Kategori-arkiv: ALPERNE

Turcykling i alperne

For mange cyklister er det den ultimative cykeloplevelse at cykle i bjerge. De fleste gør det på landevejscykler uden oppakning og følgebil,  men man kan også gøre det som rigtig turcyklist med fuld oppakning.  Med det rette udstyr og gearing er det en stor oplevelse at transportere sig selv og sin udstyr over pas efter …

Også udgivet i:Nyheder, Turcykling | Tagget , | Der er lukket for kommentarer

På MTB i alperne

Eventyr på Mountainbike hører uforligneligt sammen med bjerge og
helst rigtige bjerge. Er du bidt af en gal mountainbike, skal du på et
eller andet tidspunkt prøve kræfter med højderne. Her byder Alperne på
noget nær optimale betingelser for eventyr på tykke dæk og i alle
sværhedsgrader. Her følger nogle forlag til ture i alperegionen

Indrømmet der er noget dybt facinerende ved
egen kraft at snegle sig op af små snørklede og tit svært fremkommelige
stier mod toppen. Belønningen venter næsten altid på toppen i form af
storslåede bjergpanoramaer og så er der selvfølgelig nedturen som er
ren livseleksir for legesyge piger og drenge.

Man kan angribe alperne på to måder. Enten
finde en god base og herfra tage på dagsture, eller vælge flerdagsture
med overnatning i de mange hytter som ligger spredt på bjergtoppene.


Tysland /Østrig.
Østrig og
Tyskland er for mountainbikeren lig med masser af fine afmærkede ruter
og små listige steder til afterbiking. Her finder du geniessen pur.
Terrænet byder på hele spektret fra lette over middel til svære ture
som stiller krav til kondition og udholdenhed. Eneste minus er at den
tyske og østrigske del af alperne efterhånden er meget overrendt af
mountainbikes, og dette har desværre medført forbud mange steder. Men
det rokker ikke ved, at det er et godt sted for begynderen at starte.


Omkring Zugspitze
På vores
venstre side kan vi næsten læne os op ad kæmpebjerget Zugspitze, der
iagttager vores forehavende. Selv på denne smukke dag i maj virker
væggen af forrevne grå klipper truende. Bag os ligger dalen flad som en
grøn pandekage i stærk kontrast til de omgivende grå og mørkegrønne
bjerge. Mod solen til højre tårner en bjergkæde som en sovende dinosaur
sig op.
Vi er kommet op til kabineliftens udgangspunkt et stykke bag
byen, og sveden drypper af os allerede efter denne første del af
opstigningen. – Måske vi skulle have forkastet ideen om at cykle op til
Seebensee. Så kunne vi være blevet nede i dalen under træerne med en
kold Weiss-bier i hånden.
Vi holder pause. Der skal drikkes vand
og samles kræfter til næste etape. Dækkene tømmes for en smule luft, så
de bedre kan fjedre og tage godt fat i gruset på stien, der starter
stejlt foran os.
På vejen op bliver vi hilst med tilråb. Ikke af
modgående vandrere på stien, men oppe fra kabineliften over os!
Vandrerne vinker ivrigt. I den varme drømmer ingen da om at gå opad den
stigning, hvor vi cykler.
Vi indser hurtigt, at det bliver hårdt.
Stigningen kan vi ikke gøre meget ved, den er skabt uden vores
medvirken. Vi står af et par gange og nyder udsigten. En time og
adskillige højdemeter senere står vi oppe ved restauranten efter syntes
vi selv en sej kamp. Pulsen falder til ro, og nu har vi overskud til
igen at nyde det storslåede landskab. – Man føler sig meget lille i
dette landskab af kæmper.


Denne smukke forårsdag har kaldt alle
vandrerne ud, godt hjulpet op i højden af kabineliften. “Grüss Gott” og
et nik bliver nu fast ingrediens, mens vi kører slalom mellem mennesker
iklædt læderstøvler, knickers og fjerklædte filthatte.
Efter
polemikken om mountainbikes i de danske skove, forventer vi egentlig et
par rynkede øjenbryn eller bemærkninger, men vi får tværtimod et par
anerkendende nik fra dem, der har set os fra kabineliften.
Nu er
stigningen mere menneskelig, og hvor nåletræerne tillader det, er der
flot udsyn mod de andre bjergkæder. Men vi lærer hurtigt ikke at lade
os distrahere for meget, for i modsatte retning kommer mountainbikere -
godt hjulpet af tyngdekraften – susende nedad bjerget. Heroppe er
landskabet mere råt. Store klippestykker ligger kastet tilfældigt ud på
sæteren som terninger på et grønt klæde.
Længere henne på sæteren,
vælger vi at indtage frokosten til lyden af de ringende klokker om
halsen på de græssende køer. Iført Lederhosen sælger sæterbonden små
lune retter og drikkevarer til de sultne vandrere og mountainbikere. Jo
dette er tysk gemytlichkeit, når den er bedst.
Det er ved at være
midt på eftermiddagen og skyerne er så småt begyndt at samle sig
omkring bjergtinderne På denne årstid skal man være opmærksom på at
komme ned i tide, da det næsten på klokkesæt hverdag trækker sammen og
begynder at regne. Vi når lige at få sat et par Weiss-bier til livs,
mens vi iagttager skyernes dansen omkring Zugspitze. Snart regner og
tordner det og i al hast får vi fundet en pension.
Næste morgen
skinner solen atter fra en skyfri himmel. Hurtig får vi pakket
rygsækkene og spist morgenmad i pensionens noget mørke og klamme
frokoststue. Vi cykler af landevejen op mod kabineliften  til
Zugspitze. Da vi ser prisen næsen 400 kr. for en tur til toppen, vender
vi om og finder snart en lille listig sti offroad. Vi har åbenbart fået
for meget Weiss-bier aftenen før, for det kniber gevaldigt med at træde
i pedalerne. Et par undrende vandrere passerer os flere gange, når vi
pustende holder pause, for kort efter at ræse forbi dem igen. Stien
følger bjergmassivet, med et fantastisk panorama over mod
Wettersteingebirge på den modsatte side. Ikke længe efter kan vi se
Eibsee dybt under os. Vi følger en meget stenet og stejl skovvej ned
gennem skoven. Flere gange får man kolde fødder og panikbremser. Her er
altså meget stejlt og tit går det alt for stærkt !

