CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Birdy Black "Mere end bare en foldecykel" Hvis nogen tror, at en foldecykel er en sløv...

Birdy Black “Mere end bare en foldecykel”

 Hvis
nogen tror, at en foldecykel er en sløv og vakkelvorn minicykel fra
halvfjerdserne kan de godt tro om igen. Foldecyklen har det seneste
tiår gennemgået en kolossal udvikling, og i dag findes en stribe af
meget seriøse bud på foldecykler, som forener foldbarhed med gode
køreegenskaber. Dermed har fremtidens cyklister fået en ny valgmulighed
næste gang, der skal købes ny cykel. For foldecyklen er et rigtig godt
bud på en super fleksibel og velkørende cykel, som kan tages med
overalt, også indendørs i sikkerhed for tyveri, både på arbejdet og
hjemme.

Tyske Riese und Müller har udviklet en ny generation af
foldecykler, som forener høj kvalitet og gode køreegenskaber med
foldecyklens transportmæssige alsidighed. Navnet er Birdy. I hjemlandet
har Birdy opnået en nærmest kultagtig status og de har bl.a. deres egen
forening som tæller entusiastiske brugere fra hele Europa.
Siden
lanceringen i 1994 er Birdy løbende blevet forbedret ud fra brugernes
tilbagemeldinger, så den i dag fremstår som en meget gennemført
foldecykel.


Gennemtænkte løsninger.
Metaforen “Killing two birds
with one stone” passer perfekt på Birdys geniale konstruktion. Cyklen
har både for og bagaffjedring. Ved at forene foldepunkt og
affjedringens omdrejningepunkt har man opnået to væsentlige fordele,
nemlig optimering af konstruktionen og stor styrke.
I modsætning
til stort set alle andre foldecykler på markedet har Birdy’en nemlig
ingen hængsler i selve hovedrammen, hvilket gør at rammen meget stiv og
flexfri. Affjedringen på både for- og baghjul giver en behagelig
komfort, selv med de relativt små hjul og højt dæktryk.

Frontaffjedringen varetages af en fjeder som er monteret i et
vandret liggende svingsystem som i praksis eliminerer dykning under
pedalantrit. Systemet er meget fintfølende og reagerer fint på små
ujævnheder med standardfjederen. Til terrænkørsel er den for livlig men
kan dæmpes tilstrækkeligt med en anden gummiindsats. Vandringen er 1-4
cm.
Bagaffjedringen varetages af et elastomer element som fås i
tre hårdhedsgrader afhængig af rytterens vægt og kørestil. Vandringen
er i praksis ca. 2-3 cm. Selve elastomeren kan udskiftes med et snuptag.
Rammen
er udført i 7005 aluminium og fremstår nydelig forarbejdet, samt med en
stærk pulverlakering. Rammen er blevet testet på et uafhængigt tysk
laboratorium EFBe som blandt anddet tyske Tour Magazin også bruger og overholder samtlige deres krav. Se www.efbe.de
Af andre nyttige detaljer kan nævnes udskiftelig geardrop og højdeindikering på saddelpinden.

Rammen fås i en størrelse som passer til personer op til 95 kg og en
maksimal højde på ca. 1,90m. Herudover kan cyklen lastet med 25 kg
baggage.
Der findes to styrtyper, komfort og sport, der frit kan
vælges afhængig af kørestil og temperament. Ligeledes kan der frit
vælges om cyklens skal have turdæk, racerdæk eller mountainbikedæk

Ekstraudstyr

Der findes et righoldigt sortiment af ekstraudstyr til cyklen.
En
overtrækspose. En skuldertransportpose (kan konverteres til rygsæk) En
slagfast transportkuffert til flyveturen. Desuden en mindre rammetaske,
skærme, flere typer bagagebærer, støtteben og lys.

Levering og klargøring
Cyklen kommer naturligvis sammenfoldet fra fabrikken og er klar til at køre på med det samme.
Selve sammenklapningen af cyklen er svær at beskrive “DET SKAL OPLEVES”. Vi gør alligevel et forsøg:

  1. Baghjulsophænget løsnes og svinges ind under cyklen.
  2. Saddelpinden løsnes og skubbes ned og låser herved baghjulet.
  3. Forhjulsophænget løsnes ved fjederen og svinges rundt.
  4. Styret løsnes og foldes.

Modsat når cyklen foldes ud.
Det tager ca. 20-30 sek. at folde cyklen.
I sammenfoldet stand fylder Birdy 78x56x38 cm.

