restaurant. Jeg kigger indenfor og banker på døren for at påkalde os opmærksomhed, men der er dødt som i graven derinde. Efter at have bokset lidt til den dertil indrettede klokke på disken og forsøgt at fremkalde noget der ligner et ekko i de smagfuldt indrettede spiselokaler, dukker værtinden op. Hun modtager modvilligt bestilling, efter at et styk svedig cyklist er blevet gennet ud af hendes stuer. Ikke fransktalende nordboer i cykeltøj er tilsyneladende ikke hendes foretrukne klientel.
Med let sårede følelser fortsætter vi ind i Spanien, et kort stykke mod Col de Portillon, og det må vi sige, kvaliteten af vejbyggeri her, overstiger langt hvad vi havde forventet. Super vej op i passet, som her udgør grænsen mellem Frankrig og Spanien, og ligeså elendig og stejl vej ned på Frankrigssiden

MTB løb
Næste dag er det noget skyet, men hvad, ingen dag uden et topforsøg, så vi sætter kursen mod Superbagneres, et skisportsted i 1800 moh. Vi kommer til Ravi, ca. 900 meter oppe af bjerget, da det begynder at trække faretruende sammen og tordne. Vi bliver enige om at vende om, men halvvejs nede frister en indbydende grusvej for meget og vi svinger ind på den. Det går fint de første par km, og vi er netop gået i krig med en meget stejl downhill, da himlens sluser åbner sig med et brag. Desværre ender vejen blindt, så vi får trukket vores cykler op af skrænten igen og søger ly under et stort træ. Ved nærmere overvejelse kommer vi i tanke om noget børnelærdom der omfatter tordenvejr og store træer så vi springer på cyklerne og kører tilbage til lille skur vi har passeret lidt tidligere. Her sidder allerede to belgiske cyklister og skutter sig. De er ligeså dårligt udrustede til regnvejr som os. Efter en times venten på opklaring og på randen af kuldechok holder regnen endelig op og vi suser nedad en meget mudret grusvej, i den lykkelige forventning om, at et varmt bad venter os.
Om aftenen står den igen på udemad, og jeg bemærker et opslag om MTB-løb på toppen af Superbagneres den efterfølgende dag. Om morgenen drager vi mod turistkontoret. Vi har besluttet at afkorte turen noget, det er også snart længe siden, vi har forladt den hjemmefra lagte tidsplan. Så vi skal have fundet ud af vores videre færdselsmuligheder, igennem de i området anlagte tunneller. Vi vil også forsøge at finde transportmuligheder til toppen, for det tilfælde at jeg skulle få lyst at deltage i løbet. Det viser sig at vi kan tage en svævebane til toppen men da vi forlader turistkontoret er der parkeret en rød Peugeot stationcar med to MTB på taget og klistermærker i smagfuld forvirring. De to ungersvende der fører bilen, vil spørge om vej til Superbagneres på turistkontoret, men da vi med mobilisering af al vores charme får forsikret dem om at vi kender vejen, og gerne vil være vejvisere, bliver cyklerne læsset på taget, og vi bliver placeret på bagsædet sammen med diverse reservedele. På vejen op af bjerget, bliver luften for tynd til den gamle øse kan tygge den, så den gir’ sig ved først at smide lidt ballast i form af bagsmækken og derefter at sætte køleren under damptryk. Efter et par nødtørftige reparationer, når vi dog helt op og den “gamle øse” får noget vand at sunde sig på, mens jeg går til indskrivning. Nå inden længe går løbet i gang. Jeg skal køre 12 km. Starten er en 500 m lang opkørsel, og inden jeg kommer op af den, er jeg totalt tilsyret. Det fortsætter med lange syrede opkørsler og stejle nedkørsler hele vejen rundt. Puh for et løb der blev hostet længe efter. Efter endt dåd skal vi have noget at spise og drikke på en af restauranterne på toppen. Der er også et kæmpestort meget stilfuldt skisportshotel. På vej nedad, efter at have betragtet skyerne der ligger som en tæt dyne over dalen, kommer min stifinder sans til kort. Vi prøver at finde stien ned i skoven, hvor jeg har kørt under løbet, men den er totalt forsvundet i tågen, og da vi ikke kan se mere end et par meter frem, vender vi om og tager landevejen ned. Endnu engang har tågen fået det sidste ord.

 


