CYKELPORTALEN

Dette er beretningen om en 5½ ugers cykeltur igennem Bolivia, Peru og Chile
Tekst og Foto: Torben Finn Laursen

Fakta om Bolivia
Bolivia er det højstbeliggende og mest isolerede land i Sydamerika. Ser man på bruttonationalproduktet er Bolivia et af de fattigste lande i Verden, men i  kulturelle rigdomme, de fantastiske udsigter og levn fra hedengangne civilisationer, er Bolivia et af de rigeste og mest spændende lande at besøge i Sydamerika. Landet indeholder alt fra golde saltørkener, ufremkommelig regnskov og pampas til landsbyer på sivøer og højsletter med sneklædte bjergtoppe på over 6000 m. Udover dets varierende geografiske og klimatiske zoner rummer landet også den største oprindelige, traditionelle kultur i Sydamerika, idet over 50% af befolkningen er af ren indiansk afstamning. Bolivia har, lige siden den venezuleanske befrier, Simón Bolívar, gjorde landet selvstændigt i 1825, haft en turbulent og eksplosiv historie. Bolivia oplever med jævne mellemrum uroligheder med vejspæringer og demonstrationer, primært i de største byer og på indfaldsvejene omkring La Paz, men alligevel er landet et af Sydamerikas fredeligste og sikre lande at rejse i.

La Paz er Bolivias hovedstad og ligger smukt på bjersiden I 4000 meters
højde  med Illimani bjergmasivet i forgrunden. I modsætning til stort set
alle andre  storbyer bor de mest velhavende nederst i byen og de fattige
øverst.  Dette skyldes det barske og kolde klima.

1. november.
Allerede under indflyvningen får vi det første indtryk af en fremmed og fattig del af verden. Slumforstaden El Alto suser forbi under os, da vi lægger an til landing i en af verdens højest beliggende hovedstæder, La Paz.  Ude af maskinen mærker vi straks den tynde luft. Vi  befinder os i over  4000 meters højde, og allerede i løbet af et par timer får vi de første svage symptomer på højdesyge, kvalme og svimmelhed.

Et typisk madsted, hvor man for små penge får to rettet mad. Hygiejen er
iorden. Vi blev ikke syge af maden fra de steder.

Claus byder os velkommen på hotellet. Han har lagt ud 2 måneder tidligere fra Santiago i Chile og slår nu følge med os. Efter lidt morgenmad og Coca te, som skulle være godt mod bl.a. højdesyge. De lokale tygger cocablade, men mest for at holde sulten på afstand. De første dage tilbringer vi i La Paz menneskemylder mens vi vender os til højden.  Omkring halvdelen af Bolivias befolkning hovedsaglig af indiansk herkomst lever under fattigdomsgrænsen. Dette mærker man tydeligt i La Paz som vrimler med gadesælgere.

Udsigten over Titicacasøen fra soløen med de imponerende bjerge i
baggrunden

På siveørne ved Puno i Peru hvor de lokale sælger deres farvestrålende
tøj.

På vej ud i ødemarken mens vejen endnu er asfalteret.

Fakta om Peru
Ældgammel historie og frodige, frygtindgydende bjerglandskaber. Peru er noget nær det ideelle rejseland, hvis du er til både aktiv ferie og spændende kultur. Inkariget er synonym med peruviansk historie og landet over finder du ikke blot fortidslevn men imponerende vidnesagn på at inkaerne, på trods af, at de hverken kendte til et skriftsprog eller hjulet, var fantastiske arkitekter og levede i en højkultur. I Cuzco området er der enestående muligheder for trekking – den mest kendte inkastien til Machu Picchu, men derudover findes masser af mindre kendte stier, hvor du i dage, eller ugevis, kan vandre uforstyrret mellem Andesbjergenes tinder, små landsbyer og flinke bønder.

For turcyklisten med trang til bjerge er Peru ligeledes blandt verdens bedste lande. Vejene er lidt  trafikerede, landsbyer ligger spredt med jævne mellemrum, så proviantering er ikke noget problem, og ofte har du naturen ganske for dig selv. Vil du hellere på toppen af bjergene i stedet for at vandre, cykle eller køre nede mellem dem er Peru et oplagt sted.

I landets sydlige del ligger Titicaca-søen. Fra Perus sydlige højslette kan du sejle ud på den enorme bjergsø, der flankeret af mere end 6000 meter høje bjerge.
Hovedstaden i Peru er Lima. Andre store byer er Cusco, inkaernes gamle hovedstad og i dag en by fantastisk rig på kulturskatte.

Her provianterede vi.

9. november.
Vi krydser grænsen til Peru og stifter for første gang bekendtskab med grænsebureukratiet. Jeg har aldrig på en tur skulle udfylde så mange papirer og fået så mange stempler i mit pas. Vejene er af meget ringe standard i Peru. Puno er sidste station i civilationen inden vi skal krydse ind over plateauet som gerne skulle bringe os frem til Stillehavskysten. Vi har besøgt de unikke sivøer hvor indianerne bor. En enestående og meget speciel oplevelse.  Puno er en stor by på 80.000 indbyggere men meget pæn og ren efter sydamerikansk standard.  Også prisniveauet er noget højere i Peru uden dog på nogen måde at vælte budgettet. 

Trange og barske levevilkår

På turen herop havde vi en sjov oplevelse. Vi havde fået lov til at campere på en lokal bondes mark, da vi havde forsikret ham om at vi skam havde reelle hensigter. Vi var gået til køjs i teltene i buldermørke og regnvejr, da der pludselig står nogen og rusker i teltene.
Det var vores vært som ville have os op i huset og overnatte. Det var lidt vanskeligt for Claus og Gert på deres bedste spanske at få dem overbevist om at vi skam havde det fint i vores telte.
Nu skal det retfærdigvis nævnes at de er meget overtroiske på disse kanter og sjældent bevæger sig ud efter mørkets frembrud. Det er tradition at indemure tørrede lamafostre i nybyggeri for at værne mod onde ånder. Disse sælges overalt på byernes markeder.
Vi er heldige med vejret herude, det er lidt køligt men masser af sol og tørt vejr. 

14. november.
Efter fire anstrengende dage i ødemarken er vi nået til Moguegua små 100 km fra Stillehavskysten. Her holder vi en fortjent hviledag på et gammelt hotel fra kolonitiden med en herlig atmosfære. Turen fra Puna igennem Moquegua bjergregionen bød på store kontraster og masser af udfordringer. Efter små 60 km forlod vi for alvor civilisationen og vejen blev langsomt ringere og ringere for til sidst at ende i to hjulspor.
Vi provianterede i den sidste by hos en enlig kvinde som ud over sine købmandsvarer kun havde en seng og en stol. For at holde kulden ude bygger man uden vinduer, så det eneste lys hun fik ind, var fra døråbningen. Vi begyndte opstigningen til et af de mange pas sidst på eftermiddagen og vælger at slår lejr lidt afsides bag nogle klipper. Mørket sænker sig allerede ved sekstiden og temperaturen falder brat når solen går ned. Det gælder derfor om at få noget mad over i en fart. Herefter står det frie campingliv på 10-12 timer i soveposen for at holde varmen.
Næste dag forsætter vi stadig længere ind i ødemarken og støder kun på to mindre landsbyer, hvor ens første tanke uvilkårligt er, hvad lever de af her ?.
I den sidste landsby stimler beboerne sammen omkring os. De er nysgerrige men altid meget venlige. Vores kort er ikke særlig godt, men vi får at vide at der er ca. 30 km til den næste by. Snart må vi sande at vejen ikke er til to hjul, det er nærmest en stor sandkasse. Vi må af og trække. Vi trak vel sammenlagt en 20 km, og var flere gange ved at opgive, men der var ligesom ingen vej tilbage.
Efter små 4 timer når vi endelig toppen og kan nu så småt begynde at cykel igen, selvom underlaget mest minder om en sneglat dansk cykelsti. Igen en lille by hvor vi kan få lidt vand og kiks inden vi finder en egnet lejrplads langs en vandingskanal oppe på bjergsiden.

Skolebørn, læg mærke til deres vindblæste ansigter

Trods god træning er 12 timer i en sovepose af og til meget længe, og blærepresset bliver større end frygten for kulden udenfor.  For nattepisseren åbenbarer sig et sandt stjernefyrværkeri heroppe i 4000 meters højde langt fra storbyens reflekterende lys.
Næste morgen må isen rystes af teltene og vandet tøs op på benzinbrænderen før der er varm kaffe.
Vi forsætter et stykke endnu langs vandingskanalen som trykker sig ind langs bjergsiden. Vi har et fantastisk bjergpanorama til de omkringliggende vulkaner, og reklamesloganet ” I am a lucky potatoe” er helt på sin plads her. Alt godt har dog en ende, da kanalen pludselig slutter i et næsten 300 meter lodret fald. Langsomt må vi bevæge os ned af noget som engang var en vej. Claus prøver at holde moralen oppe da han triumferende peger op af bjergsiden mod en lille klynge huse. De sidste reserver sættes ind for at nå de få huse og endnu en barmhjertig indianer kone som serverer varm suppe og en kødret af ubestemmelig herkomst. Men det smager fortrinligt og med fornyet energi kan vi bevæge os ud på den nyasfaltede hovedvej. 80 km sammenhængende nedkørsel fra 4430 meter til 1420 meter. JUBIII….  I begejstringen rus glemmer vi at vi om små 10 dage skal den modsatte vej op, nede fra Chile ind i Bolivia SUK…

Vejen er nyanlagt og stor og bred og med næsten ingen trafik så vi jubler som små drenge mens det går downhill.   Undervejs får vi lige et glimt af fuglenes konge Kondoren som majstæstisk svæver over os. Et par Lamaer har forvildet sig ud på vejen og løber kluntet og forvirret foran os et stykke før de endelig kommer ind på den rigtige side. Tempereraturen og ikke mindst frodigheden stiger efterhånden som vi kommer længere ned.

Efter et par hviledage cykler vi de sidste 100 km ud til kysten i et nærmest måneagtigt landskab, hvor man føler sig uendelig lille.

Fakta om Chile
Chile strækker sig 4270 kilometer ned langs stillehavskysten. Landet er aldrig mere end 170 kilometer bredt, men rejser sig  op til næsten 7000 meters højde, idet Andes-bjergene udgør landets ryg hele vejen gennem landet. Naturmæssigt er Chile usammenligneligt i variation – i nord ligger Atacama, verdens tørreste ørken, midt i landet ligger vinlandet omkring hovedstaden Santiago, længere mod syd spejler snedækkede vulkaner sig i dybblå søer og længst mod syd flyder isbjerge i de arktiske fjorde og forrevne granitbjerge rejser sig flere kilometer lodret over Tierra del Fuego – Sydamerikas spids.

Chiles hovedstad er Santiago. Byen har en kosmopolitansk stemning og virker ganske sydeuropæisk. Byerne er i de hele taget moderne og tilbagelænede, ligesom størstedelen af befolkningen. Standarden er høj, men landet er stadig billigt at rejse i.

