CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

Cykelodysséen ReTouren Cykelodysséen ReTouren
Svend Friis cyklede i 2010 fra Nordkap til Gibraltar. Nu har han taget turen den anden vej fra Gibraltar til Nordkap. Læs hele... Cykelodysséen ReTouren

Svend-Friis-06

Ideén til ReTouren fortoner sig helt tilbage til 2011. Et vakuum efter Le Grand Tour i 2010 havde meldt sig. Jeg ville udfordre mig selv endnu engang inden alderen (68 år) begyndte at ‘trykke’ for meget. Flere geografiske områder var i tankerne, men stoppede hurtigt ved den modsatte retning af turen i 2010. – Derfor benævnelsen ReTouren.

Ud fra hvad jeg har kunnet efterforske, ville jeg blive den første dansker, som solo havde cyklet turen fra Gibraltar til Nordkapp på én og samme tur – med andre ord ville skrive cykelhistorie.

I 2012 var jeg så langt fremme i mine forberedelserne, at der næsten kun resterer én væsentlig ingrediens, – finansieringen af turen. – Her hvor jeg var blevet ’folkepensionist’, havde jeg ikke længere råd til at finansiere hele turen selv. Derfor forsøgte jeg ved sponseres hjælp at gøre turen mulig, – men forgæves.

Derfor var glæden stor, da jeg i 2013 mødte en mand, der afleverede en papkasse med så mange penge, at turen nu kan gennemføres, ved dét, at de økonomiske udfordringer nu er løste.

Ruten jeg havde lagt, afveg i nogle lande mere eller mindre fra turen i 2010 og var lagt, så rute var et par hundrede kilometer kortere end den i 2010. Spændende, om det så ville holde stik, når jeg kommer af sted. For gennemføre – det kunne jeg; jeg vidste jo, hvilken indsats det krævedes af mig fra min tidligere tur. Udover en god træningsmæssig stand, krævedes det også mentalt at være indstillet herpå; sidde på cykelsadlen i mange timer, i mange dage og uanset vejr, vind og temperatur.

Også på denne tur vil jeg indgå aftaler om øresponsorater til fordel for Børnecancerfonden. Med familiemedlemmer, venner og bekendte havde jeg indgået aftaler om betaling af i alt 3,40 kroner til Børnecancerfonden for hver kilometer, jeg cyklede under ReTouren. Denne viden var også medvirkende til at gi’ mig den nødvendige motivation.

Mine supportere på turen, var de selvsamme, som på turen 2010, nemlig min hustru , Lene, og dennes datter, Dorthe. Denne gang suppleret med Lene’s søster, Nina. Med Nina var det dog indgået aftale om, at hun forlod projektet for at kunne holde ferie med sine børnebørn, når vi nærmede os den dansk/tyske grænse.

En autocamper, der skulle være vort hjem under turen, var lejet i Tyskland. (Transittilladelse til at køre ind og ud af Danmark, var på plads). Hele teamet kørte fra Korinth om morgenen den 7. juni. – Jeg havde en målsætning om at begynde ReTouren den 13. juni. kl. 08:00, samme sted hvor jeg sluttede i 2010.

Ud på eftermiddagen d. 12. juni kørte vi ind på Gibraltar området. Var heldig med at finde en parkeringsplads (mange biler og få pladser). Her fik jeg cyklen gjort klar (pakket ud, smurt og påmonteret nødvendige løsøre). Alt imens supporterne legede turister. Til aften var vi endnu engang heldige, hvor vi fandt et parkeringssted for natten, hvor vi havde udsigt over Middelhavet og kunne se kysten af Afrika.

Med spænding og forventning oprandt den 13. juni. Jeg blev transporteret frem til mit startsted. Et spørgsmål trængte sig på, ville teknikken opfylde mine forventning? Til at lede min vej op gennem Europa havde jeg investeret i en ny cykel GPS, Garmin Touring Plus, det nyeste nye – forventningerne hertil var store! – Til at fastholde indtrykkene under cykelturen, var jeg så heldig, at med kontante sponsorstøtter, kunne jeg investere i et Garmin VIRB action camera. Jeg forestillede mig sammenklippede sekvenser skulle blive til en titel:” ReTouren, set af mit cykelstyr”

Svend-Friis-05

Præcis kl. 08:00 satte jeg mig på cyklen for sammen med mange andre trafikanter at køre mod grænseovergangen til Spanien. Uantastet cyklede jeg ind i Spanien og af GPS’eren blev ledt ind i den spanske by, La Linea. Ind mod dét, som skulle vise sig, var den ældre bydel. Ind i smalle gader. Her begyndte dagen, hvor næste alt gik skævt. Turen kunne næsten have sluttet, før den begyndte.