Spanien
Dagen efter beslutter vi os for ikke at køre længere vestpå, selvom det er her de smukkeste og højeste bjerge ligger. Vi har også overvejet om vi skulle slå os ned på en bjergtop en dags tid og se Tour karavanen køre forbi og måske få et 2 sekunders glimt af Armstrong og Co. Men ved nærmere overvejelse er den ide alligevel ikke så tillokkende, det må vente til en anden go gang. Vi kører over Col du Portillon endnu engang, mod Salardù i Spanien. Jeg er godt træt efter gårsdagens strabadser så det er lidt sejt træk opad i kat. 3 stigninger. Efter toppen kører vi sydpå mod Vielha, hvor vi drejer vestpå ind i Ruda dalen. Her er igen en heftig byggeaktivitet af hoteller og lejlighedkomplekser øjensynlig til skisport. Byggekraner alle vegne så langt øjet rækker. Ufattelig at der er sne til alle de mennesker der på et tidspunkt kan bo her. Bjergene her er meget anderledes end på Frankrigssiden, tørre stejle klippesider og udenfor turistkomplekserne tyndt befolket.
I Salardù finder vi et vandrehjem, igen af fin standard, og går i byen for at finde noget at spise. Restauranterne åbner ikke før kl. 9, så ventetiden bliver brugt på kortjagt i turistinformationen, og en øl på landevejsbaren. Udhvilet efter en nat i en rigtig seng, starter vi på opkørslen mod Port de la Bonaigua. Vi kører på randen af Ruda dalen, der har form som en kæmpestor vandrutchebane. På toppen er der en skisportsstation, hvor vi køber frokost . Længere fremme i passet er der hestetræf blandt de fritgående heste, flokhingsten underholder turisterne med sin indsats for artens videre bestående. Nedkørslen slår det meste af hvad jeg har prøvet af landevejsnedkørsler, fin asfalt og gode brede sving, den kan anbefales. Vi forsyner os med mad og tager en lang frokost ved købmanden i udkanten af Esterri. Det er varmt ved middagstid i Spanien, så først langt inde i siestaen cykler vi det sidste stykke mod La Guingueta, vi finder en campingplads med pøl og det hele. Standarden på camping i Spanien er ligeså flot som vandrehjemmene. Resten af dagen går ved pølen og aftenen bliver igen tilbragt på restaurant, man skal vel heller ikke overanstrenge sig.


Nationalparken
Med et godt overskud af kræfter vil vi dagen efter besøge nationalparken Aigües-Tortes. Vejen indtil Espot er asfalt. Herfra går det i nærmest kolonnekørsel sammen med 4-hulstrækkere der kører turister helt ind parken. Private personbiler bliver afvist ved indgangen til parken et par km. længere oppe. Vi får lov at cykle videre, efter vi har fået udleveret ordensregler, affaldsposer og strenge instrukser om kun at køre på grusvejen. Vi forsætter opad ind i en flot park med en meget stor alsidighed i flora og fauna. Bjergene er også flot anlagt. Vejen slutter ved en opdæmmet bjergsø ved Sant Maurici, hvor alle turisterne vælter ud at firehjulstrækkerne så der er et mylder af mennesker. Vi stiller cyklerne og går op til et refugie, (ref. Ernest Mallafre) hvor vandrere kan overnatte og købe mad. Refugiet ligger ved den sti der går tværs gennem parken fra vest til øst. Vi havde hjemmefra planlagt at køre gennem parken med baggage men det kan vi godt se nu ikke ville have været en særlig god ide, men uden baggage skulle det være muligt at køre fra Sant Nicolau i vest til Sant Maurici. (Hvis det er tilladt). Vi går tilbage til søen og sætter os under et træ og “nyder” turistmylderet. Så er det ellers samme vej tilbage, men nu godt hjulpet af tyngdekraften.
Dagen efter sætter vi kursen mod Andorra. Lidt syd for La Guingenta kigger vi ind i landsbyen Escaló der har en del af sin middelalder bymur i behold. Vejen mod Andorra drejer af i Llavorsi, hvor der er stor rafting- og kanoaktivitet på floden. I Alins ender asfaltvejen. Vi spiser frokost og herefter er det en stejl grusvej, i en meget smuk kløft med et vandløb der bruser nedaf lige ved siden af vejen op mod passet. I Tor er der en lille beværtning, med et par meget snakkesalige værtinder, hvoraf den ene er ret god til at tale engelsk. Vi har afgjort indtryk af at være mere underholdning end levebrød. Vi får en lang snak bl.a. om Bob trailerne, to af os kører med. Et hollandsk hold cyklister er lige kørt op i passet en time før os, ligeledes med Bob-trailere. Folk der suser forbi i firehjulstrækkere og andre motordrevne køretøjer får misbilligende bemærkninger med på vejen. Joh man behøver ikke at bo i en storby for at opleve en masse, tværtimod. Efter Tor er vi over trægrænsen men der er varierende vejkvalitet op til Port de Cabris, hvilket nok skyldes kraftige regnskyl tidligere på året. Turen er hård, men meget anbefalelsesværdig. Ved ankomsten til passet er der fin asfalt på Andorra siden. Det er temmelig overskyet så før et tordenvejr bryder ud over hovederne på os, sætter vi kursen nedaf. Vi finder hurtigt campingpladsen ved Ansalonga der har en restaurant.
Vi er ankommet til familiedynastiet Lydia og Co’s campingkollektiv, hvor alle familiemedlemmer yder efter evne og nyder efter behov.