19. november.
Så kom vi til Chile. De sidste dage har vi kørt igennem et nærmest ørkenagtigt månelandskab langs det imponerende  Stillehav, kun afbrudt af små fiskerbyer og lidt grønne oaser hvor man intensivt kunstvander.  Store kontraster. To gange har vi slået lejr ved havet og lyttet til bølgernes buldren om natten. Flere steder er strandene helt røde af kæmpe krabber som hastigt søger ned i deres huller når vi nærmer os. Også Pelikaner har gjort os selskab, og på de øde strækninger fuglevens Skraldemænd, Gribbe, som svæver højt over os og minder os om at vi skal holde os i live )

De små fiskerbyer giver rig mulighed for at få spist noget fisk som rar afveksling til den megen kylling og ris. Ellers campingmenuen pasta og tun på dåse, suppleret med en dåse ferskner og lidt rom og cola når det skal være rigtig festligt.

De sidste km ind mod grænsen til Chile kører vi forkert, men folk er meget venlige og kommer os i møde når vi går ind på marken for at spørge om vej. Kortlæsning falder dem svært, men størstedelen kan jo hverken skrive eller læse.
Ved grænsen ryger vi igen fælden. Først skulle vi udfylde udrejsepapirer fra Peru og vores tasker blev gennemsøgt, selvom de hurtigt mister interessen når de når frem til det sure cykeltøj. Lidt penge skal de også have, og så et par gange frem og tilbage mellem de små kontrolposter for at få de fornødne stempler. På Chile siden gentager cirkusset sig selvom det er lidt mere high tech. Alle tasker blev gennemlyst.

Sammenlignet med Peru og Bolivia, er Chile meget velhavende og velfungerende. Vi bor et par dage i Arica som er en stor havneby på ca. 200.000 indbyggere.  Byen er kendt for at have huset Alfred Eifel, den franske ingeniør der byggede Eifeltårnet. Marcus Katedralen i centrum er hans værk og viser tydeligt hans unikke teknik.  Fra 1913 til 1963 gik her en jernbane op til La Paz med tandhjulsdrift.  Arica var tidligere en del af Bolivia men fungerer i dag som frihandelshavn for La Paz.

Fra Arica er der kun en vej tilbage til Bolivia og La Paz og det er opad gennem de store nationalparker med vulkaner og varme kilder.

22. november.
Så er ferien forbi ) Vi har cyklet 3500 meter opad igen og mangler endnu små 800 meter inden vi er helt oppe i nationalparken. De første 1600 meter var stort set kun ørken, men nu begynder herlighederne så småt i form af et imponerende bjerglandskab med vulkaner. Sidste stop inden de 60 km uden vand og drikke foretog vi hos en spanier oprindelig udvandret fra Baskerlandet. Det regner max 5mm om året i området, og det fordamper somregel inden det når jorden. Til gengæld ledes vandes ned oppe fra Andesbjergene. Andendagen besøgte vi en rigtig hippie og hans tyske kone som bor fuldstændig øde ude i ørkenen og er 100 % selvforsynende med solvarme, solceller og vindkraft samt en 14 meter dyb brøndboring. Spøjst sted.  Hviledagen holdte vi i Putra en lille bjerglandsby beliggende i udkanten af nationalparken Lauca som vi vil cykle igennem de næste tre dage, inden vi atter når grænsen til Bolivia og herfra har små 300 km tilbage La Paz.
Det er lidt underligt at sidde på den anden side af jorden i 3500 meters højde og skrive e-mails på en internetcafe )

De sidste 8 dage gennem de to nationalparker har været en stor oplevelse. De sidste 800 meter op til Lauca nationalparken i Chile var en sej omgang, men belønningen var et imponerende skue til de to tvillinge vulkaner begge over 6000 meter. De er som taget ud af en Tintin tegneserie. Vi fandt en af de varme kilder og fik vasket sandet ud af huden inden vi slog lejr neden for vulkanen.
Det var koldt den nat, omkring minus 10 grader og al vores vand var tilfrosset næste morgen.

Vi forsatte over til den lille landsby Paraochata som er kendt for deres Imara indianer. Deres katedral er ret enestående. Vi fandt en billig privat pension og boede der en nat. Næste dag stod på verdens højest beliggende sø Chungari som ligger 4500 m.o.h. Her er en stor koloni af flamingoer, vi så nu kun nogle stykker. Fra søen har man et 360 graders view rundt til 7 vulkaner, hvoraf den ene Gualliri har en lille udbrud i siden.  Herefter krydsede vi grænsen til Bolivia og bevægede os nu ind i en ny nationalpark Sajama som huser Bolivia højeste bjerg af samme navn på 6542 moh. Sajama parken er også kendt for verdens højest beliggende skov (ligger i 4000 – 5200 m.o.h) Skov er vel så meget sagt, men det er træer og de står noget spredt.

Hans Bo og Claus forsatte igennem nationalparken på grusvej, mens Gert og jeg foretrak landevejen, for mit vedkommende forbi jeg havde en slem halsbetændelse og måtte igennem turen med pencilen, piller og hostesaft. Pga. af min sygdom kom vi til en lille landsby som havde et lægehus. Jeg fik de rigtige piller og vi blev inviteret på frokost i klasselokalet. Det viste sig at være et UNICEF projekt, ”Family and Children” hvor de voksne sammen med deres børn kommer på skolebænken for at lære at skrive og læse, samt lære de basale hygiejniske principper. Det var en meget stor oplevelse og rart at se at der trods alt bliver gjort noget for disse mennesker.
Vi bliver bænket oppe ved katetret og jo de kendte skam Danmark, her fik de deres tørmælk fra.
Et andet Danida projekt er bygning af huse af soltørrede ler sten og halmtag, efter gammel byggetradition.

4. december.
Mens Claus stadig cykler rundt i junglen, har Hans Bo og jeg fået nok af cykling og har taget en bus op til Cusco i Peru for at kikke på gamle Inka ruiner. Vi syntes det var tid for lidt kultur efter den megen natur Vi tog en bus fra La Paz fredag og tilbragte 12 timer i en gammel bus på de mildest talt nyreskade fremkaldende veje. Kun prisen på 150 Bolivianos opvejer disse landevejens sande lidelser ;o)
Godt trætte ankom vi til busterminalen kl 9 om aftenen og blev straks overfuset af adskillige guides. Det lykkedes os at finde et billigt hotel i centrum og slippe af med en meget nærgående guide.

Inkariget, Tawantinsuyu, var i sin tid den største statsdannelse på det sydamerikanske kontinent. Det omfattede nutidens sydlige del af Colombia, Ecuador og Peru samt dele af Bolivia, Argentina og Chile – et område på over 5000 km i længden med ca. 16 millioner indbyggere. Erobringerne af disse enorme landområder med tørre og varme ørkener langs Stillehavskysten, Andesbjergenes iskolde højder over 6000 meters højde og ned i Amazonas fugtige og hede regnskove mod øst skete på ganske kort tid fra midten af det 15. århundrede til spaniernes ankomst midt i det 16. århundrede. Cusco går for at være Inkarigets hovedstad, hvad bymidten også vidner om med masser af efterladenskaber, men man skal lidt uden forbyen for virkelig at opleve de helt gamle ruiner som f.eks Sacsayhuaman.

Trods lidt svingtende maver går vi rundt i byen og kikket på inka efterladenskaber, mens vi konstant blev antastet af gadehandlere og guides. Ingen tvivl Cusco er meget turistet, men skal nu opleves. Hans Bo lader sig let oevrtale af de mange gadehandlere, men som han siger ”jeg betragter det som skjult nødhjælp” .
Cusco og den Hellige Dal er hele arnestedet for Inkakulturen og skal ses når man nu engang er taget helt herud syntes vi.
Efter et par oplevelsrige dage I Inkariget tager vi natbussen tilbage mod La Paz. Det bliver lidt af en oplevelsesrig tur. Vi er knap nok nået ud af byen, før motoren strejker. Det sker et par gange og vi må også skifte bagdæk inden natteroen endelig sænker sig og vi triller mod La Paz. Små 100 km fra La Paz begynder gearkassen at sætte ud, 3 gearet virker ikke så der er lidt problemer når vi kommer til stigningerne.
Eventyret er forbi for denne gang. Næste morgen tager vi Airbussen tilbage til Europa.

Saludas Biclette Adventuras

Cusco i Peru regnes for Inka kulturens arnested.  Her den berømte
12 kantede sten i en af bymurene.

Der ligger flere billeder fra turen i galleriet

Et kranksæt i stål, kan man det ?
Tja det var jo standarden mange år tilbage.

DMR har lavet et super stift og super let kranksæt i stål.

Fås i sort eller hvid med 170 eller 175 mm lange pedalarme. Vægten er 809g inkl 19 mm aksel. Dejligt med nogle alternativer til de mange mainstream komponenter…

• DMR Bikes

Af: Allan Leest
Min tur startede som en normal “lige færdig med gymnasiet og ud at opleve verden” tur. På med rygsækken og ned til Kilroy og købe min billet til Sydamerika. Et kontinent som altid har fascineret og tiltrukket mig – ikke mindst pga. den specielle folkefærd og de berygtede Andesbjerge. Det var ikke min plan at gøre turen på sadlen af en cykel, men efter et par måneders rejse gennem Ecuador og Peru var jeg blevet godt træt af de lange, seje, ensformige og ofte natlige busturer uden toilet og med fulde, aggressive og ofte ildelugtende medpassagerer (det med det ildelugtende skal ikke forstås som en fordom men bare som ren og skær fakta). Jeg gik glip af en masse oplevelser, ikke mindst de fede bjergveje, som vil blive endnu federe på ryggen af en toptunet mtb. I Bolivias Hovedstad, La Paz fik jeg anskaffet mig en cykel, et par cykelbukser og et par cykeltasker. Med rygsækken øverst på bagagebæreren var jeg klar til at drage af sted Mit første barske møde med de lunefulde Andesbjerge kom på en tur til Yungasen (et bjergrigt område som adskiller det bjergrige Altoplano med lavlandet nord for La Paz). Vejen falder fra et bjergpas i ca. 4700 meter til Yolosa i 1200 meter på 60 km!!! et højdefald på 3500 meter, fra et køligt bjergklima som det danske efterår/vinter til et tropisk regnskovsartigt klima på ca. 2,5 timers cykling – det burde alle prøve mindst en gang i deres liv. Selv samme strækning er i tidernes morgen engang i 80′erne af Time magasin blevet kåret som en af verdens farligste veje pga. den høje ulykkesfrekvens – og det er ikke bare små buler i kofangeren vi taler om. Hvor farligt vejen er, blev jeg erindret om på plazaen i en by i Yungasen hvor der til skræk og advarsel for alle, var udstillet makabre billeder af noget der lignede biler, busser og lastbiler som lå smadrede flere hundrede metre nede af de dybe bjergskråninger. Et enkelt fejltrin fra en fortravlet chauffør ender med et frit fald på adskillige hundrede metre. Vejen består af en endeløs række af hårnåle sving med vandfald over vejen – en vej der er så smal, at det kun enkelte steder er muligt for to køretøjer at passere hinanden. Men før den spændende nedkørsel skulle jeg først fra La Paz i 3600 meters højde og over passet. Det blev dårligere og dårligere vejr jo nærmere jeg kom toppen. Først regnede det og senere begyndte det at sne. Jeg hundefrøs, da min påklædning ikke inkluderede hverken hue, handsker eller Goretec regntøj – en slem begynderfejl, men man må lære det på den hårde måde. Endelig efter 3 timers kørsel og tappet for kræfter kunne jeg gennem sneen skimte et skilt ‘la Cumbre 4700 metros jeg var reddet – troede jeg. Jeg havde glædet mig for tidligt da den efterfølgende nedkørsel bare gjorde kulden endnu være og mine hænder var så forfrosne at jeg ikke kunne bremse. Jeg nåede en slags vejkontrol med nogle blikskurer, hvorfra der blev solgt varme drikke, hvilket i min situation var som et paradis. Jeg blev utroligt venligt modtaget, vel nok fordi jeg mest af alt lignede en våd og hjemløs kat. Jeg fik straks foræret noget tørt tøj, bla. en tysk fodboldlandsholds T-shirt – utroligt hvordan alt kan bruges i nødens stund!!! Endvidere insisterede en mand, at jeg blev og spiste sammen med hans familie. Det var første gang, og absolut ikke sidste gang, at jeg oplevede at jeg i kraft af min, for dem utraditionelle transportform, blev mødt med en venlighed og interesse som man sjældent oplever ved rejser i bus. Den bolivanske gæstfrihed blev dog senere hen overgået af den argentinske, som var helt ekseptionelt.