   

Italien
I modsætning til Østrig og
Tyskland er der i Italien absolut ingen forbud, heller ikke for
motorcyklister som drøner hensynsløst op og ned af enhver grusvej og
sti. Italien er for mountainbikeren som forsager masseturismen og vil
klare dig selv . Her er du på egen hånd og skal absolut ikke regne med
at finde en lille hytte med forplejning når du når toppen. Ruterne er
dårligt eller slet ikke afmærkede og generelt svære.

Mont Jaffrau.
Vi kan se målet
Mont Jaffrau 2805 m.o.h ovenfor Bardonnechi, denne onsdag i juli måned.
Det er asfalt nedad indtil Salbertrand, hvor ruten har sit
udgangspunkt. Sædvanen tro går det let i starten, men snart når vi en
klynge huse og asfaltvejen ophører. Selvom klokken kun er godt elleve,
bager solen allerede ubarmhjertigt fra en skyfri himmel. Ved passage af
en flok køer, får vi følgeskab af en eskadrille fluer som i formation
indleder et angreb. Da man er travlt optaget af både at styre og holde
balancen, er det så som så ned forsvaret, men efter et stykke tid giver
de op og vender om. Vejen indbyder ikke ligefrem til afslappet kørsel
og nydelse af udsigten. Det kniber gevaldigt med at blive på cyklen.
Pulsen galopperer og jeg hiver desperat efter luften. Jeg må
kapitulere, og stå af cyklen og trække. Lidt efter er pulsen atter
faldet. Der forsøges igen, men nej det går ikke, vejen er for
ufremkommelig. Alle ressourcer sættes ind på at balancerer og køre
udenom stenene. Dyb krise, jeg bander og tænker mens jeg langsomt
skubber cyklen op ad , Hvad laver du egentlig her, nej næste gang er
det Solkysten og dase ved svømmepølen . Efter nogle 100 meter på gåben
bliver vejen igen bedre og jeg kan igen komme på cyklen.
For øvrigt er det at trække lige så hårdt, ikke mindst for moralen. Det er jo lidt af et nederlag.
Flere
gange undervejs passerer vi fossende vandløb, hvor vi kan få tanket
frisk og koldt vand. Vejen følger bjergsiden og dybt under os løber
motorvejen ned gennem dalen mod Torino. Man kan ikke høre, kun se de
små tændstikbiler drøne afsted. Efter yderligere et par trække/skubbe
passager når vi endelig Grotta Nera, hvorfra der er et flot view op mod
Mont Jaffrau. Puha der er langt endnu… Stykket op til tunnelen er
rimeligt, dog er vejen et sted styrtet sammen så cyklerne må bæres
over. En 900 meter lang mørk og hundekold tunnel er næste udfordring.
En cykellygte hjælper absolut intet. Desuden er tunnelen i dårlig
stand. Det drypper ned fra loftet og vandet løber i små floder som man
får våde fødder. Opmærksomheden er skærpet, for ikke at snuble i et af
de mange huller. Endelig kommer lyspletten og snart er vi atter ude i
dagslyset og varmen. Her ligger resterne af et af de mange barakanlæg.
Tidens tand og naturens angreb i form af sneskred har gjort sit. Den er
fuldstændig faldet sammen. Modsat over tunnelen, rejser sig et
imponerende klippemasiv med huler og vandfald.
Kampen mod toppen og
ikke mindst en selv, forsætter. Den psykologiske krigsførsel får en ny
modstander, når målet kan ses og så alligevel være langt væk. Alle
ressourcer også de ukendte sættes ind for at nå den pokkers top.
Efter
en lang, sej og udmattende kamp, nås toppen endelig. Det blæser og
skyerne hænger faretruende. Det ligner uvejr. Jeg vil ned nu, mest
fordi jeg på en tidligere vandretur i Østrig, har set mindesmærker over
vandrere som er omkommet på bjerget, ramt af lyn. Den skæbne har jeg
ikke lyst til skal overgå mig. Og tordenvejr i alperne er bestemt ikke
noget man spøger med. Måske fordi vi har lidt travlt havner vi på en
sort skipiste. Om vinteren er den sikkert vældig morsom at drøne ned
af, men sommerudgaven på to hjul, er en tand for meget. Den næste time
går det over stok og sten. Dagens tur har sat sit præg på os og
cyklerne. Folk kikker på os som var vi fra en anden planet, da vi
cruiser ned i byen møgbeskidte af sved og støv. Da vi når tilbage til
campingpladsen, er vejret igen klaret op og på toppen, er igen skyfri.
Sådan er det i alperne, man kan aldrig være sikker, nogen gange ender
det i det helt store tordenskrald, andre gange, som her, er man mere
heldig.


Assietta kamvej.
Dette vejanlæg
strækker sig over 30 km på bjergkammen i 2500 meters højde. Den går
gennem tre pas og hører til noget af det flotteste man kan opleve på
mountainbike i området omkring Susa. Samtidig er den også overkommeligt
for langt de fleste, vel og mærke, når først man er kommet derop. Der
er to muligheder. Den lette fra Sestriere, eller den seje fra Susa
dalen i Italien. Vælger man turen fra Italien op over Col delle
Finestra, langs kammen og ned igen og tilbage gennem Susa dalen bliver
turen på 92 km og 2765 højdemeter. For at komme op til Col delle
Finestra skal hele 54 serpentinersving forceres. Turen op til passet er
lang. Mere end 1500 højdemeter skal overvindes. De første 800 meter er
på asfalt gennem skov og ikke spor vanskelig. Undervejs der mange
flotte views ned i dalen mod Susa. Herefter bliver det grusvej, men af
god kvalitet. I selve passet er der en meget flot udsigt til begge
sider. Herefter går det nedad til omkring 1800 meter, hvor selve
Assietta kam vejen begynder. Da vi endelig når toppen og passene, er vi
helt alene.
Den sene eftermiddagssol kaster lange skygger på
grusvejen som får en rødbrun farve. Nu går af en meget fin grusvej uden
de store højdeforskelle fra pas til pas, med en fantastisk panorama
udsigt til begge sider. Turen ned til dalen er ren livseleksir for
legesyge drenge, så vi er godt mørbankede da vi når campingpladsen
efter mere end 11 timer i sadlen.


Schweiz.
For mange er det lille
Milka ko land ensbetydende med de rigtige alper. Et er sikkert, du
finder de højeste bjerge og dybeste dale her. Samtidig er Schweiz det
land hvor der er de færreste restriktioner for mountainbikes.
Transportmæssigt er det også lidt af en perle. Gider du ikke cykle hele
vejen kan cyklen komme med praktisk talt alle tog og bjergbaner.