Andorra
Dagen efter vil vi kigge på byen Andorra la Vielha, men der er en kvalmende luft både på vejen dertil, og i særdeleshed inde i byen, så der er stort set ikke til at holde ud at være. Vi spiser på et nogenlunde fredeligt torv med en fontæne, lidt væk fra den værste trafik. Da det toldfrit område skal vi lige kikke på elektronik og cykelforretninger, inden vi kører tilbage til campingpladsen.
Om aftenen spiser vi hos Lydia igen. Menuen er Paella.
Næste morgen går turen mod Arcalis, asfaltvejen op er god og det er flot vejr. Der er masser af maling på vejen fra sidste gang Touren var her (1997), bla. en masse danske flag og kommentarer, “Bo sparker røv”, jublen vil ingen ende tage da vi så det. Helt oppe ved liftstationen Pic d’Arinsal, kan vi se ned på indgangen til Port de Rat tunellen og passet herover. To små prikker med rygsække er ved at bevæge sig henover passet, der består af store klippeblokke, lige ved siden af os, vi skal ikke nyde noget. Vi kører ned til tunnelen, der ligger sne derinde og der er klamt og koldt, vi kan ikke se lyset i den anden ende, mon der overhovedet er hul igennem.
På nedkørslen finder vi en grusvej ved siden af asfaltvejen som er super til MTB. Halvvejs nede i El Serrat kalder sulten os vi ind på en landevejskro der serverer lækre Tapas, og vi ser enkeltstarten og afgørelsen på Touren. Fra El Serrat kører vi på den oprindelige landevej, med brosten og stengærder på begge sider, den ender praktisk talt midt på campingpladsen.
Vi starter turen den efterfølgende dag med at orientere os på turistinformationen. Sandelig om de ikke har en MTB guide, der udpeger en offroadrute ved Coll d’Ordino og forsikrer os om, at der er afmærkninger af stien. Vi begiver os op af bjerget på asfaltvejen, til vi kommer til et stort plateau med flot udsigt. Luften er dejlig og det er strålende solskin. Vi tager en pause under et træ eller rettere resterne af det. Men vi er ikke på toppen, der er ca. 1,5 km endnu af en, pust, temmelig stejl grusvej eller er det bare luften der er tynd heroppe. Ved radiostationen på toppen slutter grusvejen og der er en sti, men vi kan ikke finde de lovede afmærkninger. Vi går lidt frem og tilbage, inden vi bliver enige om at det må være rigtigt. Stien bliver stejlere og stejlere og vi må stå af og trække cyklerne. Til sidst går vi i et regnvandsleje, men det hører op efter 100 hm. og stien fortsætter nu så det er muligt at cykle ca. 400 hm. nedaf til Collada de Beixalis. Alletiders rute, hvis man kan leve med trækketuren
Om aftenen spiser vi igen hos Lydia, hvor vi som altid får fin betjening, flinke folk.
Ferien begynder at lakke mod enden, og vi skal atter tilbage mod Barcelona. Vi skal med toget fra Puigcerdà dagen efter. Vi deler os og kører ad to forskellige ruter, over Col de Puymorens eller over La Seu d’Urgell. Vejen mod La Seu d’Urgell er trafikeret med tung trafik. Inden vi kører ud af Andorra besøger vi nok den mest checkede cykelforretning jeg endnu har set. De har alt og til nogle meget rimelige priser.
Vi kører ind i byen for at spise frokost på en tapasrestaurent, yums, og bliver siddende et godt stykke tid, for det er så varmt, at vi stort set ikke kan røre os, uden at sveden driver. Efter adskillige liter vand er temperaturen blevet mere moderat. Vi bevæger os i skyggen af de gamle bygninger ind i den middelalderlige bydel, besøger den romanske katedral og klostergård. Lige udenfor bymuren ligger det olympiske kajakstadion hvor der trænes ivrigt. Vi bliver grebet af nysgerrighed og besigtiger anlægget med hejs transportører og alle de seje atleter.
Sidst på eftermiddagen kører vi mod Puigcerdà ad landevejen, og ankommer til campingpladsen (der ligger 4 km fra byen) omkring halv ni. De andre sidder på terrassen, de er også lige ankommet. Vi kører ind til Puigcerdà, en tætbebygget og meget hyggelig større by, beliggende på en bjergtop og finder en restaurant på torvet.
Næste dag skal vi med toget kl.11. Cyklerne kommer gratis med og i egen bagageafdeling. Det er en flot togtur henover bjergkammen, det regner og tordner en hel del, så det er godt vi ikke skal cykle. Dagens mål er campingpladsen lige ved lufthavnen men det gider jeg slet ikke kommentere, for det var i alle forhold en negativ oplevelse, støj og larm hele natten.


Sammenfatning
Pyrenærne er et kendt og elsket område for vandrere at udfolde sig i. Der er også masser af refugier placeret oppe i bjergene og en del markerede vandreruter.


Kort:
På MTB handler det om at finde de af vandreruterne det er til at cykle på eller vælge alternative veje. Hertil er et godt kortmateriale nødvendigt. IGN har leveret topografisk kortmateriale til Rando Editions i målestoksforhold 1:50.000 og det er nok det største målestoksforhold der er anvendeligt hvis man har tænkt sig at bevæge sig lidt uden for stierne. Men disse kort dækker primært frankrigssiden. På spanienssiden er der kortmateriale fra Rando Editions med topografi at Inst. Cartigràfic de Catalunya (kort 20,22 og 23). Disse er gode kort til MTB men dækker desværre pt. et begrænset område. Til planlægning og oversigtskort kan Kümmerley+Frey 1:250.000 eller Firestone, mapa turistico 1:200.000 anvendes, sidstnævnte dækker spanienssiden i den vestlige del af pyrenærne bedre end førstnævnte. Man kan dog være heldig at finde gratis kortmateriale med MTB ruter på de lokale turistkontorer. Der er i nogle områder af pyrenærne afmærkede MTB ruter men det er oftest i områder under trægrænsen. Hvis det er det højalpine område der trækker er det med at finde en signatur for færdselsvej der passer til sværhedsgraden man kan klare at cykle. Samtidig skal man være opmærksom på højdekurverne der giver et godt indblik i hvor stejlt der er på den pågældende sti.