Det var planlagt at frokosten skulle indtages ca. 3 km syd for byen Ronda, ved en campingplads. Her havde lang tid forinden aftalt et møde med en journalist fra et dansk tidsskrift i Spanien, La Danesa

Som nævnt, gaderne var smalle, men at de til og med var ensrettede, kendte min GPS’er ikke til. Jeg fulgte den troligt og cyklede højre/venstre efter dennes anvisninger. På et tidspunkt, hvor den viste mod venstre, var jeg kommet i udkanten af byen og dér til venstre, var et markskel og måske havde der for mange år siden været en vej !?. – Vejen længere fremme endte blindt! – Jeg stoppede GPS’eren. – Så tilbage hvor jeg kom fra. Fandt en restaurant med udendørs servering. Fik kontakt med en tjener, denne forstod desværre kun spansk. Jeg havde lavet en helgardering, ved at medbring et kortudsnit på papir og kunne pege på byen og med kropssprog virke spørgende. Tjeneren gjorde sit yderste for at hjælpe. Det eneste jeg forstod var retningen. men skulle først en del tilbage. Længere i retning og gentage spørgsmålet. Forstod ikke altid den gode vilje, spaniolerne viste, hvorefter jeg var kørt forkert. Efterfølgende viste det sig, jeg næsten var kørt i ring.

Endelig var jeg kommet i den rigtige retning. Vejen var begyndt at stige, hvilket måtte være i den rigtige retning, for Ronda ligger nær toppen af et bjergområde.

Jeg prøvede igen min GPS’er: “Kør herfra til Ronda” indtastede jeg og fulgte troligt dennes anvisninger. Stadig opad og opad en 15 – 20 km. Mødte en motionscyklist og for en sikkerheds skyld spurgte om jeg var på rette vej. Denne rystede på hovedet og gjorde tegn til at skulle følge ham. Nedad igen, 15 km, til en rundkørsel, hvor jeg nogen tid forinden havde valgt den forkerte vej ud af. – Underligt nok GPS’eren mente åbenbart, jeg længere fremme kunne være kommet ind på rette vej, – hvis den måske fandtes endnu? (tidligere erfaring).

De massive problemer med at finde ruten, kommunikerede jeg med mine supportere via SMS og de var kørt til mødestedet med journalisten for at tage imod denne. Grundet mine navigationsproblemer havde de flyttet mødestedet længere sydpå til byen Gaucin.

Et kontrolspørgsmål på en tankstation – hvor jeg købte en iskold cola – fik jeg bekræftet at være på rette vej, men erfarede der endnu var 28 km til Gaucin – og det var næsten hele tiden opad og opad. På et tidspunkt havde jeg næsten ikke mere væske og der kom tilsyneladende ikke flere bymæssige bebyggelser. Jeg forsøgte at sende en SMS til min supportere, men måtte konstatere, der kun var strøm på telefonden til nødopkald. Jeg måtte så blot håbe på, de ville forsøge at finde mig.

Mangel på væske var årsagen til begyndende krampe i benene. Første kneb det med at træde pedalerne når det gik opad. Senere kunne jeg bare gå og skubbe min cykel. Havde dog held til at stoppe to bilister, som kunne give mig en smule vand. På vejskilte kunne jeg se, jeg nærmede mig Gaucin. Kunne godt læse de spørgsmål på SMS, jeg modtog fra mine supportere, men kunne stadig ikke svare.

Da havde få hundrede meter til Gaucin, kom mine supportere omsider. (Journalisten skulle tilbage til Malaga og kunne ikke vente længere med at tage af sted.) Total dehydreret fik jeg væske, salte og mad, men evnede ikke mere denne dag at cykle længere.

Svend-Friis-04

I stedet for den planlagte tur indtil frokost på ca. 90 km, var det med alle fejlkørslerne blevet til 104 km i en temperatur, som var 20 grader ved starten og 41 grader, da jeg blev samlet på.

Fra Gaucin blev jeg transporteret til campingpladsen de 3 km syd Ronda, som skulle have været vort frokoststed, her blev jeg restitueret resten af dagen og natten.

Af andet som ‘gik skævt’ vil jeg nævne klimaændring (varme). Jeg ville have været bedre stillet, hvis jeg havde akklimatiseret mig en uges tid før starten og samtidig have øvet bjergkørsel. Et mindre problem i den ene knæhase havde afholdt mig fra træning 12 dage før start, det kunne godt mærkes.

For at kunne holde længere frokostpauser (siesta) startede jeg resten af turen ca. kl. 07:00 hver morgen. Anden dagen lagde jeg ud med en kombination af GPS og papirkort som vejviser. Det duede heller ikke. Jeg kom i hvert fald i en forkert retning, for selvom vejen snoede sig opad, havde jeg generelt solen i ansigtet fra morgenstunden. Det fandt jeg relativt hurtigt ud af. – Retur igen og igen heldig med at møde en anden cykelmotionist, som kunne hjælpe mig på rette vej ved at signalere, jeg skulle følge efter ham. En formiddags tur på 93 km i et temperaturområde, som startede ved 17 grader og toppede ved 44 grader. Bedre blev det ikke efter siestaen. Har viste termometeret 36 grader til at begynde med og toppede et par gange ved 45 grader. Det krævede masser af væske. For at tilgodese dette havde mine supportere og jeg fundet en sikker løsning, som var gældende for resten af turen. Den dehydrering, jeg havde på førstedagen, måtte ikke gentage sig. Med hændelserne fra dagen i forvejen og de temperaturmæssige forhold, blev anden ½-dag kun 43 km. – Allerede her var jeg uhjælpelig bagud for min tidsplan. Og det skulle blive værre endnu.

