CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Vi har testet to crosscykler, en klassisk model fra GT og en moderne med affjedring fra Cannondale


Cykelcross har dybe traditioner i europæiske cykelsport, og gennem mange år har det stort set kun været europæiske producenter som har domineret markedet f.eks Concorde Jeg har prøvekørt to amerikanske mærker henholdsvis en repræsentant for den klassiske uaffjedrede crossecykel GT ZRX og Cannondale XS 800 som skiller sig ud ved at have affjedring
.

Fakta om cykelcross
Cykelcross er en udpræget vinterdisciplin oprindelig mest populær som vintertræning for landvejsryttere, men i dag er der også mange mountainbikespecialister som deltager i løjerne. En cykel cross rute er typisk en 1,5 – 3 km lang rundstrækning som er anlagt i varieret terræn, på asfalt, grusveje og skovstier og med indlagte tekniske passager hvor rytteren skal af cyklen og bære den over forhindringer eller op ad trapper og skråninger. Et for eliten varer løbet ca. en time og det er tilladt at skifte cykel og hjul i de depoter som er ude på ruten. Sporten blev “opfundet” i Frankrig men har i dag sin store udbredelse i Holland/Belgien og Tjekkiet.
Sporten kom først til Danmark i 60’erne. En af sportens fornemmeste repræsentanter er Henrik Djernis som gennem mange år dominerede sporten både herhjemme (dansk mester 16 gg) men også internationalt. Af nyere talenter kan nævnes Thomas Bonne g Peter Riis.

 

GT  ZRX
ZRX ligner umiddelbart til forveksling GT landevejsracere med det umiskendelige GT kendetegn Triple triangle rammedesignet, som netop i cross sammenhæng har en fordel ved at give et god støtte når man skal løbe med cyklen på skulderen. Både stel og forgaffel er i dobbeltbuttede 7005 alurør. Skrårøret er ovalt både ved kronrør og krankboks. Der er pålodninger til skærme og udskifteligt geardrop. Finish og forarbejdning er i topklasse og den gule signalfarve klæder cyklen godt. En fin detalje er også saddelbespændet som er vendt om, så der ikke samles skidt.

 

Cannondale XS 800
Ligesom GT har Cannondale også sit helt umiskendelige kendetegn i form at det triple buttede oversize skrårør. Dertil kommer frontaffjedringen som er integreret i kronrøret. Stellet er i 6061-T6 aluminium som jo også er en del af Cannondales varemærke. Svejsninger er filet ud og den sorte ramme med de gule stafferinger i kombination med de grønne Michelin dæk er ikke just neutral, om man kan li det er en smagssag. Ligesom GT har Cannondale også udskiftelig geardrop og forberedt for skærme.

 

Headshok
Blev først udviklet til MTB og vakte siden en del opsigt da man lancerede det på en racerramme midt i halvfemserne. Selvom der var et par år hvor Saeco holdet kørte på dem i Paris – Brest er det aldrig rigtig slået an. XS800 er udstyret med en Fatty Ultra X gaffel i aluminium med 25 mmvandring som kan låses.

Udstyrsmæssigt er de to crosscykler næsten ens. Alle steder hvor der findes alternativer til Shimano har begge valgt produkter med eget navn. Ellers er det Shimano 105 som klarer skærene. Gearingen er en mellemting mellem det man finder på en racercykel og en mountainbike, dvs. at de helt høje og helt lave gear er udeladt. Dette er en fornuftig disponering da man
sjældent har brug for de helt høje gear på en crosstrækning og de helt lave bruges heller ikke da man alligevel skal af cyklen over
forhindringerne.  Jeg undrer mig lidt over at Cannondale har valgt en smalt 42 cm styr til en crosscykel. De ekstra 2 cm som er på GT’en giver lige den ekstra kontrol over cyklen. Umiddelbart virker GT kabelføring mere gennemtænkt ved at være ført på overrøret ligesom på mange MTB, men i praksis skifter Cannondalen bedre og mere præcist i hvert fald så længe at det endnu er rent og fri for mudder. For en eliterytter betyder det knapt så meget da de skifter cykel, men som motionist hvad jeg også anser cyklerne henvender sig til, ville en MTB gruppe have gjort bedre fyldest.

 

Køreegenskaber
Ser man bort fra affjedringen på Cannondale (låser den) opleves de meget ens at cykle på. De har begge alle de dyder som kendetegner et godt alustel, stiv og spurtstærk.  Geometrien er stort set ens på de to rammer, de har begge en lidt mere opretsiddende kørestilling end det man typisk finder på en racercykel. Dette er fint i terrænet og er med til at give en god kontrol over cyklen. GT’en føles subjektivt lidt mere levende og lidt nervøs mens Cannondalen er mere harmonisk og neutral.
Dette indtryk forstærkes yderligere når man slå affjedringen til. Om man foretrækker det ene eller andet er nok et temperamentsspørgsmål. At der er tale om marginaler og langt hen af vejen også kan ændres med
andre komponenter forstærkes yderligere af at de oplevede indtryk stort set udlignes hvis man f.eks. bytter om på dækkene på de to modeller

 

Cykelcross er for alle og ikke kun for eliten. Stort set alle DCU løb typisk en 8-10 stykker i løbet af en sæson som går fra oktober til februar har en motionsklasse hvor alle kan stille op uden licens. Det er heller ikke nødvendigt med en crosscykel, en mountaibiken er tilladt når man fjerner evt. horn. Jeg kan kun opfordre alle til at prøve at køre et crossløb, det er først og fremmest sjovt og stiller nogle helt andre krav til ens kunnen end hvad man normalt er vant til ved cykling ikke mindst mht. til teknik.

Hvad er en crosscykel egentlig ?
Der et stort set tale om en landevejsracer, dog er kronrør og saddelrørsvinkel lidt fladere. Krankboksen er hævet for bedre frigang,
dette betyder at du i praksis skal vælge en ramme som er noget mindre end hvad du er vandt til på din landevejsracer. Kædestagene er en smule længere, dette giver en lidt længere akselafstand som gør at cyklen mere sporstabil. Rammen er naturligvis kraftigere og der er gjort plads til bredere dæk som typisk ligger mellem 28 og 38 mm. Crossdæk minder mønstermæssigt meget om de typer man bruger på MTB’en. Regulære knopdæk eller semislicks. Bremserne er cantlieverbremser. Nogle ryttere supplererer med bremsegreb der sidder på det øverste vandrette stykke af gedebukkestyret. Resten af udstyret er stort set taget fra landevejsraceren.

Konklusion
Begge cykler henvender sig til den som gerne vil prøve kræfter med crosscykling. Begge rammer er af så høj kvalitet at de sagtens vil kunne opgraderes med bedre og lettere komponenter så de også vil kunne tilfredsstille dem som køre licens løb. Til sammenligning vejer en topklasse crosscykel omkring 8,5- 9 kg, og netop i denne sport er lav vægt meget afgørende da man skal løbe en del med cyklen. Udstyrsmæssigt og køreegenskabsmæssigt er de to cykler meget ens, dog med et lille plus til Cannondale som med sin affjedring gør det hele lidt lettere og mere komfortabelt. Om man så er til affjedring og syntes at det er en
mer investering på 2000 kr. værd er nok en smagssags. Som vintertræningscykel er de også begge ideelle Og med et par tynde dæk og en anden gearing vil begge sagtens kunne bruges på landevej om sommeren.

Relaterede links:

CYKELPORTALEN