CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Siden starten tilbage i 1991 hvor Eurobike startede under beskedne kår i små udstillingshaller og telte, har den nu udviklet sig til verdens største...

 

 

Siden starten tilbage i 1991 hvor Eurobike startede under beskedne kår i små udstillingshaller og telte, har den nu udviklet sig til verdens største cykelmesse. Efter bygningen af de nye messehaller for tre år siden er udstillingen vokset eksplosivt så den i dag fylder samtlige 11 haller og mere end 39000 m2.  Med over 800 udstillere fra hele verden , er den blevet noget af en mastodont.

At tale om nogen trend  år efter år, er efterhånden et temmelig udvandet udtryk, da branchen bevæge sig i flere retninger. Skal man kort opsummere er:
kulfiber stadig trendy, i hvert fald  når talen falder på racercykler. Det bliver stadig billigere og billigere, men udstillingens letteste cykel skal sjovt nok ikke findes blandt kulfibermodellerne. På mountainbike området syntes niveauet at være fundet og her er aluminium stadig meget udbredt og den fuldtafjedrede MTB har så sandelig ikke væltet hardtrailen af pinden endnu. Også titanium er godt med men med få undtagelser stadig i den eksklusive klasse.

Sportscykler er den nye trend, som de fleste producenter har kastet dig over. Også her er kulfiber fremherskende. Spændende er det at se tur og trekkingcykler nu endelig bliver lettere.  Også markedet for foldecykler og klap sammen cykler i meget høj kvalitet i vækst. Folk rejser som aldrig før og her er det fint at kunne have sin cykel med uden at den fylder særlig meget.  Endelig er der den store underskov af specialcykler i form af liggecykler, tricykler og elcykler.

 

Eurobike Award

 

I år havde fabrikanterne mulighed for at indstille deres produkter i en konkurrence Eurobike Awards hvor de bedste produkter af en jury fra cykelindustrien blev belønnet med henholdsvis en guld, og sølv award.
Der opstillede 210 produkter fra 14 lande. De 54 bedste blev vist på udstillingen. Blandt dem blev fundet tre guld og ni sølv vindere.

 

Når man bevæger sig rundt i de ”hellige haller” bliver man overvældet over den mangfoldighed som cykelindustrien rummer, lige fra de store veletablerede firmaer med mere end 100 modeller i programmet til de små garagefirmaer hvor det er indehaveren selv som står på standen og entusiastisk fortæller om sit nye vidunder.


Shimanos største nyhed var den nye 105 serie som nu ligner sine større og dyrere søskende til forveksling. Funktion og kvalitetsmæssigt er den helt klart rykket en klasse op. Du kan læse vores testen af den nye Shimano 105 gruppe her.


At Shimano spænder vidt ser man tydeligt på denne spændende prototype, stadig i plastik, på deres nye kommende fuldt elektroniske Smover serie hvor en lille computer styrer gear og affjedring automatisk efter kørestil og terræn. 

 

 

Airborne er et internetbaseret firma som får produceret prisrimelige titaniumsrammer i Kina. De viste denne lækre MTB med mange flotte detaljer i selve forarbejdningen.

 

 

Retrobølgen har også nået cykelbranchen, f. eks Bico viste denne flotte et gears gaderacer i forkromet stål og med de gamle klassiske ”flade” stelvinkler.

Også de gamle håndsyede italienske cykelsko i læder har fået en renæssance som denne model fra Marrosi.

 

Letvægtstuning er ikke kun forbeholdt de dyre racercykler og mountainbikes. Hvad med en foldecykel på 8 kg inkl. dynamolys !

 

 


Kniber det med at trænge igennem med sit budskab i mængden, kan man jo altid få  hjælp af lidt kvindelig ynde, som her hvor en temmelig hårdtpumpet babe viser det nyeste ”våben” fra Ghost og en Continental pige helt i ”sort” med dækspor.