Tågen
Vi har på turen ved flere lejligheder oplevet den Pyrenærske tåge og den er ligeså massiv som dens rygte. Al sigtbarhed forsvinder så hvis man befinder sig i vanskeligt terræn og ikke har et godt holdepunkt at køre efter eller er fuldstændig sikker på ens udgangspunkt er det bedst at tackle tågen ved at sidde sig ned og vente på den letter. Og det kan sagtens ske at det der ligner tåge der kan blive liggende i dagesvis forsvinder i løbet af få minutter. Ligeledes kan en solskinsdag blive til tyk tåge i løbet af øjeblikke. Tågen kommer som regel fra dalen og bevæger sig opad bjerget i løbet af dagen. Vi var kun ude for tåge på frankrigssiden men skal ikke kunne udelukke den kan forekomme på spanienssiden også. Derfor medbring altid nødudstyr i bjergene: energibarer/vand, nødhjælpsudstyr, redningslagen, ankelgamacher og lygte.


Klima
På frankrigssiden, især i den vestlige del af bjergene, falder der pga. den fremherskende vindretning af varm og fugtig luft fra nord og vest betydeligt mere regn end på spanienssiden. Derfor er der mere køligt og grønt på frankrigssiden end på spanienssiden. Som altid falder temperaturen i højderne og på spaniensiden er klimaet i højden meget behageligt tempereret med tør klar luft og som regel rigtig god sigtbarhed. Det er en behagelighed ved Pyrenærne man ikke finder i Alperne, hvis man bliver træt af regn kører man bare over bjergkammen i tørvejr på den anden side. Vi havde i juli en gennemsnitstemperatur på 25-30° C afhængig af højden. Over 1200 kan det blive koldt om natten <4° C


Vejnettet/trafik
Af klimatiske årsager, måske, er der også lavere befolkningstæthed på spanienssiden og et mere grovmasket netværk af veje.


Overnatning
Der findes masser af campingpladser på begge sider bjergkammen men generelt er standarden i Spanien højere. Prisen varierer fra 30-100 kr. pr overnatning med cykel og et lille telt.
På Spaniensiden er der desuden nogle meget fine vandrehjem. Det er som regel firesengsrum med toilet og bad. Det er muligt at købe morgen og aftensmad.


Mad
Tapas i Spanien er dejligt, find en god tapasrestaurant hvis det bliver for varmt at køre ved middagstid.


Transport
Vi valgte direkte rutefly fra Kbh. til Barcelone. Pris ca. 3000 inkl. cykel. Det er muligt at købe en billigere charterbillet men de skal bestilles i god tid i højsæsonen. Ruby Rejser har busafgange til Perpignan. Der er meget fine togforbindelser fra Barcelona op i bjergene med gratis cykelmedtagning.


Rejsetid
Bedste rejsetid er juni/juli og september. I august holder franskmændene og spaniolerne selv ferie, så her kan der være lidt overrendt.

Også udgivet i:Turcykling | Tagget , , | Der er lukket for kommentarer

New Zealand

Cykelringenes Herre

Dette er en beretning om en cykelferie gennem et venligt land, af ofte
ufattelig skønhed. Stor natur, sneklædte bjerge, gletschere, vulkaner,
gysere, kogende svovlpøle, subtropisk regnskov og bregneskov man kun
troede fandtes i kultiden, vilde klippekyster, endeløse strande og dybe
fjorde alt omgivet af verdens største ocean. Efter
den new zealandske filminstruktør Peter Jackson filmede trilogien af
Tolkiens Ringenes Herre, er New Zealand kommet på alles læber
Men indtil for tusind år siden var disse øer ubeboet af mennesker og
pattedyr. Så kom Maorierne sejlende i kanoer fra fjerne øer i
Stillehavet. De kom i 10 store kanoer. De kanoer som Maorierne stadig
henfører deres slægter til.  Dette er naturligvis en myte men den
gør oplevelsen af dette smukke land endnu større for den tilrejsende.
For hvad er oplevelsen af New Zealands regnvåde mosbegroede regnskove
uden myten om maorijægerne, disse fjerklædte tatoverede kannibaler, der
jagede og udryddede den 4 meter høje Moafugl (en slags struds) og rakte
tunge af foragt før de slog fjenden ihjel og kogte ham i jordovne. For
200 år siden kom Europæerne og dermed var de New Zealandske øers skæbne
beseglet. Kolonisationen var i gang. Både natur og Maorier blev trængt.
Pattedyrene blev indført og New Zealands enestående fauna blev truet.
Fuglearter som igennem tiden havde mistet evnen til at flyve var nemme
ofre for mennesker og dyr og uddøde hurtigt. Eneste overlevende er den
lille Kiwi fugl, men den lever også på randen af udryddelse trods
ophøjet status som nationalfugl og total fredning. New Zealand er
derfor et godt sted at studere menneskers påvirkning af den
uberørte natur. Og i det mindste en tid endnu, et sted hvor det er
muligt at opleve denne urnatur. Men samtidig er det også landet som
viser at vi mennesker aldrig bliver klogere, før det er for sent. Et
eksempel så vi på Matakana Island som et amerikansk skovkonsortium har
opkøbt af Maorierne. Disse har ”nådigst” fået lov at blive boende på
den nordlige del af øen hvor amerikanske dollars har kunnet give dem
alle moderne bekvemmeligheder, mens amerikanerne selv er gået i gang
med voldsom skovhugst i skovene mod syd.  Skovhugst er attraktivt
her fordi klimaet giver en meget stor tilvækst så man kan skove flere
gange. Men
det rokker alligevel ikke ved at disse øer absolut er et besøg værd,
for hvilke andre steder kan man på samme dag gå igennem regnskov for
til slut at støde på en gletscher, eller slentrer af de endeløse
Stillehavsstrækninger med et imponerende bjerglandskab som grandios
kulisse i baggrunden.  Lægger man hertil en meget gæstfri
befolkning, er der for mig ingen tvivl, New Zealand er landet jeg vil
udvandre til hvis jeg engang skulle få nok af vores egen lille andedam.