Køreindtryk
Testcyklen, er den letteste i Riese
und Mullers program med en vægt på 9,5 kg. Cyklen har 9 gear, der
ligger mellem 11-32, foran har klingen 56 tænder, hvilket giver en
temmelig høj gearing. Gearingen kan ændres ved at ændre størrelsen på
kassettekransen.
På din Første tur på “fuglen” vil du opleve en lidt
urolig opførsel. Styret føles meget “levende”. Det skyldes til dels, at
cyklens mindre hjul ved rotation har en mindre centrifugalkraft, end
tilfældet er for “normale” hjulstørrelser. Desto større hjulene er,
desto mere opleves en stabiliserende effekt på styringen. Man vænner
sig hurtigt til det lidt livlige styr – tro mig, der går ikke mange
minutter, før man glemmer, at Birdyen er en foldecykel.
Cyklen er prøvekørt med sportsstyret, der giver en kørestilling som på en standard mountainbike.
Cyklen
er blevet afprøvet gennem 60 dage. Brugsmønstret har været daglig
pendling weekendture, træningsture og kombineret transport
cykling/offentlig transport. Erfaringen fra de forskellige
anvendelsesområder er:

Daglig brug i by og på jævn vej: kører den upåklageligt
Bakkekørsel:
Her afviger køreoplevelsen fra normale cykler. Det skyldes givetvis ,t
man sidder længere tilbage (tyngdepunktet er forskudt mod bagnavet) end
på en ordinær cykel.
Desuden flexer styr og frempind temmelig
meget når belastningen med armene øges. Styr og frempind burde kunne
gøres stivere. Testcyklens styr var desuden svejset en smule skævt på .

Hjulstørrensen er 18 “. Hjulene er bygget med Alex D15
dobbeltbundede fælge. En praktisk detalje er at der er fræset en lille
rille i fælgen. Rillen fungerer som slidindikator.
Som standard
leveres Birdy med et kevlar forstærket højtryks turdæk fra Maxxis, men
der fås også et MTB dæk og skal det gå rigtig stærkt, endvidere en 18 ”
udgave af Schwalbes Stelvio racerdæk.
Den største begrænsning er
afgjort hjulstørrelsen, som ligger midt mellem de mest udbredte
standardstørrelser på 16 og 20″. Dette begrænser muligheden for at selv
at vælge andre fælge og dæk. Ellers er alle cyklens øvrige dele
standardkomponenter fra Shimano, SRAM og Avid.

Birdy er sjov at køre på. Den er perfekt i byen, hvor den med en
kvik acceleration og behændighed kommer frem overalt. Også længere
distancer klarer den udmærket Man kan sagtens køre 50 –100 km på den,
men dens force ligger afgjort i de korte ture kombineret med offentlige
transportmidler. I sammenfoldet stand går Birdy som almindelig baggage
og jeg har jeg i testperioden kunnet tage den med både DSB og HT uden
problemer. (Dog skal det nævnes, at længdedimensionen på 78 cm
overskrider mindstemålet for håndbagage hos DSB på 60 cm).

Anvendelsesmulighederne er mangfoldige.
Man lærer hurtigt at
sætte pris på cyklens mange muligheder. Også til ferie vil den være
perfekt, fordi den kan medtages i bagagerummet på bilen eller
medbringes på en charterferie, hvor den kan være en perfekt følgesvend
i by og opland . Kun fantasien sætter grænsen!

Birdy fås i fem forskellige udgaver, alle bygget på den samme ramme, men varierer udstyrs- og vægtmæssigt.
Den billigste koster tæt ved 8000 DKR mens den dyreste med Rohlof nav koster 18500,-
Der yders 25 års garanti på rammen og to års garanti på øvrige dele.


Samlet bedømmelse
Indrømmet. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle komme til at sætte så stor pris på den lille fugl, hvis vinger sagtens kan bære.
I
en verden hvor der bliver stadig mere og mere trafik er der et behov
for en cykel, som kan forene cykling med offentlig transport. I den
sammenhæng er Birdy en cykel ud over det sædvanlige som viser vejen
for, hvordan fremtidens “urban ridning” kan udbredes. Men også til
sommerhuset, campingvognen, båden eller sommerferien har den sin
berettigelse.

Links
https://www.r-m.de/
https://www.birdy-freunde.de/

CYKELPORTALEN