CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Allan Leest beretter om en tur på mountainbike til Sydamerika

Min tur startede som en normal “lige færdig med gymnasiet og ud at opleve verden” tur. På med rygsækken og ned til Kilroy og købe min billet til Sydamerika. Et kontinent som altid har fascineret og tiltrukket mig – ikke mindst pga. den specielle folkefærd og de berygtede Andesbjerge. Det var ikke min plan at gøre turen på sadlen af en cykel, men efter et par måneders rejse gennem Ecuador og Peru var jeg blevet godt træt af de lange, seje, ensformige og ofte natlige busturer uden toilet og med fulde, aggressive og ofte ildelugtende medpassagerer (det med det ildelugtende skal ikke forstås som en fordom men bare som ren og skær fakta). Jeg gik glip af en masse oplevelser, ikke mindst de fede bjergveje, som vil blive endnu federe på ryggen af en toptunet mtb. I Bolivias Hovedstad, La Paz fik jeg anskaffet mig en cykel, et par cykelbukser og et par cykeltasker. Med rygsækken øverst på bagagebæreren var jeg klar til at drage af sted Mit første barske møde med de lunefulde Andesbjerge kom på en tur til Yungasen (et bjergrigt område som adskiller det bjergrige Altoplano med lavlandet nord for La Paz). Vejen falder fra et bjergpas i ca. 4700 meter til Yolosa i 1200 meter på 60 km!!! et højdefald på 3500 meter, fra et køligt bjergklima som det danske efterår/vinter til et tropisk regnskovsartigt klima på ca. 2,5 timers cykling – det burde alle prøve mindst en gang i deres liv. Selv samme strækning er i tidernes morgen engang i 80’erne af Time magasin blevet kåret som en af verdens farligste veje pga. den høje ulykkesfrekvens – og det er ikke bare små buler i kofangeren vi taler om. Hvor farligt vejen er, blev jeg erindret om på plazaen i en by i Yungasen hvor der til skræk og advarsel for alle, var udstillet makabre billeder af noget der lignede biler, busser og lastbiler som lå smadrede flere hundrede metre nede af de dybe bjergskråninger. Et enkelt fejltrin fra en fortravlet chauffør ender med et frit fald på adskillige hundrede metre. Vejen består af en endeløs række af hårnåle sving med vandfald over vejen – en vej der er så smal, at det kun enkelte steder er muligt for to køretøjer at passere hinanden. Men før den spændende nedkørsel skulle jeg først fra La Paz i 3600 meters højde og over passet. Det blev dårligere og dårligere vejr jo nærmere jeg kom toppen. Først regnede det og senere begyndte det at sne. Jeg hundefrøs, da min påklædning ikke inkluderede hverken hue, handsker eller Goretec regntøj – en slem begynderfejl, men man må lære det på den hårde måde. Endelig efter 3 timers kørsel og tappet for kræfter kunne jeg gennem sneen skimte et skilt ‘la Cumbre 4700 metros jeg var reddet – troede jeg. Jeg havde glædet mig for tidligt da den efterfølgende nedkørsel bare gjorde kulden endnu være og mine hænder var så forfrosne at jeg ikke kunne bremse. Jeg nåede en slags vejkontrol med nogle blikskurer, hvorfra der blev solgt varme drikke, hvilket i min situation var som et paradis. Jeg blev utroligt venligt modtaget, vel nok fordi jeg mest af alt lignede en våd og hjemløs kat. Jeg fik straks foræret noget tørt tøj, bla. en tysk fodboldlandsholds T-shirt – utroligt hvordan alt kan bruges i nødens stund!!! Endvidere insisterede en mand, at jeg blev og spiste sammen med hans familie. Det var første gang, og absolut ikke sidste gang, at jeg oplevede at jeg i kraft af min, for dem utraditionelle transportform, blev mødt med en venlighed og interesse som man sjældent oplever ved rejser i bus. Den bolivanske gæstfrihed blev dog senere hen overgået af den argentinske, som var helt ekseptionelt.

