CYKELPORTALEN

Danmarks uafhængige cykelportal

"En fortælling om 10 turcyklisters eventyrlige færd igennem alperne"


Næsten 20 timers buskørsel gennem det gamle Østtyskland og Tjekkiet på mildest talt elendige veje, er ikke just befordrende for en veludhvilet og cykelklar organisme ved ankomsten, men alligevel er et rart igen at komme på jernhesten, og få gang i kroppen.

Linz i Østrig, er udgangspunktet. Herefter er det meningen vi vil cykle over GrossGlocker videre sydover til Italien, gennem Dolomitterne, forbi Como og Lugano søerne og ind i Schweiz videre over Jura bjergene for endelig at slutte i Tournus, hvor vi skal samles op af bussen.

På vej
Efter en airconditioneret bus slår varmen ekstra hårdt, da vi skal i gang med at læsse cyklerne, men snart er alle klar, og vi bevæger os på en række ud gennem Linz kedelige forstads og industrikvarterer. Jeg ved ikke, men turcyklister har for uvane at finde de mest kedelige rastepladser, specielt når sulten melder sin ankomst. Traditionen tro, havde jeg nær sagt, finder vi et kæmpe indkøbscenter som har alt, undtagen hygge og miljø. Efter tankning af mad og drikke går det i spredt formation videre mod campingpladsen i Pattenbach.

Orden og renlighed er en dyd i Østrig og vores første overnatning er ingen undtagelse. Vi får lov at slå teltene op på velnok turens mest velplejede grønne græsplæne. Inden det bliver helt mørkt skal det lidt torneroseagtige hotel som ligger ved siden af, lige undersøges. Det viser sig at være et hundehotel. Alt er indrettet efter de kære firbenede behov bl.a. en fin lille park hvor man kan gå tur med kræet og hvor den kan besørge på særligt anlagte Høm Høm pladser.

De fleste er lidt bombede efter busturen, så natteroen sænker sig tidligt. Rart igen at ligge rigtigt ned, i teltet, og høre cikadernes sang ,mens man langsom blunder ind. I sandhed en god start.

Vandgang
Tredjedagen skal vi ikke så langt. Målet nås tidligt på eftermiddagen. Der er masser af tid til at vælge den bedste placering af telte under de skyggende frugttræer, indkøb og almindelig dasen. Luften er trykkende og det er lummert. Vejret begynder at se temmelig skummelt ud.

Torden og lynild nærmer sig og ekkoet i dalene forstærker oplevelsen og snart bryder helvede løs. Som i et nu bliver der lukket op for den store hane. I løbet at meget kort tid sejler hele campingpladsen.

Selvfølgelig sker lige midt i tilberedningen af aftensmaden, så madholdet søger tilflugt i den nærmeste brusekabine, mens vi andre “drukner” indvortes i lokalt øl og brændevin på campingpladsens værtshus, Lys og musik går ud et par gange, fordi vandet kommer ind oppe i taget på glaskuplen som ligner en moderne udgave af en wigwam, og tager sikringerne.

Sædvanen tro holder det snart op, og de lettere berusede eventyrcyklister bliver kaldt til samling af madmor Anette som disker op i brusekabinen. Trods vejret er stemningen høj og bagefter går de sidst ankomne i gang med at slå deres telte op mens de øvrige inspicerer teltene for vandskader. Der var et par enkelte våde soveposer.

Dag 4
Dagens rute går fra Bishofshofen over Saalfelden mod Fucherntal og er den første bjergetape på turen, og hvilken en. Stigninger på 14-18% i et langt lige stræk giver de flest af deltagerne noget åndenød. Heldigvis er der ikke mange biler så den brede og helt lige vej kan udnyttes til “miniserpentiner” på tværs af vejen, hvilket tager brodden af de værste stigninger. Ved passet udføres den første obligatoriske højdeskilt fotografering med agerende cyklist. Nogle af cyklisterne tager efter passet en alternativ vej mod Fucherntal medens andre kører videre mod Saalfelden hvor nogen af os benytter cykelruten som er beliggende omkring byen, og går igennem gårde og landsbyer.