NORD
Efter næsten 30 timer i et smalt flysæde ankommer vi i 300 km medvind
og voldsom turbulens til Auckland, som er NZ største by med over en
mil. indbyggere. I området findes 60 udslukte vulkaner, som Maorierne
fandt perfekte til
at lave en befæstet by på. Den vulkanske fortid ses helt tydeligt, hvis
man f.eks. stiller sig på toppen af Mt. Eden (også en udslukt vulkan)
og ser ud over byen: alle de kegleformede bakker er vulkaner. Bare
rolig, det er kun Rangitoto (på en ø ud for Auckland Harbour), som
stadig er aktiv. Byen spreder sig over et stort areal med vand på 3
sider og er karakteristisk ved meget lav bebyggelse. Der bygges lavt og
hovedsaglig i træ. Kun i centrum dominerer en moderne skyline i glas og
stål
bybilledet, hvor det 328 meter høje Skytower er den højeste
bygning på den sydlige halvkugle. Fra de tre platforme er der et
imponerende 360 graders panorama view. I gulvet har man frit udsyn
lodret ned igennem 42 mm panserglas. Er det ikke sus nok, kan man
klatre op inde i masten og komme ud på en platform 300 meter oppe.
Dette foregår med fører og iført klatreudstyr og sikkerhedsliner. For
de adrenalin hungrende er det også muligt at springe ud fra tårnet og i
frit fald se byens mylder komme nærmere med 75 km/t.

Efter et par
akklimatiseringsdage i storbyen og reparation af cykler efter den hårde
medfart på flyveturen (tak til SAS
og Singapore Airlines), pakker vi cykeltaskerne og bevæger os
sydøstover mod Miranda. Det er typisk forårsvejr med kraftig vind og
regn som følger os det meste af
dagen. Vi når fuglereservatet midt på eftermiddagen og efter
provantliering i den eneste butik i miles omkreds finder vi vores base.
Det er koldt om natten, så flere af os begynder at tvivle på om den
medbragte lagenpose nu er nok. Heldigvis er der tæpper på alle de
øvrige vandrehjem vi besøger på turen.  Der findes ca. 400
vandrehjem og det koster ca. 75 kr. for en overnatning, så der er
absolut ingen grund til at tage teltet med.

Næste
dag når vi Stillehavskysten og Waihi beach, som på denne årstid er helt
øde, men
det er jo ikke hver dag man kommer forbi sådan et sted, så med fare for
forfrysninger og hajer kaster vi os ud i det enorme Stillehav. Vi bor i
en stor stationær campingvogn med alle faciliteter, og efter middagen
og et par flasker rødvin begynder cykelfolket at hænge med næbet,
resterne af jetlag og den megen friske luft har sat sine spor.

På afveje
Foranlediget af den tunge lastbiltrafik som nu har gjort sit indtog,
susende tæt forbi på de større veje, tager vi en afstikker ud mod
kysten, i håb om at kunne nå en færge til Matakana Island, og af den
vej nå ind til Tauranga som er New Zealands største udskibningshavn. Vi
når en færge
men får at vide at der kun er en time til den sidste afgang fra
sydspidsen.  Der er ca. 20 km derned, så vi har god tid. Vejen er
ikke af bedste beskaffenhed og vi bruger noget tid på at diskutere om
vi nu er på rette vej. Ved indgangen til skoven ser vi godt skiltet
“Private Forrest, Danger No Bicycling Heavy Vehicles” , men tiden er nu
så fremskreden at vi ”overser” det og forsætter.  I den
tætte regnskov er der kun et opkørt hjulspor som tydeligt bæger præg af
tunge lastbiler og som i regnvejr sikkert er en klæbrig fornøjelse. Det
giver os klart en fornemmelse af at det her vist ikke er så godt og at
vi er på afveje. Heldigvis møder vi ingen 16 tons lastbiler og når vel
frem til færgelejet. En lokal kiwi spørger venligt hvor vi kommer fra
og gør os opmærksom på at vi ikke må cykle i skoven. Kort efter kommer
en firehjulstrækker drønende. Det er den lokale vagtmand. Han har over
radioen fået at vide at der er cyklister i skoven…og vi får en verbal
opsang. Det
viser sig at et amerikansk firma har købt hele øen og nu driver voldsom
skovhugst. Området er privat og vi må slet ikke være her. Men efter at
have givet os alle formaningerne tør han lidt op og vi kommer med
færgen. Vel ankommet til Tauranga vil hans irske hjælpsomhed pludselig
ingen ende tage, og tilbudet om at blive kørt lige til døren er for
fristende, så i al hast bliver cykler og tasker ”smidt” op i ladet og
vi bliver kørt op til vandrehjemmet, som vi sikkert ikke havde fundet
på egen hånd midt i al yldretidstrafikken. De andre som har taget
landevejen er ankommet og kikker undrende til vores ankomst i bil.