Cyklen bragte mig senere bl.a. til Trinidad, i den sydlige del af den bolivianske del af Amazonas’en. På denne “junglecykeltur” var det alt overskyggende problem den ulidelige varme og den høje luftfugtighed. Jeg tabte væske hurtigere end jeg kunne indtage det, og mine fire drikkedunke var så varme at jeg kunne koge æg i dem, og de var derfor ikke særlig bevendte. Men som i mange andre steder i verden findes der altid en lille primitiv kiosk bestående af et mægtigt køleskab fyldt med dejlige kolde læskende og desværre alt for vamle og sukkersøde lokale sodavand – men pga. af min noget specielle situation ville jeg have betalt en formue for dem, hvis det skulle være.

Vejene i Bolivia ligner ofte krigskamppladser hvor der er faldet adskillige bomber (hvilket sikkert er tilfældet!). Kun ca. 2 procent af vejene er asfalterede. Stejle opkørsler og nedkørsler – ti km. op og ti km. nedad osv. – er ofte hvad man bliver udsat for. Udover brusende floder som krydser vejen som kun med besvær kan krydses på cykel. Men det er netop disse forhold som gjorde det til noget helt specielt at cykle i Bolivia. Desuden er trafikken forbavsende lille, hvilket er endnu en grund til at det er så fedt at tage på cykeltur i netop Bolivia. Eksempelvis kan man ikke forvente at møde over ti køretøjer om dagen på hovedvej 1 fra Potosi til Tarija i den sydlige del af Bolivia. I Argentina er det anderledes, overvejende pæne asfalterede veje med lastbiler der passere tæt på hvert øjeblik efter det andet.
Slanger er der massevis af, specielt på vejen ned til lavlandet i nord og øst, hhv. Yungasen og Chacoen. De fleste af dem jeg så, var dog små og derfor ikke særlig skræmmende. Dog var jeg lige ved at køre over en rimelig stor og ulækker slange som lå og solede sig midt på vejen. Heldigvis fik jeg styret udenom. Jeg er selv hunderæd for slanger. Det utrolige er dog, at når man ser dem i deres vante omgivelser – dog ikke alt for tæt på – forsvinder frygten en smule. I Chacoen (lavland i Sydøstbolivia) blev jeg en morgen før afgang af en lokal bolivianer advaret imod en bestemt type slange, der netop på dagens strækning ynder at gemme sig i træerne og kaste sig ned over ethvert levende væsen der passere forbi under det. Han mente derfor at jeg skulle passe på med at søge skygge under træerne. Heldigvis slap jeg for at møde en sådan slange. Jeg har dog også erfaret at mange lokale ofte overdriver en smule når de advarer om hid og did – så om historien var helt sand, ved jeg ikke.
Jeg kunne fortælle meget mere om mine cykelture som vel alt i alt var på sammenlagt 5000 km. men nu vil jeg vende blikket med nogle mere praktiske ting, hvis der er nogen der er blevet inspireret til at tage afsted.

Cykeludstyr
Sydamerika er ikke, trods det forholdsvise lave prisniveau på almindelige ting, noget cykelmekka og udvalget af cykler er specielt i Bolivia meget lille. I Argentina er cykelsport noget mere populær og udvalget i butikkerne derfor også meget større, men priserne er enorme. Derfor er det en god idé at tage cykel og specielt reservedele med fra Danmark. På min første tur købte jeg som sagt en cykel i Bolivia, en mtb med Shimano Alivio og STX – ikke det helt store men det holdte akkurat til en tre-fire måneders hårdt brug. På min anden tur tog jeg en cykel med hjemmefra og var også langt bedre udstyret med diverse reservedele og deslige.

