CYKELPORTALEN

Hvad kan være bedre optakt til en cykeltur i Kina end Katie Melua’s fantastisk flotte musik video Nine Million Bicycles

Selvom privatbilismen med ekspresfart har indtaget det store rige mod øst, så er cyklen stadig det foretrukne transportmiddel for mange kinesere.  Læs den fantastiske rejseberetning fra en måneds cykeltur i de kinesiske provinser som byder på meget store kontraster specielt mellem land og by. Artiklen giver masser af tips til transport af cykler og gode billige overnatningsmuligheder.

• Made In China

Tove og Per Boe har opdaget turcyklingens glæder. Læs deres beretning fra en cykelferie ved Gardasøen.

Efter et par vellykkede cykelferier langs Elben og Donau søgte vi i år nye udfordringer længere sydpå, nærmere betegnet Gardasøens østlige bred. Det blev til en oplevelsesrig cykeluge i strålende solskin.
Turen var arrangeret af Bike Italien af en dansker, der bor dernede som tilsyneladende kender hver en lille sti og flække i hele området.
Vi kørte på mountainbikes, en nødvendighed når underlaget ikke altid er lige jævnt, og terrænet til tider ret kuperet!Dagsetaperne var på ca. 60 km og turene tilrettelagt, så hver dag havde sit specielle præg. Vi kørte for det meste på småveje og stier og var sjældent ude på større trafikerede veje. Prisen for at holde sig langt fra alfarvej var utallige retningsskift og stop for at kigge på kort og vejbeskrivelser. Det tog tid og betød, at vi ind imellem kom i tidsnød og måtte fravælge at gøre holdt ved de attraktioner og historiske steder, vi ellers var anbefalet at se undervejs.

Start i Mantova
Vi startede i Mantova syd for Verona og kørte langs floden Mincio nordpå. Landskabet var fladt, frodigt og idyllisk og den ene majsmark afløste den anden – en udmærket opvarmningsetape. Vort mål var den lille by Pozzolengo, hvor vi blev indkvarteret på et hyggeligt Bed and Breakfast nær byens borg, og hvor vi fandt en lille lokal restaurant. Til aftenmåltidet fik kokken frit spil. Det resulterede i et herligt måltid med italienske specialiteter og lokale vine til en yderst rimmelig pris.

Mindesmærke fra italiens uafhængighedskrig
Næste dag startede med et besøg ved et mindesmærke fra Italiens uafhængighedskrig, San Martino delia Battaglia, et 74 meter højt tårn, hvor man fra toppen havde den flotteste udsigt over landskabet, og hvorfra vi for første gang kunne skimte Gardasøens blanke vand og de omkransende bjerge. Terrænet blev noget mere kuperet, og majsmarkerne afløst af vinmarker. Sidst på formiddagen nåede vi Peschiera, den sydligste by ved Gardasøen, og herfra gik turen opefter til Lazise, en hyggelig middelalderby, hvor man uundgåeligt måtte slå sig ned på søpromenaden med en kold drink og nyde udsigten over søen. Dagens mål var Garda, som vi kunne besigtige fra toppen af en klippe, La Rocca, lige syd for byen. Det var hårdt arbejde at nå derop, men belønningen, en fantastisk udsigt over byen og søen var arbejdet værd.

Malcesine
Denne dag havde vi guide på den første del af turen. Det var rigtig fint – ingen unødige stop for at læse kort, mange spændende oplysninger undervejs. Ruten var lagt på små stier på bjergskråningen, det gik virkelig op og ned, og der blev brug for alle cyklens 21 gear og de brede dæk. Efter 12 km anstrengende kørsel nåede vi op til Creo, hvor vi indtog en velfortjent frokost med en enestående udsigt over søen. Så skulle vi ned ad bakke til vort næste mål, Malcesine. Undervejs blev der tid til en svalende dukkert i Gardasøens klare vand.

Dag 1.
Malcesine blev udgangspunkt for de næste dages udflugter. Første dag tog vi færgen fra Malcesine op til søens nordligste punkt, Torbole. At se det hele fra søsiden var ikke mindre smukt, og undervejs kunne vi betragte det mylder af windsurfere, kitesurfere og optimistsejlere, der boltrer sig på søen. Fra Torbole langs kilometervis af vinmarker og blomstrende azalier til Arco, endnu en hyggelig, gammel by, som samtidig er et mekka for bjergbestigere. Kiggede man opad kunne man se bjergbestigere som bittesmå kulørte edderkopper kravle rundt på de stejle klipper. Nord for Arco ligger bjergene flot på begge sider, og man kører gennem et stort område, hvor kæmpe klippestykker ligger smidt overalt som et minde om det største stenskred i Alpernes historie. Efter en rundtur omkring søen Cavedine rullede vi i ro og mag langs floden Sarca tilbage til færgelejet i Torbole. Herfra valgte vi dog at cykle hjem til Malcesine i stedet for at sejle. Det foregik ad den meget befærdede vej, der går hele vejen rundt om Gardasøen. Med bilerne fløjtende om ørerne sendte vi de små, stille grusveje en venlig tanke!

Dag 2.
Dagen bød på en toppræstation – på den magelige måde! Vi tog kabineliften op til 2000 meters højde til toppen af Monte Baldo. Hvilken stilhed og hvilken udsigt på toppen! Man føler sig meget lille og ydmyg, når man står og kigger ud over et så storslået landskab til alle sider. Nedkørslen foregik på østsiden af bjerget. En herlig fornemmelse bare at suse nedad gennem det ene hårnålesving efter det andet. Dog måtte vi undervejs overvinde en næsten 3 km lang bakke (i opadgående retning!), så vi undgik ikke sved på panden den dag heller. Til gengæld gik det så langsomt, at vi fik tid til at nyde alle de smukke blomster, der stod i fuldt flor. Nedturen førte os ned gennem dalen Val Lagarina, hvor vi endnu engang måtte sande, at vi var i tidsnød og derfor måtte droppe en vandretur, der ad 3000 trin skulle have ført os op til valfartskirken Madonna di Corona, der ligger bygget ind i klippen.

Dag 3.
Efter overnatning hos en lille vinbonde i Caprino blev vi i bil kørt op i 1000 meters højde i Lessianabjergene nord for Verona. Og så gik det atter nedover ad små veje med smukke udkig og mange hårnålesving gennem vinområdet Valpolicella. Et skønt afbræk i cykelturen fik vi i vandfaldsparken i Molina, hvor vi gik rundt mellem talrige vandfald for til sidst at komme ned i en stor fascinerende klippegrotte.

Til Tosca opera i Verona
Fremme ved vort sidste logi – atter et hyggeligt B&B langt ude i vinmarkerne, hilste vi af med cyklerne for at bruge den sidste dag til fods i Verona.Et af turens højdepunkter foregik ikke siddende på cykelsadlen, men på stentrinene i den 2000 år gamle Arena i Verona. Sammen med flere tusinde andre sad vi, udstyret med vin, ost og brød, under åben himmel i den lune aften og så operaen Tosca. Meget stemningsfuldt. Fra arrangørens side var der forslag til at prøve andre aktiviteter, f. eks thermalske bade, white-water-river-rafting og via Ferrata (en speciel form for bjergklatring). Vi mente dog, cykelturen ville give os udfordringer og oplevelser nok, og det holdt stik.

Vi kan varmt anbefale turen til alle, der har lyst til en aktiv og samtidig afslappende ferie. Interesserede som har lyst at gøre turen efter kan finde mere information på Bikeitalien

Tove og Per Boe, Odense

“Står på en alpetop, hvad fanden laver jeg egentlig her” sang Shu-bi-dua.  Mange cyklister drømmer om at cykle i bjerge, men afholder sig fra at prøve, fordi de har den fejlagtige opfattelse at det kun er for supermænd/kvinder ala dem vi ser i Tour De France og andre bjergrige cykelløb.

Denne ældre herre var på vej op til Col de Calibier, og kørte bedre end
mange af de øvrige cyklister uden oppakning.

Nuvel, det ikke specielt let at træne bjergkørsel i et land hvor de højeste tinder er nogle græsbeklædte bakker under 100 meter.  Men fortvivl ej, selvom Danmark ikke har form som en Toblerone kan man sagtens komme i form til at bestige alperne og andre bjergtoppe på vor skønne klode.

Hvis bentøjet skal være i højeste gear til serpentinersving og stejle bakker, er det vigtigt at starte roligt ud.  Dette kan man gøre ved f.eks. at cykle til og fra arbejde. Start med at cykle 20 km hver dag, så er du allerede godt på vej.
Tag en dag af gangen, og er du øm i bagdelen, eller andre steder, så tag en pause. 

Et andet godt tip er at cykle i modvind: Denne ekstra belastning svarer helt godt til hvad du vil opleve på lange opkørsler. Cykel f.eks ud i modvind indtil du begynder at blive træt, vend herefter om og cykel hjem i medvind.
Hvis man kører stille og roligt vil man typisk efter små 14 dage kunne køre en længere tur. Langsomt kan du øge distancen og når du uden de store problemer kan cykle en dagsetape på 60 km, er du klar til at bestige de rigtige bjerge.

Selvom både kondition og motivation er i top, er det vigtigt at starte stille og roligt ud. Der er lang vej til toppen. Så det gælder om at finde en god rytme, så pulsen og hjertet ikke hamrer konstant. Kun herved vil turen blive en fornøjelse.

På nedkørslerne gælder det om at være agtpågivende.

Vigtigt.
Før afgang er det en god ide at:
1. Få cykelhandleren til at kontrollere at din cykel er i orden.  Et godt råd er at få
    ændret din gearing til færre høje gear og flere lavere gear.
 