Vulkaner og varme kilder

Geologisk ligger nordøen placeret mellem to af de store
kontinentalplader,
hvorfor der er megen termisk aktivitet i form af vulkaner og varme
kilder. Byen Rotorua minder om en miniudgave af Las Vegas men så høre
enhver lighed også op. Overalt stinker der af rådne æg og hele byen
ryger og damper, da den er placeret lige oven på et meget aktivt
område. Klem inde
mellem en masse industri finder vi Spa Logde som er et hyggeligt lille
vandrehjem med en fredelig gårdhave hvor vi slapper af i Spabadet som
naturligvis er opvarmet fra undergrunden. Næste dag cykler vi videre
mod Lake Taupo men skal lige først forbi Wai O Tapo Thermal Wonderland
hvor vi på nært hold får et indtryk af den meget aktive undergrund. På
vejen cykler vi igennem Vulcanic Valley hvor vi tydelig ser rester af
de mange vulkaner. Kiwierne er gode til at skilte med deres natur. Når
vi møder skiltet ”Scenic Reserve” går vejen som regel kort efter ned i
en dyb slugt for hvorefter at gå op igen. Indtil
for knap 2000 år siden var Lake Taupo en vulkan – og en stor én af
slagsen. År 186 eksploderede den med en kraft, så der blev røde
solnedgange over næsten hele verden. I dag er den med sine over 600 km2
New Zealands største sø, beliggende på et vulkanske plateau 357 m.o.h.

Tongariro National Park dækker et område på 845 km,
der inkluderer Nordøens tre aktive vulkaner: Mt. Ruapehu (2751 m.o.h.),
Mt. Ngauruhoe (2287 m.o.h.) og Mt. Tongariro (1967 m.o.h.). Området er
New Zealands første nationalpark og blev i 1877 skænket af
maori-høvdingen Te Heuheu Tukino IV til staten. Mt.
Ruapehu er stadig ganske aktiv: så sent som i 1995 spyede den store
mængder aske op fra krateret. Asken fordelte sig over store dele af New
Zealand og blev bilejernes mareridt, da den ødelagde lakken.

Det er dog
småting imod den katastrofe, som den var anledning til på juleaften i
1953: Aktiviteten under kratersøen bevirkede, at store mængder vand
blev ledt ud i en nærliggende flod. Disse store mængder vand fik en
jernbanebro til at bryde sammen få minutter før et tog fyldt med
julerejsende skulle passere. Der var derfor ingen advarsler, og 153
mennesker kørte direkte i døden – den største togkatastrofe i New
Zealands historie.

Det
er dybt fascinerende at cykle igennem denne nationalpark. Alt er stort
og som cyklist føler man sig ubetydelig lille i dette
månelandskab. Vi overnatter i Ohakune med en fantastisk udsigt op
til vulkanen. Dette er i øvrigt også Hobbitland. En af de mange steder
hvor Ringenes herre blev filmet. Skiltene ”Land of the Lords film site”
er ikke til at tage fejl af. De næste dage cykler vi gennem et grønt
tæppebelagt bakkelandskab overstrøget med hvide uldklatter som mæh’er
dagen lang…

Vi holder kaffepause i Mangaweka hvis eneste attraktion er en gammel udtjent DC 3 som nu fungerer som cafe.

Windy Wellington

Kan syntes lidt sjovt for os danskere som er vant til den evige vestenvind,
men jo det blæser. Wellington er regeringsby og parlamentet som består
af tre bygninger illustrerer sådan set byens korte historie meget godt.
Nationalmuseet er absolut et besøg værd og så er der gratis adgang. Her
får man på en meget illustrativ og underholdende måde et godt indblik i
øernes historie og kultur.  F.eks. går der særlige Maouri guider
rundt som er efterkommere af maorierne. Bylivet
bærer præg af en meget stor gruppe af indvandrere fra Cuba, så der er
rig mulighed for at spise cubansk mad og høre cubansk musik. Sejlturen
over til sydøen tog 3 timer på en propfyldt færge bygget på Ålborg
værft i 1986, som henledte på tiden i lille dannevang, hvor vi havde
storbæltsfærger.

SYD
Sydøen
er i modsætning til nordøen ikke nær så trafikeret, og helt at slippe
for de tunge lastbiler er som cyklist en stor lettelse. Til gengæld er
afstandene mellem byerne meget længere så det kræver lidt mere
planlægning.

I
Renwick deler vi os. Nogle cykler vestpå mod Westport mens vi andre
cykler ind til Bleinheim og tager toget til Christchurch, hvorfra vi
vil udforske den sydlige del af øen. Trans
Scenic Railways er en række jernbaneruter som udelukkende kører med
turister. I store panoramavogne og med åbne fotovogne bliver man i
adstadigt tempo kørt igennem landskabet. Turen fra Bleinheim til
Christchurch koster godt 250 kr og tager 5 timer, og du kan få cyklen
med.  Turen går over Redwood pas ned langs kysten forbi  NZ
største saltsø Lake Crossmere videre over flodsletterne ind mod
Christchurch.  På vejen gøres holdt i Kaikoura hvor man kan gøre
holdt og tage ud og kikke på hvaler.