Dag 5. Grossglocker
Alperne er lig bjergkørsel og denne tur bød da også på flere af de rigtigt høje knolde. Neden for Zell am See starter Fuschertal som er indgangen til GrossGlocker Hochalpenstrasse, som hvert år besøges af mere end 1,2 millioner mennesker. Vejanlægget blev bygget fra 1930 til 1935 af mere end 3000 mennesker, hovedsageligt for at løse den på daværende tidspunkt store arbejdsløshed. Vejen adskiller sig på to punkter fra næsten alle andre pasveje. Den går ikke bare op til et pas for derefter at gå ned igen. I stedet kører man på en panoramavej i ca. 2400 meters højde. For det andet går vejen ikke bare op til Østrigs længste Glether Pasterze, nej den går ovenfor og langs med den.

Efter at have kørt gennem betalingsanlægget begynder stigningen som er 12 % i gennemsnit og det er IKKE overdrevet. Det siger sig selv at med mere end 1 million besøgende, skal man som cyklist , ud over selve stigningen, også “kæmpe” med en sværm af biler og motorcykler. Specielt i weekenderne og når vejret er godt kan det være lidt af en prøvelse.

Apropos bjerggearing, så vi flere racercyklister som kom til kort med deres “normale” bjerggearing på 39-26/28. Ved foden af GrossGlocker er tidsregistreringsanlæg for racercyklister der ønsker at få dokumenteret præstationen. Dette anlæg blev ikke benyttet af nogle af denne her turs deltagere. Turen med fuld oppakning og i en sværm af biler og motorcykler dokumenterede ligesom sig selv på krop og sjæl, i hvert fald dagen efter.

Vi ankommer om aftenen til Lienz efter en nedkørsel der ikke lader noget tilbage at ønske hvad angår hasarderet tempokørsel. Rekorden blev 82 km/t. Ved Lienz opgiver en at “turisterne” at køre længere, vi er nu otte.

Til Cortina
Dagen efter er vi noget matte, heldigvis er der ikke ret store stigninger på ruten som er en cykelsti langs floden Drau. Torben er helt smattet men får det bedre efter at have proppet sig med Cola og nødrationerne i form af tørret pølse. Vi finder også en kro der serverer en pølse- og skinkeplatte og vi besigtiger dagens høst af Carl Johan- og Kantarelsvampe som kromutter har lagt til tørring på terassen. Svampejagt er tilsyneladende en yndet beskæftigelse hos områdets beboere for vi møder flere “jægere” både på kroen og på cykelstien der løber i skoven. Ved slutningen af dagen skal vi dog passere et øst/vestligt vandskel ved Cimabanche men stigningen er overkommeligt og sceneriet i form af de flotte kalkstensbjerge og azurblå bjergsøer dulmer anstrengelserne. Vi ankommer til Cortina, og denne bys kroniske trafikprop, vasker tøj, finder en pizzabar og Carsten som har valgt Cortina som base for off-road ekspeditioner i områder på mountainbike. Vi er klar til den efterfølgende hviledag.

Natkørsel
Efter hviledagen i Cortina skal vi over tre pas og ned mod Bolzano. Steffen har opgivet pga. problemer med knæet og kører tilbage mod Lienz for at tage toget mod Danmark, i stedet slutter Carsten sig til truppen. Dagens rute er lang og hård selvom den på kortet kan se overordentlig tilforladelig ud. 2000 hm. og ca. 115 km. (20 km længere end planlagt), en dag der bliver ophav til begrebet Konstmannkilometer. De sidst 10 km. før Bolzano kører vi i en naturlig tunnel, Eggen Tal, dannet af vandets slid på den forholdsvis bløde porfyrklippe, vejen er smal og der er kun et spinkelt rækværk mellem vejen og et fald på 2-5m ned i floden.

Dagens etape til trods er der tilsyneladende nogen af deltagerne der ikke kan få nok! Hans-Bo stedsans spiller ham et puds, så han kører forkert i Cortina næsten 30 km tilbage mod hvor vi kom fra. Vi er derfor noget bekymrede for ham da han ikke dukker op i Bolzano. Klokken er langt over midnat da det rumsterer på pladsen. Minsandten den savnede Eventyrcyklist ankommer.  Udrustet med en lille lommelygte har han passeret det sidste pas og tunnellen i bælg mørke og regn. Han bliv endda stoppet af det italienske politi som åbenbart blev trætte af at argumentere og lader ham køre videre.

