CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Curve SL er nyeste tiltag fra Dahons storfamilie af foldecykler. Visuelt ligner den en nedskaleret udgave af deres 20" MU SL

Curve SL er nyeste tiltag fra Dahons storfamilie af foldecykler. Visuelt ligner den en nedskaleret udgave af deres 20″ MU SL. Curves ramme er bygget i dobbelt buttet aluminium 7005 T2, som er 5-10 % stærkere legering end 6061 legeringen.
Det siger sig selv at det er svært at bygge tilstrækkeligt stive rammer ind i et foldecykel design hvor man ikke har den traditionelle diamantramme til at øge stivheden. Dahon har løst det ved en rørform, som de kalder Sonus. I modsætning til det tidligere brugte ovale rør, er diameteren øget, for at øge styrken. Ved at udforme røret med en bred bund øges modstanden mod vridning yderligere. Sonus skulle ifølge Dahon være op 35 % stærkere end den gamle rørtype.

Finish og forarbejdning er dadelfri. Rammen fremstår i annoiseret titaniums finish, som fremhæver de ubehandlede lodninger. Standard leveres Curve SL uden bagagebærer, men den danske importør Olympia, har valgt at levere den med en fiks lille bagagebærer i aluminium. Der er mange fine detaljer på rammen. F. eks er der lavet gevind til en flaskeholder, hvad der ikke tidligere er set på en foldecykel i den klasse.
Komponentmæssigt vælger Dahon i størst mulig grad standardkomponenter. F. eks et Sugino kranksæt og Avid bremsegreb. Dahon har fået lavet en specieludgave af Sturmey Archers 5 gears navet. Denne løsning er et stort plus for cyklen og giver et meget velvalgt og tilstrækkeligt bredt gearinterval. Små hjul giver mindre komfort, så derfor er Schwalbe Big Apple dækkene i 16″ et rigtigt godt valg. De giver god komfort og ruller samtidig vældig godt. De bredde højtryksdæk gør at du rent faktisk uden problemer kan køre i skoven på Curve SL.
Kæden er en rustfri type fra KMC “Rustbuster” som kræver minimal vedligeholdelse. Curve SL passer til personer op til 188 cm og klarer en maksimal vægt på 100 kg. Det er meget flot for en så lille cykel.

 

Foldesekvens.
Curve foldes grundlæggende på samme måde som alle de andre Dahon foldecykel modeller, (se også vores test af Speed P8) hvilket vil sige på midten. Ved at bruge de små hjul og reducere akselafstanden er det lykkedes at få et foldemål som næsten er det samme som referencen Brompton. Kun bredden er en anelse større.
Først løsnes saddelrørs bespændet og saddelrøret sænkes. Sadlen virker nu som støtte, så cyklen ikke vælter.
Nu løsnes styret og drejes 45 grader. Hvis styret har stået i den laveste positions højde, skal det hæves for at kunne komme under forhjulet.
Frempinden løsnes og foldes ned langs siden af forhjulet. Endelig løsnes det store beslag på rammen og cyklen foldes sammen. Den holdes sammen af et par små magnetbeslag. Magnetix.
Sluttelig tages Ezy pedalerne af. Hele sekvensen tager ca. 30 sekunder.

Afprøvning.
Akselafstanden på Curve SL er næsten 10 cm kortere end f. eks Brompton. Man skulle derfor foranlediges til at tro at den ville være meget urolig at cykle på.  Dette er ikke tilfældet. Den kører fantastisk godt. Køre og styregenskaberne er meget forudsigelige og cyklen er yderst behagelig at køre på også langt. Her sætter man hurtig stor pris på Sturmey Archer gearnavet. Det er lidt af et hit. Kan man leve med en noget oprejst kørestilling som dog til dels kan kompenseres ved at sænke styret og skubbe sadlen bagud, er Curve SL absolut en af de bedste miniforldecykler hvad køreegenskaber angår.
Jeg har brugt cyklen som en del af min daglige transport i januar og februar måned. Her har cyklen været udsat for lidt af hvert fra sne til regn og har bestået med bravour. Den kan bestemt bruges som daglig helårscykel.  Man kommer hurtigt til at sætte pris på de gode V bremser og brede dæk, som giver en sikker køreoplevelse.
Til gengæld kniber det stadig lidt når det gælder selve foldesekvensen og transport af cyklen. Magnetlåsen er ikke særlig stærk så den går let op. Desuden er det svært at finde en god løftestilling så cyklen er i balance når den skal bæres sammenfoldet. Retfærdigvis skal det nævnes at cykel hører til i den lette ende med en vægt på 10 kg.
Dahon anbefaler da også at man anskaffer sig den fikse skuldertransport sæk kaldet El Bolso.
Ezzy pedalerne er klasser bedre end de traditionelle foldepedaler der findes. Til gengæld har man så et sæt løse pedaler at holde rede på. Heldigvis følger en lille opbevaringspose med.

 

Tekniske data.
7005 T2 Dobbeltbutted Sonus aluminiumsramme.
5 gears Sturmey Archer nav.
Dimensioner sammenfoldet: 34 x 60 x 65 cm
Vægt: 9,9 kg
Rytterhøjde 137 – 188 cm
Ryttervægt max 100 kg.

Konklusion.
Curve SL er foldecyklernes Darling. Den er grundlæggende godt designet, ser drøn godt ud og er udstyret med nogle meget fine komponenter. Det er Dahons hidtil mest kompakte foldecykel og med alle de gode køreegenskaber bibeholdt. Nogle kalder den en Brompton killer, og alene den meget fordelagtige pris og Sturmey Archer 5 gears navet gør den til en oplagt kandidat og et rigtigt godt alternativ. Den fortjener stor udbredelse.
Vejl. Udsalgspris 5699,-

Vi giver Dahon Curve SL  både for funktion og pris.  

Se flere billeder her

Link til den danske grossist Olympic
Link til Dahon

 

Del denne artikel...Share on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on FacebookEmail this to someone

CYKELPORTALEN