CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Duer små hjul når man skal krydse alperne ? Duer små hjul når man skal krydse alperne ?
Fra Munchen til Verona for pedalkraft på foldecykel, med 20 kg foldeanhænger på slæb. Duer små hjul når man skal krydse alperne ?

Bjerge facinerer mange cyklister, fordi de i den grad udfordrer den tredie dimension. Med udsigt til vores Himmelbjerg og Valby Bakke, må fascinationen for den tredie dimension søges uden for landets grænser. I mine yngre dage har jeg udfordret stort set alle de højeste pas i Alperne, men også mere eksotiske steder som Bolivia, Jordan, Marokko, Kina og New Zealand har stået på programmet som turcyklist.  Altid uden doping, følgebil, batterier og luksushoteller, men altid med mit picpak i cykeltasker eller på slæb i en anhænger. Cyklen har altid været mit primære daglige transportmiddel, men som livstils cyklist facinerer alle typer cykling mig. Turcykling er dog stadig den absolutte favorit og for mig den mest optimale frihed på to hjul. Charmen ved at flytte sig fra sted til sted ved egen hjælp, dag for dag, uge for uge, rigeligt opvejer besværet med de ekstra kilo du som turcyklist slæber rundt med. Samtidig giver det også en naturlig “langsommelighed” væk fra det sports image cykling stadig har i alt for manges bevisthed og netop langsomligheden er medvirkende til mere  autentisk oplevelse og indsnusning af verdens mangeartede oplevelser, selvom udtrykket efterhårnde kan lyde en smule tyndslidt.

Læs mere om disse og andre ture, i det omfattende cykelrejsearkiv her.

Som turcyklist med forskellige start og slut destinationer, er en cykelkuffert mindre praktisk, så jeg faldt tilbage på min gamle passion, foldecyklen. En passion som for alvor blev vakt, da jeg første gang besøgte den engelske Brompton cykelfabrik, og efterfølgende købte min første Brommie.  En foldecykel og foldeanhænger kan gøre livet en del lettere, når de skal på en flyver, primært fordi det er indenfor dimensionerne for almindelige store kufferter, og ofte kan checkes ind som almindelig baggage. Tilmed kan du i mange tilfælde slippe for at skulle betale ekstra for transporten. Alene bare et smil ved Check-In kan gøre tricket, lavprisselskaberne undtaget.

Du kan læse hele optakten til turen på de tre links nederst i denne rejsebeskrivelse, omkring de valg jeg tog  mht til udstyr og destination med velvillig hjælp fra leverandører og flyselskaber.

Munich Airport
Klokken er lidt over tre om eftermiddagen og jeg er netop ankommet til tysklands næststørste lufthavn Franz Josef Strauss, beliggende småt 30 km nord for den sydende metropol.  Cykel og bagage kommer hurtigt ud på det almindelige bagagebånd, pga af deres ringe størrelse. Efter udpakning og samling af udstyret, heldigvis uden skader, begynder første udfordring. Tyskland er som bekendt bilernes land, og år tilbage måtte man hoppe på toget med cyklen det sidste stykke ud til lufthavnen. Idag er der anlagt en cykelvej hele vejen  rundt om den kæmpemæssige lufthavn, men kun to steder har den forbindelse med terminalområdet, og dårligt afmærket når man skal ud fra lufthavnen.

Det tager mig derfor det meste af en time at finde ned på den, og lidt paradoksalt først da jeg får hjælp af en taxafører som kender den. Personalet i de mange info skranker kender ikke dens eksistens. Først nede på ruten er afmærkningen ok og jeg kan de første kilometer nyde de mange starter og landinger. Jo menneskeheden har i sandhed luft under vingerne som aldrig før :o)