Cyklen bragte mig senere bl.a. til Trinidad, i den sydlige del af den bolivianske del af Amazonas’en. På denne “junglecykeltur” var det alt overskyggende problem den ulidelige varme og den høje luftfugtighed. Jeg tabte væske hurtigere end jeg kunne indtage det, og mine fire drikkedunke var så varme at jeg kunne koge æg i dem, og de var derfor ikke særlig bevendte. Men som i mange andre steder i verden findes der altid en lille primitiv kiosk bestående af et mægtigt køleskab fyldt med dejlige kolde læskende og desværre alt for vamle og sukkersøde lokale sodavand – men pga. af min noget specielle situation ville jeg have betalt en formue for dem, hvis det skulle være.

Vejene i Bolivia ligner ofte krigskamppladser hvor der er faldet adskillige bomber (hvilket sikkert er tilfældet!). Kun ca. 2 procent af vejene er asfalterede. Stejle opkørsler og nedkørsler – ti km. op og ti km. nedad osv. – er ofte hvad man bliver udsat for. Udover brusende floder som krydser vejen som kun med besvær kan krydses på cykel. Men det er netop disse forhold som gjorde det til noget helt specielt at cykle i Bolivia. Desuden er trafikken forbavsende lille, hvilket er endnu en grund til at det er så fedt at tage på cykeltur i netop Bolivia. Eksempelvis kan man ikke forvente at møde over ti køretøjer om dagen på hovedvej 1 fra Potosi til Tarija i den sydlige del af Bolivia. I Argentina er det anderledes, overvejende pæne asfalterede veje med lastbiler der passere tæt på hvert øjeblik efter det andet.
Slanger er der massevis af, specielt på vejen ned til lavlandet i nord og øst, hhv. Yungasen og Chacoen. De fleste af dem jeg så, var dog små og derfor ikke særlig skræmmende. Dog var jeg lige ved at køre over en rimelig stor og ulækker slange som lå og solede sig midt på vejen. Heldigvis fik jeg styret udenom. Jeg er selv hunderæd for slanger. Det utrolige er dog, at når man ser dem i deres vante omgivelser – dog ikke alt for tæt på – forsvinder frygten en smule. I Chacoen (lavland i Sydøstbolivia) blev jeg en morgen før afgang af en lokal bolivianer advaret imod en bestemt type slange, der netop på dagens strækning ynder at gemme sig i træerne og kaste sig ned over ethvert levende væsen der passere forbi under det. Han mente derfor at jeg skulle passe på med at søge skygge under træerne. Heldigvis slap jeg for at møde en sådan slange. Jeg har dog også erfaret at mange lokale ofte overdriver en smule når de advarer om hid og did – så om historien var helt sand, ved jeg ikke.
Jeg kunne fortælle meget mere om mine cykelture som vel alt i alt var på sammenlagt 5000 km. men nu vil jeg vende blikket med nogle mere praktiske ting, hvis der er nogen der er blevet inspireret til at tage afsted.

Cykeludstyr
Sydamerika er ikke, trods det forholdsvise lave prisniveau på almindelige ting, noget cykelmekka og udvalget af cykler er specielt i Bolivia meget lille. I Argentina er cykelsport noget mere populær og udvalget i butikkerne derfor også meget større, men priserne er enorme. Derfor er det en god idé at tage cykel og specielt reservedele med fra Danmark. På min første tur købte jeg som sagt en cykel i Bolivia, en mtb med Shimano Alivio og STX – ikke det helt store men det holdte akkurat til en tre-fire måneders hårdt brug. På min anden tur tog jeg en cykel med hjemmefra og var også langt bedre udstyret med diverse reservedele og deslige.

Overnatning og maden
Jeg havde ikke noget telt eller kogegrej med, da jeg klarede mig med de hoteller eller fælles sovesale som findes mange steder rundt omkring i Bolivia. Forholdene er meget primitive og madrassen ofte en rissæk fyldt med jord eller lignende, men til gengæld er priserne svinelave og med 3000 kr. per måned kan man leve som en konge (priser som 5 kroner for et værelse og 3 kroner for aftensmad er meget normalt ude i de øde bjerglandsbyer). Dog kan det være svært at finde noget ordentlig mad og ofte må man spise ris og kød til morgen-, middag- og aftensmad, hvis man da ikke har lyst til at sætte tænderne i en dåse sardiner fyldt med ben. I de store byer er der selvfølgelig det hele, og bolig og madstandarden er højere. Men det er absolut ikke Bolivia man skal tage til, hvis man vil have en god kulinarisk oplevelse. Men Bolivia har så meget andet. Størstedelen af befolkningen er indianere og desværre meget fattige, det er dog en fornøjelse at se hvilket livsmod mange af dem besidder på trods af de ofte umenneskelige forhold. Indianere er et lille folkefærd, målt i centimeter, og med mine i danske forhold kun 175 cm. var det en fornøjelse at være til fodboldkamp. Jeg kunne stå allerbagerst og kigge hen over alle de andre som en anden kæmpe. Så hvis nogle af jer gå rundt med et kompleks pga. jeres manglende højde så er en tur til Bolivia en god kur. At krydse grænsen fra Bolivia til Argentina er som at komme til en helt anden verden og Argentina minder mest af alt om en blanding af Italien og Spanien.
Jeg var kun kort tid i Argentina, mest pga. at priserne var som i Danmark.

Sikkerheden i Sydamerika
Mange vil sikkert, efter at have læst ovenstående, tænke at det må være farligt at færdes på cykel med hele sin oppakning i Sydamerika. Hertil vil jeg svare, at det kan være yderst farligt og dumdristigst – bare ikke i Bolivia og i den del af Argentina jeg var i. Specielt Bolivia er et utroligt sikkert land at færdes i til forskel fra specielt Brasilien og Peru, hvor jeg ikke ville turde at forsøge noget lignende. Jeg var ikke på noget tidspunkt ude for nogen ubehageligheder. Selvfølgelig findes der psykopater over hele verden, men generelt vil jeg mene at det er ligeså sikkert at færdes på cykel i Bolivia som i Danmark, hvis man ser bort fra eksempelvis jordskælv, klimaet og vejenes beskaffenhed.

Jeg cyklede alene, og udover at det kunne have været rart at have nogen at dele oplevelserne med her bagefter, mener jeg ikke at det bør afholde andre fra at tage afsted alene. Jeg tror nemmere at man kommer i kontakt med lokalbefolkningen når man er alene, hvilket kan give nogle oplevelser som man aldrig glemmer og måske aldrig kommer til at opleve igen. Mange tager på den helt store verdensrejse uden rigtig at møde de lokale folkeslag og opleve den til tider særprægede kultur – udover fest- og drikkekulturen, dvs. hvorledes forskellige diskoteker ser ud forskellige steder i verden. Det skal der selvfølgelig også være plads til, men hvis man ikke også tage andet med sig hjem, hvilket jeg erfarede at enkle turister/rygsækrejsende ikke gør, vil minderne om rejsen hurtigt fortage sig. Her er en cykel en nyttigt redskab som kontaktskabende middel, da man bl.a. bliver meget mere afhængig at de lokale landsbybeboers hjælp og gode råd. Envidere er det selvfølgelig også fedt at holde sig i form og opleve på samme tid.

Et sidste råd til dem der kunne tænke sig at tage på cykeltur i Sydamerika eller lignende steder. Brug den sunde fornuft, spørg lokalbefolkningen om eventuelle problemer på den planlagte rute, og sidst af alt, men ikke desto mindre vigtigst: Lad være med at planlægge rejsen for stramt og detaljeret, da der skal være plads til uforudsete hændelser, såsom at blive længere tid på et sted og lade inspiration, intuition og tilfældigheder bestemme rejseruten.

Pinarello kalder selv deres nyeste topracer FP7 for deres juvel. Naurligvis i kulfiber og elegant og aggresiv som en sølvpil.

Umiddelbart ligner den FP3 men hvor denne benytter 30HM12K kulfiber har FP7 46HM3K. Tallene henviser til 46 tons/mm2 og høj molekylær tæthed. 3K fortæller at der er 3000 fibre pr. wire som giver øget stivhed.