Europas længste gletscher
Mörel
i Rhône dalen, klokken to om eftermiddagen. Vi står højdt over dalen og
betragter vores campingplads. Nu skal der køres rigtig offroad. Vejen
er smal, stejl og stenet. Det går langsomt opad. Målet er den bilfri by
Bettmeralp 2000 m.o.h.
Folk kikker måbende, da vi entrer byen, langt de fleste tager svævebanen.
Trods det, at vi er i Mountyland ( Mountainbikeland ), møder vi forbavsende få ligesindede. Gad vide om dette her er for tuff…
Altchgletscheren er nu inden for rækkevidde, og vejret er perfekt, så vi forsætter ud af byen videre op.
Kun
den forventede belønning får os til at forsætte. Benene er møre, og de
sidste kræfter opbruges, inden dette naturens vidunder, en af Europas
længste gletschere viser sig. Det her er en oplevelse ud over det
sædvanlige. 24 km lang strækker den sig fra foden af de tre store
firetusinde meter høje bjerge, Jungfrau, Eiger og Mörch.
Da det er
sidst på dagen, har vi hele sceneriet for os selv. Vinden suser sagte
mellem bjergtoppene og i baggrunden høres isens brægen.
Ord kan
vanskeligt beskrive dette, den sene eftermiddagssol giver et fantastisk
lys, og man tager sig selv i bare at stå og glo. Men dagen er langsomt
ved at svinde, så vi må modstræbende atter vende næsen nedad.
På tilbagevejen får vi et glimt af Matterhorn som tydeligt rager op over de andre bjerge.

Pas de Lona
er for mountainbikere
det berygtede pas i et af verdens hårdeste mountainbike løb -Grand Raid
Cristalp. 131km., 4686 højdemeter.
Oprindelig var det vores mening
at deltage på den korte distance, 76 km, men det var nok godt det
samme, jeg tror ikke helt vi var “fit for fight.”
Ruten er fast
afmærket hele året, så den kan køres i flere etaper og eget tempo. Den
faste afmærkning skulle senere vise sig at give os lidt problemer.
Vi
startede fra campingpladsen ved 9 tiden om morgenen og begyndte
langsomt turen opad i første omgang på asfalterede veje. I Evolene 1600
m.o.h. cykler vi ind på ruten. Selvom vi kører på grusvej går det
rimeligt smertefrit, vi er efterhånden ved at være hærdede. I godt
2200m.o.h. , ender vejen pludselig ved et stort drikketrug, en masse
køer og et par små hytter.
Udsigten er fantastisk, et sandt bjergpanorama med blomstrende enge i forgrunden.

Køerne kikker ligegyldigt, og forsætter så
deres græsning, man næsten hører deres tanker, “nå endnu et par tosser
på deres stålheste”.
Fremme foran os ser vi Pas de Lona. Vi har
omkring 500 meter igen af en smal sti som sluttelig ender i en 300
meter nærmest lodret skrænt af løse sten.
Nu er det praktisk taget
umuligt at cykle, alligevel kommer en veltrænet femme fatale i flot
stil kørende forbi os. Ved skrænten tager hun cyklen på ryggen og vupti
snart er hun oppe i passet… Tak for kaffe, det kan virkelig slå selv
den mest sejlivede mand ud.
Det bliver til mange pauser, inden vi
når op. Luften er tynd, benene er som bly og de skrider ustandselig
under en i de løse sten. Først kort før toppen, finder jeg ud af det er
langt bedre at have cyklen på skulderen, trods smerten. Det giver bedre
balance og fodfæste.


På toppen
Jo, man er på toppen
både fysisk og psykisk efter en sådan tur. Lynhurtigt er alle trængsler
glemt. Udsigten er fantastisk, og herfra går det nedad.
De første
kilometer kører vi på en meget smal vandresti, som mange steder krydses
af små vandløb. Flere steder ligger der også sne. Det her er tuff
offroad. Nogle forbipasserende vandrere komplimenterer os med “tres
bien”. Som sagt vælger vi at følge skiltningen og snart har vi mistet
orienteringen. Vi standser for at studere kort og omgivelser. Vi skulle
have været nedad, men nu går det op igen. Problemet er en mængde “nye”
spor lavet af vandrere som ikke er på kortet.
Der er ingen vej
udenom, vi må bide i det sure æble og kæmpe os op over nok et pas, godt
nok ikke mere end 150 meter, men mere end rigeligt når man er træt, men
“when it gets tuff, the tuff gets going”. Endelig 2794 m.o.h. turens
højeste punkt, og så går det nedad de næste 35 km jubii.
Vejen ned til den opdæmmede sø, Lac de Moiry, er noget af en udfordring for materiellet
Ikke
mindst styrfitting og bremser skal stå sin prøve. Også arme og hænder
har det hårdt. At stå op i pedalerne så længe er hårdt. Her kan jeg se
det fornuftige i en fjederforgaffel til mountainbiken…


Frankrig.
Ligesom i Italien er
den franske del af alperne mere krævende, men ruterne er godt afmærkede
med VTT fransk for Velo Tout Terren. De franske alper byder på utallige
gamle fæstningsanlæg som er oplagte mål for mountainbikere. Den franske
del af alperne byder på mange hytter som indbyder til flerdagsture.
Desuden er de heller ikke så overrendte som i Østrig og Schweiz.


Fort de Lenlon.
Dette skulle
være vores første tur på en af de mange gamle militærveje, som fører op
til en af de mange militære forlægninger. Allerede i starten kører vi
forkert og ender inde på en næsten ufremkommelig stejl sti. Selv et par
offroadmotorcykler må vende om. Vi begynder at tvivle alvorligt på
vores kunnen. Kan det virkelig være rigtigt. Turen er beskrevet som en
middelsvær rute. Efter en nøje granskning af kortet finder vi endelig
den rigtige rute, som er fint afmærket, og møder nu også andre
mountainbikere. Det nederste stykke er fint og ikke for stejlt, men ved
Granon i 2000 m. må vi stoppe, da pulsen galopperer af sted. Nogle
tyskere, som overhalede os i starten, er nu langt bag os. Den medbragte
form hjemmefra og dagsmarcherne med fuld oppakning kommer os til gode.
Fæstningsanlægget
ligger på toppen og ligner på afstand en kæmpemæssig rund tærte.
Udsigten er fantastisk, og solen bryder nu igennem. Et kik indenfor i
anlægget får tankerne tilbage til krigen. Mens det for os er spændende
og fascinerende, må det for datidens soldater have været en kold og
ubarmhjertig tjans at have gjort tjeneste her. I baggrunden skimtes Col
de Granon og alle bilturisterne. De kommer ikke herop. Efter den
obligatoriske fotografering cykler vi langs et bjergmassiv, hvor man
virkelig har fornemmelsen af at være enormt lille, over til passet.
Turen ned fra passet er tæt på at gå galt. Jeg kører hen over nogle
småhuller i vejen med høj fart, bliver grebet af panik og blokerer
bagbremsen med det resultat, at cyklen skrider ud med baghjulet. Så
tager man det lidt med ro resten af vejen ned.