Turen til Isar floden forløber fint, men så starter udfordring nummer to, grusvej. Med kun 20″ hjul og meget smalle dæk på den lånte Tern Verge X11 foldecykel kombineret med en tungt lastet anhænger er det en lidt nyre rystende oplevelse. Jeg er en smule stresset, og lidt i tidsnød, hvis jeg skal nå min pension for den første nat. Så alternativ stiføring må blive en anden gang, og jeg forsætter langs floden ind mod øllets og Bayerns hovedstad. Godt 5 km før centrum er der igen asfalteret, men den bliver hurtigt afløst af grusvej få km sydligere. Cykel og anhænger ser nu ud som om jeg allerede har været på vej i flere uger, godt støvet.  Jeg vælger at køre væk fra cykelruten og vil forlade mig på GPS’en, der desværre går i sort i den tætte storby trafik. (den software opdatering var måske en mindre god ide). Efter at have cyklet lidt på kryds og tværs i den tætte eftermiddagstrafik, finder jeg endelig ruten ud af byen gennem et større skovområde, der bruges flittigt af eftermiddags pendlerne hjem på cykel.  Solen når at gå ned inden jeg omkring ti tiden om aftenen ankommer, noget brugt og dehydreret, til min pension. Jeg bliver hilst velkommen af min græske vært, der serverer lækker Mousakka og en god vin.

Næste morgen efter et solidt morgenmåltid, starter færden nu for alvor, mens det går sydover af mindre befærtede biveje, der i bedste cykelstil, bugter sig op og ned gennem landskabet mod Bad Tölz, hvor alpemassivet trods varmedis, langsomt toner frem i det fjerne. Med sådan en flot forgrunds “kulisse” stiger humøret og giver ny energi i benene.
Bad Tölz var i det 1300 århundrede et vigtigt knudepunkt for omskibning af salt og tømmer, og rummer en smuk gammel bydel i centrum.  Jeg “fanger” igen cykelruten langs floden og følger den op mod Lenggreis mens bjergene langsomt begynder at torne sig op på begge sider.

Uden mad og drikke duer helten ikke, så jeg finder et supermarked til de første indkøb. Klokken er langt over middage og det er allerede stegende hedt. Trods sult og begyndende dehydrering får jeg manet mig op til at finde en bedre rasteplads, end parkeringspladsen foran supermarkedet. Få kilometer uden for byen står en bænk langs floden i skyggen og venter.  Åh hvilken lykke, mens duften af frisk ost og brød, blander sig med lyden fra den brusende flod.

Fyldt med ny energi går det nu af en helt nyanlagt cykelvej op mod den opdæmmede Sylvensteinsee, heldigvis halvt i skygge, så varmen ikke føles så overvældende. Oppe ved dæmningen siger jeg farvel til Isar floden og triller mod venstre,  over mod den ubemandede grænsestation ind til Østrig. Cykelvejen tager pludselig en afstikker væk fra landevejen af noget som ligner en nedlagt jernbanelinie,  og snart befinder jeg mig nede i en slugt. Alt godt får en ende efter få kilometer hvor tunnelgemføringen er spæret for videree fremfærd.  Jeg må derfor kæmpe mig op af en meget stejl grusevej før jeg atter rammer landevejen igen, hvor jeg efter nogle kilometer når den forladte grænsekontrol, der har fået den tvivlsomme hverv nu om dage, at fungere som dumpingplads for affald, trods skiltning “Ich bin kein muhlplatz”.

Efter et stykke tid at have haft følgeskab af vor tids herskende klasse, privatbilismen, når jeg afkørslen Achensee, et yndet turistmål med bådrundfart og kurophold for den aldersgruppe, som jeg ifølge min fødselsattest tilhører. Det må blive i et andet liv, tænker jeg og trods de smukke omgivelser skynder jeg mig videre :o) nu godt hjulpet på vej af en herlig serpentinervejs nedkørsel til Inndalen.