Materiale: Carbon 46HM3K
Forgaffel: Onda Carbon 46HM3K 1” 1/8 1” ¼ Integral System
Bagstag: Onda FP Carbon 46HM3K
Rammevægt: 1098 gr (size 54)
Størrelser: 50 51,5 53 54 55 56 57,5 59,5 Sloping 44 46.5
Kvinde størrelser: 42,5 46 49 51

Fire fareve kombinationer:
- Hvid/Sølv/Rød
- Rød Kulfiber
- Hvid/Blå Sky
- Hvid Blå/Rød "Team GF"

Pris og levering i DK endnu ukendt

• Bikers Best
• Pinarello

Vi er fire cyklister, der har besluttet os for at tilbringe sommerferien med off-roadkørsel på MTB i pyrenærne på grænsen mellem Frankrig og Spanien. Vi rejser med fly fra Kbh. til Barcelona og videre med bumletoget til Vic, 70 km nord for Barcelona, hvor vi efter 9 timers rejse finder et vandrehjem kl. 11 om aftenen. Spanske vandrehjem har erfaringsmæssigt en standard, der er langt over middel i det øvrige Europa- detteher er ingen undtagelse, næsten nyopført i øvrigt. Byggeriet i Nordspanien er i øjeblikket i voldsom vækst, så forbyttede vandledninger må man tage som en oplevelse. I det mindste var forbytningen konsekvent. Der kom varmt vand ud af samtlige koldtvandshaner og vice versa.
Næste dag er der afgang nordpå, til bjergene ad en større hovedvej med en del tung trafik. Ved Ripoll drejer vi østpå mod Coll d’Ares. Vi er stadig på den spanske side af Pyrenæerne, og stik mod forventningen, om at det skulle være tørt og varmt, er det denne dag grønt og køligt, sikkert pga. indflydelsen af Middelhavet, der ligger mindre end 50 km væk. Ved byen le Tech og floden af samme navn, drejer vi mod nord ad en meget lille vej op i bjergene. Vejen går gennem frodige ege-, akcasie- og kastanieskov – et utroligt dejligt område. Snart kommer vi op over trægrænsen, hvorfra der er en flot udsigt ud mod Middelhavet. På højsletten høres urfuglens karakteristiske klukkende kald.
Efter en stykke uplanlagt grusvej, ikke alle kort over området er lige troværdige, ankommer vi via Prades og Villefrance de Conflent (med et stort borganlæg) til Vernet les Bains, som skal være vores base de næste 3 dage 

Offroad
Det primære formål med turen var, bortset fra at undgå trafikhelvedet i alperne, at dyrke ture i bjergene med minimal oppakning på MTB. Den første tur går til Collade des Roques Blanches (2252 moh.). Vi kører ad asfaltvejen i skoven til Col de Jou, hvorefter der er grusvej til Marialles. I Marialles er der et refugie der serverer noget at drikke men ikke mere, hvilket er typisk for de fleste bemandede refugier vi besøgte. Hertil skal tilføjes at disse ikke var placeret i de mest afsides områder og beregnet for overnattende vandrere. Efter Marialles bevæger vi os op ad en noget grov grusvej, op til bjergkammen. Heroppe har vinden frit spil, og det benytter den til at polere på nogle store kridhvide sandstensblokke, der stikker op af sæteren, som øverst er flad som en kæmpestor fodboldbane, klippet af en enorm flok får. Vi kører ca. 3 km ad bjergkammen inden det begynder at gå nedad, og det er alle anstrengelserne værd. Nedkørslen foregår i strålende solskin efter en dejlig dag på bjerget.

Pic du Canigou
Næste dag sætter en samlet trup næsen mod Pic du Canigou eller rettere Chalet des Cortalets.
Vejen op gennem Fillos til Ref. de Balatg er stejl men god. Det sidste stykke op er den meget trafikeret af firehjulstrukne køretøjer, der transporterer “vandrere” til toppen, og formodentlig også ned igen. Ikke anbefalelsesværdig. Da vi først når toppen ved tretiden er køkkenet desværre lukket, hvorfor vi må tage til takke med nogle improviserede sandwich bestående af en bagette med enten ost eller skinke og ikke andet. Nedkørslen går gennem Gorges du Lech, en smal kløft af meget porøs kalksten med lodrette sider, og ad en sjov grusvej gennem skov og krat til Clara-Villerac. Området benyttes tilsyneladende også af klatrere for vi ser en stor flok på midtvejen ved Puig d’eu Touseyre.
Så er det flyttedag med 3 dage på landevej. Fra Prades til Col de Jau køre vi en dal syd for en bjergkam, der er meget afsvedet og tørt, et klima vi ville have forventet at finde i Spanien. Græshopperne gør hvad de kan for at overdøve hinanden, men ellers er her fredeligt og næsten ingen biler. Ved Col de Jau møder vi en stor gruppe cyklister og lidt længere nede af bjerget finder vi deres depot hvor vi bliver beværtet med alt hvad et cyklisthjerte kan begære, man får lyst til at istemme et Vive la France et la cyclisme. Der hersker en god og afslappet stemning blandt deltagerne og det sidste stykke ned får vi et indtryk af deltagernes store bredde, lige fra veltrimmede supermotionister til ældre ægtepar på tandems.
Målet er Querigut hvor den sidste del af ruten byder på kat.3 stigninger, for det ikke skal være løgn. Campingpladsen er svær at finde, selv de lokale har ingen anelse, men den er der, hvis i skulle komme på de kanter.
Dagen efter vil vi prøve at nå Niaux, hvor attraktionen er hulemalerier (cro-Magnon). Først skal vi lige over Col de Palihères, hvor der i dagens anledning er arrangeret sne på toppen og hestetræf blandt de frit gående heste midt på vejen. Efter den obligatoriske højdeskiltfotografering sætter vi kursen nedad i god fart. Måske lidt for god, for pludselig slingrer Carsten voldsomt og vælter. Det er ikke højdesygen der har ramt ham, men derimod hans slangen i hans fordæk der er eksploderet. Heldigvis sker der kun materiel skade på dæk, og senere opdager vi det nyttige ved en korrekt monteret cykelhjelm, den var flækket. Det kunne være gået gruelig galt. Vi får nødtørftigt syet dækket sammen ved hjælp af sejlgarn og et stykke pressenning, og noget forskrækkede triller vi samlet i moderat tempo ned til byen, hvor vi spiser og køber et nyt dæk.

Næste morgen står jeg tidligt op for at gå op til hulen og se hvad der sker deroppe. To tyske turister oplyser om at man skal have bestilt tid for besøg dagen i forvejen, men de lover at reservere pladser til os til den første rundvisning, der er på engelsk, hvis der er flere. Fuld fart ned af bjerget for at hente de andre, men interessen er lige så lidt overvældende som aktivitetsniveauet, så vi aftaler mødested om aftenen. Grotten er meget lang (1,5 km) og indeholder nogle af de eneste ægte hulemalerier der fremvises for publikum i Europa. Man undres over, hvorfor de mennesker er søgt helt herind for at lave malerier, ikke ligefrem noget indlysende udstillingsforum. Tilbage fra grotten er to af de andre kørt, men Hans-Bo er i sit telt, han har haft maveforgiftning om natten og er meget svag og bleg men ved godt mod, og vil gerne blive på campingpladsen. Da det er meningen vi skal have flere overliggerdage i Siex, 60 km. væk, aftaler vi at han bliver på campingpladsen til han har det bedre. Efter at jeg har indhentet de andre, kører vi op mod Port Massat, på den anden side af passet begynder skyerne at trække sammen og det begynder at regne. Vi vælger at droppe dagens andet pas og triller den lette vej ned. Det regner stort set hele resten af vejen, og lige før Siex går regnen over i hagl så store som vagtelæg. Heldigvis kan vi søge ly ved en købmand, mens haglene pisker ned omkring os.
Den valgte campingplads i Siex er ikke særlig spændende, og specielt ikke når det hele er vådt, men teltene bliver slået op og vi finder en restaurant der ligger ved torvet på den østlige flodbred. Vi får serveret and stegt i eget fedt og salat med gåseleverpostej, det må være en skidt ting at være fjerkræ i dette land. Om aftenen da vi går tilbage til campingpladsen kan vi se at et voldsomt tordenvejr huserer i bjergene ved Port Massat. På daværende tidspunkt viste vi ikke, at Hans Bo faktisk kørte rundt oppe i bjergene i uvejret. Dagen efter er der udbredt stemning for intet at foretage sig. Det trækker også op til regn. Så vi vasker tøj og sidder hos campingmutter og studerer kort og brochurer da Hans-Bo ringer, han er på vej. En time efter er ham der. Han har kørt om natten over Port Massat i tordenvejr, og da det begyndte at blive lidt for spændende, overnattede han på et hotel i Aulus-les-Bains

På afveje
Dagen efter ser vejret ikke for lovende ud, før omkring kl. 12, hvor det lysner og vi sætter kursen mod Port d’Aula. Vejen er god med udsigt til MT. Valier og nogen tåge mod toppen, og vi når Port d’Aula omkring kl. 16. Vi holder en pause i passet og skyerne trækker sig tilbage, så vi har en fin udsigt til tinderne og Spaniensiden, hvor det er strålende solskin. Det er fascinerende og lidt respektindgydende, at sidde på toppen af bjerget og betragte, hvordan skyerne forvandler landskabet, fra storslået bjerglandskab til totalt tåge med 5-10 m. sigtbarhed i løbet af få minutter. Den pyrenæerske tåge skal man tage sig i agt for. Vi beslutter at fortsætte på Spanienssiden, selvom der ingen åbenlys sti er. Målet er Port de Salau, og de næste 4 timer trækker og bærer vi cyklerne over sæter og klippefremspring. Vi kan se passet i de fjerne, fordi der er en tunge af tåge, der baner sig vej over bjergkammen. Da vi kommer derhen er alt hyllet i tåge, der ligger ruinerne af et stort romersk fæstningsanlæg lidt spøgelsesagtigt. Vi begiver os nedad af en Romervej, der stort set er tilgroet, men markeret med maling på stenene med 5-10 m. mellemrum. Modet stiger noget da vi møder et par vandrere, der forsikrer os at stien bliver bedre lidt længere nede. Efter vi har passeret passet (2087 moh.) letter tågen, men vi er nu kommet ned i 1800 moh. og det bliver tåget igen. Vi kan stort set ingenting se, og vanskeligt finde vejen eller afmærkningen. Heldigvis bliver vejen bedre omkring 1400 moh. men stadig ikke farbar for cykling. Efter 5 timers trækken og bæren på cyklen, kommer vi endelig til vejen, er egentlig mest oplagte til en kold øl ved landevejskroen men skynder os tilbage til Siex, for ikke de andre skal blive for bekymrede.