Refuge du Petit Mont Cenis.
Onsdag
morgen, skyerne hænger tungt over bjergene og det småregner. Stedet er
Termignon, tæt ved den fransk/italienske grænse. Selvom vejret ikke
ligefrem indbyder til cykling på bjerget, beslutter vi alligevel ved
middagstid at tage afsted. Målet er Lac du Mont Cenis og herfra videre
op til Petit Col de Mont Cenis med overnatning i hytte.
Vi følger
den anbefalede rute fra tyske Bike Magasin. Det første stykke går
gennem nåleskov. Det er temmelig fugtigt og klamt. Da vi når
trægrænsen, begynder det at regne mere vedvarende. Det sidste stykke op
til Col de Mont Cenis, kæmper vi mod en meget kold vind. Temmelig
forkomne når vi endelig passet og søger ly på cafeen, som er helt
mennesketom. To kopper varm chokolade og solbærtærte er en noget dyr
måde at få varmen på, men det virker.
Atter varme og tørre, og
klar til anden etape. Nu op langs den ene ende af Lac Mont Cenis som i
denne belysning og med de regnfulde skyer tungt svævende over sig,
sender tankerne mod Loch Ness. Mon der også svømmer et uhyre rundt her
Oppe ved Col de Petit Mont Cenis 2182 m.o.h. er sigtbarheden så dårlig,
at det er svært at orientere sig. Hvor er det pas? Carl Nielsens Tågen
letter strejfer tankerne og minsandten tågen letter en smule og passet
kommer tilsyne ikke langt fra hvor vi står. Den formodede udsigt ned i
dalen mod Termignon må fantasien klare, så vi vender om og finder
Refuge du Petit Mont Cenis og melder vores ankomst. Mountainbiken får
egen garage, mens vi bliver installeret i et stort flersengsrum. Rart
at komme ind i varmen og få noget tørt tøj på. Selvom civilisationen
også er kommet herop med elektricitet og brusebad, er brusevandet
isende koldt…
Ellers er her vældig hyggeligt, med ild i pejsen og
meget gæstfrie værter som kan lidt tysk. Ja selv Murmeldyrene finder
fred her. De sidder lige uden for vinduet, spejdende ovenpå deres
huller.
Aftensmaden på fire retter, er solid og i rigelige mængder
bl.a. Bulgur som mætter godt. Prisen er mere end rimelig 130 FF. for
overnatning, aften- og morgenmad.
Det regner stadig, da vi tørner ind og for en bybo som mig, er stilheden lammende…
Næste
morgen, bliver der spændt kikket ud af vinduet. Surt show, skyerne
hænger stadig tungt, men mens morgenmaden glider ned, får solen magt og
det begynder at klare op. Fantastisk syn. Den grå kontrastløse tåge vi
cyklede rundt i dagen før, er nu forvandlet til det smukkeste højalpine
landskab i den gennembrydende sol. Dagen er reddet for videre fremfærd
mod Mont Malamort.


Mont Malamort.
Den nuværende
grænse ved Lac du Mont Cenis stammer fra 1947. Tidligere lå grænsen
nordligere, men mellem 1890 og 1906 befæstede franskmændene den
tidligere grænsekam Montfroid-Pionte Turra med to skyttestillinger, tre
barakanlæg og et fort. Målet var forsvar af de svage steder på de flade
områder omkring Lac Mont Cenis, hvis strategiske vigtighed allerede var
kendt af Hannibal og Napoleon.
Dette tiltag kunne den daværende italienske krigsbygmester naturligvis ikke sidde overhørig.
Forsvaret
var en kæmpemæssig befæstning af Mont Malamort. Ja hele bjergtoppen
blev nærmest omdannet til en hel byggeplads. To kaserneanlæg, to forter
og hele ti skyttestillinger. Under den gale Mussolini blev anlægget
yderligere udbygget med to fort. Trods disse vældige anlæg, lykkedes
det aldrig italienerne at rokke ved de franske stillinger.
Et af
højdepunkterne i dette område er militærvejen op til fortet på toppen
af Mont Malamort i næsten 3000 meters højde. Strækkende sig over ni
kilometer, gennem 35 hårnålesving, overvindes næsten 1000 meter fra
vandspejlet ved Lac du Mont Cenis. Vejen eller nærmere de to hjulspor,
er især i starten meget stejl og svær fremkommelig med mange løse sten.
Kun god kondition og en stor portion stædighed, gør det muligt at
overvinde .
Flere gange må man da også af cyklen, simpelthen for
at få vejret. Pulsen galopperer afsted. Men det er alle anstrengelserne
værd. Et imponerende view ned over Lac Mont Cenis og Fort de Variselle.
Efterhånden som vi når længere op forhindrer store snedriver videre
fremfærd på to hjul. I starten forceres de trækkende eller bærende med
cyklen. Ved resterne af et af kaserneanlæggene i omkring 2400 meters
højde, er hele vejen spærret af store snemængder. Højt over os kan vi
skimte toppen af Mont Malamort og fæstningsanlægget. Hele bjergmassivet
er dækket af sne. Den enlige tyske mountainbiker, som vi mødte ved
hytten, forsætter til fods gennem snedriverne, men kommer snart
tilbage. Das geht nights, zu viel snee. Det kolde og våde forår har
også sat sit præg på alperegionen. Der er faldet store snemængder i maj
og juni. Normalt er her ikke sne af betydning i juli måned.
Noget
skuffet vender vi atter forhjulet nedad. Det er en helt fantastisk
oplevelse at trille ned af den lille bjergvej, med Lac Mont Cenis dybt
under sig. Man føler sig noget ubetydelig i dette landskab. Vel nede
ved søen og dæmningen bestemmer vi os for a tage Fort Ronce på den
modsatte side, i nærmere øjesyn. Trætheden melder sin ankomst, men de
sidste kræfter sættes ind og sidst på eftermiddagen når vi op til den
runde fæstning. Nu kunne jeg godt have brugt en cola, men her har ikke
været forplejning siden krigen, så jeg må tage til takke med den sene
eftermiddagssol spejling i Lac Mont Cenis blågrønne vand.