Inndalen virker denne eftermiddag som noget af en bageovn, vindstille  og med temperaturer langt op i trediverne, jo hedebølgen har indfundet sig. Jeg er godt sulten, så trods varmen får jeg sat en masse pasta med laks til livs, godt hjulpet på vej af lidt for megen god lokal øl. Mens jeg sidder og slår mave overmandes jeg af længslen efter hvile og komfort, fremfor oplevelser på to hjul. Som kaldet dukker en billig pension op i Wattens.  Telt og kogegrej får lov at blive i anhængeren. Trods det vilde lejrlivs velsignelser, er der jo ingen grund til at blive fanatisk…

Brennerpasset
Gennem tiderne har dette pas haft en enorm betydning når man skulle krydse Alperne. Med en højde på “kun” 1370 meter er det mest overkommeligt at foretage en passage.  Idag er passet lidt af et trafikalt mareridt med motorvej, hovedvej og jernbane gennem den smalle kløft.  I følge kilder blev den første vej anlagt mellem 195 og 215 eKf af den romerske kejser Severus. Indtil middelalderen var passet et af de vigtigste transportårer over alperne. Siden blev vejen glemt og blev reduceret til en sti, som først blev “genopdaget” i 1777.  I 1887 blev den første jernebanelinie bygget over passet. Den har meget bekvemt idag skiftet status til cykelrute på Italiens siden. Da Tyrol blev delt under 1 verdenskrig blev Brennerpasset grænsestation mellem Italien og Østrig.  Passet er opkaldt efter den lille by Brennero der ligger 10 km syd for selve passet.

Skal cykelruten følges slavisk fra Østrig siden, følges floden Inn helt ind til Innsbruck hvorefter man begynder opkørslen langs den gamle hovedvej 182 op til passet.  Det er afgjort den letteste med moderate stigninger. Selvom motorvejen har taget den tunge trafik, er der i sommerhalvåret foruden den lokale trafik, også en sværm af autocampere og motorcyklister.

På min pension i Watterns får jeg anbefalet en lidt mere udfordrende rute, der så tilgengæld næsten er fri for biler. I udkanten af  Wattens drejer jeg fra og følger de mindre veje på bjergsiden opad og ind i dalen mod Brenner.  Adskillige gange når stignings procenterne to cifrede tal, der for mine ben og en sporty 1×11 gearing samt en 20 kg anhænger, er for stor en mundfuld. Jeg må af og trække nogle gange. Heldigvis er passagerne sjældent særligt lange, og udsigten ned i dalen og over mod motorvejs helvedet på den anden side opvejer rigeligt mine “trængsler”

I Stenarch Am Brenner godt 10 km fra Brennerpasset er det slut med bjergidyllen, og jeg må ud på den trafikkerede landevej, med motorcyklister hvinede omkring mig, med donorkortet løst siddende i baglommen.  Minderne  fra en alpetur år tilbage toner frem, hvor en flok motorcyklister overhalede os gennem nogle skarpe serpentinersving ned fra et pas.  Et stykke længere nede skete ulykken så. En af motorcyklisterne var kørt frontalt ind i en bil da han ville skære svinget og kom over i den modsatte vejbane.  Motorcyklen sad fastkilet en halv meter ind i bilens front. Motorcyklisten var død på stedet, mens billisten slap med chokket. Meningsløst, men alligevel ret forudsigeligt, da alt for mange af de unge motorcyklister kører hensynsløst og tror de er udødelige.

Selvom cykelruten fra Munchen til Venedig er både veletableret og velbeskrevet, burde Østrig nu se at få gjort deres del af ruten mere sikker. I det mindste burde de beskrive og afmærke den alternative rute som jeg kørte, op til Stenarch Am Brenner og så bekoste i det mindste en cykelvej det sidste stykke op til passet, med et afskærmende autoværn. Brennerpasset er et trafikalt helvede hvor alt på hjul og skinner  kæmper om pladsen.  Er larm og trafik ikke din kop te, så findes der masser af andre passager, men væsentlig mere udfordrende både for materiel og fysik, men det er en helt anden historie.  Et alternativ er at hoppe på toget i Insbruck og stå af oppe i Brennerpasset.