2. Pak cyklen med lapppegrej mobiltelefon og drikkevand i en lille taske eller
    rygsæk.

3. Brug altid cykelhjelm. Et tip er at tage den af på de lange opkørsler, da det ellers
    kan bliver meget varmt. 

4. Pas på glatte og våde veje og biler og motorcykler i svingene.

5. Tilpas farten efter forholdene på nedkørsler. 

6. Start stille ud, så kræfterne ikke slipper op, før toppen er nået.

7. Tag tidligt af sted så du når toppen inden middagsvarmen indtræffer.

8. Træn hjemmefra.

Hold pauser og nyd udsigten.

”Hvis det gælder liv eller død, kan de fleste nok cykle 15 km op ad et bjerg. Men det vigtigste er at man får en god oplevelse og har tid til at nyde naturen i stedet for at blive så udmattet, at man kun tænker på at få turen overstået.”

Før man tager det første tramp i pedalen, skal man være sikker på at cyklen er pakket til at klare stadsbasserne. Cyklens førstehjælpskasse med lappegrej og en mobiltelefon skal have sin faste plads i oppakningen  sammen med en flaske vand så man ikke dehydrerer i varmen.

Cykelhjelmen skal være godt spændt fast, hvad enten man kører op eller ned.  Selvom luften er 30 grader når man starter nedenfor bjerget skal man huske på at temperaturen falder med en ½ grad pr. 100 m, så det kan godt være temmelig koldt og blæsende på toppen.  Det er en god ide at medbringe en vindjakke.

Selvom du har trippet i månedsvis for at køre cyklen til tops, gør du klogt i at trampe roligt i pedalerne. Hvis man giver den fuld gas er man temmelig sikkert kørt helt flad efter en halv time, og så er det ikke længere så sjovt når der stadig er 20 km til toppen. 
Synet af cyklister, der racer ned af bjerget og rundt i nålesvingene ofte i den modsatte side, kan give bilister dårlige nerver. Men det er ofte ikke så halsbrækkende som det ser ud. Man kører jo i sagens natur langsomt når det går opad, og kan holde øje med trafikken.  Værre er det når specielt de unge og modige skal ned af bjergskråninger igen.  
Husk det er ikke Tour de France hvor vejene er spærret, så man kan give den gas og skære svingene. Især hvis man er nybegynder skal man ikke køre for hurtigt.

Vind og vejr kan være bjergcyklistens værste fjender. I bjergene skifter det ofte mellem solskin og klar himmel, for i næste øjeblik at være tåge og regn. Specielt når det regner skal man være opmærksom på nedkørslerne. Også små løse sten kan blive en ubehagelig oplevelse.

Det berygtede Stelvio pas i Italien, er indenfor rækkevidde med tilstrækkelig træning.

Bjergcykling er ikke for børn !
Selvom det ser idyllisk ud når far, mor og børn cykler i en lige linie, er bjergcykling som regel ikke noget for mindre børn.
Hvis man vælger at tage poderne med, så skal strækninger være meget korte og med lange indlagte pauser.  Husk hvad der er sjovt for de voksne, er ofte temmelig kedeligt for børnene. De keder sig hurtigt da der ikke rigtigt sker noget. Desuden kræver det ekstra af forældrene da de samtidig også skal holde et vågent øje med børnene på de lange opkørsler.

Til slut:
Cykling er meget skånsomt mod knæ og ben. Folk som har skader fra anden idræt kan ofte uden videre kaste sig over cyklingen. Og husk at beløningen altid er alle “lidelserne” værd iform af en imponerende udsigt over hver bjergtop.

Læs også Gode råd om turcykling.
God tur. 

中国制造

På to hjul i cyklernes land

Tekst og foto: Torben Finn Laursen

Jeg tilhører den generation, for hvem Kina i mine yngre dage var et forbillede for et kommunistisk styre. Den opfattelse har jeg naturligvis siden, efter Maos fald og Kinas åbning til omverdenen, måtte revidere. Man skønner at Mao har mere 40 mil. kineseres liv på samvittigheden, men trods hans uhyrligheder ser mange kinesere ham stadig som en stor og fremsynet mand.

At jeg skulle opleve at gå på den Himmelske fredsplads og cykle i Kunmings millionmylder, havde jeg nok ikke forestillet mig dengang.

Kina er et storslået land, både areal og kulturmæssigt. Det moderne Kina en skønsom blanding af årtusindårig historie og skikke, vævet ind i en moderne fremadstormende civilisation. Trods sprog bariæren mødte vi på vores tur kun stor hjælpsomhed og gæstfrihed.

Beijing og den forbudte by
Det er marts måned og den blæsende og bidende vind går igennem marv og ben i Maos Peking, nu kaldet Beijing. Hovedstaden ligger nordligt på den flade slette ikke mere end godt 150 km fra Gobi ørkenen, som kommer hastigt nærmere, år efter år. Derfor er det ikke ualmindeligt med meget kolde vintre og sandstorme om sommeren. Vi bruger de første dage til at akklimatisere os i millionbyen, som i disse år undergår dramatiske ændringer på grund af de olympiske lege. Størstedelen af de gamle bydele (Hutongerne) må vige pladsen for beton og højhuse. På en gåtur i den gamle bydel ikke langt fra den forbudte by, møder vi for første gang den kinesiske gæstfrihed. En lille venlig kineser står i døråbningen da vi går forbi og spørger interesseret til, hvor vi kommer fra. Da vi fortæller vi er fra Danmark, bliver vi straks inviteret indenfor. Hans kone er ansat i den kinesiske statsballet og har været i København på turne. Selv er han billedkunster.

På udmærket engelsk fortæller han, at myndighederne ofte med dags varsel rykker ind med bulldozere. Mange får heller ingen økonomisk erstatning. Han er selv bekymret for hvornår det bliver hans tur, og familien må forlade huset som har tilhørt dem igennem flere generationer. Truslen er reel nok. Kun en stor betonmur lige uden for, adskiller nutiden og ”fremskidtet” fra et stykke unik gammel kinesisk kultur. En typisk Hutong er et kvadratisk hus opbygget omkring en gårdhave. Udadtil er de eneste åbninger hoveddøren og nogle små højtsiddende vinduer. Lyset kommer ind igennem ovenlysvinduer og den lukkede gårdhave.

Det er et typisk træk for det moderne Kina. I storbyerne bliver alt gammelt revet ned og erstattet af nyt, sjæleforladt betonbyggeri. Bortset fra nogle enkelte undtagelser ligner Kinas storbyer derfor en typisk vestlig by, med lange lige seks og otteosporede boulevarder, lysreklamer og masser af osende biltrafik.

Lidt naivt havde jeg nok en forestilling om at blive rendt over ende af tusindvis af cyklister, men måtte lige revidere denne opfattelse. Privatbilismen har gjort sit indtog, og det var først længere fremme på turen i de sydlige provinser vi for alvor fik lejlighed til at opleve det rigtige cykelkina.

Den forbudte by
er blandt hovedattraktionen når man som turist besøger Beijing. Nuvel den er imponerende, og vel nok mest interessant for besøgende fordi den tidligere har været lukket for omverdenen. Kejser Mi De lod den opføre omkring 1400 tallet. Han var den sidste kejser som var åben for omverden. Han grundlagde en stor flåde som sejlede jorden rundt og opdagede Amerika længe før Columbus. Men det er en helt anden og meget interessant historie som du kan læse mere om her.

Efter hans død gik Kina ind i deres næsten 600 år lange isolation der først langsomt blev ophævet efter Maos fald. De imponerende bygningsværker til trods, så virker den Forbudte By på mig, underlig sjæleforladt. Lidt ligesom en tom filmkulisse der mangler sine aktører. Mens vi var der, var de i gang med en større restaurering af de gamle bygninger. Alt foregår efter de gamle håndværksmæssige dyder lige fra håndlavede mursten til bladguld som med nænsom hånd dekorerer de flotte bygninger.

Tarakotta figurer og tandem i Xian
Allerede i lufthavnen ved “Check-in” får vi det første varsel om at denne tur kommer til at volde os en del problemer mht. transport af cyklerne. De kinesiske indenrigsruter vil ikke tage dem med, heller ikke da vi tilbyder at skille dem ad. Den direkte årsag er formodentlig at de ikke er vant til at se turister med cykler. Efter at adskillige Duty Managers og Supervisors har kikket på cyklerne, bliver udgangen, at cyklerne bliver sendt som luftfragt direkte til Kunming. Heldigvis var de meget behjælpelige og vi nåede vores fly i sidste øjeblik. I øvrigt er der ingen grund til at frygte de kinesiske indenrigsfly mere, som tidligere havde et lidt blakket ry. Hele flåden af gamle udslidte russiske Tubolev er erstattet af spritnye Airbus og Boeing jets, og priserne er meget rimelige. En tur på et par tusind kilometer fra nord til syd koster mellem 500 og 800 kr. Selvom vi ikke just lignede forretningsfolk, og havde betalt ekstra, kom vi på flere af afgangene først om bord og blev anvist pladser helt oppe foran, så lidt kongelig har man vel lov at føle sig ;o)

Xian ligger i Shaanxi Provinsen og er kendt for en af de få tilbageværende hele ringbymure i Kina.