Påklædning og udstyr:
En
mountainbike i god kvalitet er et must. Affjedring er en stor
behagelighed men ikke et krav. Sørg for at cyklen er efterset og iorden
inden du tager afsted. Sørg for at bremseklodserne er nye.
Til
dagsture benytter du en god dråbeformet rygsæk på mellem 25-30 l.
Foruden lappegrej, nødværktøj og slange er et førstehjælpssæt, kort og
kompas også vigtigt. Til længere dagsture på ruterne i Frankrig og
Italien er det en god ide at have lidt mad med, Fyldte vandflasker, og
energibarer er også fint. Selv om sommeren kan det være koldt oppe i
højderne, så ekstra tøj i form af en langærmet køretrøje eller vindtæt
jakke og ovetræksbukser skal også i rygsækken.
To vandflasker på
cyklene og evt. en ekstra i rygsækken. Sørg for at tanke op hele tiden,
det er ikke særligt rart at stå på toppen uden vand.
Til
flerdagsturen skal du bruge en noget større rygsæk 35-40 liter. Så du
har plads til ekstra tøj. I langt de fleste hytter findes der tæpper og
du kan leje sengelinned. Tag evt. en lagenpose med.
Husk solcreme med høj faktor til ansigtet


Vejret:
Vejret i alperne kan
være en blandet affære. I sommerhalvåret er ligger temperaturen mellem
20-25 grader, men vær opmærksom på at det kan være rigtig koldt jo
højere du bevæger dig op. Hold hele tiden øje med vejret. Det kan
skifte lynhurtigt. Et typisk alpefænomen er at det trækker sammen sidst
på eftermiddagen og giver torden og regn. Det er en god ide at tage
tidligt afsted fra morgenstunden. Begynder det at trække sammen så vend
om og kom ned i en fart.


Bedste rejsetid:
Den bedste
rejsetid er fra starten af juni til midten af oktober. Højsæsonnen er
juli/august og her er alle de højeste steder somregel fri for sne. I
september/oktober kan det være utrolig flot, specielt på den italinske
side omkring Dolomiterne. Man skal dog være forberedt på sne og at det
kan være koldt.


Transport:
Der er fine
muligheder for at komme til alperne. Foruden egen bil er der flere som
arrangerer bustransport til Frankrig og Østrig med cykeltrailer. En
anden mulighed er rutefly til Geneve, Nice, Salzburg, Munchen, og
Torino. De nationale flyselskaber har daglige afgange til disse byer.
Så længe man holder sig inden for 25 kg vægtgrænsen er det gratis at få
cyklen med.


Kort:
Michelin 1:200000 France Rhône Alpes nr 244
Touring Club Italiano 1:200000 Piemonte Valle d´Aosta D36
Switzerland 1:250000
Wanderkarte Aletschgebiet und Untere Gorms 1:25000
Mountainbike Routen in Grindelwald
ADFC Radtourenkarte Oberbayen nr 26 1:150000
Austria 1:200000 nr 7 og 8
Vandrekort og specielle MTB rutekort er bedst at købe når man når frem til lokationen


Bøger:
Grosser Alpen Strassen Führer, ISBN 3-85047-748-7
Mosers MTB guider til Tyskland med detaljerede rutekort Delius Klasing Verlag
Off the Beaten Track Switzerland, ISBN 086190 242 4 Findes også for de øvrige lande
Tyske Bike Magasin som udkommer hver måned har altid fine turforslag.


Flere oplysninger:
Den Italienske Stats Turistbureau
Gammel Mønt 12, 4. tv.
DK-1117 København K
Tlf.: 33 12 34 33
Fax: 33 15 38 73

Tysk Turist Information
Vesterbrogade 6D
1620 København
Tlf. 33 12 70 95
Fax: 33 14 47 47

Det Franske turistkontor
Ny Østergade 3
1101 København K
Tlf. 33 11 49 12
Fax: 33 14 20 48

Østrigs Turistbureau
Nyropsgade 37
1602 København V
Tlf. 33 13 04 32
Fax. 33 14 04 32

Også udgivet i:Turcykling | Der er lukket for kommentarer

10 små cyklister


“En fortælling om 10 turcyklisters eventyrlige færd igennem alperne”

Næsten 20 timers buskørsel gennem det gamle Østtyskland og Tjekkiet på mildest talt elendige veje, er ikke just befordrende for en veludhvilet og cykelklar organisme ved ankomsten, men alligevel er et rart igen at komme på jernhesten, og få gang i kroppen.


Linz i Østrig, er udgangspunktet. Herefter er det meningen vi vil cykle over GrossGlocker videre sydover til Italien, gennem Dolomitterne, forbi Como og Lugano søerne og ind i Schweiz videre over Jura bjergene for endelig at slutte i Tournus, hvor vi skal samles op af bussen.


PÅ VEJ
Efter en airconditioneret bus slår varmen ekstra hårdt, da vi skal i gang med at læsse cyklerne, men snart er alle klar, og vi bevæger os på en række ud gennem Linz kedelige forstads og industrikvarterer. Jeg ved ikke, men turcyklister har for uvane at finde de mest kedelige rastepladser, specielt når sulten melder sin ankomst. Traditionen tro, havde jeg nær sagt, finder vi et kæmpe indkøbscenter som har alt, undtagen hygge og miljø. Efter tankning af mad og drikke går det i spredt formation videre mod campingpladsen i Pattenbach.






   


Orden og renlighed er en dyd i Østrig og vores første overnatning er ingen undtagelse. Vi får lov at slå teltene op på velnok turens mest velplejede grønne græsplæne. Inden det bliver helt mørkt skal det lidt torneroseagtige hotel som ligger ved siden af, lige undersøges. Det viser sig at være et hundehotel. Alt er indrettet efter de kære firbenede behov bl.a. en fin lille park hvor man kan gå tur med kræet og hvor den kan besørge på særligt anlagte Høm Høm pladser.


De fleste er lidt bombede efter busturen, så natteroen sænker sig tidligt. Rart igen at ligge rigtigt ned, i teltet, og høre cikadernes sang ,mens man langsom blunder ind. I sandhed en god start.


VANDGANG
Tredjedagen skal vi ikke så langt. Målet nås tidligt på eftermiddagen. Der er masser af tid til at vælge den bedste placering af telte under de skyggende frugttræer, indkøb og almindelig dasen. Luften er trykkende og det er lummert. Vejret begynder at se temmelig skummelt ud.

