Blandt klokkende køer

Schweiz, modsætningernes land. Hjemsted for Milka, Emmentaler og den røde lommekniv og ikke mindst, de højeste bjerge og dybeste dale i Europa, kort sagt “de rigtige alper”. Her mødes hele fire nationaliteter, fransk, tysk, italiensk og rætomansk, ret imponerende at det går godt, ihvertfald er der er rig mulighed for at prøve sine sprogkundskaber.
“Hvad får så et par danskere, som til daglig kæmper med Valby bakke til at tage ned og cykle på og blandt disse kæmper”, spurgte stewardessen på Swissairs SR 409 til Geneve.
Først og fremmest, facination og afprøvning af egne grænser og så selvfølgelig den storslåede natur. Den tredie dimension.

Turens start
Geneve, smukt beliggende ved Lac Leman, denne metropol for de unge, rige og smukke, men et helvede for cyklister. Ingen cykelstier, voldsom og hurtig trafik og nogle pokkers høje kantsten. Så os ud af byen i en fart og ind i Frankrig for en kort bemærkning. Grænsen er ubemandet, de holder velsagtens siesta.
Efter en lang sej førstedag når vi Pas de Morgins 1362 m.o.h. og er atter i Schweiz. Stadig ingen toldere, nu er de vel gået hjem. Dog skal det retfærdigvis nævnes at da vi stod op næste dag, var grænseovergangen bemandet. Forøvrigt så jeg ingen postkasse, nå nej det er jo kun EF…
Forøvrigt startede den første overnatning med en “redningsaktion” tidligt om morgenen, efter et meget kraftigt regnskyl om natten. Vi havde fået placeret teltet i den eneste plane gryde på hele pladsen, og havde selvfølgelig ikke tænkt over at det var mindre heldigt i forbindelse med regn. Selve inderteltet svømmende rundt i en lille sø… vådt show.

Eiger og Grimselpass
På vej over Grosse Scheidegg 1962 m.o.h. kommer der et hul i skyerne og vi får et glimt af Eiger hvis nordside nærmest lodret rejser neden for Grindelwald. De her bjerge er bare kolossalt store når man er så tæt på. Jeg forstår godt de mange som gennem tiderne er blevet besat af at skulle bestige disse tinder. De er vitterlig dragende Oppe i passet som er indhyllet i skyer får vi en sludder med et par tyskere som venligt deler ud af deres chokolade. De har vandret herop og har flere gange set os undervejs når de krydsede vejen, som slynger sig op af bjergsiden og derfor bliver noget længere.  En firbenet efterkommer af Bernacende racen som Hannibal havde med over alperne giver pote til ære for fotografen. En japansk familie er helt vilde. Den hund sidder garanteret i mange fotoalbum verden over. Nedturen er kold og våd og sigtbarheden er meget dårlig, godt at vejen er lukket for biler. Kun postbussen har adgang her og den overhører man ikke når den kommer drønende med hornet i bund. Efter en lang og fugtig nedkørsel, vælger vi at gøre holdt for natten i Innerkirchen.
Det regner det meste af natten, men kort før middagstid beslutter vi at forsætte den 35km lange opkørsel til Grimselpasset 2166 m.o.h., i håb om bedre vejr på den anden side. Vejrguderne kan ikke rigtig beslutte sig så regntøjet kommer af og på et par gange. Undervejs er der dog mange flotte strækninger, hvor vi kører på den oprindelige vej slyngende sig langs stejle klippesider og dybe slugter. Bilerne er henvist til de nye tunneller, herligt… Et par hundrede meter før toppen cykler vi ind i skyerne og nu bliver det for alvor koldt, højst et par grader. Vi knokler for at nå toppen, og holde varmen.  Sultne og forkomne når vi toppen og restauranten med varme. Menuen står på Spagetti Boulognaise og hvad jeg tror er frugtjuice, viser sig at være en dobbelt vodka. Ikke helt regelmenteret cykelmedicin, men bestemt ikke dårligt, når man hurtigt skal have varmen. Udsigten minder mest om en tåget dansk november morgen og kun højdemåleren fortæller os at vi rent faktisk sidder i 2000 meters højde. Shubidua s “står på en alpetop, kikker på det sner, hva fanden laver jeg egentlig her” er ret rammende.
Efter mad og omklædning fortsætter vi nedad gennem skyerne og som med fly kommer vi pludselig gennem skydækket og ser dybt under os dalen. Fantastisk syn. Nydelsen er dog kortvarig, da vi kæmper med frosne fingre. Nede i Gletch betragter vi Rhônegletscheren som lyser blåligt i den gennembrydende sol. Her begynder altså den store flod, som de fleste forbinder med Frankrig, og som munder ud i Middelhavet. Faktisk starter en anden stor flod, nemlig Rhinen lige på den anden side af Oberalppasset. Jo det er i sandhed europas midte.
Vejret er heldigvis bedre i Rhône dalen, selvom vi senere erfarer, at de faktisk ikke har fået så meget regn i juli måned siden 1886.