Dagen efter kører vi i Europas nok største frugtproduktionsområde, området mellem Bolzano og Merano. Vi er igen blevet en mindre fordi Carsten vælger en mere sydlig rute. Der bliver gået til den fra morgenstunden og det samme gør frugtproducenterne der er ivrige med sprøjten her op til høst. Frugterne strutter da også af “sundhed” det er svært at holde fingrene fra dem. Nogen af os får en lokal guide på hjul. Det er en natlæge som hver dag cykler til og fra arbejde mellem Bolzano og Merano, en tur på små 30 km hver vej. Han taler glimrende engelsk og viser os vej gennem Merano og ud til en fin lille sti væk fra den trafikerede hovedvej.

Vi har kurs mod Stelvio men først skal vi overnatte i Trafoi, hjemby for den 4.dobbelte World Cup, Olympisk guldvinder og verdensmester (71′-75′) Gustavo Theoni.  Besøg hans restaurant Bella Vista hvor alt sølvtøjet er stillet til display. Trafoi ligger i 1543 m.o.h. Det bliver en kold nat.

Stelvio pasvejen blev åbnet i 1826 og er siden blevet en af de helt store alpeklassikere. Det er en af de højeste overgange i alperne, og det fritlagte pas imponerer med det frie udsyn over vej som snor sig op på hver side.

Fra Trafoi er der 44 hårnålesving til toppen. Når man når ovenfor trægrænsen har man frit udsyn til passet 600 m højere oppe. Det kan godt være lidt af en prøvelse at se målet så tæt på og alligevel er det langt væk. På venstre side kan man mellem skyerne af og til skimte den 3905 m høje, snedækkede Ortler og den store Madatchgletscher.

At komme op i passet var for mig en blandet oplevelse, dels er man stolt over at have kørt her op ved egen kraft, men samtidig også skuffet over dette gedemarked af souvenirbutikker, restauranter, motorcykler og biler. Er det virkelig nødvendigt. Langt de fleste af disse pas i alperne her ikke længere nogen forbindeslmæssig funktion. Det er turister som i dag benytter dem. Efter min mening burde man lukke dem for offentlig trafik, og så lade folk gå cykle eller tage bussen op. Faktisk har man gjort det flere steder i Schweiz.

Efter Stelvio går det nedad mod Tirano og Sondrio hvor det er meningen at vi skal campere på en ikke specificeret campingplads. Hans Bo og Lis får en god ide og tager toget fra Tirano til St. Mouritz, en flot anlagt jernbanestrækning med forskellig overraskelser bla. serpentiner- og spiralstigninger. Vi har forsynet os med øl og aftensmad så vi hygger os gevaldig på turen. Ankommet til St. Moritz tager vi byen i besigtigelse, det ser dyrt ud, kagerne i Hanselmanns konditori er udstillet som var det diamanter. Juvelerforretninger og alle de rigtige modehuse er der forresten også et rigt udvalg af. Vi finder en campingplads, hotelpriserne her er vist ikke lige os, i 1822 m.o.h.; endnu en kold nat på toppen.

Dagen efter skal vi jo se at få indhentet de andre men der bliver da tid og energi til nogle udflugter. Bygningskunsten heroppe vækker beundring, tømmerhytter med groft tilhugget skifer på taget. Vi besigtiger dem og konstaterer at den tunge tagbelægning kræver en solid tagkonstruktion. Andre konstruktionsmæssige detaljer bliver også taget ad notam. Efter at have passeret Majolapasset, heldigvis nedad, tager vi en lille afstikker, vel 500 hm. op til Sondrio, en besyndelig afsidesliggende bjergby, hvad fik mon folk til at slå sig ned heroppe? Sikkert ikke fredelige årsager!

Herefter går det i fuld fart mod Porlezza hvor vi møder de andre ud på aftenen.

Vild camping og eventyr
Turen fra Stelvio passet og ned til Como søen er nedad. Opturen har spredt gruppen så vi har aftalt at mødes på Torvet i Sondria inden vi finder campingpladsen. Vejen er tættrafikeret så det er bare noget som skal overståes. En sjov oplevelse er da trfikken bryder helt sammen. Helt af sig selv og hver eneste bilist trækker ud, så vi kan komme indenom. Det har jeg aldrig oplevet før og jeg kan ikke lade være med at tænke på Danmark hvor bilisterne gør det modsatte. Så fik i den.

Anette og jeg når først frem og finder turistkontoret. Det viser sig , at der ikke er nogen campingplads i byen. Vi venter på de andre som en efter en dukker op. Tiden går og det bliver snart mørkt. Vi mangler stadig Lis og Hans-Bo. Vi beslutter at trille ud af byen og finde en mark hvor vi kan slå lejr. Vi finder en sti langs floden væk fra hovedvejen og slår lejr inde i en lille lund. Aftensmaden bliver tilberedt i lommlygtens skær.