Nu er Xian med sine 20 mill. indbyggere ikke nogen lille provinsby, så muren har naturligvis enorme dimensioner. Vi bruger det meste af en formiddag på at cykle muren rundt på en lejet tandem. Selve muren er 4-5 etager høj og bred som en tresporet landevej. Indenfor muren har man flere steder restaureret den gamle bydel mens man på ydersiden har udsigt til fremskridtet, en moderne storby med højhuse og store lige boulevarder, hvor privatbilismen for alvor har trængt de engang så dominerende cyklister. Vi mærker tydeligt at vi er kommet godt 1000 km sydligere, luften sitrer af forår og ikke at forglemme smog, som er allesteds nærværende i alle de store byer vi besøgte.

The Terrakotta Warriors, er et enestående arkæolgisk fund. Små 60 km uden for Xian fandt lokale bønder i begyndelsen af 60erne på en mark nogle meget velbevarede keramiske soldaterfigurer i fuld størrelse. Det skulle vise sig at blive en af Kinas største arkæologiske udgravninger. I dag har man udgravet omkring 1000 figurer, men skønner at der ligger op mod 8000 af slagsen og venter på at blive frilagt. Det var kejser Qin Shi Huang som 221 år før Kristi fødsel kopierede hele sin hær og tog den med sig i graven. Samlingen er helt unik, da samtlige hoveder på figurerne er forskellige. De er kopier af hans rigtige soldater. Alle figurer var lignet op som en hær og farvestrålende malet og fuldt udstyret med våben.

Tre store overdækkede haller giver et imponerende skue over dette spektakulære fund og fungerer samtidig som et levende museum. Når dørene lukkes for turisterne om aftenen, går natholdet af af arkæologer i gang med at afdække det kæmpemæssige puslespil af adskillige tusinde figurer som ligger hulter til bulter.

Xians gamle bydel er et besøg værd. Bevæger man sig lidt væk fra hovedstrøget kan man opleve et stykke autentisk Kina. Bag de ofte meget beskedne facader gemmer sig gode madsteder. Vi blev bænket ved træborde og levende lys på et udmygt spisested, da strømmen gik, hvad vi for øvrigt oplevede flere gange undervejs på turen.

Kunming
Efter to dage i Xian flyver vi videre til Kunming. Yunnan Provinsen Kunming kaldes byen med det evige forår, så nu skal der for alvor cykles. Først skal vi dog lige have udleveret cyklerne som er, kommer vel frem oppe fra Beijing. Der går et par timer med at få dem udleveret i lufthavnens fragtterminal, som vi aldrig havde fundet uden vores guide fra vandrehjemmet. Han er også til stor hjælp med at klare alle de kinesiske formaliteter før vi kan få udleveret cyklerne. Cyklerne bliver smidt ind i den ventende taxa og vi bliver standmæssigt kørt ind til vandrehjemmet omkring midnat. Byen summer af aktivitet fra de mange nærliggende diskoteker, men trætheden overmander støjen, godnat sov godt.

Næste morgen kan vi nyde morgenmaden på tagterrassen, med en imponerende udsigt over byens hovedstrøg imens vi iagttager kinesernes nationalsport nr. 1 Tai Chi.

Byen vrimler med cyklister, og ikke mindst elcykler som har fortrængt de osende knallerter. En god elcykel koster i Kina omkring 1000 kr. mens en god mountainbike kan erhverves for ca. 500 kr.

Jo det evige forår er rigtig nok, så det varme tøj fra nord bliver pakket væk.

Trods byens enorme størrelse vælger vi at tage en mindre cykeltur uden bagage ud igennem byens mylder af cyklister og befinder os snart ude på landet på den anden side af søen med en storslået udsigt ind mod Kunmings skyline der rager op i smoggen.

Dagen efter samler vi endelig mod til os og pakker cykeltaskerne og bevæger os ud af byen i selskab med tusindvis af andre kinesiske cyklister. Vi vækker stor opsigt og jeg har rigeligt at gøre med at følge med Hans Bo, som frygtløs kaster sig ud i den myldrende trafik. Det tager os godt to timer at komme ud af myretuen og den landlige fred sænker sig endelig.

Til kort
Allerede den første dag finder vi ud af at den medbragte Kimperley kort, købt hjemmefra ikke er meget bevendt, da alle byer og veje står på engelsk. Så længe vi bevæger os rundt inde i storbyerne er de fleste vejskilte suppleret med engelsk tekst, men på landet er det kun kinesiske skrifttegn og hvad værre er, de lokale forstår kun kinesisk.

Vi får hurtig fat i et kinesisk kort og nu går det straks meget bedre. Nu kan vi altid pege på kortet og på den måde finde ud af om vi er på rette vej. Snart bliver vi også gode til at tyde de forskellige kinesiske byer og vejnavne. Efter at være kommet igennem et par byer og har orinteret os hos lokalbefolkningen, finder vi ud af at de opgivne vejafstandene på det engelske kort er forkerte. Den reelle afstand er ca. en halv gang længere. Efter et par dage kan vi se at den oprindelige plan om at cykle op til Chengdu nok ikke holder.

Mekaniske problemer
En måneds tid før vi tog af sted, nævnte Hans Bo at han nok skulle have skiftet sin fælg. Fælgen var tydeligvis konkav på bremsefladen, men efter at have opmålt den efter en anden eventyrcyklist anvisninger besluttede han alligevel at tage af sted på den gamle fælg.

Det fik naturligvis konsekvenser “skriver den snusfornuftige turcyklist” som belært af erfaring, for længst har skiftet til keramiske fælge. Efter et par dages cykling, begynder fælgen så småt at blive skæv, men den tapre eventyrcyklist kører roligt videre, (hvad skulle han ellers gøre)

På en nedkørsel fra et mindre bjerg bliver den fredelig kinesiske landidyl brat afbrudt af et helhjertet på dansk “hold kæft det er da løgn”

Hr. Larsens bagfælg er begyndt at revne flere steder. Gode råd er dyre, men i første omgang får vi fælgbremsen løsnet og lukket noget af luften ud af dækket for at mindske presset. Det lykkedes os at komme ind til den næste mindre by, hvor vi får smidt cyklerne op bag i en minitruck og får en lift ind til den næste større by Xiaguan hvor vi indlogerer os på et billigt hotel. Næste dag finder vi på vores rundtur i byen en kompatibel 32 huls fælg hos en lokal cykelsmed. Han tilbyder at skifte den og efter 2 timer er cyklen atter køreklar. Reparationen holdt indtil vi kom til Xiqu hvor vi alligevel havde besluttet at tage toget fra. Kort før byen knækkede to eger, så det var perfekt timing.

Dali og Lijiang
Vi triller langs den smukke Erhai sø op til Old Dali som kaldes sydvest Kinas juvel. Her er meget fredeligt men også en smule turistet. Byen har alligevel bevaret sit særegne Bai kultur med aner i Tibetanerne. De er en etnisk minoritetsgruppe i Kina på godt en 1 million. Vi indlogerer hos på et skønt vandrehjem med gårdhaver og tagterrasse med flot udsigt til bjergene. Bai kulturen kommer flottest til udtryk i de tre pagodes tempel og landsbyen lidt nordligere Zhoucheng som viser deres helt specielle arkitektur. Turen fra Dali til Lijiang er meget bjergrig. Vi bevæger langsom igennem et bjerglandskab som svinger mellem 1000 og 2300 meters højde.

Byen Lijiang ligger smukt på en højslette i 2000 meters højde i bunden af Himalaya bjergkæden, med det 5596 meter høje altid sneklædte Yulong Xueshan som flot baggrund. Lijang har en smuk gammel og uspoleret bydel med kanaler huse og broer. Den rummer mere end 22 etniske minoritetsgrupper. Herfra kan man forøvrigt flyve billigt til Tibet. Vi er fristede men det må blive en anden gang.

Turen fra Lijang til Xigu bød på hård bjergkørsel, men også noget af det mest fredelige Kina, vi oplevede. En af dagene blev vi helt euforiske over endelig at skulle cykle nedad, så vi kørte forkert og måtte vende om og kæmpe os de 15 km tilbage nu desværre med tyngdekraften imod os. Undervejs overnattede vi på nogle små primitive gæstgiverier, uden modern ebekvemmeligheder som rindende vand og toilet. Vi måtte vaske os i koldt vand fra en spand, mens familiens yngste medlem lavede mad til os, og gerne ville træne sine engelske kundskaber. Toiletbesøg var henvist til en primitiv stenhytte med hul i gulvet eller et andet sted den nærmeste mark.

De sidste 50 km ind til Xigu mødte vi den mindre flatterende side af Kina, masser af stenbrud kraftig luftforurening og A-kraftværker i dusintal.

Kontrasten var som altid stor mellem land og by. Ude på landet er tiden gået i stå minus 150 år, mens storbyen er modebutikker og trafikkaos, som enhver anden europæisk storby.

軟的睡眠者 (Soft Sleeper)

Da afstandene havde snydt os måtte vi tage toget det sidste stykke op til Chengdu. I Xiqu brugte vi en formiddag på at finde et par cykelkasser hos en cykelforretning og få cyklerne pakket sammen. Planen var at få sendt cykler direkte hejm til Danmark, men selvom det ifølge deres brochurer skulle kunne lade sig gøre lykkede det ikke os. Her er jeg overbevist om at sprogbarrieren var udslagsgivende. Næste stop var banegården hvor der udspillede sig et mindre drama da vi ville have dem med toget til Chengdu. Den kinesiske hjælpsomhed ville ingen ende tage og snart stod vi i en kødrand af kineserne som alle hvade deres bud på løsning af vores transportproblem. Adskillige havde ingen tilknytning til jernbanen. Snart var vi dog sat noget ud på et sidespor mens de kinesiske gloser fløj igennem luften. Hr. Larsen måtte træde i karakter. Kødranden af “hjælpsomme” kinesere fordufter og vi får forklaret at vi gerne ville sende cyklerne som gods til Beijing.