Til ruteplanlægning havde jeg hjemmefra lavet en liste med waypoints, jeg skulle have anvendt på min GPS. I stedet for blev det nu Dorthe og Nina, som med denne liste og bilens GPS, gjorde nogle notater med stikord og/eller vejnumre, jeg skulle anvende på min videre færd. I byerne, især de større’ kunne der være problematisk. Her kunne jeg så kombinere listen med den kortfunktion, jeg havde i cykel GPS’eren. – Enkelte gange senere forsøgte jeg sideløbende med supporternes beskrivelser af ruter, at se om min GPS’er ville vælge samme rute. Men nej, – her fik jeg bar ruter, der forårsagede mange kilometer ekstra

Jeg havde efterhånden mindre og mindre energi på grund af et maveonde, som givetvis var forårsaget af dehydreringen den første dag. Appetitten var borte, da jeg ikke kunne komme af med ‘affaldsstofferne’. Jeg savnede kræfter til at forcere stigningerne op mod den spanske højslette hvor temperaturen den 15. juni om eftermiddagen rundede de 40 grader

Ved frokosten dagen efter måtte jeg have mine supportere havde ‘hentet hjælp’ på et nærliggende apotek. – Var efterhånden nået til lidt syd for Ciudad Real. – ‘Hjælpen’ fik gang i maven igen og energien kom igen hen over de næste dage.

Vejbelægningen i Spanien er – f.s.v. angår de lidt større veje – meget lig danske forhold. For at gøre turen kortest mulig, havde mine supportere til afslutning på ruten den 16. juni guidet mig ind på en vej med begyndelsesbogstavet ‘D’. Det skulle vise sig ikke at være heldig. Vejbelægningen var lap på lap af asfalt og mellem disse større og mindre huller. Den 17. juni fik jeg anvist en rute, hvor vejbelægningen blev meget bedre. På resten af turen i Spanien blev der ikke anvendt ‘D’-veje.

Svend-Friis-09

For de som ikke har været hen over den spanske højslette, vil jeg blot fortælle, at der her ikke er mange strækninger, hvor det ‘går lige ud’. Nej, der er mange stigninger/bjerge undervejs. Når man således er cyklet opad, kommer der naturligvis også nedkørsler. Her oplevede jeg en lang nedkørsel over flere kilometer med serpentiner sving. Sådanne strækning kendes der ikke til herhjemme, men her det er rigtig sjovt at være cyklist – Når man befinder sig i det område af Spanien omkring 700 meter over havet, betyder det, at morgentemperaturen kl. 7 om morgenen ligger på etcifret grader. En morgen var den helt nede på 5 grader, så her var der behov for knæ- og armvarmere indtil temperaturen kom højere og det gjorde den. Alle dagene bød på temperaturer over 30 grader.

Den 19. juni var det slut med højsletten. Fra at være oppe i en højde på 1.196 meter denne dag efter ca. 60 km, kom jeg efter 64 km ned i 260 meters højde ved frokosttiden. Hu-hej hvor det gik stærkt. (Lene vil ikke vide hvor stærkt jeg cyklede).

Kort tid efter frokosten den 19. juni fik jeg en defekt, da en eger i mit baghjul sprang. Heldigvis havde jeg et reservehjul liggende i autocamperen. Jeg fik tilkaldt mine supportere, som i løbet af en halv times tid og hjalp til med at skifte hjul.

På hele turen gennem Spanien havde vinden stået i det NØ hjørne det meste af tiden, en enkelt dag dog kom den dog fra vest.

Dagen derpå skulle jeg indstille mig på at forcere Pyrenæerne. Det skulle vise sig, det var en heldig rute, som var valgt. Over en strækning på omkring 30 km lå stigningsprocenten på op til omkring 6. De sidste 2 km dog på op til 10%. Herefter kom nedkørslen over 20 km, hvoraf de første 10 km var rene serpentiner sving. Heldigvis var vejbelægningen tør, som igen var det rigtig sjov at være cyklist. Under den sidste del af nedkørslen ændrede vejskiltene pludselig udseende. Det var fordi, jeg næsten i al ubemærkethed havde passeret grænsen til Frankrig. Mine supportere havde undervejs være inde i Pamplona og fået repareret mit baghjul, som jeg så kunne skifte tilbage til i forbindelse med frokosten.

Mod slutningen af eftermiddagens etape, havde jeg kommunikations problemer med mine supportere med hensyn til ruten. Det resulterede i en unødig fejlkørsel og problemer med at finde det sted, de havde valgt vi skulle holde nattesæde. Det lykkedes omsider at finde frem til dem, efter en lang opkørsel i 41 graders varme. – På det sidste havde jeg haft tekniske problemer med gearskiftet. Nu konstaterede jeg årsagen kunne være slitage af kæde og kassette, som jeg derfor skiftede med medbragte nye.

Henover natten oplevede vi for første gang et uvejr på turen. Vi fik både regn og torden. Heldigvis var uvejret ophørt dér tidlig om morgenen, men der var stadig pytter på vejen, da jeg startede på dagens etape. Jeg havde dog stadig problemer med mit gearskifte. Via en SMS til mine supportere bad jeg dem finde en cykelsmed, som evt. kunne finde ud af, hvad der var galt. Min cykel og jeg blev transporteret de sidste kilometer ind til cykelsmeden i Mont-de-Marsan. Denne mente blot mine problemer kunne løses med en simpel justering, som han foretog uden beregning (han var blevet orientering om projektet og Børnecancerfonden). Under transporten havde mine supportere overbevist mig om, at jeg skulle holde hvil resten af dagen, hvilket jeg indvilgede i.