Mens vi spiser bliver der ivrigt drøftet hvor de andre mon kan være. Næste dag på den næste campingplads får vi svaret. Den megen trafik og hovedvejskørsel blev for meget, så de tog toget op til St. Moritz, hvor de første sig frem som milionærer en dag.

Ved Como søen vælger nogle af os at køre på den modsatte side og tage en lille færge over søen. En smuk tur.

Fra Porlezza kører vi mod Sesto Calende ved sydenden af Maggioresøen. Niels Erik kører som planlagt mod Milano for at tage flyet hjem. Det er varmt og en udflugt bliver endnu engang bydende nødvendig så Hans-Bo og Lis tager to af de dejlige små kølige og tætpakkede fiskerbyer ved Luganosøen, Gandria og Morcote, i besigtigelse. Den sidste færge over Luganosøen fra Morcote misser vi desværre så det bliver en lidt længere tur end vi havde tænkt os. Vejen over til Maggioresøen og langs med denne er dog let og vi er fremme næsten før de andre er gået i seng. Heldigvis har de noget mad til os men vi kan ikke undgå at bemærke at der har været skærmydsler i farvandet. Jan vælger dagen efter at fortsætte alene.

Endnu en varm dag
På starten af den sidste uge skal vi fra Sesto Calende som ligger smukt Lago Maggiore med udsigt op mod Eiger, Mörch og Jungfrau, i Schweiz. Det begynder hurtigt at blive meget varmt 30-35 grader. Vi har selvfølgelig glemt alt om at

det er søndag, så da sulten melder sig er alt lukket. Vi finder en lille by og entrer en cafe, men de har intet spiseligt. Ejeren henviser os til et pizzeria i udkanten af byen. Da vi ikke kan finde det cykler vi tilbage og spørger igen. Vupti han snupper sin motorcykel og guider os, se det er sku italiensk service når den er bedst.

Godt gennemstegte får vi anvist et bord. Hele byen er åbenbart til søndagsfrokost her, så de kikker noget på os da vi ankommer i vores svedige cykeltøj.

Cola, øl og Spagetti og muslinger er på menuen, og det smagte himmelsk. Efter sådan et måltid kniber det gevaldigt med at træde pedalerne og så i middagsheden. Hans-Bo instinkt vejrer vand, for pludselig drejer han fra og har fundet en lille flod med et fint lille leje af sand hvor man kan bade. Søløverne springer straks i mens Lis vælger at dyppe fødderne oppe i skyggen. Efter en times tiden er krobstempereturen igen kommet ned på et anstændigt niveau og vi fortsætter vores færd videre frem mod campingpladsen i Quinzetto, hvor vi ankommer i mørke. Om aftenen bliver det et voldsomt stormvejr, en efter en giver mine teltpløkker efter og jeg må til sidst ud og banke nogle flere i før teltet flyver af sted med lille mig i det. Vasketøjet finder vi dagen efter spredt ud over et større areal.

Store St. Bernard pas kender de fleste bilister som tunnelen mellem Schweiz og Italien. Men ved betalingsanlægget er det muligt at dreje fra og tage den gamle pasvej. Fordi tunnelen er bygget er trafikken moderat og er vejret godt er det en meget flot tur. Vi starter opkørslen efter en kold nat i Etroubles. Vel oppe i passet skal de italienske penge veksles inden vi triller over grænsen i 2600 meters højde. Nedkørslen mod Magtiny er på det første stykke ned til tunnelen meget stejl og svinget. Herefter går det i store buer og med moderat fald nedad. Her kan man virkelig få fart på cyklen.

Fra Martigny har de resterende turister besluttet at afkorte cykelturen og tage toget herfra til Nyon på vestsiden af Lac Léman (Genevesøen). Vi har forsynet os med mad og drikke og laver et skammeligt svineri med brødkrummer i togvognen (de havde ingen kreaturvogn påhægtet hvor vi kunne opholde os). Fra campingpladsen i Divonne les Bains er der en flot udsigt til Mont Blanc over Genevesøen.