Næste morgen stiger vi på toget som skal bringe os til Chengdu. Vi har bestilt en softsleeper kupe som er meget komfortabel. Toget snegler sig af sted igennem adskillige tunneller, så vi får sovet en del og spist i spisevognen inden vi efter 14 timer endelig ankommer til Chengdu.

Chengdu og den siddende Buddha
Chengdu er hovedstad i Sichuan Provinsen. 12 mil. mennesker bor og lever her. Vi bor i udkanten på Sim Cozy Guesthouse som drives af Sim og hans kone. Det helt unikke og mere end 300 år gamle hus slap med forskrækkelsen under det nylige jordskælv.

Her hersker en afslappet og meget familiær stemning. Godt 100 km syd for Chengdu sidder verdens største at siddende Buddha figur og overvåger de rørte vande ved Minjiang floden. Den 71 meter høje figur er hugget ud i den porøse sandstensklippe. Den er fra 1200 tallet og det tog godt 90 år at bygge den. Netop på dette sted løber de to floder sammen og den blev bygget som beskyttelse for de mange søfarere som ofte led skibsbrud i den kraftige strøm.

Fuglen er fløjet
Gode råd er dyre når man står i lufthavnen en time før afgang og finder ud af at de flybilletter man har købt i Beijing en for tre uger siden gælder fra en lufthavn 400 km derfra og dem de kan tilbyde bestemt ikke er til discountpris.

Vi vælger at tage tilbage til byen og banegården for at se om vi kan få en togbillet op til Beijing. Det er ikke muligt før om to dage og turen vil tage 32 timer, så os af sted tilbage til lufthavnen hvor vi får forhandlet os frem til et par nye flybilletter til 700 kr. med afgang næste morgen. Vi indlogerer os på lufthavnshotellet og indtager et dyrt aftenmåltid på den nærmeste fiskerestaurant, mens vi kan sidde og tælle de startende og landende fly, yderst spændende.

Great Wall of China
Efter godt fire uger lander vi atter i Beijing. Foråret er kommet til det nordlige Kina med solskin og varme. Den Kinesiske mur, et af verdens syv vidundere, så den skal naturligvis lige inspiceres inden hjemturen.

Vi tager op til Mutianyu som ligger 80 km nord for Beijing. Her har man restaureret et 5 km stykke af muren i et meget kuperet og bjergrigt område. Det er det nyeste stykke og endnu ikke særlig besøgt af turister.

Nye tider præger også muren. Hvor man før skulle gå hele vejen er det nu muligt at tage en svævebane, men rigtige cyklister går naturligvis, så vi tager de mange trapper op til det 5 km stykke mur som er restaureret. I hver ende får man et godt indtryk af den oprindelige mur. Historiens vingesus mærkes tydeligt her og man kan forundres over så mange ressourcer og menneskeliv der er gået tabt her, i et umuligt forsøg på at holde en mægtig fjerde ude. Den 6000 km lange mur blev anlagt i stykker mellem 471 og 221 år før Kristi fødsel. Men det var først kejser Qui Shihuang som år 221 udkommanderede mere end 300.000 mand som på ti år samlede hele muren. Trods anstrengelserne blev kineserne rendt over ende flere gange først af den store Genghis Khan i 1215 og siden Manchu tropperne i 1644.

Kinaturen har været en stor oplevelse. Kinesernes kultur og historie, er imponerende og som europæer fyldes man med ydmyghed. Vores historie og kultur syntes ubetydelig i direkte sammenligning.

再次再見 (På gensyn)

Praktisk
Cykler med fra København. I Kina blev de transporteret som gods i fly og tog. Vil du gøre turen efter så køb cyklen i Kina og forær den væk når du skal hjem. Det er både billigere og meget lettere.

København – Beijing med Finnair

Beijing – Xian med China Eastern Airlines

Xian – Kunming med China Eastern Airlines

Xiqu – Chengdu Tog

Chengdu – Leshan med bus

Chengdu – Beijing med Sichuan Airlines

Beijing – København med Finnair

Vi havde telt med men fik det aldrig brugt da det er meget billigt at bo på vandrehjem, pension og hoteller. Vi bookede som regel et par dage i forvejen via internettet. Campingpladser findes ikke i Kina.

Pas på pirat taxaerne i de større byer, som hurtigt kan blive en dyr omgang.

Bornholm er et unikt stykke dansk natur og oplagt for en weekendtur på cykel.
Øen byder på det hele. Fra gode lette cykelveje, velegnede til børnefamilier, til de mere udfordrende og til tider barske singletracks på nordøen på mountainbikes.

I højsæsonnen juli/august vil jeg anbefale cykelfolket at holde sig fra øen, da den simpthen er for overrendt af turister.
Vent istedet til september/oktober hvor vejret ofte er godt på Bornholm. Her har turisthorderne forladt øen og man kan nyde landskabet. 
Udgangspunktet for denne tur var en forlænget weekend i slutningen  af september og vi havde kanon vejr. 

Fredag:  Rønne – Sandvig 
Første tog fra hovedbanen 6.39. To mountainbikes og letvægts oppakning fandt saktens plads i det næsten tomme tog.  I Ydstad skiftede vi til katamaranfærgen som i lyntempo bragte os frem til Rønne  hvor vi ankom lidt over halv ti. 

Stien langs kysten nær Vang

Fra Rønne cyklede vi nordpå af cykelruten, som går langs kysten. Det første stykke gå ind igennem Blykoppe plantage med de mange søer, bl. a Smaragdsøen.  hefter kommen man til Hasle.  Her kan du vælge landevejen eller den lille sti langs kysten op til Vang.
Vang er oplagt til en kaffepause nede ved den lille havn.  
Stil også cyklerne og gå ned til Johns Kapel.

Der er mange krævende passager op mod Hammeren

Fra Vang er det rigtig offroad op forbi Hammershus.  Efter at have spist på et spændende lille madsted trillede vi ud af byen og fandt en lejrplads oppe ved fyret.  På denne årstid havde vi det fuldstændig for os selv.

Tæt på Hammeren

Lørdag:  Sandvig – Svanneke
Næste morgen trilled vi atter ned til sansvig og fant et åbet badehotel hvor vi fik morgenmad. Hefterfetr forsøgte vi at cykle af stien langs kysten ned mod Gudhjem. Det var dog mere trækning end cykling så vi fandt snart landevejen.

Gudemad for sultne cyklister.

Vi brugte et par timer i Gudhjem nede ved havnen hvor vi osgå kunne tage bad i lystbådehavnen. herfetr trillede vi af cykelstien langs landevejen  ned til Svaneke.
Byen var stort set mennesketom, tydeligt at de var ved at lukke ned for sæsonnen.
Vi fandt campingpladsen som desværrre havde lukket. Vi tog chancen og gik derind fra kystsiden og slå vores telte op et ubemærket sted. 

Drømme lejrplads.

Søndag:  Svanneke – Rønne
Efter morgenkaffe og brød hos den lokale bager i Svaneke cyklede vi tværs over øen igennem Almingen og Bornholms højeste punkt Bolsterbjerg, hvor man i klart vejr kan se hele øen. Så heldige var vi ikke, da den lavthængende efterårs sol havde svært ved at brænde morgentågen af. 
Først på eftermiddagen var vi atter tilbage i Rønne efter et par afslppende dage på solskinsøen.

Hammershus.

Fakta.
Der er flere måder at komme til Bornholm på.
Tog fra København til Ystad og skift til katamaran færge mod Rønne. Rejsetid ca. 3.timer. Natfærge fra Køge til Rønne. rejsetid ca. 8 timer.
Cimber Air flyver billigt fra Billund til Rønne i sommermånederne. Rejsetid ca 1 time. 

Gudhjem.

Overnatning
Vi havde telt med og camperede vildt, samt på en lukket campingplads.
Der findes flere gode vandrehjem og pensioner.

Der er mange fine cykelstier.

Gode Links.
Cykelruter på Bornholm
Cykel Bornholm Info

Shelter ved Almingen.

Eventyrvejen over Hardangervidden

Nogle hundrede kilometer far Oslo lokker det uberørte fjeld og en storslået natur. Og dette kan du faktisk opleve på to hjul, nemlig Rallarvejen.  En Rallar er en omrejsende arbejdsmand med speciale i stenarbejde, brobygning og tunnelboring. Disse kom tilrejsende fra hele Skandinavien for at bygge et af de største anlægsarbejder i Norge,
nemlig Bergensbanen.
Rallarvejen er et stykke norsk kulturhistorie. Det er den smalle anlægsvej som Rallerne møjsommeligt anlagde i forbindelse med linieføringen af Bergensbanen fra Haugastöl til Voss. Det tog 8 år alene at anlægge vejen, mens hele bergensbanen drænede et helt statsbudget og 15.000 mands arbejde inden Kong Håkon den 7 i 1909
kunne foretage den højtidelige åbning.

Indtil 1970 levede Rallarvejen en glemt tilværelse, men blev så istandsat ved hjælp fra Norsk Vandrelav som
arrangerede arbejdslejre et par somre. Men først i slutningen af 1980 erne kom der for alvor gang i cykeltrafikken og i de seneste år er den nærmest eksploderet.
Da Rallervejen følger Bergensbanen er der rige muligheder for individuelle cykelture på alle niveauer. Man kan cykle hele vejen, og overnatte på fjeldet i telt (allemansretten) eller benytte en af de mange DTN hytter
undervejs. Cykler man fra Haugastøl mod nord kan langt de fleste klare turen mens den modsatte vej er temmelig krævende da man her får alle de voldsomme stigninger. Desuden skal man også køre mod strømmen. Selvom andre typer cykler også kan gøre det, vil jeg helt klart anbefale en mountainbike til turen.  Fuld oppakning vil jeg kun anbefale hvis du er en rutineret turcyklist. Det er en grusvej og visse steder af meget dårlig kvalitet.