Christchurch
Christchurch går for at være den mest engelske by uden for England. I årene
op til 1850 gik direktør Wakefield fra The New Zealand Company og
lurede på at grundlægge en helt speciel koloni på Canterbury Plains. I
samarbejde med den anglikanske kirke (Church of England) planlagde at
udsende nybyggere, der var særligt udvalgte. Interesserede fra det
velhavende borgerskab samt arbejderfamilier, hvis “moral” og gudsfrygt
var blevet grundigt undersøgt blev tilbudt emigration til den nye
koloni. Fire skibe (se Canterburys historie) ankom i 1850 med 780
mennesker til et område, der var sumpet og i øvrigt ikke var særligt
indbydende. De gik i land ved Lyttelton, den forstad, hvor byens store
havn ligger. Deres leder var i de to første år ireren og juristen John
Godley, som var blev overtalt til jobbet af Wakefield. Godley huskes i
dag som grundlæggeren af Christchurch, men hans tid her blev kun kort.
Pga. sygdom måtte han rejse tilbage til England. Hans kone, Charlotte
Godley, der var med i New Zealand, blev efter sin død anerkendt som en
dygtig forfatter bl.a. for sin “Letters from Early New Zealand”, der
var en beskrivelse af samtiden i Canterbury.

De sydlige alper
Små
200 km sydvest for Christchurch støder man førstegang på en af sydøens
mange naturmæssige åbenbaringer. De sydlige alper rejser sig på denne
årstid helt i hvidt så langt øjet rækker fra nord til syd. Et
fantastisk syn…

Ved Lake Pukaki der er en af de mange gletherssøer, er et imponenrende view op mod NZ højeste bjerg Mt. Cook

Queenstown
er til trods for sin lille størrelse (ca. 3000 indbyggere) et af
højdepunkterne for mange New Zealands-rejsende. Man kan næsten få
indtryk af, at folk tager til New Zealand for at komme til Queenstown.
I Queenstown er der “gang i den”, hvormed menes at man skal prøve
bungy-jumping eller riverrafting. Nattelivet er også værd at skrive om
siger de, men det er nu ikke noget for mig, så efter at have fundet et
hyggeligt lille vandrehjem tager jeg cyklen og triller op langs Lake
Wakatipu. En flot tur. Selvom jeg er så langt mod syd er det dejlig
varmt 22 grader kl. 8 om aftenen.

Næste
dag går det atter nordover mod Wanaka. En lokal har fortalt at man
saktens kan køre af den mindre vej igennem Cardrona dalen. Får et glimt
af en af de mange jetboats som går modstrøms i den rivende Kawarau flod
vildt….Det
går jævnt opad men først ved Crown Terrace viser stigningen for alvor
tænder.  Selve passet er ikke særlig højt 1077 m men det er NZ
stejleste. Cardrona Valley var oprindelig en guldgraver dal. Byen
Cardrona bestod af et hotel, en kirke og et forsamlingshus. Her gravede
flere tusinde guld fra 1862 til 78 hvor floden oversvømmet og skyllede
alle minerne væk. De tre huse står i dag som museum. Det vrimler med
rundflyvnings steder og en af dem har meget fantasifuldt hængt flere
hundrede trusser og brystholdere på hegnet langs startbanen. Ryger
denne dag for øvrigt også i radarkontrollen, kørte 24km/t
:o)

Wanaka
står i skærende kontrast til Queenstown, når det kommer til ”gang i
den”, men omgivelserne fejler ikke noget. Stedet er et yndet mål for
lystfiskere og vandrere eller bare folk som ønsker fred og ro. Turen
fra Wanaka mod Makarora går langs de to søer Hawea og Wanaka. Det er en
meget smuk tur. De sidste 20 km op til Makarora er der strid modvind.
Selve Makarora by er en tankstation og et par huse, virkelig på landet.
Resten er regnskov, som naturligvis også lige skal
udforskes.

Regn, glethere og minedrift
Det
småregner næste dag og efterhånden som vi kommer længere op
igennemregnskoven tiltager den så Haast pas er totalt indhyllet i skyer
og regn. Langs Haast floden ned mod vestkysten får vi en fornemmelse af
flodens styrke. Fox Glacier er en af de to store glethere i området. De
er specielle ved at slutte i tempereret regnskov.  Det regner
stadig da vi ankommer til vandrehjemmet. Da vi spørger den for øvrigt
dansktalende portier om vejret i morgen, kommer svaret prompte ”det
regnede ikke i går”. At det vitterlig regner meget vidner de våde tal
5-8000 mm om året om. Hele natten banker regnen på bliktaget og
formiddagen med, så gletheren må vente til en anden gang og vi skynder
os nordpå mod Greymouth i håb om bedre vejr. 

Greymouth

ligger ved Grey flodens udløb i Stillehavet. Byen var tidligere en
vigtig udskibningshavn for kul. Selve byen er jævnt kedelig men er et
godt udgangspunkt for ture i omegnen. F.eks. kan man cykle op langs
vestkysten til Westport og nyde den storslåede kystlinie. På
mountainbike kan laves nogle afstikkere gennem regnskoven over til Grey
floden hvor der ligger mange gamle miner. Den største Brunner mines
beskæftigede på sit højeste fra 1865 til 1906 beskæftigede over 2000
minearbejdere.