Europas længste gletscher
Mörel i Rhône dalen, klokken to om eftermiddagen. Vi står højdt over dalen og betragter vores campingplads. Vi har efterladt baggagen. Nu skal der køres rigtig offroad. Vejen er smal, stejl og stenet. Det går langsomt opad. Målet er den bilfri by Bettmeralp 2000 m.o.h.
Folk kikker måbende, da vi entrer byen, langt de fleste tager svævebanen. Trods det, at vi er i Mountyland ( Mountainbikeland ), møder vi forbavsende få ligesindede. Gad vide om dette her er for tuff… Altchgletscheren er nu inden for rækkevidde, og vejret er perfekt, så vi forsætter ud af byen videre op.  Kun den forventede belønning får os til at forsætte. Benene er møre, og de sidste kræfter opbruges, inden dette naturens vidunder, europas længste gletscher viser sig. Det her er en oplevelse ud over det sædvanlige. 24 km lang strækker den sig fra foden af de tre store firetusinde meter høje bjerge, Jungfrau, Eiger og Mörch.  Da det er sidst på dagen, har vi hele sceneriet for os selv. Vinden suser sagte mellem bjergtoppene og i baggrunden høres isens brægen.  Ord kan vanskeligt beskrive dette, den sene eftermiddagssol giver et fantastisk lys, og man tager sig selv i bare at stå og glo. Men dagen er langsomt ved at svinde, så vi må modstræbende atter vende næsen nedaf.  På tilbagevejen får vi bl.a. et glimt af Matterhorn som tydeligt rager op over de andre bjerge.

 Glacier expressen
Schweiz er om nogen kendt for sine jernbaner, så det var lidt af en gammel drøm der gik i opfyldelse, nemlig at komme ud og køre strækningen over Overalppasset 2044m.o.h. med Furga  Oberalpbanen.  Toget er om vinteren eneste forbindelse, mellem Rhône dalen og Wallis og det centrale Schweiz, da Furga passet er sneet til. Forbindelsen er etableret gennem en 15 km lang tunnel, som er verdens længste smalsporstunnel.  Hele strækningen, på denne verdens langsomste express, går fra St. Moritz til Zermatt gennem 91 tunneller og over 291 broer. På de stejle op- og nedkørsler kobles om til tandhjulsdrift. At stå i en af de bagerste vogne og følge togets bevægelser gennem tunneller og langs stejle bjergsider, er i sig selv en fantastisk oplevelse. De velbeslåede, hovedsagligt amerikanske og japanske turister, kører turen nonstop på første klasse med panorama- og spisevogn.  Vi “nøjes” med den mere folkelige udgave, hvor prisen absolut er rimelig, på niveau med danske togpriser Turen kan varmt anbefales. På langt de fleste afgange er det muligt at medbringe cykler.

Cykelmedtagning
Apropos cykler. Aldrig har jeg oplevet en sådan service, hvad angår cykelmedtagning. Her kunne DSB godt lære en hel del. Praktisk taget alle tog/tandhjulsbaner og svævebaner medtager cykler. Derudover kører de gule postbusser, som på flere afgange endda har en særskilt cykelanhænger med. Servicen er meget høj. Ingen sure miner ved af- og pålæsning. Så hvis du er træt eller hellere vil køre nedaf, er der rige muligheder for transport af den tohjulede. Prisen er også meget rimelig og står slet ikke mål med det ry, at Schweiz skulle være et dyrt land.

Grande Dixende
Efter fire fine dage i den øvre del af Rhöne dalen kører vi en stejl omvej op til Zermatt 1653 m.o.h og det berømte Matterhorn. Vejret er dårligt, og byen er indhyllet i skyer. Eneste oplivende moment er at byen er bilfri, ellers er overrendt af amerikanske og japanske turister så efter en nat i denne turistfælde, og den obligatoriske fotografering med det berømte bjerg i baggrunden cykler vi atter ned, denne gang i modvind, hvilket ikke er særligt befordrende for moralen. Vi slår lejr i Bramois ved Sion 505 m.o.h. i den frodige del af Rhone dalen med frugtplantager og vinmarker. Campingpladsen ligger faktisk i en gammel aprikos plantage. og er et godt udgangspunkt for endagsture på den tykhjulede. Middagstid, solen bager og vi er på vej mod verdens højest beliggende opdæmmede sø  Le Dix, hvis vandspejl er 2365 m.o.h. Søen rummer hele 400 millioner m3 vand som holdes tilbage af en 285m høj og i bunden 200m tyk dæmning, lige så høj som Eiffeltårnet. Anlægget kan producere 1600millioner Kwh.  At stå neden for denne kolossale mur er skræmmende, at cykle derop er udmattende.
Da vi langt om længe når toppen og den brede boulevard, totalt udmattede og slapper af, høres på bedste dansk “se de to mountainbikere, de har garanteret ikke cyklet herop”. Stor er forbavelsen, da de finder ud af, at vi er danskere og faktisk har cyklet 40km, 1859 højdemeter helt herop.  Det bliver sent, inden vi kommer tilbage til campingpladsen den aften, hvis ejer i opførsel og udseende iøvrigt minder påfaldende meget om Mr. Faulty fra “Halløj på badehotellet”. Mon ikke John Cleese har været her.