 


Bayrische Motor Werk skal naturligvis have sit eget cykelmærke med designmæssige lighedstegn til bilerne. Jeg ville nu aldrig vælge en BMW som mit foretrukne cykelmærke.


På en så stor udstilling falder man altid over nogle sjove og skæve indfald, som denne mountainbike med sidevogn til downhilscross.


En navpumpe så dine dæk altid er pumpet op. Historien melder dog ikke noget om hvordan den virker på baghjulet ?

 

 


En spradebasse af en kineser viste stolt sin cykel med to uafhængig affjedrede forhjul. Nok mest for børn.    

 

Det er altid spændende at besøge German A som er et lille innovativt tysk firma med speciale i mountainbikes. Deres GA Force fjederforgaffel efter parallogram princippet vejer beskedne 900 gram.  Trailtronic er deres bud på et ”tænkende” affjedringssystem, hvor selve målingen foregår på forgaflen som herefter sender impulser via den lille computer på styret til bagaffjedringen reaktionstiden er 0,13 sek.

Den kommende SRAM landevejsgruppe var en af udstillingens helt store trækplaster og et velfortjent supplement til Shimano og Campagnolo.  Vi havde lejlighed til at kikke nærmere på den nye gruppe. Den kan du læse mere om her.

Amerikanske Seven Cycles hører til blandt de mest eksklusive producenter af titaniumsrammer. Seven er håndbygget helt ud over det sædvanlige. Hvor de fleste stopper ved at udføre rammer på de basale mål, går Seven skidtet videre og lader kunden specificere alle de specifikationer han/hun måtte ønske. You name it we got it… En spændende nyhed er denne Elium Race hvor man forener kulfiber med titaniumsmuffer.


Er du fan af Cannondales geniale HeadShok affjedring men hellere vil have en titaniumsramme, så klarer Seven også det…


Hvad med en håndbygget turcykel naturligvis i titanium på 9 kg som kan klare mosten med tung bagage, og med alt efter dine specifikationer, luksus har sin pris omkring de 48000,-


Det gamle hæderkronede stelmateriale stål, har svære  kår i disse år, men amerikanske Burley, bedre kendt for deres børneanhængere, viste en elegant  stål racer  Wolf Creek.


De to kultmærker indenfor mountainbikes Kona og Voodoo har også stadig stål på programmet.

De gamle Reynolds Tubing har en ny stållegering på bedding med nummerbetegnelsen 953. Den skulle angiveligt sætte helt nye normer for hvad man kan forvente af stål i fremtiden.  

 

Også italienske Columbus har en ny stållegering Spira med en godstykkelse på 0,38 mm.

 


For få år siden slog bl.a. Merida på tromme for at nu skulle cykelrammer laves i Magnesium. De gik dog fra det igen pga. den vanskelige og meget ustabile fremstillingsproces.  I år så vi kun en fra japanske Toyo. Læg mærke til saddelrøret som nu er en del af rammen.

 


Cannondale viste deres nye Rush MTB med 110 mm vandring. Den er tænkt som en freeride og maraton model til de populære 24 times MTB løb.  Masser af fjedervandring og en relativ let vægt.

 

Synapse er Cannondales første kulfiberracer og den første cykel de ikke selv producerer. Komfort er nøgleordet her, hvor de bl.a. har overført de eftergivende kædestag fra Scalpel mountainbiken.

Trek har igennem tiderne haft en del problemer med holdbarheden på deres legendariske OCLV kulfiber rammer. Første generation var sensationel let omkring 1100 g mens efterfølgeren  røg op på 1600 g. Tredje generation hedder nu OCLV 9.9 Elite og har slanket sig 300 g uden at det skulle gå ud over holdbarheden.

 

 

 


Tyske Canyon viste en nyskabelse på deres F10 topracer naturligvis i kulfiber. De traditionelle fælgbremser var erstattet af skiver og egen udviklede greb. På forhjulet er der dobbeltskiver for at give ens bremseevne og belastning af hjulet.