Svend-Friis-07

Natten efter hviledagen havde vi atter tordenvejr, men det var igen ophørt ved dagens begyndelse. Den halve hviledag havde bekommet mig vel for indtil frokost klarede jeg i en vestlig vind 102 km, også fordi der på strækningen ikke var nogen nævneværdige stigninger. Det kom der til gengæld på eftermiddagens etape, hvor jeg ‘tog hul’ på området Masif Central. Vinden var for en gangs skyld drejet om i syd, men var bare svag. – Lidt har også ret! – Under disse forhold klarede jeg trods alt 97 km til udkanten syd for Perigueux. – Herefter igen en nat med tordenvejr.

Vejrmæssigt var heldet sluppet op. Godt nok var der tørvejr, da jeg skulle starte, men udsigterne var nedslående. Derfor monterede jeg løse skærme på cyklen og tog selv knæ- og armvarmere på. Det var stort set vindstille, men regnen gjorde, at jeg næsten ikke kunne se ud af mine cykelbriller. Forsøgte mig med at ta’ dem af. Opad en god løsning, men i Masif Central går det rigtigt meget op og ned. Så på nedkørslerne var jeg nødt til at knibe øjnene så meget sammen, så jeg næsten intet kunne se. Det duede heller ikke! – så brillerne på igen.

Hen mod frokosten klarede det op og i forbindelse med frokosten afmonterede jeg skærme og efter frokosten startede jeg uden knæ- og armvarmere. Det skulle vise sig at være en fatal disposition. For efter ca. ½ time kom regnen tilbage og vinden pustede sig op til frisk i styrke og så kom den fra NNV. Efter jeg i dette vejr havde ‘kæmpet’ mig opad, stort set hele vejen i næsten 3 timer, var jeg blevet gennemkold og tilkaldte mine supportere, stoppede eftermiddagens etape og fik varmen igen i et dejligt varmt bad.

Ved daggry den 24. juni var der heldigvis sket et vejrskifte. Nu var solen vendt tilbage, der var stort set vindstille, men temperaturen kl. 7 var kun 11 grader. Formiddagens etape blev den sidste i Masif Central på 82 km i en gennemsnits temperatur på 16 grader. En formiddag med ‘overtræk’ på. Eftermiddagen derimod uden de mange stigninger og en gennemsnits temperatur på 26 grader.

Dagen efter var der igen vejrskifte. Om formiddagen krydsede jeg Loire floden i en frisk vind fra nord, gennemsnits temperatur på 18 grader og mange mindre irriterende bakker og enkelte større ind i mellem. Eftermiddagen blev ikke spor bedre. Vinden havde blæst sig op til at være hård og skulle stadig den modsatte vej af min. Temperaturen havde dog sneget sig op til et gennemsnit på 24 grader.

Den 26. juni igen en kølig formiddag, som startede ved bare 6 grader men holdt et gennemsnit på 16 grader. Vinden kom stadig fra NV men var bare svag til let. Hele dagen var der sol fra en næsten skyfri himmel. Èn af de tilfredsstillende etaper, hvor jeg klarede 97 km i et middel kuperet terræn.

Om eftermiddagen, hvor vinden var drejet om i SØ, men svag og en gennemsnits temperatur på 24 grader, var der én, som ‘holdt hånden’ over mig. I én for mig højre drejet kurve, hvor vejen på en strækning over en kilometers ‘penge’ havde en jævn stigning på omkring 3%, sad jeg med hænderne på styret nær frempinden og ‘malede’ i et jævnt tråd opad. Her sad jeg og tænkte på alt og intet, da det pludselig giver et ryk i styret og der lyder et smæld. Samtidig ser jeg en mørk skygge suse tæt forbi mig. Det hele går bare i løbet at et split-sekund, men jeg får da et mindre chok og står af cyklen. – Det var en mindre mørk bil, som havde skåret sin venstre kurve så skarp, at den var kommet helt over i min side af vejen og det smæld og det ryk i styret var sket, da bliens sidespejl havde strejfet mit venstre STI-greb (bremsegreb/gearvælger). På sådanne vejstrækninger holder jeg ligeså ofte hænderne på STI-grebene, hvilket i den situation ville have været fatal.

Svend-Friis-03

Det skulle vise sig som en af de mere begivenhedsrige eftermiddage. Da jeg på forhånd havde søgt at gøre hele turen så kort som muligt, forårsagede det, at jeg kom gennem et område. jeg ikke erindrer at have hørt om tidligere, nemlig de franske Ardennerne. Jeg havde kun kendskab til de belgiske Ardennerne. Hen mod slutningen af eftermiddagens etape, var jeg igen uheldig med en sprungen eger. Og igen måtte jeg rekvirere reservehjulet.

Den 27. juni, en kold formiddag, startede med 9 grader og havde et gennemsnit på bare 15. Her startede jeg i en svag vind fra ØSØ og cyklede de sidste 15 – 20 km i Frankrig inden jeg ‘tog kampen op’ med de belgiske Ardennerne. Målet var at nå Bastogne, for dér havde mine supportere lokaliseret en cykelsmed, som kunne fixe mit baghjul.