Torden og lynild nærmer sig og ekkoet i dalene forstærker oplevelsen og snart bryder helvede løs. Som i et nu bliver der lukket op for den store hane. I løbet at meget kort tid sejler hele campingpladsen.


Selvfølgelig sker lige midt i tilberedningen af aftensmaden, så madholdet søger tilflugt i den nærmeste brusekabine, mens vi andre “drukner” indvortes i lokalt øl og brændevin på campingpladsens værtshus, Lys og musik går ud et par gange, fordi vandet kommer ind oppe i taget på glaskuplen som ligner en moderne udgave af en wigwam, og tager sikringerne.


Sædvanen tro holder det snart op, og de lettere berusede eventyrcyklister bliver kaldt til samling af madmor Anette som disker op i brusekabinen. Trods vejret er stemningen høj og bagefter går de sidst ankomne i gang med at slå deres telte op mens de øvrige inspicerer teltene for vandskader. Der var et par enkelte våde soveposer.






   


DAG 4
Dagens rute går fra Bishofshofen over Saalfelden mod Fucherntal og er den første bjergetape på turen, og hvilken en. Stigninger på 14-18% i et langt lige stræk giver de flest af deltagerne noget åndenød. Heldigvis er der ikke mange biler så den brede og helt lige vej kan udnyttes til “miniserpentiner” på tværs af vejen, hvilket tager brodden af de værste stigninger. Ved passet udføres den første obligatoriske højdeskilt fotografering med agerende cyklist. Nogle af cyklisterne tager efter passet en alternativ vej mod Fucherntal medens andre kører videre mod Saalfelden hvor nogen af os benytter cykelruten som er beliggende omkring byen, og går igennem gårde og landsbyer.


DAG 5. GROSSGLOCKNER
Alperne er lig bjergkørsel og denne tur bød da også på flere af de rigtigt høje knolde. Neden for Zell am See starter Fuschertal som er indgangen til GrossGlocker Hochalpenstrasse, som hvert år besøges af mere end 1,2 millioner mennesker. Vejanlægget blev bygget fra 1930 til 1935 af mere end 3000 mennesker, hovedsageligt for at løse den på daværende tidspunkt store arbejdsløshed. Vejen adskiller sig på to punkter fra næsten alle andre pasveje. Den går ikke bare op til et pas for derefter at gå ned igen. I stedet kører man på en panoramavej i ca. 2400 meters højde. For det andet går vejen ikke bare op til Østrigs længste Glether Pasterze, nej den går ovenfor og langs med den.


Efter at have kørt gennem betalingsanlægget begynder stigningen som er 12 % i gennemsnit og det er IKKE overdrevet. Det siger sig selv at med mere end 1 million besøgende, skal man som cyklist , ud over selve stigningen, også “kæmpe” med en sværm af biler og motorcykler. Specielt i weekenderne og når vejret er godt kan det være lidt af en prøvelse.


Apropos bjerggearing, så vi flere racercyklister som kom til kort med deres “normale” bjerggearing på 39-26/28. Ved foden af GrossGlocker er tidsregistreringsanlæg for racercyklister der ønsker at få dokumenteret præstationen. Dette anlæg blev ikke benyttet af nogle af denne her turs deltagere. Turen med fuld oppakning og i en sværm af biler og motorcykler dokumenterede ligesom sig selv på krop og sjæl, i hvert fald dagen efter.


Vi ankommer om aftenen til Lienz efter en nedkørsel der ikke lader noget tilbage at ønske hvad angår hasarderet tempokørsel. Rekorden blev 82 km/t. Ved Lienz opgiver en at “turisterne” at køre længere, vi er nu otte.







   


TIL CORTINA
Dagen efter er vi noget matte, heldigvis er der ikke ret store stigninger på ruten som er en cykelsti langs floden Drau. Torben er helt smattet men får det bedre efter at have proppet sig med Cola og nødrationerne i form af tørret pølse. Vi finder også en kro der serverer en pølse- og skinkeplatte og vi besigtiger dagens høst af Carl Johan- og Kantarelsvampe som kromutter har lagt til tørring på terassen. Svampejagt er tilsyneladende en yndet beskæftigelse hos områdets beboere for vi møder flere “jægere” både på kroen og på cykelstien der løber i skoven. Ved slutningen af dagen skal vi dog passere et øst/vestligt vandskel ved Cimabanche men stigningen er overkommeligt og sceneriet i form af de flotte kalkstensbjerge og azurblå bjergsøer dulmer anstrengelserne. Vi ankommer til Cortina, og denne bys kroniske trafikprop, vasker tøj, finder en pizzabar og Carsten som har valgt Cortina som base for off-road ekspeditioner i områder på mountainbike. Vi er klar til den efterfølgende hviledag.


NATKØRSEL
Efter hviledagen i Cortina skal vi over tre pas og ned mod Bolzano. Steffen har opgivet pga. problemer med knæet og køret tilbage mod Lienz for at tage toget mod Danmark, i stedet slutter Carsten sig til truppen. Dagens rute er lang og hård selvom den på kortet kan se overordentlig tilforladelig ud. 2000 hm. og ca. 115 km. (20 km længere end planlagt), en dag der bliver ophav til begrebet Konstmannkilometer. De sidst 10 km. før Bolzano køret vi en naturlig tunnel, Eggen Tal, dannet af vandets slid på den forholdsvis bløde porfyrklippe, vejen er smal og der er kun et spinkelt rækværk mellem vejen og et fald på 2-5m ned i floden.


Dagens etape til trods er der tilsyneladende nogen af deltagerne der ikke kan få nok! Hans-Bo stedsans spiller ham et puds, så han kører forkert i Cortina næsten 30 km tilbage mod hvor vi kom fra. Vi er derfor noget bekymrede for ham da han ikke dukker op i Bolzano. Klokken er langt over midnat da det rumsterer på pladsen. Minsandten den savnede Eventyrcyklist ankommer. Udrustet med en lille lommelygte har han passeret det sidste pas og tunnellen i bælg mørke og regn. Han bliv endda stoppet af det italienske politi som åbenbart blev trætte af at argumentere og lader ham køre videre.


Dagen efter kører vi i Europas nok største frugtproduktionsområde, området mellem Bolzano og Merano. Vi er igen blevet en mindre fordi Carsten vælger en mere sydlig rute. Der bliver gået til den fra morgenstunden og det samme gør frugtproducenterne der er ivrige med sprøjten her op til høst. Frugterne strutter da også af “sundhed” det er svært at holde fingrene fra dem. Nogen af os får en lokal guide på hjul. Det er en natlæge som hver dag cykler til og fra arbejde mellem Bolzano og Merano, en tur på små 30 km hver vej. Han taler glimrende engelsk og viser os vej gennem Merano og ud til en fin lille sti væk fra den trafikerede hovedvej.