I dag er Rallarvejen Norges populæreste fjeldrute for cyklister og den byder på fantastisk natur fra barsk højfjeld til grønne dale , evig sne og brusende elve. Hertil kommer det norske fjeldvejr, temmelig uberegnelig, fra blå himmel og 25 grader til regn og tøsne og få grader. 

Haugastøl – Finse 27 km
Rallarvejen har sit udgangspunkt i Haugastøl 988 m.o.h.  Herfra går det moderat opad indtil Finse 1222 m.o.h. Efterhånden som vejen fører gennem dalene og langsomt løfter en højere til vejrs skifter  landskabet karakter. Trægrænsen ligger væsentligt lavere her end i f. eks. alperne.  Landskabet er derfor meget barskt og bart. Omkring Hestebothvatnet er der i klart vejr en flot udsigt mod Hardangerjøkulen som er en glether.
Strækningen er den mindst krævende, men byder på masser af uspoleret natur.

Finse – Hallingskeid 19 km
Finse er Norges højst beliggende jernbanestation. Den består 120 huse og mellem 25 og 50
mennesker arbejder her hele året. Foruden stationen findes her også en DNT turisthytte, en dagligvarebutik og en rallarmuseum. Finse er et godt udgangspunkt for dagsture i området.  En anden mulighed er vandring
på Hardangerjøkulen. Fra Finse cykler man nu langs den gamle linieføring op mod turens højeste punkt ved Fagernut som er 1350 m.o.h.

Toget tager den direkte vej gennem den 10 km lange tunnel.  Strækningen er utrolig smuk, men vejen er meget dårlig, med store sten.  Fra Fagernut går det nedad, stadig af dårlig vej.  Og ved Kvinå skal man af
cyklen og ind i den gamle jernbaneoverdækning for at krydse.  Herefter går ned til Låghellervatvatnet hvorfra der er et flot view tilbage mod fjeldet og den gamle jernbaneføring. Desværre skæmmes dette smukke landskab af de mange overdækninger af jernbanen som er lavet for sneskred.  De er udført i blik, men bestemt ikke særligt kønne.

Hallingskeid – Vatnahalsen – Myrdal 17 km
Fra Hallingskeid skifter landskabet fra det barske og golde til frodig grøn lavvegetation.  Specielt turen
ned gennem grøndalen er meget smuk og turens højdepunkt er selvfølgelig turen ned langs Kleivagjelet. Tag dig god tid, ryger man ud over kanten kommer man ikke op igen. Larmen fra den brølende elv er enorm. Vel nede går det langs de to søer Seltufvatnet og Reinungavatnet om til Vatnahalsen.  Kik op og læg mærke til jernbaneføringen, imponerende…
Ved Vatnahalsen er der en lille vej op til Myrdal Station hvorfra man kan tage toget til Uppsete hvorfra Rallarvejen
forsætter til Voss.

Vatnahalsen – Flåm 20 km
For de eventyrlystne skal man ned til Flåm. Flåm er mest kendt for sin jernbane som går fra Myrdal
station i 867 meter og ned til Flåm som ligger i 0 meter. Dette gør den over 20 km og for størstedelen inde i tunneler hvor den stor sig i spiraler ind og ud af fjeldet. Den er absolut en tur værd. Turen på cykel er ikke mindre imponerende. Fra Vatnahalsen og ned til Kårdal skal men ned gennem 21 hårnålesving, og jeg siger det er stejlt og
stenet. Som i mit tilfælde med fuld oppakning er der kun en måde, trække. Om man kan cykle op skal jeg være usagt, jeg mødte ingen…
Undervejs er der mange flotte views til Kjosfosen.  Fra Kårdal går det af asfaltvej ned til Flåm som ligger utrolig smukt inde i bunden af Aurlandsfjorden.  Herfra kan man så tage toget (eller trække op) til
Myrdal. En anden mulighed er at tage en af de mange fjordbåde om til f.eks. Gudvangen og herfra forsætte. Men det er en anden historie som du kan læse under Turcykling i Norge.

Bedste rejsetid:
På grund af de store snemængder som kan ligge på fjeldet helt hen på sommeren er den bedste rejsetid fra midten af juni til midten af september. Det er en god ide at ringe i forvejen til Geilo Turistservice på tlf. 0047 32 08 84 00 og høre om den aktuelle situation. Hvis der ligger for megen sne er det muligt at tage toget mellem Finse og Hallingskeid.

Norge for krop og sjæl, siger vores nordiske broderfolk i tv-reklamer, og noget er der om det. Få lande har så storslået og afvekslende natur. Dertil kommer de lyse nætter og midnatssolen. Sammen med de gode utrafikerede veje, gør det landet perfekt til cykling. Efter at have lagt hårdt ud med regulær offroadkørsel på Rallarvegen befandt jeg mig nu i bunden af Audlandsfjorden i Flåm, ventende på båden til Gudvangen. Skyerne hænger endnu tungt efter gårsdagens regnvejr, og luften er fugtig og klam.

Jeg må pænt vente, indtil en busfuld japanere med hele udstyret i elektronisk fotoisenkram er kommet om bord på den lille flyvebåd. Jeg og min tohjulede følgesvend bliver placeret nede i agterstavnen. Snart går det derudad i rasende tempo, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at det er lidt paradoksalt at tage herop for at nyde freden og roen og den storslåede natur, og så blive transporteret i et sådant larmende fartuhyre. Nuvel det er den eneste vej ud fra Flåm hvis man ikke er indstillet på en en 200 km omvej.
Oppe på øverste dæk er det helt store show i gang. Fra højtalere drøner informationerne om stedet ud på 6 sprog inklusive japansk. Japanerne skal forevige alt og alle. På den times tid, turen varer, bliver der brændt flere film af, end jeg bruger på et helt år.
På vej ind i Gudvangsfjorden får kaptajnen øje på en flok sæler, som ligger på klipperne og hviler sig. Med stor forsigtighed nærmer vi os, så de mange turister kan tage billeder. Men min begyndende taknemlighed for at tage hensyn over for andre levende væsener brister brat, da vi lægger fra med brølende turbiner og de stakkels dyr må flygte over hals og hoved…

Det er derfor med stor lettelse at jeg atter går fra borde i Gudvangen efter denne opvisning I vulgær turistførelse.
Fra Gudvangen går det jævnt opad mod Stalheim, hvor det begynder at regne. På rastepladsen er afsætningen i friske moreller faldet så meget, at ungersvenden er faldet i søvn helt upåvirket af regnen.  Jeg forsætter mod Gravin af en nedlagt jernbane,  hvor jeg møder et par andre danske turcyklister. Vi udveksler kort destination og god tur, ingen unødvendig snak her. Det er vist ret typisk for turcykelfolket.  Ved Skjervfossen bryder solen igennem, og lyset laver en flot regnbue i det forstøvede vand. Norge er kendt for sine lange dybe fjorde, og ved Granvin støder jeg på Hardangerfjorden, som jeg følger de næste dage.
Lige så kedeligt og trist Norge er i regnvejr, lige så smukt og storslået fremstår landet  i solskin.  Efter et par dage i gråvejr kommer solen endelig igennem, og man kan nu nyde de flotte omgivelser.

Stavanger
Efter et par dage med masser af fjorde som skal krydses med de små færger ankommer jeg til oliebyen Stavanger, hvor jeg har en dag til at kikke på byen som oser langt væk af velstand og oliepenge.
Sidst på dagen ankomme de andre sydfra som jeg skal slå følge med de næste 14 dage.

Mørke tunneler
En anden norsk specialitet er de rigtigt mange, meget lange og meget mørke tunneler. Og når jeg skriver mørkt, så er det absolut mørkt. En cykellygte er ikke meget bevendt her. Den kan lige oplyse de hvide vejstriber (hvis der er nogen). Midt inde i en 3 km lang tunnel lærer man hurtigt at sætte pris på dem, specielt når man flere gange har været helt over i den modsatte side. Verden herinde er anderledes. Ens sanser fungerer ikke rigtigt, man mister fornemmelsen for retning og tid.  Selv en kilometer føles uendelig lang. Ved møde med modgående biler er man blændet længe efter og er nødt til at stoppe, før øjnene igen har vænnet sig til mørket.

Röldal og Haugelidfjeld
Röldal ligger smukt i bunden af Röldalsvatnet. Röldal er kendt for en af Norges ældste og bedst bevarede stavkirker. Vel ankommet til campingpladsen i strålende solskin og 25 graders varme var  forventningerne til morgendagens tur op over Haugelidfjeld naturligvis i top, men ak, endnu engang skulle det norske vejr vise sin mindre pæne side.

Næste morgen er alt i gråt og med finregn. Ved den første tunnel, som er lukket for cyklister, kommer man ind på den gamle pasvej, som bugter sig stejlt op ad bjerget. Et stykke oppe holdes en ufrivillig pause, da en flok geder spærrer vejen. Begrebet skyhed kender de vist ikke, næh tværtimod, de er enormt nysgerrige, og har man lidt spiseligt, bliver man nærmest overfaldet.
Regnen er begyndt at tiltage, og der blæser en meget kold vind.  Gruppen er spredt for alle vinde, og ved Haugelidsæter beslutter jeg at vente på de andre. Det er råkoldt, og snart sidder vi alle bænket inde i varmen over en kop kakao og lidt kage, som hurtigt bliver til mere kakao og mere kage,  trods de ublu norske priser.  Da vejret denne dag åbenbart ikke er med os, må vi igen ud og trodse elementerne. Selvom skyerne hænger lavt, får man alligevel et indtryk af landskabet, som er barsk og storslået.  Turen af den næsten snorlige vej hen over fjeldet får en til føle sig meget lille.  Nedkørsel er en sand lidelse med regnen piskende ind i ansigtet, der virker som små kolde stik. Et par sokker må gøre det ud for handsker.