Moralen er, tag aldrig afsted på offroad ved middagstid, vi var først tilbage kl. 10 om aftenen.
Dagen efter er det flyttedag, en kort tur fra Siex til Castillón-en-Couserans, over Col de la Core. På toppen er der et refugie med en meget venlig værtinde, så vi sætter os tilrette og nyder udsigten, samt cola og cacao og betragter iøvrigt turisterne, der vælter ud og ind af biler på parkeringspladsen. Campingpladsen i Castillon er en kommunal camping, hvor telte bliver henvist til det bagerste hjørne, eller så langt væk fra fællesfaciliteterne som muligt, der er vel forskel. Alle campisterne sidder denne eftermiddag klistret til skærmen og ser Tour’en. Vi finder en bar og sidder klistret til skærmen og ser Tour’en. Alles øjne i baren er rettet mod skærmen undtagen barhunden, en øjensynligt svagtseende let overvægtig labrador, der har en del problemer med at slippe ud af glasdørene samt undgå nærkontakt med barinventaret. Til trods for de ret højlydte knubs den modtager i hjerneregionen logrer den ivrigt, glad hund (læs dum). Om aftenen er der byfest hvor det lokale ungdomsorkester får lov at slå sig løs med forstærkere, for vistnok første (og forhåbentlig sidste) gang. Derudover er der underholdning med folkedans/musik, folk og jazz på byens hotel samt boder med lokale produkter ned ad hovedgaden. Vi “vælger”, der var optaget alle andre steder, at indtage middagen for foden af en trappe i en smøge med udsigt til hovedgaden, der er dagens menu at vælge imellem, men det smager skønt og serveringen går simpelthen lynende hurtigt.
Fra Castillón drager vi næste dag mod Bagneres de Luchon over Col de Portet d’Aspet, Col d’Artigascou og Col de Portillon. Ved nedkørslen fra Col de Portet d’Aspet, i svinget under en kat. 3 stigning, befinder sig mindesmærket over Fabio Casartelli der mistede livet her under Touren i 1995. Vejen op til Col d’Artigascou er lidt vanskeligere end vi have forventet, men her er fred og ro. Vi bliver af en forbikørende orienteringsløber forsikret om, at vi er på rette vej op i passet, så vi fortsætter til vi når plateauet, med en stor skov af 2 meter høje bregner. Senere, (da vi kommer hjem og får fat i en ordbog), opdager vi at vi har cyklet rundt i et bjørnereservat, så tror da pokker der ikke var et øje. På nedkørslen finder vi i byen Melles, og en for os udmærket restaurant til indtagelse af vores eftermiddagskaffe. Vi er bænket men der kommer ingen servering. Efter en tids venten sender vi en ekspedition over i huset på modsatte side af vejen, som at dømme efter alle mærkerne med stjerner og farvestrålende plaketter til venstre for døren, åbenbart rummer en restaurant. Jeg kigger indenfor og banker på døren for at påkalde os opmærksomhed, men der er dødt som i graven derinde. Efter at have bokset lidt til den dertil indrettede klokke på disken og forsøgt at fremkalde noget der ligner et ekko i de smagfuldt indrettede spiselokaler, dukker værtinden op. Hun modtager modvilligt bestilling, efter at et styk svedig cyklist er blevet gennet ud af hendes stuer. Ikke fransktalende nordboer i cykeltøj er tilsyneladende ikke hendes foretrukne klientel.
Med let sårede følelser fortsætter vi ind i Spanien, et kort stykke mod Col de Portillon, og det må vi sige, kvaliteten af vejbyggeri her, overstiger langt hvad vi havde forventet. Super vej op i passet, som her udgør grænsen mellem Frankrig og Spanien, og ligeså elendig og stejl vej ned på Frankrigssiden.

MTB løb
Næste dag er det noget skyet, men hvad, ingen dag uden et topforsøg, så vi sætter kursen mod Superbagneres, et skisportsted i 1800 moh. Vi kommer til Ravi, ca. 900 meter oppe af bjerget, da det begynder at trække faretruende sammen og tordne. Vi bliver enige om at vende om, men halvvejs nede frister en indbydende grusvej for meget og vi svinger ind på den. Det går fint de første par km, og vi er netop gået i krig med en meget stejl downhill, da himlens sluser åbner sig med et brag. Desværre ender vejen blindt, så vi får trukket vores cykler op af skrænten igen og søger ly under et stort træ. Ved nærmere overvejelse kommer vi i tanke om noget børnelærdom der omfatter tordenvejr og store træer så vi springer på cyklerne og kører tilbage til lille skur vi har passeret lidt tidligere. Her sidder allerede to belgiske cyklister og skutter sig. De er ligeså dårligt udrustede til regnvejr som os. Efter en times venten på opklaring og på randen af kuldechok holder regnen endelig op og vi suser nedad en meget mudret grusvej, i den lykkelige forventning om, at et varmt bad venter os.
Om aftenen står den igen på udemad, og jeg bemærker et opslag om MTB-løb på toppen af Superbagneres den efterfølgende dag. Om morgenen drager vi mod turistkontoret. Vi har besluttet at afkorte turen noget, det er også snart længe siden, vi har forladt den hjemmefra lagte tidsplan. Så vi skal have fundet ud af vores videre færdselsmuligheder, igennem de i området anlagte tunneller. Vi vil også forsøge at finde transportmuligheder til toppen, for det tilfælde at jeg skulle få lyst at deltage i løbet. Det viser sig at vi kan tage en svævebane til toppen men da vi forlader turistkontoret er der parkeret en rød Peugeot stationcar med to MTB på taget og klistermærker i smagfuld forvirring. De to ungersvende der fører bilen, vil spørge om vej til Superbagneres på turistkontoret, men da vi med mobilisering af al vores charme får forsikret dem om at vi kender vejen, og gerne vil være vejvisere, bliver cyklerne læsset på taget, og vi bliver placeret på bagsædet sammen med diverse reservedele. På vejen op af bjerget, bliver luften for tynd til den gamle øse kan tygge den, så den gir’ sig ved først at smide lidt ballast i form af bagsmækken og derefter at sætte køleren under damptryk. Efter et par nødtørftige reparationer, når vi dog helt op og den “gamle øse” får noget vand at sunde sig på, mens jeg går til indskrivning. Nå inden længe går løbet i gang. Jeg skal køre 12 km. Starten er en 500 m lang opkørsel, og inden jeg kommer op af den, er jeg totalt tilsyret. Det fortsætter med lange syrede opkørsler og stejle nedkørsler hele vejen rundt. Puh for et løb der blev hostet længe efter. Efter endt dåd skal vi have noget at spise og drikke på en af restauranterne på toppen. Der er også et kæmpestort meget stilfuldt skisportshotel. På vej nedad, efter at have betragtet skyerne der ligger som en tæt dyne over dalen, kommer min stifinder sans til kort. Vi prøver at finde stien ned i skoven, hvor jeg har kørt under løbet, men den er totalt forsvundet i tågen, og da vi ikke kan se mere end et par meter frem, vender vi om og tager landevejen ned. Endnu engang har tågen fået det sidste ord.

Spanien
Dagen efter beslutter vi os for ikke at køre længere vestpå, selvom det er her de smukkeste og højeste bjerge ligger. Vi har også overvejet om vi skulle slå os ned på en bjergtop en dags tid og se Tour karavanen køre forbi og måske få et 2 sekunders glimt af Armstrong og Co. Men ved nærmere overvejelse er den ide alligevel ikke så tillokkende, det må vente til en anden go gang. Vi kører over Col du Portillon endnu engang, mod Salardù i Spanien. Jeg er godt træt efter gårsdagens strabadser så det er lidt sejt træk opad i kat. 3 stigninger. Efter toppen kører vi sydpå mod Vielha, hvor vi drejer vestpå ind i Ruda dalen. Her er igen en heftig byggeaktivitet af hoteller og lejlighedkomplekser øjensynlig til skisport. Byggekraner alle vegne så langt øjet rækker. Ufattelig at der er sne til alle de mennesker der på et tidspunkt kan bo her. Bjergene her er meget anderledes end på Frankrigssiden, tørre stejle klippesider og udenfor turistkomplekserne tyndt befolket.
I Salardù finder vi et vandrehjem, igen af fin standard, og går i byen for at finde noget at spise. Restauranterne åbner ikke før kl. 9, så ventetiden bliver brugt på kortjagt i turistinformationen, og en øl på landevejsbaren. Udhvilet efter en nat i en rigtig seng, starter vi på opkørslen mod Port de la Bonaigua. Vi kører på randen af Ruda dalen, der har form som en kæmpestor vandrutchebane. På toppen er der en skisportsstation, hvor vi køber frokost . Længere fremme i passet er der hestetræf blandt de fritgående heste, flokhingsten underholder turisterne med sin indsats for artens videre bestående. Nedkørslen slår det meste af hvad jeg har prøvet af landevejsnedkørsler, fin asfalt og gode brede sving, den kan anbefales. Vi forsyner os med mad og tager en lang frokost ved købmanden i udkanten af Esterri. Det er varmt ved middagstid i Spanien, så først langt inde i siestaen cykler vi det sidste stykke mod La Guingueta, vi finder en campingplads med pøl og det hele. Standarden på camping i Spanien er ligeså flot som vandrehjemmene. Resten af dagen går ved pølen og aftenen bliver igen tilbragt på restaurant, man skal vel heller ikke overanstrenge sig.

Nationalparken
Med et godt overskud af kræfter vil vi dagen efter besøge nationalparken Aigües-Tortes. Vejen indtil Espot er asfalt. Herfra går det i nærmest kolonnekørsel sammen med 4-hulstrækkere der kører turister helt ind parken. Private personbiler bliver afvist ved indgangen til parken et par km. længere oppe. Vi får lov at cykle videre, efter vi har fået udleveret ordensregler, affaldsposer og strenge instrukser om kun at køre på grusvejen. Vi forsætter opad ind i en flot park med en meget stor alsidighed i flora og fauna. Bjergene er også flot anlagt. Vejen slutter ved en opdæmmet bjergsø ved Sant Maurici, hvor alle turisterne vælter ud at firehjulstrækkerne så der er et mylder af mennesker. Vi stiller cyklerne og går op til et refugie, (ref. Ernest Mallafre) hvor vandrere kan overnatte og købe mad. Refugiet ligger ved den sti der går tværs gennem parken fra vest til øst. Vi havde hjemmefra planlagt at køre gennem parken med baggage men det kan vi godt se nu ikke ville have været en særlig god ide, men uden baggage skulle det være muligt at køre fra Sant Nicolau i vest til Sant Maurici. (Hvis det er tilladt). Vi går tilbage til søen og sætter os under et træ og “nyder” turistmylderet. Så er det ellers samme vej tilbage, men nu godt hjulpet af tyngdekraften.
Dagen efter sætter vi kursen mod Andorra. Lidt syd for La Guingenta kigger vi ind i landsbyen Escaló der har en del af sin middelalder bymur i behold. Vejen mod Andorra drejer af i Llavorsi, hvor der er stor rafting- og kanoaktivitet på floden. I Alins ender asfaltvejen. Vi spiser frokost og herefter er det en stejl grusvej, i en meget smuk kløft med et vandløb der bruser nedaf lige ved siden af vejen op mod passet. I Tor er der en lille beværtning, med et par meget snakkesalige værtinder, hvoraf den ene er ret god til at tale engelsk. Vi har afgjort indtryk af at være mere underholdning end levebrød. Vi får en lang snak bl.a. om Bob trailerne, to af os kører med. Et hollandsk hold cyklister er lige kørt op i passet en time før os, ligeledes med Bob-trailere. Folk der suser forbi i firehjulstrækkere og andre motordrevne køretøjer får misbilligende bemærkninger med på vejen. Joh man behøver ikke at bo i en storby for at opleve en masse, tværtimod. Efter Tor er vi over trægrænsen men der er varierende vejkvalitet op til Port de Cabris, hvilket nok skyldes kraftige regnskyl tidligere på året. Turen er hård, men meget anbefalelsesværdig. Ved ankomsten til passet er der fin asfalt på Andorra siden. Det er temmelig overskyet så før et tordenvejr bryder ud over hovederne på os, sætter vi kursen nedaf. Vi finder hurtigt campingpladsen ved Ansalonga der har en restaurant.
Vi er ankommet til familiedynastiet Lydia og Co’s campingkollektiv, hvor alle familiemedlemmer yder efter evne og nyder efter behov.