Turens højdepunkt
Pas de Lona er for mountainbikere det berygtede pas i verdens hårdeste mountainbike løb -Grand Raid Cristalp. 131km., 4686 højdemeter. Recorden er 6 timer 55 minutter, Imponerende. Oprindelig var det vores mening at deltage på den korte distance, 76 km, men det var nok godt det samme, jeg tror ikke helt vi var “fit for fight.” Ruten er fast afmærket hele året, så den kan køres i flere etaper og eget tempo. Den faste afmærkning skulle senere vise sig at give os lidt problemer. Vi startede fra campingpladsen ved 9 tiden om morgenen og begyndte langsomt turen opad i første omgang på asfalterede veje. I Evolene 1600 m.o.h. cykler vi ind på ruten. Selvom vi kører på grusvej går det rimeligt smertefrit, vi er efterhånden ved at være hærdede. I godt 2200m.o.h. , ender vejen pluselig ved et stort drikketrug, en masse køer og et par små hytter. Udsigten er fantastisk, et sandt bjergpanorama med blomstrende enge i forgrunden. Køerne kikker ligegyldigt, og forsætter så deres græsning, man næsten ser deres tanker, “nå endnu et par tosser på deres stålheste”. Fremme foran os ser vi Pas de Lona. Vi har omkring 500 meter igen af en smal sti som sluttelig ender i en 300 meter nærmest lodret skrænt af løse sten. Nu er det praktisk taget umuligt at cykle, alligevel kommer en veltrænet femme fatale i flot stil kørende forbi os. Ved skrænten tager hun cyklen på ryggen og vupti snart er hun oppe i passet… Tak for kaffe, det kan virkelig slå selv den mest sejlivede mand ud. Det bliver til mange pauser, inden vi når op. Luften er tynd, benene er som bly og de skrider ustandselig under en i de løse sten. Først kort før toppen, finder jeg ud af af det er langt bedre at have cyklen på skulderen, trods smerten. Det giver bedre balance og fodfæste.

På toppen
Jo, man er på toppen både fysisk og psykisk efter en sådan tur. Lynhurtigt er alle trængsler glemt. Udsigten er fantastisk, og nu skal vi jo bare ned af.  De første kilometer kører vi på en meget smal vandresti, som mange steder krydses af små vandløb. Flere steder ligger der også sne. Det her er tuff offroad. Nogle forbipasserende vandrere komplimenterer os med “tres bien”. Som sagt vælger vi at følge skiltningen og snart har vi mistet orienteringen. Vi standser for at studere kort og omgivelser. Vi skulle have været nedaf, men nu går det jo op igen. Problemet er at der er lavet en mængde “nye” stier, af vandrere som ikke er på kortet. Der er ingen vej udenom, vi må bide i det sure æble og kæmpe os op over nok et pas, godt nok ikke mere end 150 meter, men mere end rigeligt når man er træt, nå men endnu en gang “when it gets tuff, the tuff gets going”. Endelig 2794 m.o.h. turens højeste punkt, ikke meget mere end Col de Iseran, vil nogen måske sige, nej men nogle væsentligt stejlere stigninger og bestemt ikke den fine franske asfalt, så vi er svært stolte.  Nu går det nedaf de næste 35 km.  Vejen ned til den opdæmmede sø, Lac de Moiry, er noget af en udfordring for materiellet Ikke mindst styrfitting og bremser skal stå sin prøve. Også arme og hænder har det hårdt. At stå op i pedalerne så længe er hårdt. Her kan jeg se det fornuftige i en fjederforgaffel til mountainbiken…
Det bliver en lang dag. 11 timer, 86 km og 2600 højdemeter undervejs. Vi sov godt den nat…

Fakta om turen
Startede i Geneve , kørte langs søen til Rhöne dalen krydser den videre til Brinzer- og Thuner søerne ved Interlakken. Op til Grindewald i Jungfrau regionen.
Videre over Grosse Scheinegg og Grimselpasset ned i Rhône dalen hvorfra vi havde dagsture uden baggage.
Kørte turen på mountainbikes med fuld oppakning og telt, mest på asfalterede veje.
Havde basislejre 3gange af 3 dage, hvorfra vi cyklede dags ture, off-road uden baggage.
Pris: SAS Jackpot billet inklusiv cykel 2200,- t/r
Overnatning på campingplads 25-45 kr/pr. nat.
God kondition påkrævet.