Eftermiddagens etape var blevet planlagt til at slutte syd for Liege. Frisk vind fra VSV og en gennemsnits temperatur på blot 18 grader. Geografisk var jeg stadig i Ardennerne med hvad deraf følger.

I min planlægning af ruten hjemmefra var jeg gået ud fra, jeg havde en super GPS’er, som kunne lede mig gennem det tætbefolkede område omkring grænserne mellem Belgien, Holland og Tyskland med alle det motorveje. Som tidligere beskrevet havde jeg ingen glæde af denne GPS’er og lave en beskrivelse i notatform af mine supportere, ville nærmest være umuligt. Da jeg på daværende tidspunkt var bagud for min oprindelige tidsplan, blev min cykel og jeg transporteret igennem dette område til udenfor Wesel i Tyskland, hvorfra jeg genoptog min cykeltur dagen efter. Under transporten kom der nogle voldsomme regnbyger, hvilket i givet fald ville have vanskeliggjort at find vej i området på cykel.

Med en frisk SV vind, overskyet og en gennemsnits temperatur på omkring 17 grader kunne jeg i dette relativt flade nordtyske område denne dag lægge 197 km til min tur. Her i Tyskland stiftede jeg bekendtskab med et veludbygget netværk af cykelstier. Jeg skulle blot være opmærksom på, at cykelstierne var dobbeltrettede og kunne skifte fra den ene side af vejen til den anden. mod slutningen af formiddagens etape oplevede jeg dog, at der på vejen lige ud mod Rheine (23 km) ikke længere var nogen cykelsti og tilmed et skilt, hvorpå var anført: cykling forbudt! – Hvad så? – Igen var jeg heldig. En motions cyklist dukker op af ingenting. Jeg sætter ham ind i mit dilemma og så sige dette flinke menneske: følg efter mig. Via cykelveje guider han mig af sted, som leder os ind på en nedlagt jernbanestrækning (nu asfalteret) hvor jeg på skiltning får bekræftet, jeg er på vej mod Rheine. Da der mangler ca. 6 km ta’r jeg afsked med denne flinke mand, som fortæller han er på vej til træning for triatleter.

Natten igennem og formiddagen med af den 29. juni havde vi regnvejr og gennemsnits temperaturen lå denne formiddag på bare 12 grader. Af hensyn til at Nina skulle transporteres til Hamborg for at ta’ toget hjem, så hun kunne passe sine børnebørn, skulle frokosten afholdes relativt tidligt. Det betød min cykel og jeg skulle samles op syd for Bremen, transporteres til nord herfor og dèr holde frokostpause.

Svend-Friis-08

Eftermiddagen bød på tørvejr men med en frisk nordlig vind og temperaturen sneg sig op på et gennemsnit på 18 grader. Her fortsatte jeg mod Elben uden at have supporterne i baghånden. Det var blot at håbe, jeg ikke fik én eller anden form for defekt. Det gjorde jeg heldigvis ikke og nåede til byen Brockdorff nord for Elben.

Efter at Lene og Dorthe havde sendt Nina med toget fra Hamborg, kørte de længere nordpå for at møde Dorthe’s kæreste, Jesper, som på cykel var på vej sydover. De mødte ham i Jagel syd for Slesvig, hvor de transporterede ham og dennes cykel til Brockdorff. Hertil ankom de 1½ time efter mig. – Det har hele tiden været aftalen, at Jesper måtte følges med mig fra Jylland til Nordkapp, men på grund af min tidsplan var forskubbet, stødte han til der nord for Elben.

30. juni blev turens første hele hviledag.

Om formiddagen den 1. juli gik turen mod den dansk/tyske grænse i en frisk vesten vind ‘krydret’ med nogle irriterende regnbyger. Der blev nogle problemer med at finde supporterne, da der skulle holdes frokost pause, da jeg/vi var cyklet ad en anden vej end vi havde fået anvist.

Efter frokosten og passage af grænseovergang, fik vi en ny udfordring. For hovedvej 11 er umiddelbart efter grænsen omdannet til en motortrafikvej. Ingen anvisning for cyklister andet end enten at køre til højre eller venstre. Vinden var i eftermiddagens løb drejet om i SSV. – Vi valgte vejen mod højre og efter ‘konsultering’ af kort på GPS og Smartphone, lykkedes det at finde vej mod en campingplads udenfor Gram. (GPS-eren vil igen lede os på en kæmpe omvej) Her havde supporterne sat stævne med min datter Lone og gemalen, Jesper, (også en Jesper), min bror og svigerinde, en fætter og dennes hustru. En fætter mere dukkede uventet op. Gæsterne havde medbragt kaffe og ‘blødt brød’, så vi havde nogle hyggelige timer sammen.