Der var trængsel både inde i hallerne


og udenfor i gården hvor der var mange opvisninger


og naturligvis også en mængde modeshows.

 

Toxy ZR er en rigtig racer foldecykel. At den er hurtig beviste den på verdensmesterskabet i HPV som blev afholdt Ålborg i år, hvor den noteredes den  hurtigste tid. Vægten er omkring de 10 kg.

Er en anden liggecykel som denne fra Scadbike drives fremad ved at skubbe trække styret frem og tilbage.  Tænkt til bevægelseshæmmede.

De ergonomisk korrekt udførte Ergon har udvidet programmet med et par med magnesium horn som kan vinkles.  De løb med en Eurobike Sølv Award.


Carratec er blandt de største tyske cykelproducenter. Revolution er deres top of the line MTB i kulfiber.  

 

Koga Miyata viste en af udstillingens dyreste cykler. Det er en prototype og et rent udstyrsstykke i kulfiber og titanium.


Chela anhængeren som blev vist sidste år er nu endelig klar og den blev nomineret til en Eurobike Award.

 


Giant viste deres nye top kulfiber racer SCR 2.0 Den ligner Specialized S works raceren til forveksling, så mon ikke den bliver produceret hos Giant, som i forvejen bygger kulfiberrammer til bl.a. Colonago.


Tyske Knog fik en Eurobike Award for deres lille diodelampe som fæstnes med en integreret gummirem , men de laver også denne lille fikse lampe som sættes i styrenden.

 


Skal det være let skal det være titanium og ikke kulfiber. Det beviste Litespeed ihverfald med deres ramme Chisallo der vejer 770 g.

Mavic har taget Helium teten op igen, med relanceringen nu med Ksyrium eger teknologien. En let sag og med et smart optisk fif iform af en enkelt rød eger. De blev belønnet med en sølv Eurobike Reward.

 

Den tyske Birdy foldecykel er kommet i en MK2 hvor rammen er lavet af to trykte  aluminiums halvdele som er svejset sammen. Det skulle reducere vægten og stivheden.

 


Pacific Bicycles som er en stor OEM leverandør kan også selv. Reach er en smart fuldt affjedret racercykel med 20” hjul som kan klappes sammen.

 

Magma sadlen i magnesium var så fotograferet at jeg måtte tage til takke med composite modellen, som nu også er flot og meget lettere ;o)

 

Santana er en lille nicheproducent som blandt kendere går for at lave verdens bedste tandemscykler.
Beyond er verdens letteste med en vægt på 11 kg. Den er lavet i titanium og kulfiber og kan skilles ad og lægges i en kuffert. Drømme er dyre 78000,- Men så er den også lavet på mål.

 


Italienske Tiso er en af de få som laver alternative og lette gear komponenter. De har nu udvidet programmet en ny triple forskifter. 

 

Tyske Vaude har udviklet en ny serie rygsække som er 100 % vandtætte.  Perfekt til MTB touring.

 

Tur og sportscykler bliver nu endelig lettere og mange af dem i kulfiber.
Simplon Nano er en sports og turcykel i mellemprislejet. Den vejer omkring de 10 kg. Den fik en Eurobike Gold Award.


Stetzai Special er en let turcykel på 8,2 kg også i kulfiber.


Toppeak viste en nyttig pumpe som i en nødsituation også kan fungere som bagfjederelemet på de fleste fuldtaffjedrede MTB, hvis uheldet skulle være ude. Også dette produkt fik en fortjent sølv Eurobike Award.  

 

Nu ser det endelig ud til at GPS teknologien for alvor slår igennem til brug i cykelcomputere. Garmin Edge 205 og 305 er de første GPS spcifikt til cykelbrug.
Modellerne har alle de gængse cykelfunktioner plus navigation og pulsmåler.
Derudover er det muligt at lave ruteplanlægning hjemmefra og lægge ruten ind inden man tager af sted.


Del denne artikel...Share on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on FacebookEmail this to someone

CYKELPORTALEN