På italienssiden åbenbarer sig en for cyklisten imponerende ruteføring. Bortset  fra nogle få undtagelser er den helt adskilt fra den øvrige trafik og følger det meste af vejen, de nedlagte jernbanelinier med en forbilledlig skiltning og afmærkning undervejs. BEN FATTO…

Med tyngdekraften i bagagen
Efter i gennem flere dage næsten udelukkende at skulle “kæmpe” mod tyngdekraften, er det rart igen at kunne trille afsted uden de store anstrengelser. Med et helt jævnt fald går det mod den tysktalende Vipetino. Cykelruten tager nogle fine sving ind og ud i nabodalen foranledigiet af tidligere tids brug, hvor damplokomotiver langsomt har trukket sig op. Flere steder kommer historiens vingesus mig i møde, når jeg passerer de oprindelige stationsbygninger og de gammeldags signal master. Undervejs kan man blive indført i strækningens historie med nogle fine infomationstavler på tre sprog. più lodi all’Italia…

På andendagen for min nedkørsel fra Brennerpasset, når jeg Fortezza Fæstningen. Bygget af den Østrigske Kejser Franz mellem 1833 og 38 og for den tid, et af de mest sikre fætningsværker i alperegionen. Med 65.000m2 byder den på en labyrint af gange, rum og trapper. Flere billeder i galleriet her.

Eurobike Media Days kalder, så jeg drejer fra ved fæstningen op mod Bruneck.  Turen op gennem den smalle dal er meget smuk og en del af den afmærkede Munchen – Venedig cykelrute.  Da jeg passerer det elektroniske tælleanlæg er jeg denne dag cyklist nr. 73 og totalt nr. 17.505 siden årsskiftet.  Da jeg er foran tidsplanen benytter jeg et par dage til at kikke nærmere på Bruneck, der rummer et af den verdensberømte klatrer Reinold Messners mange bjergmuseer.  Det gamle slot højt beliggende over byen er omdannet og ombygget til museum. Den klassiske borg arkitektur er fornyet med nye elementer meget lig det vi kender fra Koldinghus. Et spændende sted hvor man kan fordybe sig i adskellige timer. Nogle dage senere oplever jeg også Messners nyeste og mest spektakulære MMM Corones bygget ind i klippen på toppen af det 2.275 meter høje Kronplatz massiv. Se mere under Eurobike Media Days 2017

Efter tre dage med skiftende vejrlig og en del regn forlader jeg igen Bruneck og Eurobike Media Days, godt mæt efter at have prøvet adskellige cykler med tynde og tykke dæk, med og uden batterier. Det kan læse om her.  Også det midlertidige ustadige vejr, er igen på retur, så efter brag og bulder natten igennem, og lidt småregn vender hedebølgen atter tilbage med fornyet styrke da jeg nærmer mig Brixen.

Der er visse fordele med en foldecykel og anhænger når ens beskedne husly for en nat ligger på 3 tal og de ikke har nogen cykelgarage. Se flere billeder i galleriet.

I takt med at højden aftager ned mod Verona stiger temperaturen til nye højder.  Gardasøen kendt fra barnsben virker ikke særligt tillokkende, selvom den ligger lige rundt om næste dalstrøg. Istedet triller jeg langsomt ud af alperne med kurs mod Verona som for størsetparten foregå af store afvandingskanaler. Finder på vejen et billigt hotel og efterlader cykel og anhænger.

Næste dag hopper jeg på bussen og leger turist i Verona, hvor man sagtens kan få flere dage til at gå med at udforske historiske mindesmærker eller bare sætte sig i skyggen med en Cappucinno og kikke på turisthorderne med alt i telelinser og smartphones. En turistfolder fanger min opmærksomhed og beslutter at hoppe på lokaltoget, hvis standard er en helt anden klasse end samme firmas leverancer til DSB. Målet er Mantova, hvis palads er kendt for et maleri af Christian den 1, da han besøgte byen. En spændende by, der nås på en time fra Verona og som besøgsmæssigt heldigvis ligger i skyggen af Storesøster.  Byen blev i 2017 udnævnt til kulturel hovedstad i området, og står på Unesco World Heritage listen.

Efter godt tre uger på cykel er det atter tid at vende næsen mod lille Daisyland.  Tak til Lufthansa og Air Dolomiti for sikker transport og god service.

Tour de Alps Sagaen

  1. Optakten
  2. Udstyret
  3. On the Road
  4. Fotogalleri

 

 

Del denne artikel...Share on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on FacebookEmail this to someone

torben