På resten af turen op gennem Jylland fulgte Jesper mig. Vi var hovedsagelig ‘udsat’ for en frisk vestenvind på hele turen til Frederikshavn og temperaturen nåede ikke over 14 grader. Mit gearskift fungerede stadig ikke tilfredsstillende, hvorfor mine supportere havde fået kontakt med en cykelmekaniker nær ruten gennem Aalborg. Denne mente også bare der var tale om et justeringsproblem, som også han klarede uhonoreret. Fra Nørresundby var jeg heldig med at få motorpæs af en Vespa knallert. I slipstrømmen af denne kom jeg/vi hurtigt til Hjallerup. Desværre skulle den tilsyneladende ikke længere. Vi ankom til Frederikshavn ved 15:30 tiden den 3. juli. Her blev cyklerne og vi læsset på/i autocamperen og i første omgang transporteret til Lone’s og Jesper’s sommerhus i Strandby (nord for Frederikshavn), hvor vi fik et velfortjent bad og fik serveret lækker aftensmad.

Supporterne havde booket en billet på færgen til Göteborg med afgang kl. 23:55, men der kunne være en chance til afgangen kl. 20:15. Heldige var vi, som den allersidste autocamper kom vi ombord på den tidlige afgang og 3 timer senere kørte vi fra borde. Fandt en stille villavej et pænt stykke udenfor Göteborg og overnattede dér.

Svend-Friis-10

Herfra satte vi os på cyklerne ca. kl. 7:30 den 4. juli og cyklede mod Lidköping. På dette tidspunkt viste termometeret allerede 14 grader og det sneg sig op på en gennemsnits temperatur på 17 grader. Resten af vejen op igennem Sverige var vi heldige med at vinden, let til jævn, holdt sig i en sydlig retning. På formiddagens etape forsøgte Jesper og jeg os med at få et samarbejde i gang, hvor vi skiftedes til at tage føringer. Dette kunne vi ikke få til at fungere. Grunden hertil var forårsaget af, at vi ikke inden turen havde kørt flere træningsture sammen og indøvet sådan et parløb. Vi aftalte derfor, at vi resten af vejen til Nordkapp ville cykle hver for sig.

På eftermiddagens etape mod Mariestad kom jeg til et stykke motorvej efter ca. 25 km. Dette forårsagede jeg måtte ud på lidt af en omvej, men for øvrigt ganske hyggeligt at se det svenske landskab fra ‘bagvejen’ og så i solskin med en gennemsnits temperatur på 21 grader. Vi holdt nattesæde ved Sjötorp, nær Götakanalen.

Den 5. juli cyklede jeg mod Kristinehamn. Her vovede jeg at at ta’ omfartsvejen, som på et tidspunkt blev til en motortrafikvej. Den var ganske vist tydelig markeret, men jeg tog chancen og cyklede i nødsporet, bare ca. 2 km. Det gik uantastet og uden mishagsytringer. Jeg skulle ganske vidst have valgt at køre ind gennem byen, men jeg sparede da lidt tid her.

Herefter var det bare at følge vej nr. 26, Inlandsvägen, nordover. På et senere tidspunkt blev den til og med til E45. Om den hed det ene eller andet, var det stort set bare at følge disse vejnumre helt til den finske grænse og det tog flere dage, før jeg nåede dertil.

Undervejs oplevede jeg mangt og meget. Vejbelægningen var en del varieret. Generelt god til rimelig god. Visse steder var den af granitskærver lagt i tjære, som vi kender det herhjemme fra, bortset fra det mange steder var valgt granitskærver, som er noget større end de herhjemme. Kunne jeg ‘snige’ mig til at cykle omkring en meter ude fra den hvide kantstreg, gik det lettere, for her havde den øvrige trafik tromlet vejbanen mere jævn. Ellers gav det stor rullemodstand. På nogle strækninger var skærverne jævnet ud med en vejtromle. Andre strækninger havde et super jævnt asfalttæppe. Af højdeforøgende meter vil jeg kalde det ‘begrænset’. Typisk omkring 1.000 meter på en dagsetape på 200 km.

Temperaturmæssigt var det skønt at cykle op gennem Sverige. Til og med formiddagsetapen den 12. juli, var temperaturen i dagtimerne ikke under 14 grader. Eftermiddags temperaturen nåede flere dage op omkring 30 grader.

Om eftermiddagen d. 6. juli syntes vi E45 snoede sig gevaldig meget i forhold til retningen. Supporterne mente at have fundet en genvej ved at køre på en sekundær hovedvej. At denne strækning var væsentlig mere kuperet en E45 var ikke til at vide. Ej heller der undervejs var igangsat en forbedring over en strækning på 34 km. Her var vejbelægning total fjernet og underlaget til en ny bestod af nævestore granitskærver lagt i en smule sand. Ikke en belægning der var til at cykle på. Dagsetapen sluttede derfor her og vore cykler blev transporteret forbi dette vejarbejde. Vi fandt et sted i en fyrreskov nær en sø hvor vi overnattede og holdt hviledag den 7. juli.

Det var fra nu af og resten af vejen gennem Sverige, Finland og til nord for Alta i Norge vi var plaget af myg, nogen af teamet mere end andre. Af fluer blev vi også generet af især to slags. Fik de fred og rå, når de ‘landede’ på en, kunne de give et smertefuldt bid. Den ene slags, en meget stor, evnede at flyve med mere end 20 km/t. Dette forårsagede, at når der var stigninger på vejen, havde jeg en sværm af dem omkring mig. Det betød også, at det jeg ville spise undervejs, måtte indtages ‘dinner tranportable’, altså mens jeg cyklede. Også disse fluer generede mig ligeså længe som myggeplagen.