Et stykke nede er det helt store souvenircirkus opstillet. Hvad med en udstoppet elg, eller en ræv til 9.000 NOK… nå ikke, men et elgklistermærke blev det da til.  Det regner stadig, da vi når campingpladsen, og de magelige beslutter at deles om en hytte. Campingfatter forsøger at overtale os til en luksuslejlighed med sauna og tv, men vi nøjes med en lille trepersoners hytte, hvor vi klemmer os fem personer sammen.  De medbragte 20 meter snor bliver hurtigt brugt til at hænge det våde cykeltøj til tørre.  Fuld tryk på elvarmen og gang i mandehørmen med cola, yankiebar og gode historier.

Offroad
Små fjorten dage efter går turen atter forbi Geilo, som nu viser sig fra sin bedste side med fint vejr. Der bliver tid til en overliggerdag og lidt offroadkørsel på fjeldet uden baggage. Herlig fornemmelse at flyve op af fjeldet uden den ekstra vægt. Målet er Prestholtskarvet. Efter først at være kommet op over byen og op på selve fjeldet åbenbarer sig et fantastisk landskab. Kun Prestholtskarvet rager op her, ellers er landskabet meget fladt og tundraagtigt. Oppe ved sæteren slutter jordvejen og går over i en sti. Jeg forsætter et stykke endnu, men må snart have cyklen på nakken. Vandrene kikker måbende, da jeg kommer gående med cyklen. Et godt stykke oppe kan jeg ikke komme længere på grund af glejtcesne. Turen ned er ren kemikaze.

Ved sæteren sætter jeg mig og får en kop kaffe og hjemmelavet vafler med flødeskum og syltetøj. Jeg nyder udsigten mens jeg gør status over hele turen. Fra nu af går det mod syd til Oslo og færgen tilbage til det lille flade fædreland. Men et er sikkert, det er ikke sidste gang jeg skal op og kikke på fjeld og fjord.

Island på mountainbike af Frank Hollinger

Vulkanøen i det høje nord lokker mange udenlandske gæster. Frank Hollinger tog mountainbiken med. Læs uddrag fra en spændende dagbog.

Søndag 2. juli – Atlanterhavet kysser stille Akranes’ kyst få meter under os. Ikke en vind rører sig. Stilheden brydes kun af lyde (snorken?) fra edderfugle, der vugger i bølgerne 20 meter fra vores telt. Ude over havet mod nordvest synker solen ned bag den sneklædte vulkan Snæfellsjökull i det fjerne. Vi er stået op midt om natten for at se solen berøre kanten af vulkanen for derefter at stå op igen. En fantastisk nat, der står i skarp kontrast til aftenen før, hvor vi landede på de få meter, der var mellem de regnfyldte skyer og landingsbanen. Island har sandelig mange ansigter

Tirsdag 4. juli – Vi er fanget i stormregn på toppen af halvøen Snæfellsnes. Dråberne pisker vandret gennem luften. Her midt i passet synes vindhastigheden størst. Det startede for en time siden som støvregn og nu dette… Gudskelov har vi medvind, men det er en temmelig beskidt affære. Grusvejen bliver mere og mere opblødt, floder af vand fra himlen fylder hullerne i vejen og sprøjter op, hver gang hjulet ryger i. Vi kigger på hinanden, griner og veksler nogle ord om vejret på Mallorca i juli. Der er ikke andet at gøre end at grine lidt af det hele og blive enige om, at charterturisterne sandelig går glip af noget…

Onsdag 5. juli: – Vi er sat skakmat. Ikke af en punktering eller udstyr, der bryder sammen, men af vejret… Færgen til Vestfjordene fra Stykkisholmur til Brjanslækur er aflyst. Selv de barske fiskere bliver hjemme. Deres små kuttere ligger stille i havnen i Stykkisholmur.
Stormen finder vej ind i havnen og bådene kastes fra side til side, selvom havnen ligger godt i læ af de store basaltklipper. De eneste i Stykkisholmurs gader er turister som os, der strider sig gennem stormen. De fastboende holder sig fornuftigt indendøre. Torsdag 6. juli: – Stormen raser ufortrødent. Vi fik ikke sovet særlig godt i nat. Larmen fra stormens rusken i yderteltet var for voldsom. Vi må blive i Stykkisholmur og vente på, at den lægger sig. Det er nytteløst at stride sig gennem stormen på cykel. Tankstationen foran campingpladsen bliver vort opholdssted det meste af dagen. Her er frisk kaffe på kanden og et sandt mylder af mennesker, der står af og på bussen. Tankstationen er virkelig byens omdrejningspunkt

Fredag 7. juli: – Vi sidder foran teltet ved Hvammsfjördur og betragter skyerne, der raser over himlen. Stormen er ved at lægge sig. Undervejs spredes skyerne, mens de skifter farve fra sortgrå til lysegrå. Sceneriet er fantastisk og kulminerer, når midnatssolens lange stråler bryder igennem og rammer undersiden af skyerne og byen Budardalur på den anden side af fjorden. Målet for morgendagen. Tankerne går tilbage til dagens oplevelser, hvor vi besluttede at lægge ruten om og droppe ideen om at opleve Vestfjordene. Vi kunne ikke blive ved med at vente på, at færgen sejlede igen. – Så bliver der mere tid til lidt vandring i højfjeldet i næste uge

Nyfalden sne
Søndag 9. juli: – Udsigten er formidabel. Kampen mod bakken har lønnet sig. Mod syd ligger de sneklædte bjerge i højlandet, mod nordvest vokser nordkystens stejle klippevægge lodret op af Danmarkstrædet.
En fascinerende tanke at næste stop mod nord er Grønland få hundrede kilometer borte og Nordpolen. I det fjerne mod nordøst ligger konturerne af Vestfjordenes stejle klipper. Skråningerne er dækket med sne. Sommeren er simpelthen ikke nået derud i år. Vi ryster lidt ved tanken om, hvor koldt det ser ud og fortryder pludselig ikke, at vi droppede Vestfjordene. Nordkysten er kold nok til os. Det sidste døgns tid er temperaturen faldet. Der var 5C ude foran teltet i morges og på bjergene bag os ligner nattens nyfaldne sne flormelis, som er drysset på store mørke sandkager.
Rundt om os stryger lokale regnbyger over en urolig himmel med kraftig vind nordfra. Regnbygerne står klart aftegnet med lodrette streger af vand, der vælter ned. Vi er endnu ikke blevet våde, men bliver alligevel ramt: Store kager of mudder har sat sig fast mellem dæk og stel efter en strækning, hvor en byge var kommet os i forkøbet og havde blødt vejen op til et ælte. Der er ikke andet at gøre end at stoppe og forsøge at skrabe mudderkagerne af. Vi flyver over skyer

Tirsdag 11. juli: – De store lastbiler suser tæt forbi os. De forsøger at trække ud, men den lige så tunge modkørende trafik gør det ikke muligt. Det korte stykke på Ringvej 1, som vi ifølge kortet er nødt til at cykle på, synes længere end nødvendigt. Vi ønsker os hjem til de trygge cykelstier i Danmark og forsøger at lede tankerne på flugt og få dette overstået så hurtigt som muligt. Det er tænkeligt, at Islands vareforsyning er afhængig af denne ringvej, der forbinder de fleste større bysamfund, men egnet til cykling er den ikke.
Det flotte høje vejr, som dagen startede med, ender brat, da store mørke skyformationer trækker ned over kysten fra nord.
Temperaturen falder. Klokken er ni om aftenen og der er endnu 20 km til Blonduos, som er målet for denne dag. Vejen er nyasfalteret og løber på en hylde i bjergsiden. 100 meter under os er der en stor græsslette med spredte gårde ud til den store fjord Hunafloi. Sletten ligner et stort stykke grønt stof, som er spændt ud mellem de stejle bjerge. Små prikker, der viser sig at være flokke af de bredryggede islandske heste, som løber legende rundt. Tågen fra havet og fjorden trækker langsomt ind over sletten og inden længe forsvinder landskabet og hestene i tågen under os. Det går ned ad bakke på ny asfalt. Vi suser afsted. Det føles, som om vi flyver over skyer. Udstilling af velstand Blönduos er så stor en by, at den kan prale af et bytorv med et rådhus, posthus og hvad der ellers hører sig til. Men bymidten viser sig at ligge i udkanten af byen ved de tre tankstationer på hovedvejen. Her samles islændingene i mindre træf for firhjulstrækkere i alle afskygninger. De, der endnu ikke har kørekort og mobiltelefon, er iført en mode, som er et hestehoved foran den københavnske. Denne udstilling af velstand gør alle vore forestillinger om islændinge som fattige bønder med får og heste til skamme.