Andorra
Dagen efter vil vi kigge på byen Andorra la Vielha, men der er en kvalmende luft både på vejen dertil, og i særdeleshed inde i byen, så der er stort set ikke til at holde ud at være. Vi spiser på et nogenlunde fredeligt torv med en fontæne, lidt væk fra den værste trafik. Da det toldfrit område skal vi lige kikke på elektronik og cykelforretninger, inden vi kører tilbage til campingpladsen.
Om aftenen spiser vi hos Lydia igen. Menuen er Paella.
Næste morgen går turen mod Arcalis, asfaltvejen op er god og det er flot vejr. Der er masser af maling på vejen fra sidste gang Touren var her (1997), bla. en masse danske flag og kommentarer, “Bo sparker røv”, jublen vil ingen ende tage da vi så det. Helt oppe ved liftstationen Pic d’Arinsal, kan vi se ned på indgangen til Port de Rat tunellen og passet herover. To små prikker med rygsække er ved at bevæge sig henover passet, der består af store klippeblokke, lige ved siden af os, vi skal ikke nyde noget. Vi kører ned til tunnelen, der ligger sne derinde og der er klamt og koldt, vi kan ikke se lyset i den anden ende, mon der overhovedet er hul igennem.
På nedkørslen finder vi en grusvej ved siden af asfaltvejen som er super til MTB. Halvvejs nede i El Serrat kalder sulten os vi ind på en landevejskro der serverer lækre Tapas, og vi ser enkeltstarten og afgørelsen på Touren. Fra El Serrat kører vi på den oprindelige landevej, med brosten og stengærder på begge sider, den ender praktisk talt midt på campingpladsen.

Vi starter turen den efterfølgende dag med at orientere os på turistinformationen. Sandelig om de ikke har en MTB guide, der udpeger en offroadrute ved Coll d’Ordino og forsikrer os om, at der er afmærkninger af stien. Vi begiver os op af bjerget på asfaltvejen, til vi kommer til et stort plateau med flot udsigt. Luften er dejlig og det er strålende solskin. Vi tager en pause under et træ eller rettere resterne af det. Men vi er ikke på toppen, der er ca. 1,5 km endnu af en, pust, temmelig stejl grusvej eller er det bare luften der er tynd heroppe. Ved radiostationen på toppen slutter grusvejen og der er en sti, men vi kan ikke finde de lovede afmærkninger. Vi går lidt frem og tilbage, inden vi bliver enige om at det må være rigtigt. Stien bliver stejlere og stejlere og vi må stå af og trække cyklerne. Til sidst går vi i et regnvandsleje, men det hører op efter 100 hm. og stien fortsætter nu så det er muligt at cykle ca. 400 hm. nedaf til Collada de Beixalis. Alletiders rute, hvis man kan leve med trækketuren
Om aftenen spiser vi igen hos Lydia, hvor vi som altid får fin betjening, flinke folk.
Ferien begynder at lakke mod enden, og vi skal atter tilbage mod Barcelona. Vi skal med toget fra Puigcerdà dagen efter. Vi deler os og kører ad to forskellige ruter, over Col de Puymorens eller over La Seu d’Urgell. Vejen mod La Seu d’Urgell er trafikeret med tung trafik. Inden vi kører ud af Andorra besøger vi nok den mest checkede cykelforretning jeg endnu har set. De har alt og til nogle meget rimelige priser.
Vi kører ind i byen for at spise frokost på en tapasrestaurent, yums, og bliver siddende et godt stykke tid, for det er så varmt, at vi stort set ikke kan røre os, uden at sveden driver. Efter adskillige liter vand er temperaturen blevet mere moderat. Vi bevæger os i skyggen af de gamle bygninger ind i den middelalderlige bydel, besøger den romanske katedral og klostergård. Lige udenfor bymuren ligger det olympiske kajakstadion hvor der trænes ivrigt. Vi bliver grebet af nysgerrighed og besigtiger anlægget med hejs transportører og alle de seje atleter.
Sidst på eftermiddagen kører vi mod Puigcerdà ad landevejen, og ankommer til campingpladsen (der ligger 4 km fra byen) omkring halv ni. De andre sidder på terrassen, de er også lige ankommet. Vi kører ind til Puigcerdà, en tætbebygget og meget hyggelig større by, beliggende på en bjergtop og finder en restaurant på torvet.
Næste dag skal vi med toget kl.11. Cyklerne kommer gratis med og i egen bagageafdeling. Det er en flot togtur henover bjergkammen, det regner og tordner en hel del, så det er godt vi ikke skal cykle. Dagens mål er campingpladsen lige ved lufthavnen men det gider jeg slet ikke kommentere, for det var i alle forhold en negativ oplevelse, støj og larm hele natten.

Sammenfatning
Pyrenærne er et kendt og elsket område for vandrere at udfolde sig i. Der er også masser af refugier placeret oppe i bjergene og en del markerede vandreruter.

Kort:
På MTB handler det om at finde de af vandreruterne det er til at cykle på eller vælge alternative veje. Hertil er et godt kortmateriale nødvendigt. IGN har leveret topografisk kortmateriale til Rando Editions i målestoksforhold 1:50.000 og det er nok det største målestoksforhold der er anvendeligt hvis man har tænkt sig at bevæge sig lidt uden for stierne. Men disse kort dækker primært frankrigssiden. På spanienssiden er der kortmateriale fra Rando Editions med topografi at Inst. Cartigràfic de Catalunya (kort 20,22 og 23). Disse er gode kort til MTB men dækker desværre pt. et begrænset område. Til planlægning og oversigtskort kan Kümmerley+Frey 1:250.000 eller Firestone, mapa turistico 1:200.000 anvendes, sidstnævnte dækker spanienssiden i den vestlige del af pyrenærne bedre end førstnævnte. Man kan dog være heldig at finde gratis kortmateriale med MTB ruter på de lokale turistkontorer. Der er i nogle områder af pyrenærne afmærkede MTB ruter men det er oftest i områder under trægrænsen. Hvis det er det højalpine område der trækker er det med at finde en signatur for færdselsvej der passer til sværhedsgraden man kan klare at cykle. Samtidig skal man være opmærksom på højdekurverne der giver et godt indblik i hvor stejlt der er på den pågældende sti.

Tågen
Vi har på turen ved flere lejligheder oplevet den Pyrenærske tåge og den er ligeså massiv som dens rygte. Al sigtbarhed forsvinder så hvis man befinder sig i vanskeligt terræn og ikke har et godt holdepunkt at køre efter eller er fuldstændig sikker på ens udgangspunkt er det bedst at tackle tågen ved at sidde sig ned og vente på den letter. Og det kan sagtens ske at det der ligner tåge der kan blive liggende i dagesvis forsvinder i løbet af få minutter. Ligeledes kan en solskinsdag blive til tyk tåge i løbet af øjeblikke. Tågen kommer som regel fra dalen og bevæger sig opad bjerget i løbet af dagen. Vi var kun ude for tåge på frankrigssiden men skal ikke kunne udelukke den kan forekomme på spanienssiden også. Derfor medbring altid nødudstyr i bjergene: energibarer/vand, nødhjælpsudstyr, redningslagen, ankelgamacher og lygte.

Klima
På frankrigssiden, især i den vestlige del af bjergene, falder der pga. den fremherskende vindretning af varm og fugtig luft fra nord og vest betydeligt mere regn end på spanienssiden. Derfor er der mere køligt og grønt på frankrigssiden end på spanienssiden. Som altid falder temperaturen i højderne og på spaniensiden er klimaet i højden meget behageligt tempereret med tør klar luft og som regel rigtig god sigtbarhed. Det er en behagelighed ved Pyrenærne man ikke finder i Alperne, hvis man bliver træt af regn kører man bare over bjergkammen i tørvejr på den anden side. Vi havde i juli en gennemsnitstemperatur på 25-30° C afhængig af højden. Over 1200 kan det blive koldt om natten <4° C

Vejnettet/trafik
Af klimatiske årsager, måske, er der også lavere befolkningstæthed på spanienssiden og et mere grovmasket netværk af veje.

Overnatning
Der findes masser af campingpladser på begge sider bjergkammen men generelt er standarden i Spanien højere. Prisen varierer fra 30-100 kr. pr overnatning med cykel og et lille telt.
På Spaniensiden er der desuden nogle meget fine vandrehjem. Det er som regel firesengsrum med toilet og bad. Det er muligt at købe morgen og aftensmad.

Mad
Tapas i Spanien er dejligt, find en god tapasrestaurant hvis det bliver for varmt at køre ved middagstid.

Transport
Vi valgte direkte rutefly fra Kbh. til Barcelone. Pris ca. 3000 inkl. cykel. Det er muligt at købe en billigere charterbillet men de skal bestilles i god tid i højsæsonen. Ruby Rejser har busafgange til Perpignan. Der er meget fine togforbindelser fra Barcelona op i bjergene med gratis cykelmedtagning.

Rejsetid
Bedste rejsetid er juni/juli og september. I august holder franskmændene og spaniolerne selv ferie, så her kan der være lidt overrendt.

Trods ihærdige forsøg fra producenterne om at holde kortene tæt ind til kroppen, lykedes det sjældent og slet ikke i vore moderne internet tider.

Nu florerer de første billeder af den nye SRAM XX top MTB gruppe på internettet. Som man kan se er det en palette fra de producenter som SRAM har opkøbt de sidste år samt slægtskab med landevejsgruppen RED.

10 speed kasette og en vægt på 2300 g. Lancering til foråret.

Interesserede kan finde flere oplysninger på disse tre links

• Lightbikes
• MTB News
• Bikeradar

Strækøvelser er et omdiskuteret emne – hjælper de eller ej ?

Hvis du er en af dem, der syntes at de
hjælper, så er her tre øvelser, du kan bruge både før og efter at du knokler af
sted på cyklen.
Hold hver stilling i ca. 30 sek.  
Vigtigt inden du starter:

• Stræk langsomt musklen.

• Hold strækket 20 – 30 sekunder.

• Slap langsomt af igen.
• Gentag strækket.

• Strækket skal kunne mærkes.

• Det må godt gøre ondt mens du strækker – men ikke bagefter.
• Det er forkert at “hugge” op og ned.

Læggen

Stil cyklen lidt skråt.
Stræk det ene ben bagud, så
hælen kan å jorden.
Gå lidt ned i knæ på det ben, der er længst fremme og skub
din hofte ind på cyklen.
Skifte til det andet ben efter 30
sek.

Et alternativ hvis du er på cyklen og
føler dig træt, tit på lange ture, kan være at sætte hælen på pedalen mens du
bevæger den en anelse fremad

Brystet

Stå så langt fra cyklen, at du danner en ret vinkel i
hoften, når du bøjer dig fremad. Stræk armene godt, så du kan mærke strækket
hele vejen ned over brystet og armene.