Vi har kurs mod Stelvio men først skal vi overnatte i Trafoi, hjemby for den 4.dobbelte World Cup, Olympisk guldvinder og verdensmester (71′-75′) Gustavo Theoni. Besøg hans restaurant Bella Vista hvor alt sølvtøjet er stillet til display. Trafoi ligger i 1543 m.o.h. det bliver en kold nat.


Stelvio pasvejen blev åbnet i 1826 og er siden blevet en af de helt store alpeklassikere. Det er en af de højeste overgange i alperne, og det fritlagte pas imponerer med det frie udsyn over vej som snor sig op på hver side.


Fra Trafoi er der 44 hårnålesving til toppen. Når man når ovenfor trægrænsen har man frit udsyn til passet 600 m højere oppe. Det kan godt være lidt af en prøvelse at se målet så tæt på og alligevel er det langt væk. På venstre side kan man mellem skyerne af og til skimte den 3905 m høje, snedækkede Ortler og den store Madatchgletscher.


At komme op i passet var for mig en blandet oplevelse, dels er man stolt over at have kørt her op ved egen kraft, men samtidig også skuffet over dette gedemarked af souvenirbutikker, restauranter, motorcykler og biler. Er det virkelig nødvendigt. Langt de fleste af disse pas i alperne her ikke længere nogen forbindeslmæssig funktion. Det er turister som i dag benytter dem. Efter min mening burde man lukke dem for offentlig trafik, og så lade folk gå cykle eller tage bussen op. Faktisk har man gjort det flere steder i Schweiz.







   


Efter Stelvio går det nedad mod Tirano og Sondrio hvor det er meningen at vi skal campere på en ikke specificeret campingplads. Hans Bo og Lis får en god ide og tager toget fra Tirano til St. Mouritz, en flot anlagt jernbanestrækning med forskellig overraskelser bla. serpentiner- og spiralstigninger. Vi har forsynet os med øl og aftensmad så vi hygger os gevaldig på turen. Ankommet til St. Moritz tager vi byen i besigtigelse, det ser dyrt ud, kagerne i Hanselmanns konditori er udstillet som var det diamanter. Juvelerforretninger og alle de rigtige modehuse er der forresten også et rigt udvalg af. Vi finder en campingplads, hotelpriserne her er vist ikke lige os, i 1822 m.o.h.; endnu en kold nat på toppen.


Dagen efter skal vi jo se at få indhentet de andre men der bliver da tid og energi til nogle udflugter. Bygningskunsten heroppe vækker beundring, tømmerhytter med groft tilhugget skifer på taget. Vi besigtiger dem og konstaterer at den tunge tagbelægning kræver en solid tagkonstruktion. Andre konstruktionsmæssige detaljer bliver også taget ad notam. Efter at have passeret Majolapasset, heldigvis nedad, tager vi en lille afstikker, vel 500 hm. op til Sondrio, en besyndelig afsidesliggende bjergby, hvad fik mon folk til at slå sig ned heroppe? Sikkert ikke fredelige årsager!


Herefter går det i fuld fart mod Porlezza hvor vi møder de andre ud på aftenen.


VILD CAMPING OG EVENTYR
Turen fra Stelvio passet og ned til Como søen er nedad. Opturen har spredt gruppen så vi har aftalt at mødes på Torvet i Sondria inden vi finder campingpladsen. Vejen er tættrafikeret så det er bare noget som skal overståes. En sjov oplevelse er da trfikken bryder helt sammen. Helt af sig selv og hver eneste bilist trækker ud, så vi kan komme indenom. Det har jeg aldrig oplevet før og jeg kan ikke lade være med at tænke på Danmark hvor bilisterne gør det modsatte. Så fik i den.


Anette og jeg når først frem og finder turistkontoret. Det viser sig , at der ikke er nogen campingplads i byen. Vi venter på de andre som en efter en dukker op. Tiden går og det bliver snart mørkt. Vi mangler stadig Lis og Hans-Bo. Vi beslutter at trille ud af byen og finde en mark hvor vi kan slå lejr. Vi finder en sti langs floden væk fra hovedvejen og slår lejr inde i en lille lund. Aftensmaden bliver tilberedt i lommlygtens skær.


Mens vi spiser bliver der ivrigt drøftet hvor de andre mon kan være. Næste dag på den næste campingplads får vi svaret. Den megen trafik og hovedvejskørsel blev for meget, så de tog toget op til St. Moritz, hvor de første sig frem som milionærer en dag.


Ved Como søen vælger nogle af os at køre på den modsatte side og tage en lille færge over søen. En smuk tur.


Fra Porlezza kører vi mod Sesto Calende ved sydenden af Maggioresøen. Niels Erik kører som planlagt mod Milano for at tage flyet hjem. Det er varmt og en udflugt bliver endnu engang bydende nødvendig så Hans-Bo og Lis tager to af de dejlige små kølige og tætpakkede fiskerbyer ved Luganosøen, Gandria og Morcote, i besigtigelse. Den sidste færge over Luganosøen fra Morcote misser vi desværre så det bliver en lidt længere tur end vi havde tænkt os. Vejen over til Maggioresøen og langs med denne er dog let og vi er fremme næsten før de andre er gået i seng. Heldigvis har de noget mad til os men vi kan ikke undgå at bemærke at der har været skærmydsler i farvandet. Jan vælger dagen efter at fortsætte alene.


ENDNU EN VARM DAG
På starten af den sidste uge skal vi fra Sesto Calende som ligger smukt Lago Maggiore med udsigt op mod Eiger, Mörch og Jungfrau, i Schweiz. Det begynder hurtigt at blive meget varmt 30-35 grader. Vi har selvfølgelig glemt alt om at


det er søndag, så da sulten melder sig er alt lukket. Vi finder en lille by og entrer en cafe, men de har intet spiseligt. Ejeren henviser os til et pizzeria i udkanten af byen. Da vi ikke kan finde det cykler vi tilbage og spørger igen. Vupti han snupper sin motorcykel og guider os, se det er sku italiensk service når den er bedst.


Godt gennemstegte får vi anvist et bord. Hele byen er åbenbart til søndagsfrokost her, så de kikker noget på os da vi ankommer i vores svedige cykeltøj.