Eftermiddagens etape d. 8. juli bød på to udfordringer. Først da jeg kom til Östersund. Her var der en længere strækning med motorvej, hvorfor jeg blev tvunget ind gennem byen. Så var problemet med at finde ud af den i den rigtige retning. Supporterne blev tilkaldt og med hjælp fra bilens GPS’er lykkedes det med en del forsinkelse. Ca. 30 km længere fremme sprang kablet til cyklens bagskifter. Så blev der ikke cyklet mere denne dag. Cyklen op på camperen og af sted mod den næste større by, Strömsund, hvor der efter sigende skulle være en enkelt cykelmekanikeren. Da vi nåede frem, var der lukket, så vi fandt et sted ved byens kirke, hvor vi kunne parkere camperen natten over. Præcis kl. 09:00 da forretningen åbnede stillede jeg med cykel hos cykelmekanikeren. Denne havde aldrig set sådan en cykel før, men indvilgede i at forsøge at gøre den køreklar. Han havde tilsyneladende flere venner, som han kunne ringe til. Og efter ca. 3 timer kunne jeg cykle videre og var bare blevet 1.500 skr. fattigere.

Den 10. juli viste et skilt i vejsiden, at nu cyklede jeg ind i Lapland. Kort tid herefter så jeg det første rensdyr på vejen. Resten af turen så jeg flere, heraf nogle i flok. Dagen og de følgende indtil den 12. juli om eftermiddagen bød på gennemsnits temperaturer over 20 grader både formiddag og eftermiddag. Ikke just hvad jeg havde forventet på disse brede grader, hvor polarcirklen blev passeret den 11. juli.

Et pludseligt omslag i vejret kom den 12. juli om eftermiddagen. Her oplevede jeg temperaturen faldt 20 grader på 1½ time. Jeg havde iagttaget, at et uvejr trak op. Kunne til at starte med se lynglimt i det fjerne (på disse kanter er bevoksningen ikke af en voldsom størrelse), senere lød den velkendte buldren. Så kom regnen – kæmpe hårdtslående dråber. Det var her temperaturen for alvor begyndte at falde. Derfor hidkaldte jeg supporterne, for nu var der brug for varmere påklædning og beskyttelse for regnen.

Efter en rum tid klarede det op i vejret og regnen hørte op og tordenvejret drev forbi. Havde i forbifarten den ubehagelige oplevelse da et lyn slog ned så tæt på mig, at jeg kunne mærke strålevarmen. Længere fremme på ruten lå der ude i vejrabatten dynger af årsagen til temperaturfaldet – kæmpestore hagl. De hagl, som var faldet på vejbanen, var på grund af solens opvarmning af asfaltenstraks smeltet og oven i købet omdannet det til vanddamp. Af sikkerhedsmæssige grunde tændte jeg derfor lygterne både for og bag.

Svend-Friis-11

Lige før frokosttiden den 13. juli forlod jeg Sverige og cyklede ind i Finland. Gårdsdagens tordenvejr havde varslet omslaget i vejret. Solen havde gemt sig bag skyerne, som så mørke og faretruende ud, men det holdt trods alt tørvejr og gennemsnits temperaturen kunne holde sig over de 20 grader. Efter frokosten skydækket tungere, så jeg for en sikkerhed skyld medbragte beklædnings stykker til at modstå evt. regn. Den kom da også. – Nu var vi jo stadig i ‘myggeland’ og så forundrede det mig, at selv i regnvejr kan myggene være aktive, for samtidig med jeg skulle have flere beklædnings genstande på, havde jeg udfordringen med at holde alle disse myg på afstand. – Regnen blev ved ‘on and off’ resten at eftermiddagen, hvor jeg igen forlod finsk territorium for at cykle ind i Norge. Her holdt vi nattesæde nær Kautokeino .

Dagen efter – 14. juli – holdt det stort set tørt. Temperaturen startede ved 16 grader og havde et gennemsnit om eftermiddagen på hele 23 grader. Hen sidst på formiddagen var det slut med morænelandskab. Nu kom fjeldene, hvilket betød stejlere op og nedkørsler og eftermiddagen sluttede med at klatre op på Sennalandet efter at have passeret Alta. Det gjorde det så absolut ikke lettere for mig, ved at gearet på cyklen var ude af justering, så det laveste (‘panik-gearet’) ikke kunne anvendes. – Jeg husker da udmærket fra 2010, jeg på strækningen havde haft lidt nedkørsel her, men at den var så stor, oplever man først, når man cykler den modsatte vej.

Dagen efter skulle så være den sidste på ReTouren. Nu var der 177 km til cykelturen mål, Nordkapp. For at imødegå samme overraskelse med stigninger fra dagen i forvejen, fik jeg justeret min gearvælger – og godt for det! – Nu oplevede jeg temperaturfald ved at vinden nu var gået om i nord retninger. Med vinden kom dem køligere luft, som betød varmere påklædning. Knæ- og armvarmere om formiddagen suppleret med hel benvarmere om eftermiddagen. Fik nedkørsel igen fra Sennalandet og cyklede op langs Prosangerfjorden på fjeldkanten. (Min cykelcomputers registrering af højdekurven viser spidser som en grovtandet sav).