Bagsiden af låret

Læg foden på cyklens overrør eller pedal, hvis du ikke
er så smidig.
Læn overkroppen forover uden at bøje ryggen.
Slap af i fodleddet,
der hviler på cyklen

Du finder flere gode illustrationer til
flere strækøvelser her

Indholdsdeklarationer
For at blive i stand til at gennemskue
sammensætningen af et fødevareprodukt er det vigtigt at man forstår at læse en
indholdsdeklaration. For at forstå en indholdsdeklaration er det vigtig at man
forstår nogle begreber om basal ernæring.
Idet loven er sådan indrettet at
varedeklarationer skal stå med ingredienserne i den rækkefølge at det der er
mest af skal stå først, kan du med denne viden fremover, efter at have læst
artiklen, lave din egen kvalitetsvurdering, hver gang du køber et
produkt.
Den vigtigste kilde til energi er kulhydrat. Her er det vigtigt at
starte med at slå fast at kulhydrat skal være de såkaldt langsomme (maltodextrin
(polymeriseret glucose), fruktose (frugtsukker), maltose (maltsukker), etc.).
Forskellige sirupsformer hvis de er fra en naturlig kilde vil gå ind under
begrebet fruktose. En anden type kulhydrat som man vil støde på er de hurtige
kulhydrater (dextrose (druesukker) eller glukose (“alm.” sukker)). Andre former
for kulhydrater anvendt set i produkterne er stivelse polysakkarider
(müesliformer eller havrefibre).

Mineraler
Mineraler i produkterne bør der især være i
gelkoncentraterne og drikkene. Salte som natrium, kalium og magnesium. Det er op
til det enkelte firma hvilke salte de vælger som mineraltilsætning, her er måske
en forklaring på prisforskelle mellem produkterne idet nogle salte er dyrere at
tilsætte dvs. en kvalitet, der koster lidt mere i produktionen af
produkterne.

Tilsætningsstoffer
Tilsætning af C og E vitamin i
produkterne er et forsøg på at benytte en naturlig antioxidant, altså
konserveringsmiddel. Vitaminerne kan også deklareres som Askorbinsyre (C
vitamin) og Tocoferol (E vitamin). C vitamin bruges til at konservere rene
kulhydrat kilder. Kombinationen af C og E bruges til kulhydratrige produkter med
et vist fedtindhold.
Når man taler fedt/olier er man nødt til at få med,
hvilken slags fedt der er i produktet. Er det en hærdet/mættet olie eller det er
en uhærdet olie, som kan gå ind i en opbyggende funktion i kroppen og ikke bare
virke belastende for systemet, dvs. fedende eller meget iltkrævende. Ilt skal
bruges i musklerne og ikke til forbrænding af fede olier/fedt, det er jo det
sidste man ønsker som udholdenhedsmotionist, at ilten bruges til forbrænding af
fedt. Til gengæld mangler de fleste producenter noget mere essentielt i deres
sortiment, et oliesyretilskud, simpelthen fordi oliesyrer er livsnødvendige
(vitaminlignende), idet vi sjældent får nok på normalt blandet kost, som ofte er
fattig på umættet olie og fede fisk.
Et noget mere tvivlsomt tilsætningsstof
man støder på når man studerer produkterne er kunstige sødemidler. De optræder
som Aspartam, eller som det hed i 90erne da det var et mønsterbeskyttet navn,
Nutrasweet.

Former for produkter
Sportsprodukter indenfor ernæring er blevet mere
almindelige i de senere år og man støder på fænomener som: energibar, sportsbar,
proteinbar, energigel og energidrik. Hvordan skal disse betegnelser så
forstås!?

I nedenstående tekst betragtes monosakkaridet, fruktose, som et disakkarid.
Dette underbygges af at fruktose, fysiologisk set, optræder som et
disakkarid.

Energibars
Definitionen af en energibar er 100% langkædede
kulhydrater i form af disakkarider tilsat polysakkarider (stivelse i form af
gryn – f.eks. havregryn) for at stabilisere disakkariderne. Dvs. disakkarider er
flydende og polysakkarider er faste (stivelse findes i næsten ren form i
kartofler). De to kulhydrattyper blandes i et passende forhold så man får en
fast masse. Denne masse kan så tilføres smag (aroma), salte (natrium, kalium og
andre næringssalte) og antioxidanter i form af vitamin C (ascorbinsyre) og/eller
E (tocoferol).

Sportsbars
Udgangspunktet her er smagen. Smagen kan i høj
grad forbedres, i forhold til energibaren, med sliklignende ingredienser:
tørrede frugter, nødder, chokolade, forskellige overtræk (chokolade eller
yoghurt) etc. Desværre medfører det også et stort indhold af mættet fedtstof.
Udfra en ernæringsmæssig synsvinkel er det ikke noget vi har ekstra behov for,
idet fedtstof kræver ilt for at blive omsat i kroppen.
Sportsbaren er
selvfølgelig et sundt alternativ til andre snackbars, såsom Mars, Yankeebar og
andre chokoladebaserede snackbars. Et stort indhold af tørrede frugter giver et
tilsvarende stort indhold af kortkædede kulhydrater (monosakkarider som f.eks.
glucose). Når frugterne tørres omdannes sukkerarterne fra fruktose til glukose,
dette forklarer også den rige søde smag.

Proteinbar
Indeholder enten sojaprotein, hvedeprotein eller
valleprotein (caseinat) tillige med en kulhydratkilde – igen langkædede
kulhydrater for at ikke få et ustabilt blodsukker, der kan medføre utidig sult.
Fedtindholdet bør være minimalt, men da alle indeholder et overtræk (chokolade
eller –yoghurt) har de alle et højere fedtindhold end energibaren. Et højere
fedtindhold i proteinbaren kan accepteres, idet det er de færreste som spiser
proteinbar under idrætsudøvelsen. Proteinbaren må gerne indeholde nogen
næringssalte: natrium, kalium og magnesium, der hjælper til at øge
restitueringen.
Den lettest fordøjelige proteinkilde for et menneske er
valleprotein (animalsk oprindelse), som er nedbrudt i aminosyrer (forfordøjet)
fremfor soja- og hvedeprotein, da de sidstnævnte er vegetabilske og skal
omdannes til animalske aminosyrer, hvilket vil give et spild i proteinerne.
Desværre er valleprotein en mejerikilde, som nogen personer kan mene, at de har
allergi eller intolerance for, men det høres jo ofte også om hvede- og
sojaprotein.
Et stort spørgsmålstegn ved alle disse proteinprodukter, som
udbydes på markedet , er at for de fleste sportsudøvere er ekstra protein
overflødigt (med mindre man ønsker at opbygge sin muskelmasse). Proteinbehovet
hos mennesker er, alt efter litteraturvalg, mellem 1-2g/kg legemsvægt og til en
person der spiser en normal blandet kost opfyldes proteinbehovet let. Almindelig
kost indeholder masser af proteinkilder i form af kød, bælgfrugter og nødder.
Proteinindtag udover 1-2g/kg legemsvægt skal på en eller anden måde udskilles,
det der skal udskilles virker ikke opbyggende, det virker belastende for
systemet – dvs. det frarøver muligheden for restituering. Derfor vil en
kulhydratkilde virke langt bedre end en unødig bar med ekstra protein der i
yderste konsekvens virker belastende for kroppen.

Energigel
Optimalt skal en gel tages inden man føler behov,
altså fordi blodsukkerniveauet er blevet for lavt. Symptomerne er langsom
reaktionsevne, svimmelhed mm.
En gel opstod som en hurtigere kilde til
indtagelse end en energibar, idet det ikke altid var muligt eller tog for lang
tid at indtage energibaren. Sukkerformerne og saltene der er i en gel bør ligne
indholdet i en bar, med den forskel at polysakkariderne (stivelsen) ikke kan
anvendes, idet der er tale om en flydende masse (gel).
En energigel bør
indeholde 100% langsomme kulhydrater (maltodextrin og fruktose). Ligeledes bør
den indeholde salte sådan at hver gang man indtager en gel får en kontinuerlig
tilførsel af mineralsalte, der sikrer kroppens evne til at binde væske. Væsken
er transportmediet for kulhydrat og sikrer at det kulhydrat man indtager
transporteres via blodet til musklerne, hvor det bliver forbrændt, herved spares
kroppens glukosedepoter længst muligt. Gelprodukter helt uden næringssalte
transporteres kun meget langsomt fra mavesækken, de bliver liggende i maven,
skvulper rundt og derfor ikke transporteret til musklerne som brændstof.

Energidrik
I udgangspunktet bør en energidrik indeholde en
kombination af langsomme kulhydrater (fruktose og maltodextrin) og hurtige
kulhydrater (glucose og dextrose). Der er ikke mange som tror at de kan klare en
sportspræstation alene på sportsdrik, derfor forsikrer de sig ved at have bars
og gels i lommerne til blodsukkerstabiliseringen. Indtagelsen af ekstra
langsomme kulhydrater gør at kan det være ønskværdigt at der er en smule
dextrose i energidrikken for at give energi “her og nu”. Får man for meget
hurtigt kulhydrat vil man opleve et kraftigt blodsukkerudsving ligesom når man
drikker en Coca Cola eller “gamle” sportsprodukter fra 80erne, som “Tuborg
sport” og “Faxe kondi”, der udelukkende indeholder hurtige kulhydrater
(dextrose).
I energidrikken bør der være mineraler, kalium, natrim,
magnesium, ikke mindst fordi det er en anbefaling fra fødevaredirektoratet i DK
at de findes i sportsdrikke. Salte forsvinder gennem huden med sveden, især ved
aktivitet i varmt vejr. Gennem en sportsdrik sikrer man sig en kontinuerlig
erstatning for dette tab. Derfor er ren kulhydratdrik (maltodextrin), som mange
sportsudøvere benytter sig af pga. den lave pris, ikke det bedste
alternativ.
En tilsætning som man desværre vil finde i nogle produkter er
kunstige sødemidler i form af Aspartam. Dette kunstige sødemiddel giver “falsk”
sukker til kroppen idet det kun er den søde smag som minder om sukker.
Virkningen af sødemidlet er lig nul i sportslige sammenhænge. Under
idrætsudøvelse skal man ikke narre kroppen for energi. Firmaerne benytter sig af
det fordi de gerne vil lave en energidrik på 100% langsomme kulhydrater
(maltodextrin), men i det maltodextrinen ikke har en sød nok smag i sig selv
bruges Aspartam til at pifte smagen op.
Trods den ønskede opbygning af
sportsdrik ses alligevel mange produkter enten på rene hurtige kulhydrater
(monosakkarider) i form af ren glukose eller i kombination med dextrose.

Hvordan skal sportsprodukter bruges
Sportsdrik kan bruges før, under
og efter idrætsudøvelse.
Energibars kan bruges før, under og egentlig også
efter idrætsudøvelse.
Gels kan bruges under vejs.
Protein- eller
restitutionsbar kan bruges efter idrætsudøvelse, hvor man restituerer til næste
træningspas eller konkurrence.
Før en idrætsudøvelse vil man bygge
sine glukose-/væskedepoter op med henholdsvis drik og en sportsbar, men gerne en
sportsbar med så lavt fedtindhold som muligt (i stedet for at bruge energi på at
forbrænde fedt).
Under vejs benyttes ligeledes sportsdrik til
vedligeholdelse/genopretning af væskedepotet. Man vælger så, alt efter
intensitet, enten at bruge gel eller energibar. Sportsbaren kan også bruges ved
idrætsudøvelse med lav intensitet, det kan være en udholdenhedssport mens den
stadigvæk er i sit indledende tempo eller det kan være tekniske
idrætsgrene.
Efter udøvelsen bør alle genoprette deres væske depoter
med sportsdrik, idet man har en øget evne i ca. 45 min. efter endt idræt til at
genopbygge glykogen i musklerne og genoprette væskedepoter og mineralbalance.

