CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Et hjulet anhænger griber problematikken an på en lidt anderledes måde


Extrawheel har svært ved at holde balancen når den ikke er monteret på cyklen.

Vi  har tidligere testet både BOB og Monoporter anhængerne som begge er to meget fine eksponenter for det ethjulede anhænger princip. Nu har endnu  en kompetant meldt sig på banen.  Extrawheel er en polsk anhænger som bringer konceptet en del videre ikke mindst  med sit genialt simple design og lave pris.

Extrawheel er opbygget centralt omkring et stort 700 C forhjul, som er skruet fast på en stålramme monteret med en skærm. Ud over ramme og skærm er spændt en kraftig PVC vævet dækken. Selve bagagen lægges i de  to store netposer som kan reguleres med en smart hitch knude.

Afprøvning.
Anhængeren har fungeret upåklageligt gennem de sidste 4 måneder under alle forhold. Som daglig indkøbsanhænger er den optimal, da de to netposer på hver side fungerer som indkøbsposer hvor man hurtigt og bekvemt kan lægge alle sine indkøb, uden at skulle tænke nærmere over at befæstige dem.  Selve befæsttigelsen til cyklen foregår ved hjælp af et system meget lig det man ser på BOB anhængeren. Stikakslen udskiftes med en lidt længere, hvorpå de to øjne på fjederståls gaflen sættes ud over. Netop brugen af fjederstål gør at der ikke skal benyttes låsepinde for at holde den på plads da fjedervirkningen i sig selv holder den på plads. Systemet virker upåklageligt og har holdt både on- og offroad.


Den simple men effektive montage ved stikakslen

Når du skal feriecykle kan man vælge at benytte sine eksisterende cykeltasker. De pakkes som normalt og lægges i nettene på hver side. Umiddelbart virker det noget akavet, men det fungerer fint i praksis, ikke mindst fordi taskerne er placeret lavere end på en traditionel bagagebærer. Alternativ kan man pakke sine ting i vandtætte sække ala det som kano og kajak folket gør.


Den smarte hitch knude og advarslen mod at sidde på anhængeren.

I modsætning til både BOB og Monoporter bevarer Extrawheel i højere grad  sin gode køreegenskaber helt op til maksimum vægten på de 30 kg.  Der er absolut ingen slinger i valsen her. Den meget stive ramme, det store hjul og den smalle bredde har afgjort en positiv indflydelse her.  Det store hjul giver en meget fin og rolig kørsel. Med et standard taiwan hjul og dæk vejer den samlede anhænger kun 4,5 kg hvad der er mere end et kilo lettere end sine nærmeste konkurrenter. Man kan uden problemer  sætte et lettere hjul og et smallere dæk på, for yderligere vægtreduktion.
Eneste ulempe er håndtering af den fuldt lastede anhænger ved parkering. Den kan bare ikke stå selv, og bliver meget ustabil at håndtere så snart den tages af cyklen.  En fiks detajle er skulderremmen som gør at den let kan bæres over skulderen.


Den geniale fjederståls ramme og den fuldt lastede anhænger bagfra.

Konklusion
Hvis man kan tale om en folkeudgave af den ethjulde anhænger må Extrawheel være en oplagt kandidat. Den er genial enkel, klassens letteste og med en meget atraktiv lav pris. De gode køregenskaber bevares selv ved maksimum last. Desuden er  konstruktionen oplagt for yderligere optimering med et lettere og bedre hjul og dæk.

Pris:  1400 kr.

December 2006.
Extrawheel er siden kommet i en ny forbedret udgave hvor stivheden af rammen er øget og der er kommet et bedre hul og dæk, som valgfrit kan vælges i to størrelser, 26″ og 700C. Desuden følger der nu også et par vandtætte transportposer med.

Maj 2009
Der er nu også en letvægstudgave på 3,5 kg i programmet hvor man benytter cykeltasker.

Link

 

CYKELPORTALEN