Arthurs
Pas Nationalpark

Arthur’s
Pass er New Zealands højeste alpine vejstrækning. I 924 meters højde
krydses de sydlige alper mellem øst og vestkysten. Historien om Arthur
pas en rigtig guldgarverhistorie. I 1863 opdagede man guld ved
vestkysten, og så tog f… ved folk. Nybyggerne fra Canterbury ønskede
snart at finde en pålidelig vej gennem de sydlige alper, for det kendte
Harper’s Pass var ikke længere passabelt efter at tusindvis af heste,
æsler og guldgravere havde ødelagt det. Myndighederne i Canterbury
ville gerne deltage i guldrusen, så de satte landinspektøren Arthur
Dudley Dobson og dennes bror til at finde et pas. De red op langs
Waimakariri floden og fandt i højlandet et pas, der måske kunne bruges.
Men Dobson var ikke særlig begejstret for der var knap nok plads til,
at hans hund kunne gå igennem passet, så hvordan skulle man kunne få en
hestevogn igennem her? Eftersøgningen
efter andre passager til vestkysten fortsatte op gennem 1860’erne, men
søgningen gav intet resultat. Så hvis der skulle åbnes et pas, så var
det Arthur’s Pass eller ingenting. Tusind arbejdere blev udstyret med
hakke og skovl, og i løbet af et år var passet klar til brug. Anlægget
havde været dyrt, og vedligeholdelsen viste sig snart at være en
bekostelig affære. I 1866 startede en diligence-rute mellem
Christchurch og Hokitika på vestkysten, og turen tog 37 timer. Samme år
trak man en telegraftråd mellem øst og vestkyst gennem passet.

Uheldigvis
for Canterbury fik Arthur’s Pass aldrig den betydning den var tillagt,
for vestkystens guld gik Canterbury forbi. Passet viste sig dog ideelt
til at drive kvæg igennem fra øst til vest for at forsyne guldgraverne
med føde. Til trods for den ujævne vej og de dramatiske vejsving i
bjergene, blev passet efterhånden lidt af en naturattraktion. I 1895
faldt der så meget sne, at passet var lukket i 3 måneder. I 1901
foreslog botanikeren Cockayne, at området skulle fredes og gøres til
naturpark. 72.000 hektar blev øremærket med henblik på etableringen af
en nationalpark, men Arthur’s Pass National Park blev først indviet i
1929.

I
1908 startede man på at konstruere en 8.6 km lang togtunnel (Otira
Tunnel) gennem de sydlige alper. Arbejdet stod på i 15 år, og
afsluttedes med indvielsen af tunnelen i 1923. Herefter indstillede man
diligence-ruten. Under arbejdet med at etablere en tunnel, voksede en
lille landsby op få km fra tunnelen. Den blev flittigt besøgt af
tilrejsende, for landsbyen og ikke mindst passet var gået hen og blev
lidt af et udflugtssted for indbyggerne i Christchurch, og der gik
dagligt tog gennem passet. I 1925 dannedes Canterbury Mountaineering
Club, der begyndte at bestige parkens bjerge, men først lavede de kort
over området og opførte hytter. Snart efter åbnedes et YHA-hostel i
landsbyen, og de første vintersports-folk rykkede ind og fik ski på. I
1929 – samme år som nationalparken indvies – rystedes passet af et
voldsomt jordskælv.  De senere år uddøde byerne og staten har
forsøgt at få nye til at bosætte sig her ved at tilbyde dem de gamle
hytter og et stykke jord for billige penge.

I
dag er Arthur’s Pass New Zealands 4. største nationalpark med 99.270
hektar, der ligger både på Canterburys såvel på Westlands område,
hvilket betyder at der i parken findes både bøgetræer i øst samt
regnskov i vest samt en masse alpine planter ind imellem. Området
er et af de få steder på Nz hvor det stadig er muligt at se
nationalfuglen den lille vingeløse Kiwi. Der skulle efter sigende være
20 eksemplarer af den sjældne fugl her.  Stedet er også et sandt
vandreparadis, hvad med f.eks. en tur op Devil’s Punchbowl, hvor et
vandfald styrter 131 meter ned i dybet? Eller en tur langs den gamle
diligence rute.

At
cykle igennem denne nationalpark er et absolut must. Stigningerne er
ikke værre end at de fleste vil kunne klare det med den rette gearing.
Fra passet og ned til Springfield cykler man de næste 60-70 km igennem
et øde bjerglandskab. Overnatter du oppe i passet så pas på din cykel
og telt. Kea’en er en lille aggressiv fugl som spiser alt fra sko og
cykelsadler til teltdug…

Efter en oplevelsesrig måned i dette
vidunderlige land  gik turen atter tilbage mod det kolde nord fra
Downunder…

Transport
Foruden
de tre jernbanestrækninger, er der et tæt net af busruter hvor man også
kan få cykler med. New Zealand tours dækker begge øerne, mens Atomic
Shuttle kun opererer på sydøen. Det er også forholdsvis billigt at
flyve. F.eks. kan man komme til Stewart Island t/r for små 300 kr.

Litteratur og Kort

Kiwi Pathfinder  Road Atlas ISBN –1-877201-82-0
Globetrotter New Zealand inkl. Kort 1:900.000 ISBN 1-84330-372-8
Lonely Planet  Cycling New Zealand  ISBN 1-86450-031-X
Bruce Ringer  New Zealand by Bike  2 udgaveISBN 0-89886-409-7
Freytag & Berndt 1:1600.000 ISBN 3-7079-0266-8

Videre på nettet

http://www.newzealand.dk
http://www.tranzscenic.co.nz


http://www.kiwirecovery.org.nz
http://www.backpack.co.nz

http://www.newzealandrundt.dk

Også udgivet i:Turcykling | Der er lukket for kommentarer