Her kommer så spørgsmålet: hvad skal jeg spise? Skulle man tro firmaerne
skulle man spise et proteinholdigt produkt , men idet det er sukkerdepoterne som
er nedbrudt bør det være individuelt om man spiser både protein og langkædede
kulhydrater for at genopbygge eller om man kun vil spise langkædede kulhydrater.
Her bør man gå ind og se på hvad der skal ske den næste dag, hvilken intensitet
der skal trænes med og hvilken kondition udøveren har. Med andre ord så kræver
alt under daglig hård træning ikke ekstra protein.
Hvem skal så bruge
proteinbar? Som før sagt er det individuelt fra person til person om der er
behov for ekstra protein, men motionister der træner daglig pga. et
træningsophold, til en brat sæsonstart og selvfølgelig professionelle cyklister,
der træner mere end en gang dagligt.

Sammenligning af produkter
Udgangspunktet for sammenligningen af
produkter på markedet er som før sagt sket udfra granskning af
indholdsdeklarationer. Nedenstående tabeller viser de inkluderede produkters
indhold af et udvalg af ønskede kulhydrater og mineraler. Ligeledes er der
medtaget nogle få uønskede ingredienser/tilsætningsstoffer (mættet fedt og
kunstigt sødemiddel).

Set på markedets produkter ender man i en situation hvor der kun er tre
produkter der lever op til definitionen af en energibar.
Det er PowerBars
Performancebar, High5s energibar og Maxims energibar uden overtræk. De er de
eneste tre bars hvis fedtindhold er lavt nok. Forskelle opstår dog når man
sammenligner kulhydratsammensætning i barene.
H5 og Maxim energibars har en
overvægt af tørret frugt, hvilket giver et højt indhold af hurtige kulhydrater
(glucose). PowerBar Performance derimod har holdt sig 100% til formlen
fruktose/maltodextrin, som er fysiologiske disaccharider, den rigtige
kulhydratkilde. Her er tale om den mindst insulin belastende sukkerform, dvs.
den tåles af folk med ikke-insulin krævende sukkersyge (diabetes II).

Extrans energibar kom ikke i kategorien energibars, den er pga. kulhydrat og
fedt sammensætning kommet i gruppen sportsbar. Her er i forvejen tre kandidater
PowerBars Harvestbar, High5s Sportsbar og Maxims energibar med overtræk.

PowerBar vælger ikke at overtrække deres bar, vælger i stedet at iblande
ingredienserne af “slikkarakter” eller bedre tørret frugt med en karakteristisk
smag. Hvis man ser på varedeklarationerne har sportsbarene et fedtindhold
omkring 5-8%, hvor ca. halvdelen er fra mættet fedtstof alt efter smagsvariant.
Hurtige kulhydrater i form af glukosesirup er, bortset fra PowerBars Harvest, en
meget brugt ingrediens hos Maxim, High5 og Extran.

PowerBars Harvestbar skal fremhæves for sit lave fedtindhold og ligeledes
lave indhold af hurtige kulhydrater. En glædelig overraskelse er at ingen
indeholder rigtig mange, unødvendige tilsætningsstoffer.

I proteinbars (restitutionsbars) må det primært være indhold af protein og
langsomme kulhydrater man skal se på. Her klarer PowerBars produkter sig bedst
idet Maxim og High5 indeholder for mange hurtige kulhydrater og mættet fedt,
altså slikingredienser, der optager pladsen for protein. Dog kan man glæde sig
over at produkterne er rene for unødvendige tilsætningsstoffer, hvilket gør dem,
ligesom sportsbars, til en slags sundere slik.
Kun PowerBar har gjort en
indsats for at holde andelen af mættet fedtstof nede i deres sortiment, dette
gør disse produkter mindre iltkrævende at fordøje og ilt hører til i i musklerne
og ikke i maven.

^* Ikke i alle smagsvarianter

Kun tre gels lever op til definitionerne af den optimale gel. PowerBars
PowerGel, High5s energigel og Leppins Sqeezy, idet alle tre er opbygget efter,
helt eller delvist, langsomme kulhydrater (fruktose, maltodextrin) tilsat
næringssalte, desværre oplever man noget fatalt ved Extrans energidrik (brik) og
Maxims energigel og det er at de indeholder 100% hurtige kulhydrater (glukose),
overhovedet ingen næringssalte. Dette er sikkert forklaringen på alle de dårlige
maver folk har fået i årenes løb af disse to produkter.

U Uønsket i sportsernæring

Med definitionen i minde er der tre produkter, der kan anbefales: PowerBars
HydroPlus, Extrans Tørstslukker og High5s Isotoniske drik. Dog skal PowerBar
fremhæves, idet den som den eneste indeholder alle anbefalede mineraler.

Andre produkter, High5s almindelige sportsdrik, Maxims drik og Leppins
drikke er alle tilsat Aspartam, hvilket tidligere er omtalt som uønsket i
sportsernæring. Extran har ligeledes i sortimentet en ren maltodextrin til
opbygning af sukkerdepoter, desværre indeholder den ingen salte, derfor kan den
ikke anbefales.

Test af bedste produkt
Det fremgår mere eller mindre tydeligt at det
produkt som passer bedst ind i de opstillede kriterier for sportsernæring er
PowerBar. Hele PowerBars sortiment er efterfølgende gennemprøvet under cykelture
af varierende længder (50-210 km) og under forskellige temperaturforhold
(træningsophold på Lanzarote).

Indpakning
Alle PowerBars produkter er pakket i folie, som er
forsynet med et åbningspunkt, der gør åbningen lidt nemmere. Dog er det ikke
altid at folien revner på den helt rigtige måde og man ender med at skulle bruge
begge hænder/tænder til at åben den rigtigt. Dette gælder for alle bars, men
mest energibaren, som jo gerne bruges “on the road”. De andre typer af bars har
man som regel lidt bedre tid til at åbne.
Gelen er i en fin indpakning, idet
der er en passende åbning i posen, som ligeledes er let at åbne.

Konsistens
Svingende temperaturer giver svingende konsistenser af
barene. Den type som bedst klarer sig overfor højere temperaturer er Harvest
(sportsbaren), der fint holder både form og konsistens. Til gengæld er der
problemer med proteinbaren! Den bliver meget blød under påvirkning af
temperaturer over 23° C og dermed meget svær at få ud af indpakningen uden at
skulle slikke den af. Performance (energibaren) har lidt de samme tendender, dog
ikke så udtalt. De bedste temperaturer for enerigbaren ligger i intervallet
10-25° C herover bliver konsistensen en smule blødere end hvad godt er. Nogle
varianter er mere tilbøjelige til at blive blødere end andre-mindste tilbøjelig
er rosin/kanel.
Gelen er god ved alle temperaturer.

Smag
Der er en bred vifte af smagsvarianter for energibaren, ikke
mindre end ti forskellige (banan, vanille, cappucino, skovbær, chokolade,
æble/kanel, peanut, sesam, chokolade/sesam, rosin/kanel – opstillet efter min
foretrukne smag).
Sportsbaren og proteinbaren er efter min opfattelse mest
som et sundt alternativ til slik. Proteinbaren får i tre forskellige smagstyper,
jeg vil bare sige chokolade, men nu er jeg også lidt “slikken”.Sportsbarene er
gode, meget frugtagtige, men der er for meget “tyggearbejde” i dem til brug på
cyklen og endnu mindre brug under løb. Proteinbarene er ren slik, måske
restituerer man bedre ved at spise den, men det er ikke noget
mærkbart.
Gelene er gode med vand til (mindst 200ml, som der står på posen!).
De fås i fire smagsvarianter: Lemon, vanille, jordbær/banan, chokolade og
tropisk frugt (igen opstillet efter den mest foretrukne).

Funktion
Gelen giver et mærkbart skub i energidepoterne kort efter
indtagelse, så det må siges at være godt.
Sportsbaren giver en dejlig
mæthedsfornemmelse efter at man har tygget sig igennem. Med lidt tålmodighed
under indtagelsen giver det en god oplevelse både smagsmæssigt og
mæthedsmæssigt.
Energibaren er virkelig god, hvis man får pakken åbnet på en
god måde er den meget let at pakke sammen og gemme til senere, hvis man ikke
lige kunne spise en hel. Den giver ligesom gelen et mærkbart skub i benene, blot
går der lidt længere inden man mærker “skubbet”, derfor skal den indtages med
omtanke og i god til inden man måske ved at man har tendens til at “gå
kold”.

HydroPlus
Sportsdrikken fra PowerBar fås i tre varianter (Lemon,
appelsin, bær – bedste smag først!). Dejlig smag, blandet til ens egen smag,
dvs. blandingsforholdet angivet på pakningen, stemmer måske ikke overens med din
smag, så prøv dig lidt frem. HydroPlus i “refill bag” på 770g anslås at give 11
liter færdig drik, jeg kan let, med mit blandingsforhold få mellem 13-16 liter.
Det er ligeledes vigtigt at huske at motion ved højere temperaturer kræver at
kulhydratindholdet i drikken er lavere end ved motion ved lavere temperaturer.
Højere og lavere temperaturer er, som så meget andet individuelt, men begynd
allerede at tænke over det ved 20° C. Drik altid rigelig væske, mindst tre liter
om dagen og mere på de dage hvor der trænes/konkurreres.

Husk dog…
Mange avancerede produkter forsøger at skabe behov hos
os, dog bør man ikke glemme en banan. Endda har den organisk nedbrydelig
emballage og den kan skylles ned med postevand, det kræver ingen
blandingsforhold. Men hvordan ser en banan ud i din lomme efter 2 timer løb
eller 4 timer i sadlen?

Denne Pronghorn MTB har været den helt store overraskelse, som for alvor har fået undertegnede til igen at ville cykle på mountainbike.

Kort og godt giver den alle de kendte og tunge mountainbike producenter tørre tæsk når det gælder de regulære køreegenskaber.

Den danske Pronghorn viser vejen for hvordan en god fuldaffjedret mountainbike skal konstrueres…

• Læs hele testen her

Måske kulfiber er vejen for at få de gængse landevejscyklister til at vende hovedet mod liggecyklen.

Alaric er ihvertfald en liggecykel som vil give alle andre baghjul.

Cylen er bygget i italien helt i kulfiber. den er udviklet som en komplet cykel som inkluderer alt lige fra den vindoptimerede forgaffel, til styr og sæde. Sædet er ventileret og kan justeres mellem 20 og 35°

Desuden benytter den en intergreret krankbox med gear.

Prisen er endnu ukendt

• Alaric