Torsdag 13. juli: – Fantastisk at ligge her i Kjölur under åben himmel i næsten skoldhedt vand med udsigt til højsletten og to kæmpebræer. I den aktive undergrund mellem bræerne ligger de varme kilder, der gør dette muligt. Vandet løber til i store slanger fra henholdsvis den varme kilde i undergrunden og den nærliggende kolde bæk. Det gør godt at få de trætte muskler blødgjort. Dagens 60 km’s cykling på skærvevej har taget hårdt på musklerne i ben, nakke og arme.
Alle islændingene kører videre for at stå på ski omme på nordsiden of Kerlingarfjoll, så vi er helt alene, da vi forlader vejen på vores vandretur til de varme kilder i kryolitbjergene. Omkring os ligner de store runde kryolitbjerge med spredte sneklatter ryggene på brune kæmpeelefanter med flødeskum på. Nede fra bunden står store dampskyer op. Da vi følger den smalle sti ned til bunden, mødes vi af den umiskendelige svovllugt fra de varme kilder. Fascinerende at hullerne, hvor vandet bobler lystigt, opvarmes af den kogende aktivitet i jordens indre.

Statister i en cowboyfilm
Fredag 14. juli: – I det fjerne hvirvles støvet op af en lille prik, der bevæger sig langsomt, men sikkert over højsletten. Vi føler os hensat til en John Wayne-film, hvor diligencen i støvskyen bliver angrebet af indianere omkring næste hjørne. Et kvarter senere møder vi “diligencen”: En firhjulstrukken Lada Niva udstyret med overdimensionerede dæk og stor tagantenne, der får den til at ligne en radiobil fra et nærliggende tivoli. Denne Lada er bare en af mange firhjultrækkere, som vi møder i højfjeldet.

Overfaldet af fluer
Lørdag 15. juli: – Maverne knurrer og vi beslutter at indtage frokosten på nogle store lavaklumper ved et mindesmærke med vid udsigt over højsletten. Lavamarken ser umiddelbart gold ud, men ved nærmere eftersyn stikker små fjeldblomster hovedet op over lavaen. Der er helt stille omkring os. Ingen fugle, ingenting. Kun en svag susen fra den evige vind høres. Pludselig afbrydes stilheden af en flue, der sværmer om maden -hvor kommer den fra? Ifølge turist-brochurerne lever der ingen dyr på selve højsletten, men hvem tænker på fluer? Samme aften skal vi imidlertid sande, at det er fluerne, der hersker på højsletten. Vi må søge ind i teltet efter at være overfaldet af sværme af små irriterende fluer, der finder morskab i at kravle ind i ører, næse og øjne.

Mandag 17. juli: – I Geysir danner et par gårde, en tankstation, et hotel og en campingplads rammen om byen og de mange turister. Hovedattraktionen er den springende varme kilde Strokkur, der med få minutters mellemrum sender vand 30 meter op i luften. Vi sidder trætte foran teltet efter at være kommet ned fra højfjeldet. Medvinden og et fald på 500 højdemeter hjælper os hurtigt ned til den grønne frugtbare sydkyst. Kontrasten er næsten for stor. Efter stilheden i det øde højland er der virkelig kontrast til en tætpakket campingplads, flagrækker, postkortudsalg, souvenirboder og de mange turister, der trækkes til attraktioner som Strokkur, Gullfoss-vandfaldet og sletten Qingvellir, hvor parlamentet blev “født” for mere end 1000 år siden. Selv cykelturister vrimler det med…

Angrebet of fugle
Onsdag 19. juli: – Vi sidder i læ ved kirkemuren og nyder solen og udsigten over Atlanterhavet. Vi skal lige komme os efter forskrækkelsen, da vi cyklede gennem og kom til at forstyrre freden i en ternekoloni. Ikke nok med at de fløj truende lavt hen over os, men en enkelt terne dykkede sågar ned og hakkede os i hovedet. Vi følte os hensat til Hitchcock-filmen “Fuglene”. Vi har vendt næserne mod lufthavnen i Keflavik. Solen står højt på himlen. Termometeret viser 18°C i skyggen. Det bliver turens varmerekord. Det er en sej tur langs kysten med stiv kuling. Ikke bare vinden er imod os, men også den sandede vej langs kysten er sej at køre på. Dækkene går nogle gange går “helt i bund”, så vi må stå af og trække. Strabadserne opvejes dog af udsigten over havet og fuglefjeldet, der ved nærmere eftersyn syder af aktivitet.

Torsdag 20. juli: -Amerikanske jagerfly og helikoptere hænger i luften som terner over Atlanterhavskystens klipper. 25 km borte ligger lufthavnen i Keflavik, der er hjemsted for adskillige amerikanske eskadriller. Med disse stålfugle hængende over hovederne, ligger vi igen med kroppen under varmt vand. Skønt. Vi skal lige have det sidste varme bad med.

Fredag 21. juli: – Stewardessen serverer en islandsk øl, mens vi nyder udsigten over Island under os. Vikingen på øldåsen minder os om historien fra de farvelagte brochurer og de norske vikinger, der for 1100 år siden bosatte sig på vulkanøen. Vi bliver hurtig enige om, at der skal vikinger til at bosætte sig på en ø, hvor man er så meget i naturens vold: Jordskælv og vulkanudbrud er dagens (u)orden. Tankerne går tilbage til de tre uger i sadlen, hvor netop det uberegnelige vejr og den voldsomme natur har givet os en oplevelse for livet. Der går næppe lang tid, før vi ønsker os tilbage til den friske vind og den rene luft i Island. Antiklimaks indtræffer, da vi lander i København i 27C og den fugtige varme blandet op med bilos udenfor ankomsthallen hilser os velkommen tilbage til civilisationen

Anbefalet rejsetidspunkt
Juni – august. Fjeldvejene midt på øen er som regel lukkede til begyndelsen af juli og igen fra September.

Transport til/på øen
Færge: Smyril Line sejler hver lørdag fra Esbjerg via Færøerne og Norge til Seyaisfjoraur. Pris: Fra 4.000 kr. for en person t/r med cykel. DFDS, tlf. 79 17 79 17.
Fly: Icelandair flyver knap 20 gange ugentlig fra København til Keflavilc. Jackpotbillet t/r: 2.800 kr. Skal bestilles i meget god tid. Cykler gratis med i henhold til regler for cykler i rutefly Icelandair, df. 33 12 33 88.
Bus: Udbredt busrutenet, hvor en bus medtager et begrænset antal cykler
Indenrigsfly: Udbredt indenrigsfly
Tog Ingen togtrafik.

Kort
Fine kortserier fra Islands geodætiske institut, Landmælingar Islands: 1:100.000 (87 kort), 1:250.000 (9 kort eller 5 dobbeltkort) og I :500.000 (1 kort). Kan købes/bestilles hos boghandlere i Danmark eller købes hos boghandlere i Island, evt. hos Landmælingar islands i Reykjavik, Laugavegur 178 Sværhedsgrad Bortset fra lange strækninger med skærver eller sand på fjeldvejene og trækken af cyklen over elve er der ikke meget, der bør stoppe en. Man bør dog være (psykisk) forberedt på ustadigt, dårligt og koldt vejr og det faktum, at det stort set altid blæser.
Stigningerne er humane og sjældent alpine.

Udstyr og påklædning
Vand og vindtæt tøj er en nødvendighed.
Tag både sommer og vintertøj med, også handsker og hue.
Vandtætte støvler anbefales.
Teltet skal være et gods fjeldtelt med ekstra barduner og pløkker, der kan tåle en storm. Varm sovepose en selvfølge.
Køb vandtætte cykeltasker eller brug regnovertræk til de “gamle”. Tag værktøj og reservedele med.

Vejene
I byerne er vejene asfalterede. Ellers er resten lava. Lige så snart man forlader Reykjavik og Ringvej nr. 1 er der sjældent tung trafik. Fjeldvejene på tværs af øen er som regel lukkede for al trafik udenfor sommersæsonen på grund af vand, sne og mudder.

Priser
Det ekstremt høje prisniveau, som man hører om, er lidt af en myte. Det er dog noget dyrere end i Danmark.

Klima
Den store ukendte faktor. Skifter ustandseligt. Gennemsnitstemperatur for lavlandet om sommeren er 11 °C, hvor nordvestlandet og nordkysten er koldest. Det kan sne på nordkysten og i højlandet om sommeren.
Lyst næsten hele døgnet i juni, juli og august.

Litteratur
Heino Døygaard: Island Rundt. Skarv/Høst & Søns forlag 1992.

Nyttige adresser
Det islandske cyklistforbund, Islenski Fjallahjolakhibburinn, Box 5193, IS
Icelandair, Vester Farimagsgade 1, 1606 København V, tlf. 33 72 33 88, fax 33 9.3 8G 11, sælger flybilletter og er repræsentant for det islandske turistråd. Gratis fortegnelser over campingpladser, vandrerhjem, hotelilr, busruter, indenrigsfly etc.
Turistinformation i Reykjavik, Bankastreti 2, Reykjavik. Tlt. 00 354 5G2 3045. Fax 00 354 1G2 4749.

Nyttige links
http://www.vulkanresor.se
http://www.thur.de/~waps/island.html http://www.math.science.unitn.it/Bike/Countries/Iceland/Tour_Reports/Tour.html

En beskidt omgang.

Diset lørdag i marts. Vi er tidligt ude og på vej med Pilen i flyvende fart over
Øresund til Malmø. Frosten er gået af jorden så vi har vovet os afsted med
rygsæk, sovepose og trangia på årets første weekendtur.

Turen ud af Malmø og videre mod Skårup forløber uden
problemer.

