CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Ideen kom oprindelig fra de mange cykelbude i storbyerne som gerne ville have en hurtig og let cykel, som forenede det bedste fra to...

Hvad er en flatbarracer ?
Ideen kom oprindelig fra de mange cykelbude i storbyerne som gerne ville have en hurtig og let cykel, som forenede det bedste fra to verdener, landevejsracerens hurtighed  og mountainbikens mere oprejste kørestilling og manøvredygtighed. Derfor sås mange ombyggede cykelbudscykler. Fabrikanterne lugtede omsætning, så nu vrimler det med dem. Trods sit blandt “racerrøve” dårlige ry appelerer Flatbar designet til rigtig mange,lige fra landevejscyklisten som er blevet ældre og gerne vil have en mere oprejst kørestilling uden alt for megen tab i hastighed, eller pendleren som gerne vil have manøvrevilligheden i byen og bedre overblik i trafikken. Også nuvice cyklisten kan drage fordel af det lige styr, de ikke så komplicerede gearskiftere og effektive bremsegreb. Alt sammen noget som vil give større sikkerhed og tillid når man er ny på cykel. Endelig er der så gruppen af inkarnerede mountainbikere som bare ikke vil cykle med gedebukkestyr, sådan noget pjat…

Kulfiber er IN som aldrig før. Og det har de store fabrikanter som f.eks Cannondale også måttet indse. Cannondale har stor erfaring og expertise med kulfiber, bl.a deres legendariske Raven MTB og senest deres top racer System Six og Six13 som på forbilled vis går et skridt videre end de fleste og kombinerer de bedste egenskaber fra kulfiber og aluminium. Synapse blev lanceret i 2005 og er Cannondales første ikke egenproducerede full carbon ramme. Rammen er designet på udviklingslaboratoriet i Connecticut, men som så mange andre, produceret selve rammen i fjernøsten. Hos en af de store OEM producenter har man hele linier for de forskellige mærkers modeller. Cannondale skal have stor ros for at være “ærlig” omkring dette istedet for det evenlige snopperi fra de mange store fabrikanter om at de selv producerer deres kulfiberrammer.

Synapse Flat Bar 105 tager udgangspunkt i standard Synapse rammen. Synapse blev oprindelig udviklet som en “top of the line” performance racer til den komfort orienterede motionist.Stelgeometrien er mere moderat mht til vinklerne, samt et lidt længere bagramme, og et højere kronrør for en mere oprejst kørestilling. Dette gør cyklen velegnet til længere ture. Alt dette i kombination med det for mange alt afgørende, lav vægt.

SAVE (Synapse Active Vibration Elimination) er Cannondales bud på dæmpning af højfrekvente vibrationer. Teknikken stammer tilbage fra deres Scalpel MTB. Teknikken er at trække kulfiberen og gøre den tyndere i et begrænset område. På Synapse er det udført på kædestagene og på den lige forgaffel.

Men Cannondales kælen for detajlen slutter ikke her. Flat Bar modellerne er monteret med en full carbon forgaffel som har en større offset 50 mm mod 45mm på sine racerstyrs monterede søskende. Dette giver en mere rolig og stabil styring. Nu kunne man foranlediges til at tro at Cannondale også havde gjort plads til skærme, men NEJ det rummer rammen simpelthen ikke plads til.

Hele herligheden er indpakket i en elegant “unterstated” matsort finish som ikke henleder “pilfingre” på, at her er tale om en dyr cykel. Kun enkelte steder får kulfiberstrukturen lov at stå frit frem. Finishen når dog ikke helt den sædvanlige Cannondale standard. Desuden er den matsorte maling meget sart overfor fedtede fingre.

Udstyrsmæssig er der intet at komme efter. Den meget roste Shimano 105 serie klarer paragraferne til bravour. Kombinationen af Compact kransættet 50/36 og Ultergra bagkransen med 12-27 giver en meget velvalgt gearing som vil kunne dække de flestes behov. Et sæt Mavic Aksium race hjulsæt i kombination med Hutchinson Top Speed Kevlar 700x23c dækkene fungerer fint. Cyklen kunne nu saktens bære endnu bedre og lettere hjul. Fi´si:k Wingflex Nisene sadlen er et kup. Man sidder fantastisk godt på den.

Navnet Synapse stammer fra den medicinske verden. Den første kontakt cyklisten har med cyklen. Det første indtryk af cyklens pedalerings effektivitet og absorbation af vibrationer, vil være i cyklistens kontaktpunkter med cyklen, håndflader, fødder og bagdel. Det er neuronerne som affyrer informationer over disse synapser der giver indtrykket af cyklen, på godt dansk, følelsen af at mand og maskine går ud i et.

Køreegenskaber.
Synapse Flatbar er blevet brugt flittigt som daglig pendler cykel i sensommermånederne og har fra første færd imponeret med sine fine nærmest fløjelsbløde køreegenskaber.Indrømmet, jeg har aldrig været den store tilhænger af kulfiberrammer til landevejskørsel, men SAVE teknologien udjævner de små ujævnheder tilpas meget og giver køreoplevelsen lidt mere sjæl. Den korte og højere frempind i kombination med det lige styr giver en kørestilling som er 20 mm kortere og 50 mm højere end en standard Synapse racer. Dette giver et godt overblik og en smule mindre styre respons end en traditionel racercykel. Om man kan li det er en smagssag. Jeg syntes det er rart specielt i byerne. Jeg har efterhånden cyklet på rigtig mange Cannondale modeller,og trods sin fjernøstlige herkomst, har også Synapsen de umiskendelige Cannondale særpræg. Den ekstrem stive krankboks og de nærmest bjerggimse agtige klatreegenskaber. Dette i kombination med nogle meget forudsigelige køreegenskaber med tryk på komfort, giver en køreoplevelse som er udpræget behagelig uden på nogen måde at virke sløv og død.

Konklusion
Boulevardracer ? NEJ..,dertil er Synaps Carbon 105 Flatbar en alt for god cykel. Den er cyklen for “de hurtige drenge” som er blevet ældre. For motionisten eller pendleren som bare ikke kan lide racerstyr. Den er super behagelig at køre langt på uden på nogen måde at give afkast på de sædvanlige racercykel dyder som stivhed, hurtighed og respons. Er du på udkik efter en diskret sports cykel med tryk på Sport, men gerne vil have behageligheden ved et lige styr, er den svær at komme uden om. Prisen kan syntes høj ,men du får en gennemarbejdet cykel hvor enhver detajle er nøje gennemtænkt.

Priser og modeller
Synapse Carbon 105: 17,190 DKK
Synapse Aluminium Tiagra: 9,890 DKK
Størrelser: 47, 50, 53, 56, 58, 60, 63cm
Farve: Jet Black

Link til Cannondale

Del denne artikel...Share on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on FacebookEmail this to someone

CYKELPORTALEN