Overnatning og maden
Jeg havde ikke noget telt eller kogegrej med, da jeg klarede mig med de hoteller eller fælles sovesale som findes mange steder rundt omkring i Bolivia. Forholdene er meget primitive og madrassen ofte en rissæk fyldt med jord eller lignende, men til gengæld er priserne svinelave og med 3000 kr. per måned kan man leve som en konge (priser som 5 kroner for et værelse og 3 kroner for aftensmad er meget normalt ude i de øde bjerglandsbyer). Dog kan det være svært at finde noget ordentlig mad og ofte må man spise ris og kød til morgen-, middag- og aftensmad, hvis man da ikke har lyst til at sætte tænderne i en dåse sardiner fyldt med ben. I de store byer er der selvfølgelig det hele, og bolig og madstandarden er højere. Men det er absolut ikke Bolivia man skal tage til, hvis man vil have en god kulinarisk oplevelse. Men Bolivia har så meget andet. Størstedelen af befolkningen er indianere og desværre meget fattige, det er dog en fornøjelse at se hvilket livsmod mange af dem besidder på trods af de ofte umenneskelige forhold. Indianere er et lille folkefærd, målt i centimeter, og med mine i danske forhold kun 175 cm. var det en fornøjelse at være til fodboldkamp. Jeg kunne stå allerbagerst og kigge hen over alle de andre som en anden kæmpe. Så hvis nogle af jer gå rundt med et kompleks pga. jeres manglende højde så er en tur til Bolivia en god kur. At krydse grænsen fra Bolivia til Argentina er som at komme til en helt anden verden og Argentina minder mest af alt om en blanding af Italien og Spanien.
Jeg var kun kort tid i Argentina, mest pga. at priserne var som i Danmark.

Sikkerheden i Sydamerika
Mange vil sikkert, efter at have læst ovenstående, tænke at det må være farligt at færdes på cykel med hele sin oppakning i Sydamerika. Hertil vil jeg svare, at det kan være yderst farligt og dumdristigst – bare ikke i Bolivia og i den del af Argentina jeg var i. Specielt Bolivia er et utroligt sikkert land at færdes i til forskel fra specielt Brasilien og Peru, hvor jeg ikke ville turde at forsøge noget lignende. Jeg var ikke på noget tidspunkt ude for nogen ubehageligheder. Selvfølgelig findes der psykopater over hele verden, men generelt vil jeg mene at det er ligeså sikkert at færdes på cykel i Bolivia som i Danmark, hvis man ser bort fra eksempelvis jordskælv, klimaet og vejenes beskaffenhed.

Jeg cyklede alene, og udover at det kunne have været rart at have nogen at dele oplevelserne med her bagefter, mener jeg ikke at det bør afholde andre fra at tage afsted alene. Jeg tror nemmere at man kommer i kontakt med lokalbefolkningen når man er alene, hvilket kan give nogle oplevelser som man aldrig glemmer og måske aldrig kommer til at opleve igen. Mange tager på den helt store verdensrejse uden rigtig at møde de lokale folkeslag og opleve den til tider særprægede kultur – udover fest- og drikkekulturen, dvs. hvorledes forskellige diskoteker ser ud forskellige steder i verden. Det skal der selvfølgelig også være plads til, men hvis man ikke også tage andet med sig hjem, hvilket jeg erfarede at enkle turister/rygsækrejsende ikke gør, vil minderne om rejsen hurtigt fortage sig. Her er en cykel en nyttigt redskab som kontaktskabende middel, da man bl.a. bliver meget mere afhængig at de lokale landsbybeboers hjælp og gode råd. Envidere er det selvfølgelig også fedt at holde sig i form og opleve på samme tid.

Et sidste råd til dem der kunne tænke sig at tage på cykeltur i Sydamerika eller lignende steder. Brug den sunde fornuft, spørg lokalbefolkningen om eventuelle problemer på den planlagte rute, og sidst af alt, men ikke desto mindre vigtigst: Lad være med at planlægge rejsen for stramt og detaljeret, da der skal være plads til uforudsete hændelser, såsom at blive længere tid på et sted og lade inspiration, intuition og tilfældigheder bestemme rejseruten.

Del denne artikel...Share on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on FacebookEmail this to someone

CYKELPORTALEN