Cola, øl og Spagetti og muslinger er på menuen, og det smagte himmelsk. Efter sådan et måltid kniber det gevaldigt med at træde pedalerne og så i middagsheden. Hans-Bo instinkt vejrer vand, for pludselig drejer han fra og har fundet en lille flod med et fint lille leje af sand hvor man kan bade. Søløverne springer straks i mens Lis vælger at dyppe fødderne oppe i skyggen. Efter en times tiden er krobstempereturen igen kommet ned på et anstændigt niveau og vi fortsætter vores færd videre frem mod campingpladsen i Quinzetto, hvor vi ankommer i mørke. Om aftenen bliver det et voldsomt stormvejr, en efter en giver mine teltpløkker efter og jeg må til sidst ud og banke nogle flere i før teltet flyver af sted med lille mig i det. Vasketøjet finder vi dagen efter spredt ud over et større areal.


Store St. Bernard pas kender de fleste bilister som tunnelen mellem Schweiz og Italien. Men ved betalingsanlægget er det muligt at dreje fra og tage den gamle pasvej. Fordi tunnelen er bygget er trafikken moderat og er vejret godt er det en meget flot tur. Vi starter opkørslen efter en kold nat i Etroubles. Vel oppe i passet skal de italienske penge veksles inden vi triller over grænsen i 2600 meters højde. Nedkørslen mod Magtiny er på det første stykke ned til tunnelen meget stejl og svinget. Herefter går det i store buer og med moderat fald nedad. Her kan man virkelig få fart på cyklen.


Fra Martigny har de resterende turister besluttet at afkorte cykelturen og tage toget herfra til Nyon på vestsiden af Lac Léman (Genevesøen). Vi har forsynet os med mad og drikke og laver et skammeligt svineri med brødkrummer i togvognen (de havde ingen kreaturvogn påhægtet hvor vi kunne opholde os). Fra campingpladsen i Divonne les Bains er der en flot udsigt til Mont Blanc over Genevesøen.


Fra Divonne kører vi ind over Jurabjergene mod St. Claude. Her er der langs vejen spændende ting at se på for geologiinteresserede. Ved St. Claude deler vi os igen, Hans-Bo og Lis bliver og tager på udflugt de andre fortsætter. Næppe har vi sagt farvel til de andre før vi støder ind i Jan, vi tilbringer de sidste dage med ham. Næste dag starter godt med et styrt og så går det ellers ad mindre veje mod Tournus, vi passerer bla. Vouglans dæmningen (kan ikke huske faldhøjden) og kommer til sidst ud på kanten af Rhônedalen hvorfra der er en storslået udsigt. Herfra et det næsten flad vej de sidste 70-80 km. til Tournus. Gjorde kort ophold i hvad der mest af alt lignede en uddød cowboyby St. Nizier le Bouchoux og besigtigede deres tragisk store mindesten for faldne i 1. og 2. verdenskrig.


DEFEKT
En del af “oplevelsen” som turcyklist er selv at kunne håndtere defekter undervejs. På vej op over Passo Pordoi i Dolomitterne knækker jeg en eger i baghjulet. Hjemmefra havde jeg været lidt betænkelig ved hjulet, men i min iver for at spare vægt havde jeg valgt at køre på dem. Jeg havde bemærket at egerne gav sig specielt i svingene opad, nå men nu stod jeg altså her, selvfølgelig med reserveeger, men alligevel. Af med tasker og hjul, heldigvis var det ikke i kranssiden, så det var til at komme til. Jeg fik egeren skiftet og begyndte at stramme op, PLING så røg der en anden eger, pokkers..


Nu er egeropspænding ikke just min favoritdisiplin, men det lykkedes at få det nogenlunde lige, så jeg kunne komme videre. Resten af turen op til passet gav det sig yderligere så det var ingen Pantani som trillede nedad på den anden side. Heldigvis lå der en cykelsmed nede i dalen og han spændte hjulet ordentligt op formedelst 20 kr., og det holdt resten af turen. Tak for det.


Den sidste uge, efter en lang dag og hvor det var ved at blive mørkt knækkede jeg kæden. Det var åbenbart dråben, for mit temperament brød ud i lys luge. De andre forstod situationen og kørte videre, og lod mig rase ud. Det gik bl.a. ud over en meget hård stenvæg og en gøende hund, men kæden blev samlet og jeg indhentede de andre igen. Faktisk havde jeg det rigtigt godt efter “anfaldet”


TURISTER
Man oplever lidt af hvert på sådan en tur. På toppen af et af de utallige pas kommer en ældre nobel herre kørende op på sin funklende Harley Davidson motorcykel. Kort efter arrivere fruen i en smart cabriolet. Som en anden servitrice tager hun hjelmen af ham, tørrer hans pande og giver ham noget at drikke og spise. Et hengivent kys og han starter dyret og triller adstadigt ned af vejen mens fruen følger efter i cabrio.


En anden episode, ved middagstid i Cortina hvor vi sidder og får lidt frokost. I det fjerne hører man et Elvis Presley hit som langsomt bliver højere. En stor Honda Goldwind med et par lige så store passagerer kører ind til siden. Som et andet ritual bliver motoren stoppet og det mildest talt fede ægtepar begynder at tage al deres lædertøj af. Først herefter bliver båndspilleren slukket. De to sætter sig ned og bestiller noget at drikke og ca. et kvarter efter gentager seancen sig igen men denne gang i omvendt rækkefølge. Behøver jeg at nævne at alle på fortovsrestauranter lå flade af grin da de kørte.


SAMMENHOLD
På turen var der visse udbrud af divergerende meninger om bla. formålet med turen og det heraf følgende turforløb.


Egentlig er sådanne uenigheder på ture meningsløse, hvis ikke man har gjort sig den umage at sætte sig ind i forholdene på en sådan tur før man tager af sted må man ikke forvente at andre skal indrette deres, formodentlig velplanlagte, tur efter en deltager med andre forventninger.


En stor det af kvaliteten ved sådan en tur er jo netop at dele oplevelsen med andre og at knytte venskaber med ligesindede. Jeg syntes jo nok det var lidt kedeligt at nogle af deltagerene valgte at køre solo. Selvom man ikke altid kan med alle kan man vel godt prøve at følges ad. Der jo ingen der siger man skal gå op og ned af hinanden hele tiden. I bund og grund handler det vel også om at kunne fungere sammen med andre trods forskelligheder. At kunne indgå kompromisser.

Også udgivet i:Turcykling | Der er lukket for kommentarer