Lige før Torup friluftsgård kommer vi ind på grusvejen og
får her første fornemmelse af hvad det er vi har begivet os ud på. Selvom
frosten er forsvundet er det kun overfladen der er tøet og al smeltevandet
ligger derfor ovenpå. Den ellers normalt fine grusvej er nu forvandlet til et
mudderpløre uden lige. Efter få hundrede meter er vi smurt godt og grundigt ind
i mudder. Gregersen giver mig et af hans karakteristiske lettere anklagende
blik. Det er hans debut i Sverige, så han havde selvfølgelig ringet et par dage
i forvejen og bl.a. spurgt om det ikke var en god ide at sætte skærme på
mountainbiken. Det havde jeg ment, var fuldstændig unødvendigt, under henvisning
til at “rigtige mænd ikke bruger skærme”. Nu måtte jeg jo nok sande at rigtige
mænd nok havde burde havet været fornuftige mænd og sætte skærme på.

Efter en lille pause ved friluftsgården og fjernelse af
det værste mudder fra cykel og tøj, bevæger vi os ind på selve vandreleden. Her
er underlagets beskaffenhed straks noget bedre. Vi holder en pause ved
Eskholmsøen hvor der er et shelter. Hurtig får vi gang i trangiaen til en kop
varm suppe. Ikke dårligt, der faktisk en smule koldt.

Snart er vi igen ude af skoven og veje og stier er godt
mudrede. Vi skal forcere en del hegn med cykel og rygsæk og trinnene er
spejlglatte. Ved indflyvningen til Sturup flyveplads, finder vi en brønd og får
vand både til ind og udvortes. En af de “store fugle” kommer i lav højde hen
over hovederne på os, og lægger an til landing Ved V. Bomhus deler leden sig i
to, en nordlig og en sydlig rute gennem Häckebergers naturreservat. Vi tager den
nordlige rute forbi Häckebergasøen. Nu bliver terrænnet mere krævende, men
samtidig også meget flot. Denne lørdag eftermiddag er ikke uden farer. Et sted
må vi over en tilsyneladende frossen sø, men under isen som revner under vores
vægt, er der ingen vand, en sjov oplevelse. Flere af nedkørslerne er desuden de
rene skøjtebaner, men alle forhindringer overvindes og vi når frem til
Kullatorpet, hvor man normalt kan får kaffe og kage, men desværre er vi for sent
ude. De lukker klokken tre.

Tiden er fremskreden, så i stedet for at cykle helt op
til shelteret ved Romelstugaen, tager vi en lille afstikker mod syd til Bilarp,
hvor vi finder et ledigt shelter inde i skoven. Der har været nogle
dagsvandrere, så bålpladsen er endnu varm og med gløder. Brænde er her nok af,
så snart knitre bålet lystigt. Efter den obligatoriske travellunch og portvin
går snakken lystigt om dagens oplevelser. Desværre blæser det en smule og
uheldigvis lige ind i selve shelteret. Da vi kun har marts måned begynder kulden
også at kunne mærkes, så snart må vi krybe i poserne. Vi skiftes til i løbet af
natten at holde gang i bålet.

Næste morgen har det regnet og der ligger en klam tåge
over området. Hurtigt får vi pakket sammen og kommer i det klamme cykeltøj som
lugter fælt af røg. Vi begiver os igen nordpå ind på selve Romelåsen som er
turens højdepunkt. Terrænnet er krævende og ikke mindst fordi det er fugtigt og
mange steder spejlglat af is og mudder, må vi af cyklen mange gange og trække og
bære. Oppe ved selve Romelstugaen som også fungerer som vandrehjem er der i
klart vejr en fantastisk udsigt ind mod Malmø og København.

Vejret er ved at blive varmere og solen begynder så småt
at titte igennem. Det sidste stykke op til Hällestad er en skønsom blanding af
asfalt og grusveje. Ved Skryllegården indtager vi en velfortjent middag på
terrassen. Jo nu er foråret vist på vej. Turen hjemover foregår på asfaltered
biveje med pivende kæder, som efter weekendens stradbasser er ræverøde.

Fakta
Romelåsen er ligesom Söder og Hallandsåsen
geologiske efterladenskaber fra istiden, men noget mindre og knapt så
vildt.
Udgangspunktet for ruten er Torup frilufsgård mindre end 15 km fra
Malmø. Turen fra Malmø går det meste af vejen, af en nedlagt jernbanelinie. Sørg
for at tage den direkte vej ud af byen. Hvis du vælger cykelstinettet får du set
hele Malmøs forstadskvarterer og en ekstra 10-15 km…
I modsætning til
Hallands- og Söderåsen er Romelåsen mere åben med skiftende landskaber og
vegetation. Flere steder især i starten skal man af cyklen og bære den over
indhegningerne for at krydse marker og enge med græssende dyr. Alternativt kan
man overnatte på vandrehjemmet Romelstugaen som ligger meget flot.

I skovens dybe stille ro

Optakten
Sverige er et dejligt land og for mountainbikere et sandt paradis. Söderåsen og Romelåsen er for længst blevet opdaget af eventyrlystne Københavnere som efterhånden syntes at de samme spor er blevet lidt for kedelige.
Men fortvivl ej. Rent faktisk behøver man ikke at skulle længere nordpå end Halmstad for at finde nye udfordringer. Er du til store uberørte skovområder i et meget kuperet terræn, og indstillet på ikke at møde en sjæl så
læs her. Man kan selvfølgelig cykle derop, men er tiden knap er det mere hensigtsmæssigt at tage cyklen med toget. Fra Helsingborg kan man få sin cykel med toget som expressgods. Cyklen afleveres og kommer med samme tog som du selv er med. Det er muligt at få få cyklen med til 170 stationer i Sverige.

Eventyret tager sin start
Det er en fin september aften og vi er lige ankommet til Halmstad. Nu må kortet frem, da vi skal finde hurtigt ud af byen. Målet er Simlångsdalen 20 km mod øst. Skumringen kommer hurtigt og snart er det mørkt. Nu har vi god gavn af vore halogenlygter. Ude på den nedlagte jernbanevæk fra landevejen er det virkelig “Halland by night”. Snart når vi Simlångsdalen hvor Hallandsleden krydser. Det er meningen vi vil følge den de næste par dage.
Da vi kommer ind i skoven bliver det for alvor mørkt, og man fornemmer ikke hvor kuperet terrænnet er, bl.a derfor får Frank stillet sit gear så uheldigt at det låser sig fast, midt på en stejl stigning. Snart når vi frem
til shelteret som desværre er optaget af en flok lokale svenskere, hvorfor vi må slår lejr ved søen og benytte en badekabine som shelter. Det er en af de ting man må være forberedt på. Snart knitrer bålet og trangiaen snurrer lystigt. Menuen står på tatellie med tomatsovs og rødvin. Tidligt næste morgen ligger efterårstågen tungt over søen men snart letter den i varmen fra solen. Hurtigt pakker vi vores grej i rygsækkene og cykler videre.

Ensomheden
Efter Simlangsdalen begynder vi at bevæge os mod nord, ind i de store skovområder, væk fra civilisationen. Vi cykler af småstier og passerer en mængde søer og små vandløb. Det ene øjeblik på toppen og nyder udsigten over en sø og lidt efter omgivet af tæt nåleskov og total stilhed, jo det er utroligt afvekslende og har en fantastisk virkning på sjæl og krop. Efter en kort tilbagevenden til civilisationen i Oskarstrøm, hvor vi tanker proviant fortsætter vi vor færd ind i ødemarken. Sidst på eftermiddagen finder vi et shelter på en lille halvø med en fossende bæk på hver side. Det bærer præg af at det er meget længe siden her har været nogen. Det er yderst forfriskende at få vasket sig ren i den fossende bæk, og skiftet det efterhånden noget svedige cykeltøj ud med noget rent. Igen trylles der en velsmagende og cykelnærende menu frem på trangian.

Eventyret tager sin slutning.
Søndag morgen, luften er fugtig og duggen hænger stadig i græsset, mens vi tanker vand ved en ensomt beliggende
ødegård. Et af de få huse vi ser denne formiddag. Langsomt bevæger vi os mod Getlinge men langt fra den lige vej, nej vi må forcere et par højdedrag eller tre inden vi endelig bevæger os ud af de hallandske højder. Kort før byen
begynder det at regne hvorfor vi beslutter at cykle op til Falkenberg og tage toget hjem herfra. På vejen laver vi en afstikker helt ud til kysten og får et glimt af den begyndende skærgård.

Udstyrliste
Det er vigtig at have det rette udstyr hvis turen skal være en fornøjelse. Vægten skal begrænses mest muligt, husk du skal have det hele på ryggen. ( max. 5-8 kg.)

Rygsæk 35-40 l gerne dråbeformet som sidder tæt til ryggen. Sovepose letvægtsmodel ca. 1 kg.  Liggeunderlag ThermaRest fylder meget mindre og er meget komfortabel. Bioarkpose til hvis du ikke kan finde et shelter og skal sove under åben himmel, vandtæt og varmeisolerende. Trangia og sprit til at tilberede mad på, Husk tændstikker… Gider du ikke selv at tilberede maden og skal det være let, kan du med fordel bruge Travellunch som er frysetørret mad der smager udmærket. Suppleret med brød har du et fuldt måltid. Neskaffe, te, brød og ost til morgenmaden, evt. noget frugtpålæg. Supler med din favorit power bar eller chokolade. Skiftetøj skal begrænses og være let, lærredsbukser, joggingbukser og en flece. 2 store vandflasker. Klikpedaler vil jeg kun anbefale hvis du er rutineret, jeg er selv væltet et par gange og slået mig temmelig slemt, fordi jeg ikke nåede at komme ud. Et par gode støvler er også bedre at gå i når cyklen skal bæres. Lommekniv og en lygte og ikke mindst lappegrej, pumbe og nødværktøj.

God tur…