Fra Divonne kører vi ind over Jurabjergene mod St. Claude. Her er der langs vejen spændende ting at se på for geologiinteresserede. Ved St. Claude deler vi os igen, Hans-Bo og Lis bliver og tager på udflugt de andre fortsætter. Næppe har vi sagt farvel til de andre før vi støder ind i Jan, vi tilbringer de sidste dage med ham. Næste dag starter godt med et styrt og så går det ellers ad mindre veje mod Tournus, vi passerer bla. Vouglans dæmningen (kan ikke huske faldhøjden) og kommer til sidst ud på kanten af Rhônedalen hvorfra der er en storslået udsigt. Herfra et det næsten flad vej de sidste 70-80 km. til Tournus. Gjorde kort ophold i hvad der mest af alt lignede en uddød cowboyby St. Nizier le Bouchoux og besigtigede deres tragisk store mindesten for faldne i 1. og 2. verdenskrig.

Defekt
En del af “oplevelsen” som turcyklist er selv at kunne håndtere defekter undervejs. På vej op over Passo Pordoi i Dolomitterne knækker jeg en eger i baghjulet. Hjemmefra havde jeg været lidt betænkelig ved hjulet, men i min iver for at spare vægt havde jeg valgt at køre på dem. Jeg havde bemærket at egerne gav sig specielt i svingene opad, nå men nu stod jeg altså her, selvfølgelig med reserveeger, men alligevel. Af med tasker og hjul, heldigvis var det ikke i kranssiden, så det var til at komme til. Jeg fik egeren skiftet og begyndte at stramme op, PLING så røg der en anden eger, pokkers..

Nu er egeropspænding ikke just min favorit disiplin, men det lykkedes at få det nogenlunde lige, så jeg kunne komme videre. Resten af turen op til passet gav det sig yderligere så det var ingen Pantani som trillede nedad på den anden side. Heldigvis lå der en cykelsmed nede i dalen og han spændte hjulet ordentligt op formedelst 20 kr., og det holdt resten af turen. Tak for det.

Den sidste uge, efter en lang dag og hvor det var ved at blive mørkt knækkede jeg kæden. Det var åbenbart dråben, for mit temperament brød ud i lys luge. De andre forstod situationen og kørte videre, og lod mig rase ud. Det gik bl.a. ud over en meget hård stenvæg og en gøende hund, men kæden blev samlet og jeg indhentede de andre igen. Faktisk havde jeg det rigtigt godt efter “anfaldet”

Turister
Man oplever lidt af hvert på sådan en tur. På toppen af et af de utallige pas kommer en ældre nobel herre kørende op på sin funklende Harley Davidson motorcykel. Kort efter arrivere fruen i en smart cabriolet. Som en anden servitrice tager hun hjelmen af ham, tørrer hans pande og giver ham noget at drikke og spise. Et hengivent kys og han starter dyret og triller adstadigt ned af vejen mens fruen følger efter i cabrio.

En anden episode, ved middagstid i Cortina hvor vi sidder og får lidt frokost. I det fjerne hører man et Elvis Presley hit som langsomt bliver højere. En stor Honda Goldwind med et par lige så store passagerer kører ind til siden. Som et andet ritual bliver motoren stoppet og det mildest talt fede ægtepar begynder at tage al deres lædertøj af. Først herefter bliver båndspilleren slukket. De to sætter sig ned og bestiller noget at drikke og ca. et kvarter efter gentager seancen sig igen men denne gang i omvendt rækkefølge. Behøver jeg at nævne at alle på fortovsrestauranter lå flade af grin da de kørte.

Sammenhold du
På turen var der visse udbrud af divergerende meninger om bla. formålet med turen og det heraf følgende turforløb.

Egentlig er sådanne uenigheder på ture meningsløse, hvis ikke man har gjort sig den umage at sætte sig ind i forholdene på en sådan tur før man tager af sted må man ikke forvente at andre skal indrette deres, formodentlig velplanlagte, tur efter en deltager med andre forventninger.

En stor det af kvaliteten ved sådan en tur er jo netop at dele oplevelsen med andre og at knytte venskaber med ligesindede. Jeg syntes jo nok det var lidt kedeligt at nogle af deltagerne valgte at køre solo. Selvom man ikke altid kan med alle kan man vel godt prøve at følges ad. Der jo ingen der siger man skal gå op og ned af hinanden hele tiden. I bund og grund handler det vel også om at kunne fungere sammen med andre trods forskelligheder. At kunne indgå kompromisser.

 

Del denne artikel...Share on Google+Share on LinkedInPin on PinterestTweet about this on TwitterShare on FacebookEmail this to someone

CYKELPORTALEN