CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Farvel til Nepal Farvel til Nepal
Bike Italiens første mpountainbiketur til Nepal er afsluttet og blev en succes. Læs Hanne Nedergaards beretning fra verdens tag Farvel til Nepal

nepal03

Farvel til Nepal… (Skrevet af Hanne Nedergaard)

Allerede i september 2012 var rejsen bestilt, og vi var klar til at rejse til et fuldstændigt ukendt område af verden. Ukendt for os i hvert fald! Vi havde bestilt en 14 dages cykelrejse til Nepal med Bike Italien. Det var helt uvirkeligt. Nu er vi kommet hjem, og vi har stadig denne fornemmelse af uvirkelighed siddende i kroppen. Uvirkelig, fordi denne rejse var en kæmpe oplevelse! Et Indiana-Jones-lignende eventyr udspillede sig i 14 fantastiske dage sammen med en flok cykelmotionister fra Italien og Danmark. Vi cyklede igennem nærmest ufremkommelige landskaber, hvor 8.000 meter bjerge tårnede sig op på den ene side, og dybe afgrunde svimlede på den anden, på et underlag, der skulle vise sig at være hovedvejen mellem Pokhara og Jomsom – den kunne ikke matche selv de dårligste grusveje i Danmark! Sten og huller i alle størrelser begrænsede os til en gennemsnitsfart på omkring 6 – 8 km i timen, Dette var en færdselsåre, der blev betjent af busser, 4 hjuls trækkere, heste, æsler, geder og så os cyklister. Vi cyklede igennem landskaber, hvor ingen trekkere nogen sinde havde sat deres ben, og vi mødte de mest imødekommende mennesker, der trods deres åbenlyse hårde arbejde var klar til at kommunikere med os. Vi kæmpede os op på høje bjerge (max. 3.800 m), og netop på grund af vejforholdene (bidende modvind) kæmpede vi os også ned igen! Igennem de smukkeste landskaber, hvor alle vore sanser blev stimuleret og adrenalinen konstant galopperede rundt i kroppen!

 nepal02

Turen er meget svær at beskrive (i korte vendinger) – vi var havnet i kontrasternes land! Kontrasten mellem nutid og datid og med en teknologi, der blev anvendt i vort bondesamfund for 150 år siden. Uden konstant elektricitet og andre fornødenheder, men hvor alle nepalesere med respekt for sig selv har en mobiltelefon; ja selv bjergbønderne i Annapurna! Kontrasten mellem den ultimative skønhed og Nepals uoverskuelige affaldsproblem…! Kontrasten mellem rig og fattig, hvor vi mødte de mest imødekommende og smilende mennesker og oplevede, at de lever i små lerklinede huler og skure. Indimellem disse minimumsbeboelser knejsede pludselig tilsyneladende nye ogflotte villaer. “Hov, hvad er der sket her?” …blev man fristet til at spørge? Kontrasten mellem by og land med totalt kaos i byen, hvor enorme mængder af mennesker gik, kørte, trak og cyklede rundt uden ordentlige veje og medtrafikregler, vi aldrig gennemskuede og en luftforurening, der var ekstrem! Hvor vi på landet oplevede roen, et folk tilsynelandende uden bekymringer og en ufattelig skønhed, der får én til at ønske sig tilbage… nuuuu!

nepal04

Rejsen er afsluttet, og vi kan kun opfordre alle, der har lyst til at udfordre sig selv under rimeligt kontrollerede og organiserede forhold i at prøve! Hele rejsen var præget af total gennemgribende god planlægning! Guiderne, både de nepalesiske, italienske og danske havde fuldstændig styr på logistikken. Vi blev indlogeret på rimelige hoteller, og maden var meget bedre end sit rygte!

Tak til Ox og Saures, vore nepalesiske guider for deres imødekommenhed og logistiske evner. Tak til Andrea, vor italienske guide, som konstant havde fornemmelsen af, hvordan vi motionister havde det på de daglige etaper. Og tak til Bike Italien og Joachim Jerichow for en utroligt velorganiseret tur…! 

Link

CYKELPORTALEN