Nordkapp ligger ude på Magerøya og for at komme dertil skal man cykle gennem en tunnel på næsten 7 km. Tunnelen går ned i en dybde på 212 meter under havet. Dette betyder henholdsvis der skal cykles på et fald på 9% og derefter en tilsvarende stigning. Den erindrede jeg udmærket fra turen i 2010. Fra samme tur husker jeg udmærket der fra starten efter tunnelrøret var både op og nedkørsler, men at samme nedkørsler, som jeg nu skulle ase opad, var så store, kom som en stor overraskelse for mig. Det skulle vise sig, at jeg her på den sidste dagsetape af ReTouren skulle forcere 4.470 højdeforøgende meter. Ingen andre dage på turen havde budt mig så mange meter.

Som det ikke var nok, så havde jeg også vinden at kæmpe imod fra den nordlige retning. Fra tidlig om morgen bare af frisk i styrke. Desværre pustede den sig mere og mere op for ved ankomsten til Magerøya var blevet til en hård kuling eller mindre storm. Havde forholdet herhjemme været tilsvarende, ville jeg ikke vove mig ud på en cykel.

For at komme rundt om de største fjelde og fjordene, snor vejen sig igennem landskabet, så jeg havde ikke hele vejen modvind. Enkelte stigninger fik jeg hjælp af medvind og andre gange det modsatte. På en strækning med nogle få procenter i fald, oplevede jeg ved at køre frihjul, nåede op over 40 km/t. Når så vinden kom ind fra siden skulle jeg for alt i verden blive siddende i sadlen, for at cyklen ikke blev blæst væk under mig. Måtte læne mig op mod vinden, så cyklen ligefrem havde en kraftig hældning.

Efterhånden som jeg kom højere og højere op i landskabet, mødte jeg skyerne. Det betød jeg mod slutningen kun havde en sigtbarhed på 40 – 50 meter. Så var det helt mærkeligt at møde set skilt, der gjorde opmærksom på, der skulle betales afgift for at køre ind på plateauet når betalingsstedet ikke var til at få øje på. Det kom senere til syne i skyerne. Positivt var det, at afgiften kun gjaldt for bilister, jeg kunne cykle gratis ind. – Temperaturen var blot 4 grader.

Fra mit sidste besøg vidste jeg, at længere fremme lå Nordkapp-Centeret. Hertil famlede jeg mig frem. I noget forkommen tilstand søgte jeg ly indendørs. ReTouren var fuldført kl. 18:37. Pudsigt nok selvsamme samme tidspunkt, jeg i 2010 ankom til Gibraltar.

Vejrliget skifter hurtigt i den del af verdenen. Skydækket lettede i løbet af aftenen og derfor kunne vi opleve og se midnatssolen, da døgnet skiftede til den 16. juli. Vinden løjede også af således den bar var en frisk vind. – Efter en lindrende nattesøvn kunne vi stå op til en skyfri himmel. Havde jeg haft kendskab til denne udvikling af vejrliget, ville jeg have afholdt en hviledag før den sidste dagsetape.

Statistik

  • jeg cyklede 5.188 km
  • samlet 40.115 højdeforøgende meter
  • cyklede med en gennemsnitshastighed på 23,2 km/t
  • antal punkteringer: nul
  • min vægt, minus 3 kg

En særlig tak skal gå til.
Manden med papkassen, så min tur kunne realiseres De sponsorer som har ydet materielle goder eller har ydet prisnedslag i form af rabetter og de der gjorde det muligt for mig at købe et Garmin VIRB action camera. De øresponsorer som gennem aftaler om ydelse af penge til Børnecancerfonden har medvirket til, at give mig mentalt overskud til at gennemføre ReTouren. Nina og Dorthe som var utrolig gode støtter til at strukturere mine etaper og helt igennem været praktikere.  Sidst men ikke mindst min hustru, Lene.  Fra idéen blev født, bakkede hun mig op, dog ikke helt uden forbehold. Her det sidste års tid har hun været meget tålmodig, for meget af min tid er gået med forberedelser. Under turen har hun foruden at sørge for mad og vask også givet mig kærlig omsorg og været massør for mine ømme muskler.
Efterskrift
I 2010 skrev jeg i min dagbog, at det var min hensigt, jeg aldrig at forsøge at plagiere denne tur. Denne hensigtserklæring kunne jeg desværre ikke holde, for når jeg ser cykling fra det store udland, ‘kribler’ det i hele min krop efter at komme ud igen og mærke vinden på næsen, få pulsen op mod ‘det røde felt’ og mærke vindens susen, når jeg ta’r nedkørsler. Denne tur har været ligeså fantastisk, vild, storslået og udfordrende som Le Grand Tour i 2010 Selvom store dele af turen var i de samme områder og endda samme veje, så blev det en ny oplevelse ved at se og opleve det hele fra modsatte retning. Cyklen er ikke stillet bort for at samle støv. Jeg vil fremover benytte den som foretrukket motionsredskab. Hvilke udfordringer jeg vil begive mig ud på, har jeg for indeværende ingen konkrete tanker om. Men så længe fysikken og alderen ikke sætter en naturlig stopper herfor, så får jeg nok færden af noget, hvor jeg på min cykel både kan finde fysiske og mentale udfordringer.

Svend Friis, august 2014

Svend-Friis-02

Link

CYKELPORTALEN