CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Lars Nielsen tilhører den lille skare af langturscyklister som virkelig har fået bacillen godt og grundigt ind under huden. Selv siger den 55 årige...

Lars Nielsen tilhører den lille skare af langturscyklister som virkelig har fået bacillen godt og grundigt ind under huden. Selv siger den 55 årige vestjyde at han først rigtig lever når han er ude på landevejen alene lang fra Fædrelandet.

Lars Nielsen populært kaldet Longrider beretter i sin seneste bog “På to hjul under sydkorset”  om 27.000 km på cykel gennem New Zealand, Australien, Chile, Argentina Peru og Sydafrika.

– For mig har det været grænseoverskridende at kunne cykle i så fjerne egne af kloden, og specielt bemærkelsesværdig, fordi min familie ikke er særlig berejst, fortæller Lars.  I 2002 blev han kørt ned under en cykeltur i England, og er aldrig helt kommet over sin skade.  Men det forhindrer ham ikke i fortsat at tilbagelægge tusindvis af kilometer – endda oftest på sin gamle landevejscykel.

Han indrømmer faktisk også, at han ikke har noget sprogøre, men at det blot har givet anledning til mange gode grin, når han er rejst ud i verden med sin tohjulede og kun den bagage, der kan være på den. Lars Nielsen tager gerne ud og holder foredrag om sine eventyr, og han er blevet hædret for sine verdensomspændende cykelture med et medlemskab af Travellers Club i Oslo.

Han har tidligere udgivet bogen “Stik Nord” om 20.000 km i cykelsadlen fra Kap Horn til Alaska, og “Mine Drømmes Nordamerika” om hele 75.000 km i USA og Canada.

Med den rette attitude kan man komme langt!

I forhold til Lars Nielsen tidligere bog Stik Nord er fortælleformen blevet væsentlig mere levende og engageret.  Væk er den kronologiske rækkefølge og i stedet fortælles spændende historier og episoder fra de enkelte ture.  Dette er med til at holde læseren mere fangen og man får automatisk lyst til at læse videre.

Der er masser af tips og inspiration til andre cyklister som har mod på at opleve verden på egen hånd, men pas på det smitter.

Når man inden starten får at vide: »Lars: Du skal være 100% sikker på at have fundet en overnatning allersenest kl. 17.00 hver dag, ellers forsvinder du bare!« kommer man til at tænke: »Mon manden overdriver?«

I 2002 mistede Lars den venstre lårmuskel ved en ulykke, men det forhindrer ham ikke at cykle videre. Min læge synes stadig, at det er et mirakel, at jeg kan cykle de ture, som jeg gør, men hvor der er vilje…

Det er nok de færreste som vil gøre Lars kunsten efter, men bogen kan afgjort tjene som inspiration og guide for andre som har løst til at opleve det primitive liv som cykelnomade.  Har du først fået det i blodet er det svært at undvære det årlige fix.

Bogen koster 229 kr og udgives af forlaget Mellemgaard.

Om forfatteren:
Lars Nielsen (f. 1955) tog realeksamen på Hobro Gymnasium i ’73. I årsbogen for 1972-73 blev der om Lars’s fremtid skrevet: ´Sørøver på Mariager Fjord´! I stedet for er han blevet en af ´Landevejens hårde halse´.

Han kom på kødopskæringsvirksomheden Norcold i ´73 som ferieafløser – og har ikke forladt slagteribranchen siden. I dag arbejder han ½ dags som følge af et trafikuheld i 2002, hvor han blev påkørt af en bil ovre i England – og brækkede ryggen, hvilket har resulteret i 20% invaliditet.

Lars´ store interesse, gennem alle årene, har været cyklingen. Siden 1980 har tur cyklingen bragt ham til fjerne egne af vor klode. I 2010 havde Lars cyklet 145.000 km på disse ture!

Han har tit og ofte været tæt på ´Den yderste grænse´ hvilket har resulteret i medvirken i flere dokumentarprogrammer i radio og TV, så som ´Go´ morgen, Danmark´. Ligesom landsdækkende aviser og ugeblade har dækket hans usædvanlige ture. Han holder også foredrag om turene.

Lars er  hædret for sine verdensomspændende cykelture ved at blive medlem af ´Travellers Club, Oslo´.

Han har skrevet bogen Stik Nord om sin 20.000 km cykeltur fra Kap Horn til Alaska. En anden bog handler om hans store kærlighed: USA og Canada: Mine drømmes Nordamerika – oplevelser fra 75.000 km cykeltur.

Link

Del denne artikel...Share on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on FacebookEmail this to someone

CYKELPORTALEN